Dette års Nordiske Mesterskab fandt sted i Stockholm. En hyggelig køretur på omkring syv timer. Christina havde været så sød at tage med, selvom hun havde valgt ikke selv at stille op, og det satte jeg STOR pris på. Hotellet var glimrende (om end meget dyrt!) og lå perfekt direkte i forbindelse med hallen. Luftemulighederne var ikke overvældende, men der var et stadion i nærheden omgivet af et græsareal, hvor hundene kunne spæne lidt rundt.
Vi ankom sidst på torsdagen. Køreturen var gået rigtig fint til trods for min meget dårlige ryg, der til gengæld valgte at forringe kvaliteten af min nattesøvn de kommende nætter helt afsindigt. Grrr…
LP-ringen lå helt nede i den fjerneste ende af en kæmpe stor hal fuld af udstillingshunde
Fredag eftermiddag er der altid træning i ringen, så hundene kan få en chance for at vænne sig til underlaget. Hallen var giga stor. Fuld af udstillingsringe. Helt nede i den fjerneste ende lå LP-ringen. Hallens gulv var lavet af beton. Overalt på gulvet løb der lange baner med metalplader. Jeg går ud fra, at der gemte sig elektriske ledninger el. lign. nede under. Det er ikke noget, man umiddelbart lægger mærke til, da de er malet i samme farve som resten af gulvet. Men enkelte af pladerne ligger lidt løst, så de klikker, når man træder på dem. Sådan en trådte Lukka på og blev skrækslagen. Pludselig turde hun overhovedet ikke gå på gulvet. Hun stod stiv af skræk på neglene med galoperende hjerte som Bambi på isen. Det var absolut værst der, hvor vi havde ”lejr”. Øv øv… Jeg synes, det var så synd for hende. Det må være rigtig ubehageligt at være panisk over hvert skridt, man tager.
Men i ringen var der heldigvis tæppe på. Tæppet var som altid ret glat, men det generede ikke Lukka synderligt. Hun er efterhånden en erfaren hund og afpasser fint tempoet derefter. Træningen gik rigtig godt. Min største bekymring var springet. Lukka har i sin ungdom slået sig seriøst på et spring og har lige siden – i perioder – været meget usikker, når hun skulle springe. Dette spring var magen til det, hun i sin tid slog sig på (også i Sverige), og det tog da også en del forsøg, før hun var nogenlunde okay med det.
Lørdag
Vi havde fået start nr. 5. Jeg var glad for at skulle starte tidligt. Eneste minus var, at dommernes bedømmelser som regel bliver lidt mildere i løbet af dagen. Der er fire dommere til NM. Højeste og laveste karakter falder bort, og så tager man et snit af de to i midten. En god og fair måde, synes jeg.
Første øvelse var fællessit. Lukka flyttede en enkelt pote, så der fik hun 9.
Lukka top koncentreret lige inden vi skal i ringen
Selve programmet begyndte med fri ved fod. Jeg havde en god fornemmelse i maven, og da vi først begyndte at gå, føltes det fantastisk. Lukka ”dansede” ved min side. Jeg havde hendes fulde opmærksomhed, og hun gik så smukt, som hun overhovedet kunne. Jeg synes selv, at nogle af dommerne var lidt strenge i deres bedømmelse. De gav hhv. 7,5 – 8,0 – 8,5 – 9,0 = 8,25.
Derefter skulle vi lave indkald. Lukka kom i fin fart, hurtig men lidt skæv stå, flot dæk og fint indløb. Snit 8,75.
Næste øvelse var fremsending, som jeg synes, Lukka lavede helt perfekt. Pointene var hhv. 7 – 8 – 9 – 10! Hmm… man får jo ingen kritik, så jeg ved ikke, hvad de trak for, men de må jo have meget forskellige kriterier… Et eller andet sted er det lidt useriøst med så forskellige bedømmelser. Som om der slet ikke er nogen retningslinjer for, hvordan øvelsen skal se ud. Men det er der jo netop!
Dagens sidste øvelse var næseprøven. Også her lavede Lukka en rigtig flot øvelse med fin fart og et pænt søg. 7,5 – 8,0 – 9,0 – 9,5 = 8,5.
Vi sprang ud af ringen. Eller nærmere hen til udgangen af ringen. For Lukka ville ikke forlade tæppet og ud på det farlige gulv. Men hold op en fantastisk følelse jeg havde i ringen. Alt gik perfekt, og jeg var flyvende. Resten af dagen kunne jeg sidde helt roligt og nyde alle de andre dygtige ekvipager. Vores præstation rakte til en foreløbig 5. plads.
Søndag
Ny lodtrækning. Denne gang fik vi start nr. 14, hvilket passede mig perfekt. Vi lagde ud med fællesdæk. Lukka lå helt stille i de fire minutter med hovedet limet til gulvet. Da jeg kom tilbage og gik om bag ved hende, rykkede hun hovedet en smule. Det var der to dommere, der trak et halvt point for. Snit = 9,75.
Lynet
Første individuelle øvelse var lynet. Lukka gik det den smukkeste fri ved fod og indtog positionerne lynhurtigt. Det var en klasse-øvelse, når jeg selv skal sige det :-). Hun fik 9 i snit.
Apport
Derefter var det apporten. Flot kegle, flot udløb, perfekt opsamling og rigtig fint hjemløb. Men et lille ryk, mens hun stod og ventede ved keglen på at blive dirigeret videre, er dyrt. Snit 8,75.
Umiddelbart inden det “meget farlige” spring!
SÅ skulle vi til springet! Jeg stillede mig klar med Lukka ved min side, kastede metalapporten og sagde ”Spring-apport”. Lukka tog ét galopspring frem mod springet og tøvede. Hun stod trippende foran springet i et split sekund, men for mig føltes det som minutter. Så tog hun mod til sig og sprang over, hentede apporten, løb tilbage mod springet og tøvede igen. Jeg var 100 på, at hun ville løbe udenom. Men igen samlede hun sig og sprang tilbage og satte sig fint på plads. Hold op, hvor var det nervepirrende. Jeg var selvfølgelig smadder lettet men samtidig også ked af det, for jeg kunne jo se, at Lukka ikke syntes, det var særlig sjovt. Men hun gjorde det!!! Og selvom vi naturligvis ikke fik særlig høje point, var det ikke helt så dyrt, som jeg frygtede. Dommerne gav 7,0 – 7,0 – 7,5 – 8,0.
Klar til stillinsskift med alle dommerne omkring os
Den allersidste øvelse var stillingsskift. En øvelse som Lukka kan lave til 10, hvis hun er i sit es. Men det var tydeligt, at hun var påvirket af oplevelsen med springet så skiftene var ikke helt så flotte, som de kan være, men hun rykkede sig ikke en millimeter. Til gengæld snuste hun lidt, da jeg gik fra hende, hvilket er MEGET dyrt! Her fik vi 2 x 8,5 og 2 x 9,0.
Så var det hele slut! NM var ovre for vores vedkommende. Søndagen havde ikke været helt så perfekt som lørdagen, men alt i alt synes jeg, Lukka havde gjort det fantastisk. Det med springet var jeg forberedt på kunne dukke op, og jeg er sikker på, at det ”farlige” gulv også har påvirket hende i en eller anden grad. Men for pokker hvor jeg er stolt af hende. Jeg har skrevet det flere gange tidligere. Lukka er en MEGET sensitiv hund og måske ikke den optimale konkurrencehund, da hun lader sig påvirke af mangt og meget, men hun er samtidig en helt utrolig dygtig hund, og JEG synes, hun er verdens bedste! Det er jo trods alt det, der vægter højest i sidste ende.
Lukka og jeg endte på en 7. plads. Det lyder måske ikke af meget, men i det selskab er det faktisk super flot. Umiddelbart efter konkurrencen var jeg, et eller andet sted, en smule skuffet, for jeg havde dybt i mit inderste drømt om en plads på skamlen. Men det kræver, at alt går op i en højere enhed og der manglede lige nogle småting. Men vi blev bedste danske ekvipage og slog trods alt alle nordmændene og alle svenskerne på nær én. Det er bare de pokkers finner, der er så afsindigt dygtige. De indtog 7 pladser på top 10! WAU! Tillykke Finland med guldet og med guld, sølv og bronze individuelt.
Holdleder Mads Møller, Kari Mølmer, Helle Damkjær, Miriam Søndergård, Louisa Wibroe, Birgitte Brüel og holdleder Jennifer Riis
Tak til Sverige for et godt arrangeret mesterskab, tak til hele holdet for endnu en hyggelig tur og kæmpe tak til Christina for at tage med og for altid at være der for mig på alle måder og til alle tider. Næste gang vi skal af sted, vil Lukka gerne bede om, at Senna også tager med. Med hendes seje søster ved sin side er verden ikke helt så farligt et sted 😉
Christina og jeg havde valgt at flyve til VM. Vi har tidligere fløjet til og fra Finland med vores hunde. De var ikke vilde med det, men de overlevede ;-). Det gjorde de også denne gang! Men det er stadig meget grænseoverskridende at overlade vores højt elskede hunde til vildt fremmede mennesker. Og tænk nu hvis hundene ikke kom med! Vi var nogle meget emsige passagerer, der spurgte ALLE (stewardesser, piloter, indtjekningspersonale mm.), om hundene var med om bord. Og tanken om, at de skal sidde i et larmende lastrum helt alene er skrækindjagende. Nå, men alt gik godt og vi nåede alle frem i ét stykke.
Hotellet lå få minutter fra lufthavnen og var på alle måder et godt hotel, men der var bare ingen ordentlige luftemuligheder. Små stykker græs her og der, forskellige cykelstier og gruspladser var, hvad vi kunne finde. Både Lukka og Senna er hunde, der løber rigtig meget. Og har brug for at strække ud. Det er deres måde at ”slappe af” på. Give den gas rent fysisk og få ”tømt hovedet” rent mentalt. Så efterhånden som dagene gik, følte vi, at de blev mere og mere anspændte og rastløse.
Det var ikke meget motion det blev til 😉
Mandag stod på afslapning
Mandag var vores ”fridag”, hvor hundene kunne slappe af og få rejsen ud af kroppen. Det havde været skønt at kunne gå en laaaang tur med dem, men de måtte nøjes med diverse småture og nogle af dem endda i snor!
Tirsdag var der træning
Vi skulle ud i hallen og træne. Hver hund får tildelt nogle få minutter til lige at mærke underlaget og blive komfortabel med ringen. Christina og jeg valgte at gå på banen sammen, så vi fik dobbelt træningstid. Vi har begge været på landsholdet flere gange, så hundene har efterhånden prøvet en del forskellige setups og havde da heller ingen problemer med forholdene.
Onsdag – 1. konkurrencedag
Der stiller 100 hunde op til VM i den indledende konkurrence, fordelt over to dage. Lukka og jeg skulle op som nr. 11 og som den første danske hund. Fællesøvelser gik fint, bortset fra at Lukka rykkede en enkelt pote i sit. Selve programmet gik også rigtig fint. Ingen kiks. Ingen nuller. God power. Der var bare liiiige en lille skønhedsfejl i flere af øvelserne. Som f.eks. lidt lyd i fri ved fod, et lille ryk med kroppen i stillingsskift og et poteflyt i indkald. Småting men DYRE småting! Sådan synes jeg ofte det er til de store mesterskaber. Der sker små uforudsete ting, når adrenalinen drøner rundt i kroppen på hund og fører. Og vi så mange af de rigtig dygtige ekvipager miste øvelser.
Lukka var skøn at have med i ringen. Hun var virkelig tændt og i hopla. Noget friskere end jeg havde indstillet mig på. Efter dagens konkurrence lå vi på en delt 12. plads, men da det kun er de 20 bedste, der går videre til finalen, var chancerne ikke så store.
Torsdag – 2. konkurrencedag
Torsdag efter frokost skulle Christina og Senna op. Morgenens fællesøvelser gik rigtig godt. Senna var afbalanceret og fokuseret.
Senna er en hund med ufattelig meget energi, og det ville virkelig gøre hende godt, hvis hun kunne få lov til at strække lidt ud. Så vi besluttede at finde en skov, der lå i nærheden af hallen og gå en god tur. På vej derover skulle vi krydse nogle sporvognskinner, og det var så ufattelig uheldigt, at Christinas fod sad fast i den ene skinne, og hun fik sig en voldsom forstuvning. Hun kunne overhovedet ikke støtte på foden. Så var gode råd dyre! Én hentede is hos det nærmeste hotel. Én ringede til dem, der stadig befandt sig i hallen, så Christina kunne blive hentet. Èn gik en hurtig tur i den nærliggende skov med Senna. Og stakkels Christina lå og vred sig af smerte. Kun TRE timer inden hun skulle i ringen. Det var så uheldigt, som noget overhovedet kunne være.
Tilbage i hallen tog samaritterne sig godt af Christina. Få timer senere, med en forstuvet fod og en masse smerter, gik Christina og Senna i ringen. Desværre indledte Senna med at tage den forkerte næseprøve, men ellers var hun bare ”på” og gik den bedste fri ved fod længe. Hun var fuld af power som altid, men det var tydeligt at se, at hun tilpassede sig sin haltende fører efter bedste evne, og at hun ind i mellem var lidt desorienteret, fordi Christina på ingen måde var sig selv. Alligevel leverede de et – efter omstændighederne – fantastisk flot program!
Efter dagens konkurrence måtte jeg med ærgrelse sande, at Lukkas og mit program ”kun” rakte til en 21. plads (ud af verdens 100 bedste hunde)! Til VM er det de 20 bedst placerede hunde, der går videre til finalen, så det var så tæt på, som det overhovedet kunne være! Øv øv…
Fredag – finalen
Da den værste skuffelse havde lagt sig over ikke at være med i finalen, kunne vi i ro og mag sidde (for Christinas vedkommende ligge) og nyde de 20 dygtigste ekvipager i verden. En flot finale med en værdig vinder – liiiige bortset fra at føreren på et tidspunkt midt i fri ved fod giver hunden et lille puf/spark med foden, som INGEN af dommerne så!!!
Lørdag
Tidligt lørdag morgen forlod vi Helsinki og fløj hjem igen. Denne gang behøvede vi ikke at være så bekymrede for, om hunden var med om bord, for vi kunne tydeligt høre dem!!! Det var selvfølgelig på sin vis beroligende, men det var også ubehageligt, for det vidnede om, at de var utrygge og utilfredse. De var da også ved at gå ud af deres gode skind af begejstring, da vi fik dem udleveret i Kastrup.
Bortset fra skuffelsen over at være så tæt på og så alligevel så langt fra rent resultatmæssigt, og bortset fra Christinas voldsomme forstuvning og al den smerte det medførte hende, så var det en rigtig god tur. Stemningen var helt i top på holdet, og vi havde mange hyggelige dage og aftener med diverse grineflip og røverhistorier. Tak til hele VM landsholdet 2014 og specielt til Christina & Senna – vores yndlingsrejsekompagnoner – for endnu et dejligt hundeminde til samlingen.
Min træning har været meget sporadisk hele dette år. I lange perioder har jeg overhoved ikke trænet, og i andre perioder har jeg trænet lidt detaljer eller lidt helhed men altsammen meget ustruktureret. Jeg har været på nogle super gode og lærerige kurser, men har alligevel ikke rigtig kunne finde motivationen til at følge op på de ting, jeg har lært.
Så motivationen for at tage til dette års DM var ikke voldsom stor. Men dagen plejer at være rigtig hyggelig og festlig og jeg ved, jeg ville ærger mig, hvis jeg ikke tog afsted. Lukkas resultater dette år spejler egentlig heller ikke rigtig vores ringe træningsindsats. Hun har faktisk gjort det rigtig godt. Desuden skulle jeg følges med Christina, og vi har altid de hyggeligste ture rundt i ind- og udland, så selvfølgelig skulle vi afsted til det nordjyske.
Med min ringe træningsinsats igennem året ville det ikke være fair overfor min hund, at sætte næsen op efter at blive Danmarksmester. Men jeg havde et helt klart og tydeligt mål. Lukka skulle stråle som en lille sol fra start til slut. Uanset hvordan de forskellige øvelser så end gik. Langt de fleste hunde og førere ser ud som om de virkelig trives i ringen, og det synes jeg er skønt at se. Men der er også nogle hunde – og førere for den sags skyld – der ser ud som om, de hellere ville være et andet sted, og det er rigtig kedeligt at se på. Lukka er ultra sensitiv, og specielt da hun var yngre, skulle der ikke meget til at gøre hende “ked af det”, og det er faktisk noget af en udfordring, når man som mig er meget perfektionistisk, ikke på nogen måde at vise sin skuffelse, hvis hunden laver en fejl. Det har taget mig mange år at lære, men jeg synes selv, at jeg er blevet så meget bedre. Dygtiiiig.
Selve prøven Fællesøvelserne rigtig gik fint (var jeg næsten sikker på – pointene er hemmelige til DM, så man ved jo ikke om dommeren har trukket for et eller andet…)
Selve programmet gik knap så fint. Fri ved fod var rigtig pæn, men pludselig forsvandt Lukka fra min side, fordi der var et eller andet, der generede hende i lysken. Sekundet efter var hun på plads igen og fuldførte resten af øvelsen i fineste stil. I lynet, hvor hun normalt er super stabil, mistede hun en position. Øv øv. Nå men positionen var jo mistet, og ville aldrig nogensinde komme igen, så jeg kunne lige så godt overbevise hende om, at hun var verdens mest fantastiske hund og så ellers rette al fokus mod den næste øvelse. Indkald med stå og dæk gik helt perfekt. Så var det fremsendingen, som absolut er den øvelse, jeg har trænet mindst på, men som også er en af de letteste øvelser i eliteprogrammet, synes jeg. Lukka løb rigtig friskt ud til keglen, og på min næste kommando løb hun i fuld fart direkte ud mod feltet. Umiddelbart inden feltet bremsede hun, vendte sig om og så meget forventningsfuld på mig, fuldstændig overbevist om, at hun stod præcis der, hvor hun skulle stå. Om hun havde set syner og troede, at hun havde passeret det forreste bånd i feltet må stå hen i det uvisse. Jeg var rimelig overrasket. Det har hun ALDRIG gjort i de fire år, hun har gået til lydighedskonkurrencer! Hun har løbet i en helt anden retning flere gange, hvis hun ikke har kunne se feltet men denne her, den var ny! Hmmm… what to do? Jeg sagde “bakke” og hun bakkede så meget at bagbenene kom ind i feltet. Så sagde jeg “bakke” igen, så også forbenene kom ind i feltet men jeg kunne ikke se om hun kun lige akkurat stod på båndet, så jeg gav hende en tredje “bakke” og så var hun helt inde, og jeg kunne dække hende af og fuldføre øvelsen. Efterfølgende fik hun en masse ros for hun havde jo været helt vildt dygtig og taget mine bakkekommandoer på 25 m afstsand. Og hun blev SÅ glad, så de resterende øvelser: aport, springaport, næseprøve og stillingsskift lavede hun super smukt. Noget af det bedste nogensinde.
Det skulle blive spændende at se, hvor mange point det kunne blive til. Jeg var specielt spændt på, hvad mine tre bakkekommandoer i fremsendelsen havde kostet. Vi endte på en 7. plads med kun 256,5 point. Det var alligevel noget af en skuffelse. Jeg kiggede på min kritik og konstaterede, at vi havde fået 0 i fremsendelsen! Det kom godt nok noget bag på mig. Jeg troede, at en ekstrakommando, som hunden vel og mærke reagerer på, kun kostede ét point, så jeg havde håbet på at få 6 eller måske endda 7. Nå men lydighed er jo en bedømmelses sport, og alle dommere dømmer forskelligt. Nogen gange føler man sig snydt for nogle point, og andre gange synes man de andre har fået for mange (det er sjældent den anden vej rundt ;-)). Resten af Lukkas point var meget fine. Selvfølgelig var der et syvtal i lynet for den manglende position og 8,5 i fri ved fod, men ellers fik vi 3 x 9 og 4 x10.
Jeg indrømmer, jeg var lidt skuffet da jeg kom hjem. Det var nogle fjollede fejl Lukka havde lavet. Heldigvis havde jeg prøven på video, og da jeg dagen efter så optagelserne, gik det op for mig, at jeg i den grad havde nået mit mål og meget mere end det. Lukka stråler som en lille sol HELE prøven igennem. Hun smiler fra øre til øre, og er bare SÅ glad og på. Jeg blev virkelig rørt. Det går så hurtigt, mens man er i ringen, så det er guld værd at kunne se programmet bagefter. De få ting vi trods alt har trænet lidt på lykkedes til fulde. Hun kiksede godt nok i nogle af hendes bedste øvelser, men hendes “dårligste” øvelser var bedre end nogensinde.
Afslutningsvis Der blev vist meget flot lydighed i eliteringen, men der blev også lavet mange fejl. For mange fejl, synes jeg – mine egne inklusiv – når man tænker på, at det var landets bedste hunde, der var samlet. Men hvorfor fokuserer vi altid på det, der gik dårligt? For at blive bedre naturligvis. Men burde vi (læs: jeg) ikke lægge lidt mere vægt på alt det der gik godt? Det er trods alt som regel størsteparten af en prøve der forløber blændende, men som ofte bliver overskygget af enkelte smuttere.
Note to self: fokuser på alt det der gik godt. På alt det der lykkedes. Og kom så i gang med at træne din fantastiske hund 🙂
Men vigtigst af alt: Vi havde en super hyggelig dag. Der er altså nogle rigtig, rigtig søde mennesker i vores lille eliteklasse. Snakken gik lystigt og vi fik grinet godt igennem. Selvfølgelig er vi konkurrenter, men jeg synes godt, at jeg kan mærke, at vi først og fremmest kommer, fordi vi elsker vores hunde og nyder at beskæftige os med dem.
Tak for et godt DM og tillykke til de nye Danmarksmestre. Et ekstra stort tillykke til Gitte og Zig Zag, der vandt eliteklassen.
For tiden har jeg ofte følelsen af, at alting er lidt op ad bakke. Kender du det? Ikke i min hundetræning men i livet generelt. Jeg er ikke så lys og let i mit sind, som jeg plejer at være. For et par måneder siden var jeg, af forskellige personlige årsager, nødt til at melde fra til VM i lydighed. Det var jeg meget ked af og har ikke i den mellemliggende periode rigtig kunne finde motivationen til at træne mit elskede lille hundedyr.
I den forgangne weekend skulle vi til DKK’s internationale eliteprøver i Vejen. Prøverne var, ud over at tælle med til Årets Hund, også udtagelsesprøver til Nordisk Mesterskab i lydighed. Jeg glædede mig til at komme afsted, selvom vi ikke havde fået trænet specielt meget. Men bare det at komme lidt væk, og være sammen med alle de andre søde hundetosser, sætter jeg stor pris på. I ugen op til prøven tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte få trænet bare en lille smule for ikke at falde helt igennem. Men bedst som jeg (på min daglige skovtur) havde tænkt tanken til ende, kom Lukka humpende mod mig på tre ben!!! Hun nægtede at støtte på det ene forben. Åhhh… Afsted til kiropraktoren som fik rettet hende og beordrede totalt ro frem til weekenden. Øv! Op ad bakke igen…
Dagen inden vi skulle afsted blev Senna (Christina hund) syg, så hun ikke kunne deltage. Og da Christina og jeg – som altid – skulle følges, var det bare endnu mere øv og endnu mere op ad bakke! Smadder synd for både Senna og Christina men også super ærgerligt, for vi har altid sådan nogen hyggelige ture rundt i ind- og udland. Nå men jeg var nødt til at tage afsted, hvis jeg skulle gøre mig nogen som helst forhåbninger om at komme i betragtning til Nordisk Mesterskab, da der er to af de kommende udtagelseskonkurrencer jeg ikke kan deltage i.
Endelig blev det lørdag og konkurrencen gik i gang. Det var en tysk dommer, Uwe Wehner, der skulle dømme, og det var rart med nogen helt friske øjne til at bedømme ens præstation. Jeg synes, at der blev vist rigtig meget flot hundearbejde, og at Uwes bedømmelser var meget fine. Han gav hver ekvipage en god saglig kritik efter programmet og gennemgik kort, hvad han havde trukket for, hvilket er guld værd, hvis man gerne vil prøve at forbedre sig. Lukka og jeg var på som nr 8, og Lukka gik faktisk rigtig, rigtig pænt. Der var ikke fuld turbo på hende, men hun lavede heller ikke nogen fejl. Små bitte detaljer her og der – mest førerfejl!! 😉 blev der selvfølgelig trukket for, men alt i alt et rigtig pænt program. Jeg var super glad og taknemmelig for min kloge lille hund. Tænk engang at hun kunne levere så pænt og flydende program uden nogen nævneværdig træning i lange tider.
Ved præmieoverrækkelsen var jeg lige ved at knibe en tåre. VI VANDT! Oven i købet helt suverænt med 295 point og 22 point ned til nr 2. Sikken en fantastisk dejlig dag.
Søndag gik det løs igen. Jeg trak nr 1, og da de havde valgt at lave helt om i måden konkurrencen skulle afvikles, er man lidt af en prøvekanin som den første. Men jeg var så glad for lørdagens resultat, at det ikke betød så meget. Jeg kunne godt mærke, at Lukka var en smule træt og ikke helt så meget “på” som om lørdagen. Men hun gjorde det rigtig pænt, og lavede kun en enkelt decideret fejl, som jeg heldigvis fik reddet nogenlunde. Igen var der mange flotte programmer fra de forskellige ekvipager, så jeg havde slet ingen fornemmelse af, hvordan vi lå ift. hinanden. STOR var min overraskelse og min glæde, da det viste sig, at vi endnu engang havde vundet klassen!!!
Ihhh… hvor kan sådan et lille hundedyr gøre én glad i låget. Jeg elsker hende jo hverken mere eller mindre, fordi hun har vundet, men jeg er simpelthen så pavestolt af hende. Hun ydede det bedste hun kunne for mig, selvom jeg ikke ligefrem har været særlig flink til at gøre det bedste for hende i den senere tid…
– Men pludselig synes jeg motivationen for at komme ud at træne er der igen 🙂
MEGET tidligt søndag morgen blev Lukka og jeg hentet af Birgitte og Tiger. Eliteklassen skulle begynde allerede kl. 7.00! Turen til Malmø tog ingen tid, men straks vi var nået frem, fik jeg nerver på, og det var IKKE fordi jeg var nervøs over prøven. Ved indgangen skulle vi vise pas men til min skræk fandt jeg ud af, at jeg havde taget min gamle hunds pas med i stedet for Lukkas!!! Så var gode råd dyre. Jeg prøvede at regne ud, om jeg kunne nå hjem efter passet og tilbage til Malmø inden kl. 7, men det ville være helt umuligt, så der var ikke andet at gøre end at vise Theklas pas og håbe på de ikke tjekkede chipnummer. Hold op hvor var jeg nervøs. Men pyha… det gik fint og vi kom ind.
Alle prøver og udstillinger (og dem var der mange af) foregik i én kæmpe stor larmende hal! Der var 34 elitehunde. Det viste sig, at det var sidste udtagelse til det svenske landshold, så alle de dygtigste svenske ekvipager deltog. Eliteprogrammet var delt i to ringe. Der var trukket lod på forhånd, så man fulgte det trykte program. Lukka var nr. 6. Fællesøvelserne var med fem hunde i hver gruppe, så vi skulle være med i anden gruppe. Der var en ganske kort banegennemgang i den ene ring og så skulle vi i gang. Der var ikke meget information af nogen art, og der var slet ikke den hyggelige samling, vi kender her hjemme fra, hvor alle deltagerne samles i ringen og siger godmorgen, tjekker at alle er mødt op, hilser på dommer og prøveleder, trækker lod, hører om øvelserne og “punker” dommeren og prøvelederen lidt ;-). Alt virkede meget stift og formelt.
Jeg tænkte, at jeg hellere måtte gå til fællesøvelserne i god tid og det var heldigt, for de tre første hunde var udgået eller i løbetid, så jeg var pludselig nr. 3 og skulle med i den første gruppe! Det gjorde, at jeg ikke nåede at se nogen øvelser, inden vi skulle ind, hverken fælles eller de individuelle. Jeg vidste ikke, hvor hundene skulle sidde eller ligge i fællesøvelserne (der foregik i to forskellige ringe) og kunne dårligt høre prøvelederne. Det var en lidt træls start.
Hold op hvor er det anderledes at gå til prøve i Sverige. Aldrig er jeg blevet trukket for så mange dobbeltkommandoer. I fællesdæk blev jeg trukket både i neddæk og op på plads, for dobbelt kommando. “Dobbelt kommando? Jeg havde ingen dobbelt kommando” fløj det ud af mig, da jeg fik min karakter, hvorefter deltageren til venstre for mig straks tyssede på mig og sagde “Man får inte pråta med dommeren!”. Og det gælder både under og efter prøven. Ups!
Det viste sig, at hvert lille nik med hovedet eller kig på hunden var en dobbelt kommando. Efter dækken løb jeg ud af ringen for at belønne Lukka, hvorefter samme søde svenske deltager kommer hen til mig og siger, at jeg skulle gå helt stille ud af ringen, med min hund lige ved siden af mig, ellers kunne jeg risikere at få det gule kort! Og det var de ikke blege for at bruge. Hold da op! Det er ikke noget der hujer én som mig, hvis højeste formål med lydigheden er at have det sjovt med min hund.
I ring 1 lagde vi ud med fri ved fod. Jeg tror, jeg gik mit helt eget program! Jeg kunne ikke høre halvdelen af prøvelederens kommanderinger! Der var så meget larm, og prøvelederen talte ganske sagte. På et tidspunkt kunne jeg ikke lade være med at grine, for det føltes helt tosset bare at gå rundt og nærmest digte om jeg skulle gå omkring og holdt, eller omkring og fremad osv… stakkels dommer, der skulle forsøge at bedømme den øvelse. Nå næste øvelse var lynet, og her er der ikke så meget at tage fejl af, så det gik fint. Sidste øvelse i ring 1 var stillingsskift. Her opgav jeg helt at bruge de verbale kommandoer pga. larmen, så det var rent håndtegn, men det fungerede også okay.
I ring 2 lagde vi ud med indkald. Jeg skreg nærmest på Lukka, og det var vidst meget godt, for der var flere hunde, der skulle have dobbeltkommandoer, fordi de ikke kunne høre deres fører. Indkaldet gik fint, men jeg blev trukket for ikke på forhånd at have gjort opmærksom på, at jeg brugte armtegn i stå-positionen! Jeg var ikke blevet spurgt, så det havde jeg ikke skænket en tanke, at jeg skulle oplyse. Derefter skulle vi have springet og det gik fint. Så skulle vi lave fremsending. Der var ikke bånd om feltet, kun tape og det var helt usynligt for føreren. Lukka løb flot ud til keglen og videre ud i feltet, men jeg var ikke helt 100 på, at hun var inde i feltet så jeg sagde felt igen, hvorefter hun sprang ind i midten af feltet, og jeg kunne give hende en dæk kommando. En enkelt ekstra kommando koster ikke alverden. Hellere det end nul. Men vi fik SEKS! Jeg blev trukket for TO dobbelt kommandoer. Jeg var målløs. Jeg havde én ekstra kommando og øvelsen var udført i flot, hurtigt og ensartet tempo. Jeg kunne hverken få øje på én og da slet ikke to dobbeltkommandoer! Og jeg kunne jo ikke spørge dommeren. Så jeg begyndte spontant at grine. Jeg synes det var lidt af en joke. (Mens jeg ventede på at apporterne blev lagt ud, kunne jeg næsten ikke holde masken. Jeg kom i tanke om, at vi havde haft samme dommer til DM for et par år siden, og der havde hun trukket mig for at smile til min hund. Hun mente, det var en ekstra kommando!!!) Men Lukka lod sig ikke gå på. Hun var i hopla, og lavede den smukkeste apport og fik 10! Sidste øvelse var næseprøven. Lukka søgte smukt men blev retmæssigt trukket for uens fart.
Sikken en oplevelse. Måske ikke en af de allerbedste men super god træning frem mod VM. Jeg er helt klart frisk på at stille op i Sverige igen en anden gang, for nu er jeg da blevet noget klogere. Men jeg er samtidig lykkelig for at vi ikke har ”svenske tilstande”. At vi til gengæld har søde og rare dommere, som vi kan tale med om deres bedømmelser. Hvordan i alverden skulle vi ellers kunne forbedre os? Og at der i det hele taget er en afslappet og meget hyggelig stemning blandt deltagerne i vores lille LP-verden.Nu skal det lige tilføjes til Sveriges forsvar, at det var en int. prøve med landsholdsudtagelse, og der var flere af de svenske deltagere, der gjorde mig opmærksom på, at forholdene på de almindelige prøver ikke er helt så skrappe. En ting de svenske dommere dog var meget flinke til, var at redegøre over for publikum præcis hvad de trak for. Det er der heldigvis flere af vores danske dommere der også gør, men de må gerne blive endnu bedre til det.
Lukka og jeg endte på en 8. plads. Det kunne vi selvfølgelig have gjort bedre men under de forskellige udfordrende betingelser synes jeg det var fint. Lukka arbejdede godt og stabilt og lod sig ikke mærke synderligt af alt virvaret. Hun fik sin 1. præmie og blev svensk lydigheds champion. 🙂
Hvornår er man tilfreds med sin lydighedsprøve? Hvornår er man jublende glad? Hvornår har man den der fantastiske boblende følelse i maven, som er helt ubeskrivelig? Kommer den kun når alt hvad man laver i ringen går op i en højere enhed? Eller kan den også komme, når det går mindre godt? Har ens egen følelse og dommerens point noget med hinanden at gøre? Hmm…
For et par uger siden var Lukka og jeg til LP-prøver både lørdag og søndag. Der var rekord mange ekvipager i eliteklassen bl.a. flere udenlandske hunde. Det var stegende hedt, og begge dage trak jeg et meget sent nummer, så jeg var faktisk (er jeg ked af at måtte indrømme) en lille smule negativt indstillet, allerede inden jeg gik i ringen. Lørdag følte jeg, at jeg måtte slæbe Lukka rundt i ringen. Hun lavede alle sine øvelser fint men uden nogen energi, og jeg havde bestemt ikke nogen wauw følelse i maven, mens jeg var i ringen. Men dommeren gav hende super gode point, og vi endte på en flot 3. plads.
Søndag havde Lukka meget bedre energi og gik et super godt program. Dér havde jeg den der ubeskrivelige skønne følelse af at være ét med hunden. Men ved næstsidste øvelse (næseprøven) fik hun en mindre hjerneblødning og slog overhovedet ikke næsen til! Hun løb bare ud og plukkede en tilfældig (læs forkert) pind op, og kom helt glad ind med den til mig. Super ærgeligt men det kunne slet ikke slå mig ud. Jeg havde den skønneste følelse både under og efter prøven. Vi endte godt nok nede på en 6. plads p.g.a. vores nul i næseprøven, men det ødelagde på ingen måde min dag.
I sidste weekend var vi til DM. Lukka og jeg skulle på som nr. 2, hvilket passede mig rigtig fint. Jeg havde en super god følelse inden vi gik i ringen og Lukka gik også et (synes jeg selv) rigtig godt program, frem til midt i næstsidste øvelse (igen næseprøven). Der gik hun pludselig helt i stå! Flot udløb, flot søg men så travede hun tilbage, rullede søgepinden i munden ca halvandenhundrede gange (!) og gik laaaangsomt på plads. Jeg aner ikke hvad der stak hende. Nå ja, men videre til sidste øvelse (fjernkontrol), som hun er meget stabil i. Men midt i øvelsen indtog Lukka pludselig en position helt på eget initiativ. Jeg havde ikke givet hende noget signal, og det var desværre ikke engang den position, der kom som den næste i rækken. Øv øv… kedelig måde at ende et ellers fint program på. Jeg var lidt mellemfornøjet over vores prøve og kunne ikke rigtig ryste følelsen af mig. Bagefter kom der mange dygtige hunde, og der blev vist rigtig meget flot lydighed resten af dagen.
Mange timer senere da vi blev kaldt op til præmieoverrækkelsen viste det sig, at Lukka og jeg faktisk blev nr 2! Jeg blev selvfølgelig mega glad men var mildt sagt noget overrasket. Det hjalp da en del på humøret, må jeg nok indrømme, men jeg fik ikke lige pludselig den der skønne følelse i maven, som jeg havde haft et par uger inden.
Og hvad kan jeg så konkludere af vores sidste tre prøver? Den første prøve (3. plads) synes jeg ikke specielt godt om. Den anden prøve (6. plads) var jeg vild med. Den tredje prøve (2. plads) har jeg lidt blandede følelser omkring. Så umiddelbart hænger mine følelser ved en prøve og dommerens point ikke rigtig sammen. Selvom jeg må indrømme at en god placering efterfølgende hjælper en del på humøret. Under alle omstændigheder havde jeg absolut den bedste oplevelse i den prøve, hvor vi blev dårligst placeret. Det var i den prøve jeg følte, at vores samarbejde var i top og det er dén følelse jeg gerne vil holde fast i og have med mig næste gang jeg går til prøve. Uanset resultatet.
