Hvor meget af alt det, vi går og siger til vores hunde, forstår de egentlig? Nu tænker jeg ikke på diverse kommandoer hverken til træning eller i dagligdagen men mere på længere sætninger. På ”forklaringer”. Giver det mon mening for hunden, hvis vi bruger lidt tid på at fortælle den noget?
For nogle år siden, skulle min familie og jeg på ferie i udlandet, hvor vi ikke kunne have hundene med. Dagen inden ferien, kørte vi ud for at aflevere dem hos min mor, blev der en time og ville så køre hjem igen. Min ene hund Lukka, der er ultra sensitiv og MEGET mor-glad, veg ikke fra min side. Hun kunne sikkert godt fornemme et eller andet og ville selvfølgelig meget gerne med hjem igen. Da vi alle var samlet ude i gangen, satte jeg mig ned på gulvet og forklarede Lukka, at vi skulle et sted hen, hvor hun ikke kunne komme med, at hun skulle blive hos min mor sammen med Thekla (vores anden hund), at min mor selvfølgelig ville passe rigtig godt på dem, give dem god mad, gå lange ture osv. Og at vi ville komme igen om en uge og hente dem. Lukkas reaktion var lige til en Disneyfilm. Hun kravlede op på mit skød, lagde forpoterne på mine skuldre og puttede hovedet tæt ind til min hals. Så sad vi der et par minutter, hvorefter hun helt af sig selv ganske langsomt gik ned fra mit skød og satte sig hen ved siden af min mor. Hele familien stod med blanke øjne og kunne næsten ikke tro, hvad de lige havde været vidne til.
Forstod Lukka virkelig alt, hvad jeg havde sagt til hende?
Hun er som sagt ekstremt sensitiv. Der er rigtig meget, hun ikke bryder sig om. Bl.a. kan hun ikke fordrage, når andre hunde er i fleksliner. Dem kan man jo blive viklet ind i!!! Adrk… hvor modbydeligt. For nylig skulle jeg holde min unge hund i ro et par dage p.g.a. en skade og var nødt til at lufte hende i fleksline. Jeg gik en tur i skoven med begge hunde. Lukka fri og Zoe i line. Men Lukka fik intet ud af turen. Hun nægtede at overhale Zoe med den farlige fleksline. Gik nedtrykt lige bag ved mig som en lille skygge og lavede ikke så meget som en tissetår. Jeg forsøgte utallige gange at få hende til at løbe foran mig. Sagde alle hendes yndlingsord som ”Afsted”, ”Fremad”, ”Tootsie” (min fars papegøje, der normalt tænder hende totalt af), men intet hjalp. Jeg synes ærlig talt, det var spild af tur og blev mere og mere irriteret. Til sidst stoppede jeg helt op, vendte mig rundt og så på Lukka. Så forklarede jeg hende stille og roligt, at hun måtte bestemme, hvilken vej vi skulle gå. At hun skulle gå forrest og vise vejen, så ville Zoe og jeg følge efter. Vupti så sprang Lukka af sted. Løb 20–30 m foran os i sprudlende humør hele resten af turen.
Disse eksempler har jeg efterhånden rigtig mange af. Jeg har også brugt det i min træning. Hvis jeg ikke har kunnet vise hende, præcis hvad jeg ville have hende til, har jeg forsøgt at forklare det i stedet for, og mange gange har det rent faktisk hjulpet. Ikke altid selvfølgelig, men ofte. Ligesom jeg inden en konkurrence kan finde på at sidde og sludre lidt med hende, fortælle at det eneste jeg ønsker er, at vi skal have det sjovt. At jeg ved, hun gør det bedste, hun kan, og at jeg er super glad for alt, hvad hun gør. Og sikken fest vi så har.
Er det mon Lukka, der er helt speciel?
Som skrevet ovenfor har min unge hund Zoe lige været skadet. I den forbindelse skulle jeg lave forskellige strækøvelser med hende. Men det var der åbenbart delte meninger om! Zoe blev ved med at trille om på ryggen og insistere på at blive kælet på maven. Hun er en lille ledløs loppe, der virkelig kan sno sig, så strækøvelserne var helt umulige at gennemføre. Få øjeblikke inden jeg fik et føl på tværs (!), tog jeg en dyb indånding og kom i tanke om en anden mulighed for at få hende til at samarbejde. Jeg forklarede hende på den kærligste måde, at hvis hun lå helt stille og lod mig lave tre stræk frem og tre stræk tilbage på alle fire ben, så kunne vi nusse mave og spise en masse guffer bagefter. Som ved et trylleslag lå hun musestille, først på den ene side og derefter på den anden side mens jeg strakte hendes ben ud.
Jeg bliver lige forbløffet, hver gang det sker. Forstår hundene virkelig alt, hvad vi siger til dem? Eller er det energien i ordene, de opfanger? Det er i hvert fald mere end bare tonen. Vi kender alle det med at forlade hunden og sige ”Du skal blive hjemme. Jeg kommer snart igen”, og så ser hunden helt ulykkelig ud. Men eksemplerne ovenover er alligevel noget andet, synes jeg. De viser virkelig en forståelse for det, der rent faktisk bliver sagt.
Jeg er meget nysgerrig på, om der er andre, der har oplevet noget lignende…
