For lidt over et år siden tog jeg til Italien og hentede en hundehvalp. Ikke en hvilken som helst hundehvalp. Kombinationen var nøje planlagt allerede et år forinden, og i mellemtiden var faren blevet verdensmester og moren nr. tre ved samme verdensmesterskab. Så fundamentet for en super træningsminded hund er der bestemt. Men hunden kommer jo ikke med en indbygget forprogrammeret chip, så der ligger mange års sjovt og spændende arbejde foran os.
Kuldet er lavet i tæt samarbejde med den finske kennel Tending, der igennem årene har lavet mange af verdens allerbedste lydighedshunde. Kennel Tending har en fantastisk teamspirit, og har man en Tending-hund, er man en del af ”familien”. Blandt andet gør de meget ud af at mødes og træne sammen. Vores kuld skulle mødes i Italien, hvor moren og den ene søster bor. Desværre kunne de tre hanhunde fra kuldet ikke deltage, men den anden søster fra Finland og faren fra Tyskland kom også. Derudover var Pekka og Riitta, ”hr. og fru Tending”, også taget til Italien.
Det blev en fantastisk tur. Zoe tog flyveturen i stiv pote og havde heller ingen problemer med at dele bagagerummet i den lejede bil og hotelværelset med hendes søster Rim fra Finland.
Dagene gik hovedsaglig med lydighed. Det var utrolig spændende at se og høre, hvad og hvordan de andre træner. Det blev meget tydeligt for mig, at vi her i Norden træner meget mere detaljeret og kontrolleret, end de gør længere syd på. Både Silvia (ejeren af Zoes mor og den ene søster) og Sandra (ejeren af Zoes far) træner meget mere ”fest og farver”, end Maarit (ejeren af Zoes anden søster) og jeg selv gør. Og det er ikke, fordi vi er karrige med vores belønninger. Jeg belønner rigtig meget i min træning, både med leg og godbidder, men det virkede pludselig ikke af så meget i forhold til de to andre! Legesager og godbidder fløj rundt om ørerne på hundene, der virkelig havde en fest og lagde afsindig meget energi i alt, hvad de foretog sig.
En anden ting, der blev meget tydelig for mig, var forskellen på, hvor meget hundene kunne. Jeg synes ikke selv, jeg er gået særlig hurtig frem i min træning med Zoe. Jeg sørger for at have min grundtræning i orden og bygger ganske langsomt hunden op, efterhånden som den modnes. Jeg synes på ingen måde, jeg presser Zoe i min træning. Hun er super hurtig både fysisk og mentalt, og vi træner alting i bittesmå bidder. Det samme er tilfældet for Maarit og Rim fra Finland. Alligevel synes både Sandra og Silvia, at vores ”hundehvalpe” kunne alt for meget i forhold til, at de kun er lidt over et år. At de var alt for meget under kontrol og ikke fik lov til bare at være fjollede unghunde. Det gav virkelig stof til eftertanke! Specielt fordi jeg faktisk ind i mellem har haft lidt dårlig samvittighed over ikke at træne så meget og ikke at være nået så langt med Zoe, netop fordi jeg synes, hun skal have lov til ”bare” at være hundehvalp. Ret interessant!
Fælles for os alle er, at vi træner meget positivt. Silvia kan dog godt finde på at fortælle hunden, hvis den fejler, for derefter at rette fejlen. Mens Sandra ligesom jeg selv, ignorerer evt. fejl og bare prøver en gang til. Hvis hunden f.eks. ikke kan finde feltet, men løber til en kegle eller lign., bliver den bare kaldt tilbage og sendt af sted igen. Det gør, at hunden bliver ved med at arbejde med lige høj intensitet og aldrig bliver ”ked af det”, men bevarer troen på sig selv. Selv en koncentrationsøvelse som stillingsskift blev til en fest. Ud over de tre almindelige skift (stå, sit og dæk) skulle Freez bakke, twiste både den ene og den anden vej og sidde ”Bamse”, vel at mærke på 15 meters afstand og med masser af power. Skønt at se, at selv en verdensmester arbejder så legende let og sjovt med sin meget trænede hund. Faktisk er det kun op til de helt store mesterskaber, at de træner decideret konkurrencetræning. Resten af tiden er det sjov og ballade. Helt klart noget jeg skal tænke med ind i min træning fremover.
Maarit træner mere i retning af mig selv. Dog nok lidt mere kontrolleret. Hun rystede mange små meget brugbare fif ud af ærmet. Maarit træner med mange af Finlands dygtigste handlere, og da vores hunde jo er søskende og minder rigtig meget om hinanden, er der meget fra hendes træning, jeg kan bruge. Også rigtig mange småting, der egentlig ikke har så meget med selve øvelserne at gøre, men som alligevel er en stor del af hundens uddannelse. Bare en lillebitte ting, som at Zoe ikke afleverer legetøjet i min hånd, efter jeg har kastet det til hende, hvilket faktisk irriterer mig lidt. Hun løber ud efter det, kommer tilbage, leger med det lige foran mig og venter på, at jeg tager fat i det, så vi kan lave en seriøs trækkeleg. Men jeg skal ALTID bøje mig ned efter det – og jeg bliver jo ikke ligefrem yngre!!! Maarit foreslog, at Zoe skulle lave snudetouch på min håndflade med legetøjet i munden, hvorefter jeg så kan tage fat i det og lave trækkeleg. Det virker fantastisk! Og min ryg er meget taknemmelig ;-).
”Hr og fru Tending” kom også med nogle interessante input. Pekka lever af at træne servicehunde, har trænet 120 servicehunde og er utrolig dygtig og vidende om hundens mentalitet. For ham er det meget vigtigt, at der er så lidt forskel på træning og konkurrence som overhovedet mulig, så hunden ikke mærker den store forskel på, om man er i eller udenfor konkurrenceringen. Han forklarede i detaljer om de tre belønningsformer, vi har: Legetøj, mad og os selv. Og om vigtigheden af, at hunden kan skifte mellem de tre former efter vores ønske, så det ikke bliver hunden, der bestemmer, at nu vil den altså gerne have sit legetøj, for nu er den ikke lige i humør til ”social reward”. For, som han siger, er det sociale – os selv – det eneste vi kan tage med ind i ringen til en konkurrence. Meget spændende.
Riitta er derimod super dygtig til at se og nørde med ganske små detaljer i hundetræningen og gav mig gode tips til f.eks. at få Zoe til at sidde lige på plads.
Alt i alt en helt utrolig lærerig weekend. Og sindssygt spændende at se den ret store forskel, der alligevel er i vores hundetræning. Fantastisk at der er så mange veje til Rom – so to speak. Jeg kommer hjem med hovedet fuldt af nye idéer og er allerede i fuld gang med at samle trådene og bruge det, der føles bedst for mig og min hund.
Og sikken en luksus at få lov at opleve både mor og far og søskende til træning og i al almindelighed.
Silvia med Dream (søster) og Pepper (mor), Sandra med Freez (far), Maarit med Rim (søster) og jeg selv med Zoe.
Hvor meget af alt det, vi går og siger til vores hunde, forstår de egentlig? Nu tænker jeg ikke på diverse kommandoer hverken til træning eller i dagligdagen men mere på længere sætninger. På ”forklaringer”. Giver det mon mening for hunden, hvis vi bruger lidt tid på at fortælle den noget?
For nogle år siden, skulle min familie og jeg på ferie i udlandet, hvor vi ikke kunne have hundene med. Dagen inden ferien, kørte vi ud for at aflevere dem hos min mor, blev der en time og ville så køre hjem igen. Min ene hund Lukka, der er ultra sensitiv og MEGET mor-glad, veg ikke fra min side. Hun kunne sikkert godt fornemme et eller andet og ville selvfølgelig meget gerne med hjem igen. Da vi alle var samlet ude i gangen, satte jeg mig ned på gulvet og forklarede Lukka, at vi skulle et sted hen, hvor hun ikke kunne komme med, at hun skulle blive hos min mor sammen med Thekla (vores anden hund), at min mor selvfølgelig ville passe rigtig godt på dem, give dem god mad, gå lange ture osv. Og at vi ville komme igen om en uge og hente dem. Lukkas reaktion var lige til en Disneyfilm. Hun kravlede op på mit skød, lagde forpoterne på mine skuldre og puttede hovedet tæt ind til min hals. Så sad vi der et par minutter, hvorefter hun helt af sig selv ganske langsomt gik ned fra mit skød og satte sig hen ved siden af min mor. Hele familien stod med blanke øjne og kunne næsten ikke tro, hvad de lige havde været vidne til.
Forstod Lukka virkelig alt, hvad jeg havde sagt til hende?
Hun er som sagt ekstremt sensitiv. Der er rigtig meget, hun ikke bryder sig om. Bl.a. kan hun ikke fordrage, når andre hunde er i fleksliner. Dem kan man jo blive viklet ind i!!! Adrk… hvor modbydeligt. For nylig skulle jeg holde min unge hund i ro et par dage p.g.a. en skade og var nødt til at lufte hende i fleksline. Jeg gik en tur i skoven med begge hunde. Lukka fri og Zoe i line. Men Lukka fik intet ud af turen. Hun nægtede at overhale Zoe med den farlige fleksline. Gik nedtrykt lige bag ved mig som en lille skygge og lavede ikke så meget som en tissetår. Jeg forsøgte utallige gange at få hende til at løbe foran mig. Sagde alle hendes yndlingsord som ”Afsted”, ”Fremad”, ”Tootsie” (min fars papegøje, der normalt tænder hende totalt af), men intet hjalp. Jeg synes ærlig talt, det var spild af tur og blev mere og mere irriteret. Til sidst stoppede jeg helt op, vendte mig rundt og så på Lukka. Så forklarede jeg hende stille og roligt, at hun måtte bestemme, hvilken vej vi skulle gå. At hun skulle gå forrest og vise vejen, så ville Zoe og jeg følge efter. Vupti så sprang Lukka af sted. Løb 20–30 m foran os i sprudlende humør hele resten af turen.
Disse eksempler har jeg efterhånden rigtig mange af. Jeg har også brugt det i min træning. Hvis jeg ikke har kunnet vise hende, præcis hvad jeg ville have hende til, har jeg forsøgt at forklare det i stedet for, og mange gange har det rent faktisk hjulpet. Ikke altid selvfølgelig, men ofte. Ligesom jeg inden en konkurrence kan finde på at sidde og sludre lidt med hende, fortælle at det eneste jeg ønsker er, at vi skal have det sjovt. At jeg ved, hun gør det bedste, hun kan, og at jeg er super glad for alt, hvad hun gør. Og sikken fest vi så har.
Er det mon Lukka, der er helt speciel?
Som skrevet ovenfor har min unge hund Zoe lige været skadet. I den forbindelse skulle jeg lave forskellige strækøvelser med hende. Men det var der åbenbart delte meninger om! Zoe blev ved med at trille om på ryggen og insistere på at blive kælet på maven. Hun er en lille ledløs loppe, der virkelig kan sno sig, så strækøvelserne var helt umulige at gennemføre. Få øjeblikke inden jeg fik et føl på tværs (!), tog jeg en dyb indånding og kom i tanke om en anden mulighed for at få hende til at samarbejde. Jeg forklarede hende på den kærligste måde, at hvis hun lå helt stille og lod mig lave tre stræk frem og tre stræk tilbage på alle fire ben, så kunne vi nusse mave og spise en masse guffer bagefter. Som ved et trylleslag lå hun musestille, først på den ene side og derefter på den anden side mens jeg strakte hendes ben ud.
Jeg bliver lige forbløffet, hver gang det sker. Forstår hundene virkelig alt, hvad vi siger til dem? Eller er det energien i ordene, de opfanger? Det er i hvert fald mere end bare tonen. Vi kender alle det med at forlade hunden og sige ”Du skal blive hjemme. Jeg kommer snart igen”, og så ser hunden helt ulykkelig ud. Men eksemplerne ovenover er alligevel noget andet, synes jeg. De viser virkelig en forståelse for det, der rent faktisk bliver sagt.
Jeg er meget nysgerrig på, om der er andre, der har oplevet noget lignende…
Jeg har i skrivende stund haft Zoe i godt et halvt år, og jeg bliver stadig gladere og gladere for hende for hver dag, der går. Jeg følger hendes udvikling nøje og er super begejstret for alt, hvad jeg ser. Jeg kendte egentlig ikke hendes forældre specielt godt og har ikke valgt Zoe, fordi jeg var dybt forelsket i enten hendes mor eller far, så jeg har ikke et eller andet idealbillede eller en drøm om, præcis hvordan hun skal være eller blive, og det er faktisk rigtig rart. Både med Lukka og med min forrige hund Thekla, forelskede jeg mig hovedkulds i deres mødre, og jeg ønskede mig brændende en hvalp, der skulle blive nøjagtig som dem. Heldigvis blev jeg ikke skuffet for både Lukka og Thekla minder (mindede) utrolig meget om deres mødre. Men jeg kender andre, der har fået hvalpe, som på ingen måde ligner deres forældre, hverken af udseende eller temperament. Og jeg tror måske, det kan være svært, hvis man har et indre drømmebillede, og virkeligheden ser meget anderledes ud. I Zoes tilfælde tror jeg nu ikke, at æblet er faldet langt fra stammen.
Zoe er nu otte måneder gammel, og jeg er så småt begyndt at strukturere min træning lidt mere. Zoe skal gå lydighed, og jeg træner målrettet mod eliteklassen. Uhhha!!! Allerede??? Er der måske nogen, der tænker… men rolig nu! Jeg er for det første ikke typen, der træner dagligt og for det andet, når jeg træner, er det i bittesmå delmomenter. Det er lige før, jeg slet ikke vil kalde det træning men nærmere leg. Alting bliver leget ind i mine hunde.
Jeg træner udelukkende positivt, dvs. jeg korrigerer aldrig min hund. Det kræver selvfølgelig, at jeg tænker meget over at hæve kriterierne ganske langsomt, så hunden hele tiden kan følge med og gøre det rigtige. Hvis den så alligevel gør noget andet, end det jeg havde tænkt den skulle, tænker jeg: Hmm… hvad gjorde jeg forkert? Hvordan kan jeg forklare mit budskab tydeligere? Og så gør jeg det lidt nemmere for hunden. Jeg fortæller den ALDRIG, at den har fejlet. Jeg mærker efter, om der er noget, jeg gør forkert, om kriterierne er for høje, om der er noget i omgivelserne, der generer, om mit humør fejler noget (!), eller om det handler om hunden (hvilket det sjældent gør). Dog kunne jeg ikke forstå, hvorfor Zoe pludselig gik lidt ned i intensitet her på det seneste. Hun var ikke helt så hurtig og skarp, som hun plejer at være. Forklaringen kom i mandags, da jeg fandt små bloddryp på gulvet. Hun var kommet i løbetid. Hvilken lettelse! Det var hormonerne, der spillede hende et puds, og det skal der selvfølgelig tages højde for.
Jeg har lavet en lille video fra vores træning. Jeg er så privilegeret at have haft to hunde i eliteklassen, så jeg ved, hvad jeg træner frem i mod. Jeg har lidt i sjov bygget videoen op efter eliteklasseprogrammet, selvfølgelig kun på det stadie som Zoe nu er nået til i de forskellige øvelser.
Alle øvelser står udførligt beskrevet i min – og mange andres – ”bibel”, KLIK dig til succes af Christina Ingerslev og Karen S. Ulrich.
Hold op hvor tiden flyver. Jeg har allerede haft min skønne hundehvalp i tre måneder! Jeg er ved at være godt skudt i hende, og hendes plads i mit hjerte vokser dagligt. Men jeg er stadig lidt i konflikt med mig selv mht. træning.
Dels har jeg haft afsindig travlt i den senere tid, så jeg har ikke haft meget overskud. Og overskud er man nødt til at have, når man træner hund – specielt når man træner med en hundehvalp. Når jeg så endelig har en halv time til overs, vil jeg ofte hellere bare gå en tur i skoven.
Dels lider jeg stadig af dårlig samvittighed overfor min voksne hund Lukka. Jeg bryder mig ikke om at lukke den ene hund væk for at træne med den anden, så det begrænser min træning væsentligt. Den ene hund er nødt til at kunne ligger stille og vente, mens jeg træner med den anden. Så faktisk er der RIGTIG meget af træningen, der ”bare” går med at træne Bliv med Zoe.
Og sidst men bestemt ikke mindst, synes jeg, der er rigtig mange dagligdagsting, sådan en lille hundehvalp skal lære. Som f.eks. IKKE at tygge i ens indbo, IKKE at spise blomsterne i staudebedet, IKKE at grave huller i græsplænen, IKKE at æde kosten når man fejer, IKKE at mase ud af døren, IKKE at trække i snoren, IKKE at gå ud på vejen, IKKE at æde hestepærer i skoven, at heste IKKE er store hunde der vil lege osv. Og alle de her IKKE’er skal man være lidt på forkant med, når man kun træner positivt.
Forleden mødte jeg en dame i skoven, der kiggede på Zoe og spurgte mig: ”Hvad kan den?”
”Hmm… ikke rigtig noget” måtte jeg skamfuldt erkende. Pinligt tænkte jeg! At jeg, der har en af landets dygtigste lydighedshunde, også har en fem måneder gammel hundehvalp, som ikke kan noget som helst.
I går mødte jeg en anden dame, der spurgte mig: ”Hvad har den lært?”
Hmm… Zoe har faktisk lært rigtig, rigtig meget, når jeg tænker over det:
De fleste af de store IKKE’er er ved at være udryddet. Og den daglige omgang med hende er en sand fornøjelse. Jeg nyder at have en dejlig, velopdragen og harmonisk hundehvalp, og det er hun virkelig. Derudover er vi i gang med forskellige små tricks og den spæde startindlæring på fri ved fod. Zoe har lært håndtarget, hagetarget og potetarget, løbe ”rundt om”, return to sender, fristeøvelser, holde på en apport mm. Alt sammen bittesmå delmomenter, der stille og roligt skal udvides og senere sættes sammen til noget ”rigtigt”.
Men jeg har ikke travlt. Jeg skal ikke nå noget. Zoe skal nok blive en dygtig lydighedshund, når hun bliver voksen.
Som en klog dame engang sagde til mig: Barndommen er meget, meget vigtig – også for en hundehvalp!
For et lille års tid siden måtte jeg sige farvel til min gamle hund Thekla. Siden da har min unge hund Lukka (der nu er 6 ½) været ”enebarn”. I den første tid kunne jeg ikke mærke noget på Lukka, men lidt efter lidt fornemmede jeg, at Lukka begyndte at blive ked af det. Hun var ikke længere sit sprudlende tossede selv, hverken i hverdagen eller til træning og konkurrencer. Jeg tror virkelig, at hun savnede Thekla.
Så jeg begyndte så småt at se mig om efter en ny hund. Egentlig mest for Lukkas skyld. Jeg havde ikke den der “jeg MÅ bare have en hundehvalp NU!“–følelse, og min søgen var da heller ikke speciel ihærdig. Jeg er fuldstændig skudt i Lukka og tanken om, at en anden hund skal “tage over“, ligger mig uendelig fjern. Jeg har haft hunde hele mit liv, men INGEN er kommet ind under huden på mig, som Lukka er. Jeg vil allerhelst have, at hun skal være her resten af mit liv. Jeg véd godt, at hun ikke er den perfekte konkurrencehund, hun har en svær psyke, kan pludselig blive bange for gulvet (!!!) eller et eller andet andet, har svært ved at være separeret fra mig, ja, jeg kunne komme med en lang remse, ikke desto mindre betyder hun alverden for mig, og jeg hader tanken om, at hun ikke lever evigt.
Nå, tilbage til hundehvalpen. Jeg var naturligvis i kontakt med Lukkas opdrætter, i håb om at få en hvalp fra de samme blodlinier, men det kunne først blive aktuelt om 1-2 år. Så fik jeg øje på en finsk tæve (der mindede mig meget om Lukka) og snakkede med både ejer og opdrætter. Hunden virkede rigtig fin, men jeg kunne godt mærke, at jeg stadig havde svært ved at gå helhjertet ind for projektet. Fani, som hunden hedder, var på det finske landshold sidste år og klarer sig rigtig godt til udtagelserne igen i år, derfor har de valgt at udsætte parringen til slutningen af året. Så gik jeg i stå i min hvalpesøgen, halvt lettet og halvt irriteret.
Nogen tid senere modtog jeg en mail fra opdrætteren til Fani, der spurgte om jeg kunne være interesseret i en hvalp (der var født få dage forinden), efter en tæve, som var meget tæt beslægtet med Fani? Det var ikke nogen helt tilfældig tæve. Hun var fra Italien (finsk opdrættet) og en fantastisk lydighedshund, der var blevet nr. 3 til sidste VM i lydighed. Og hanhunden var verdensmesteren fra samme år. Hold nu op et tilbud! Jeg var i syv sind. Jeg kendte jo ikke rigtig disse hunde. Jeg havde selvfølgelig set dem til VM men ikke mødt dem og rørt ved dem osv. Jeg undersøgte alt omkring dem og fik lange udførlige rapporter om deres sind og væsen, deres psyke, deres arbejdsegenskaber, alt! Det hele lød fantastisk og til sidst kom jeg til den konklusion, at der måtte være en dybere mening med, at denne lille hundehvalp landende i skødet på mig og jeg takkede JA!
For et par uger siden tog jeg til Italien og mødte mit lille nye stjernefrø Zoe. Hun var selvfølgelig 😉 en helt fantastisk lille hundehvalp. Sød og fræk og med en tårn høj nuttefaktor. Efter nogle skønne dage i Italien fløj vi hjem. Turen gik helt uden komplikationer. Zoe charmerede alle i den italienske lufthavn, og 5 min inden afgang faldt hun i søvn i sin lille taske og sov tungt under hele turen til Kbh.
Tilbage i DK
Jeg havde ingen kvaler ved mødet mellem Lukka og Zoe. Jeg har passet forskellige hvalpe gennem tiden, og Lukka kan godt lide hundehvalpe, jo mindre jo bedre. Det gik også fint. De løb rundt ude i haven og alt åndede fred og idyl. Men efter nogle dagen synes Lukka godt, at hundehvalpen måtte tage hjem igen. Nu ville hun gerne have sin mor for sig selv. Og så kom tvivlen og alt den dårlige samvittighed væltende ind over mig som en kæmpe bølge. Som en tsunami! Var det synd for Lukka, at hun nu skulle dele mig? Hvalpen turde jeg ikke elske sådan helt 100% af dårlig samvittighed overfor Lukka. Og det gav mig dårlig samvittighed overfor Zoe! Jeg turde ikke træne med den ene af dårlig samvittighed overfor den anden og omvendt. Jeg begyndte at tvivle på mit hvalpeprojekt og gik helt ned med flaget.
Efter et par dage og flere lange samtaler med min privat-terapeut-veninde Christina, kom jeg oven på igen. Begge hunde har det jo fantastisk. Super glade og søde og friske. Det er en stor omvæltning for Lukka, det er der ingen tvivl om. Der bliver også taget hensyn til hende i det omfang, det nu er muligt. Heldigvis er Zoe en utrolig fin hundehvalp. Hun er ikke opsøgende og irriterende overfor Lukka men meget imødekommende, når Lukka kommer til hende.
Mit håb er selvfølgelig at Lukka og Zoe bliver rigtig glade for hinanden og trygge i hinandens selskab. I skrivende stund er Zoe 10 uger og for et par dage siden, måtte Lukka overgive sig, og hun begyndte at lege med hundehvalpen. Den vildeste tag fat rundt og rundt ude i haven, hvor Lukka med jævne mellemrum smed sig ned i græsset og gav Zoe lov til at hoppe oven på hende. Jeg stod inde i stuen og betragtede dem gennem vinduet med tårer i øjnene. Dér faldt den sidste sten fra mit hjerte <3.
For et lille års tid siden, blev min gamle hund Thekla pludselig meget dårlig. Hun havde ikke været på toppen længe, men denne dag var værre end normalt. Thekla stod bare og kiggede ud i luften. Jeg mærkede hende igennem og fandt en kæmpe byld i hendes bug, som om et eller andet var eksploderet inde i hende. Jeg blev skrækslagen og ringede hulkende til min dyrlæge. Det var søndag eftermiddag, men jeg er så heldig at have verdens sødeste (og dygtigste) dyrlæge, der har givet mig sit privatnummer. Dyrlægen tilbød at køre ind og åbne klinikken, så hun kunne se på Thekla hurtigst mulig, hvilket jeg ikke kan udtrykke nok taknemmelighed over. Jeg kørte straks af sted, mens tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg var overbevist om, at jeg ikke fik hende med hjem igen og kunne ikke bære tanken om, at mine nærmeste = Theklas højt elskede mennesker, ikke havde sagt farvel til hende.
Dyrlægen skar et lille snit i Theklas ene bryst, og så væltede det ellers ud med pus. Jeg skal spare jer for detaljerne og bare fortælle, at det ikke umiddelbart var noget livstruende. Thekla fik en skrap penicillinkur og stor var min lykke, da jeg kunne tage hende med hjem igen.
Men Thekla fik det ikke bedre. Efter diverse blodprøver og undersøgelser, besluttede jeg at hun skulle have fred. Verdens hårdeste beslutning. Men trods alt bedre end en akut aflivning.
På Theklas sidste dag blev hun rigtig forkælet. (Selvom det nu snart er et år siden, løber tårerne ned på mit tastatur, mens jeg skriver dette…) Hun fik alle mulige lækkerier i løbet af dagen. Hendes forskellige yndlingsmennesker kom og sagde farvel. Og om eftermiddagen gik vi en lille tur i skoven, mine børn og mand, min mor, min anden hund Lukka, Thekla og jeg. Det var dejligt vejr, solen skinnede og Thekla livede helt op, begyndte at gø og logre og virkede pludselig helt frisk og begejstret over, at alle hendes kæreste var samlet med hende som centrum. Og i et kort øjeblik blev jeg virkelig i tvivl om min beslutning. Men det holdt ikke længe. Efter turen faldt Thekla helt sammen. Som om hun havde samlet og brugt sine allersidste kræfter.
Sidst på dagen kom dyrlægen. Vi samledes alle sammen inde i stuen. Her sad vi i en rundkreds på gulvtæppet med Thekla liggende i midten. Lukka lå i en lænestol ved siden af og fulgte nøje med i det hele. Vi nussede og kælede og snakkede med Thekla, fortalte hende sjove historier fra hendes liv (selvom hun nu var døv!) og fik sagt farvel og på gensyn. Så gav dyrlægen Thekla noget at sove på. Og derefter den endelig sprøjte.
Den sene eftermiddagssol skinnede ind gennem vinduerne. Vi sad alle helt stille hver med en hånd på Thekla og tårerne trillende stille ned af vores kinder. Pludselig begyndte kirkeklokkerne at ringe i det fjerne. Vi smilede til hinanden ud gennem vores tårer. Det lyder måske forkert, men det var en meget smuk oplevelse. En meget fin afslutning på et rigt og dejligt hundeliv. Nu står Theklas urne på hylden over pejsen ved siden af min gamle hund Sambuca.
Vi ses min kære firbenede ven
Louisa
Tak Louise, min søde dyrlæge, for alt hvad du har gjort for mig og mine hunde.
