Hen over de sidste måneder er der sket en stor udskiftning i mit hundehold. For alle os, der har vores hunde så tæt inde på livet, er det en kæmpestor forandring på mange planer.
Min gamle hund Senna har i de sidste mange år være plaget af problemer med skelettet. Først HD, så spondylose og derefter gigt i håndleddet. Hun har længe være på smertestillende for at mindske smerter og inflammation. Hun har været til en lang række forskellige behandlinger hos fysioterapeut osv. Det er ikke let at være begrænset og have smerter, når man er født med den største turbomotor nord for alperne og bare elsker at løøøøøbe. Det er allerede mange år siden, at jeg måtte lægge lydigheden helt på hylden med hende. En aktivitet som hun elskede mere end alt andet. Hun var elitechampion og blev allerede som 2-årig tilbudt en plads på det danske LP landshold. Vi takkede nej, jeg synes hun var for ung, og ventede til året efter, hvor vi var med i Østrig, derefter var vi afsted flere gange på landsholdet. Sidste gang i 2014, hvor hun trak i mig på en vej, så jeg fik min fod ned i en sporvejsskinne og forstuvede foden, to timer inden vi skulle i ringen. Hun har også rusket min albue i stykker med et stykke legetøj og forstuvet min ene finger ganske voldsomt. Det var aldrig kedeligt at leve sammen med hende.
Senna var en vild hund, og jeg elskede hende for det. Hun gjorde aldrig noget halvt og gav sig 110% hver eneste gang, uanset hvad jeg bad hende om. Hun var altid ved min side, og jeg savner hende af hele mit hjerte. Hun var til det sidste en krævende og energisk hund, der bestemt ikke var glad for at fise den af i sofaen. Hun var også mild og kærlig overfor mig og kunne læse alle mine tanker og mine sindsstemninger. Hun lærte mig meget om ordløs kommunikation, særligt i den sidste del af vores konkurrencekarriere, der desværre sluttede alt for tidligt.
Senna var også en tuff hund, som aldrig nogen sinde lod en anden hund vælte hende af pinden. Hun kunne ikke selv drømme om at starte en konflikt, men har flere gange prøvet at andre hunde sprang på hende. Hun vendte dem om og holdt dem nede på jorden, indtil alle var enige om, at det var bedst at gå hvert til sit. Hun elskede mest af alt sin søster Lukka, som hun har fulgt hele sit liv sammen med ejer Louisa Wibroe. De var begge med den lørdag, hvor vi sagde farvel til Senna, smukt, sørgeligt og stille. Senna, du efterlader dig nogle store poteaftryk at udfylde – and you are forever in my heart…..
Inden jeg tog afsked med Senna, havde jeg fået en lille ny hvalp ind i huset. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville gå så hurtigt ned ad bakke med Senna, men på de fire måneder der gik fra jeg bestilte Lemon, til jeg fik hende hjem, var Senna blevet meget dårligt gående. Havde jeg vidst, at det ville gå så hurtigt ned ad bakke, havde jeg nok ventet med at få hvalp. Men Senna tog sig ikke af lille Lemons ankomst, så jeg tror egentligt ikke, det havde gjort nogen forskel for hende. Det er i hvert fald det, som jeg er kommet frem til efter at have haft rigtig dårlig samvittighed.
Under alle omstændigheder er lille Lemon her nu, og jeg kunne ikke være mere glad for hende. Det var en proces at være i sorg over at tage afsked med Senna, tre uger efter at Lemon var flyttet ind og samtidig spændt på og glad for at lære en lille ny hund at kende. Jeg har et tæt forhold til alle mine hunde og er selvfølgelig altid spændt på, hvad en ny hvalp indeholder. Hvilken karakter og personlighed har den? Hvilke udfordringer og gaver kommer den med? Og sidst men ikke mindst, hvad skal jeg selv arbejde med hos mig selv, for bedst muligt at kunne træne og leve sammen med min nye makker? Man kan træne og komme langt i træningen med en hvilken som helst hund, men hvis man vil på landsholdet, er der nogle ting, som hunden skal indeholde, ellers kommer men ikke langt i konkurrencer.
Min store dejlige og kærlige hanhund Vince, var i lang tid meget forbeholden overfor Lemon. Jeg tror, han med det samme læste hende og tænkte, jeg må trække en streg i sandet, ellers løber hun om hjørner med mig. Jeg vil sige, jeg er fuldstændig enig med ham, hun er fuld af gåpåmod og energi og tager ikke et nej for et svar. Efter et godt stykke tid har de fundet melodien og de leger nu rigtig godt sammen.
Det er i år præcist 30 år siden, jeg fik min første Border Collie Amanda. Lemon er min ottende BC, og hun minder mig på mange måder om Amanda, som også var en helt fantastisk hund. Lemon er alt det, jeg ønsker mig af en hund, sød og social overfor både hunde og mennesker og samtidig lærenem og hurtig i træningen. Hun er selvstændigt tænkende og har dejligt meget energi. Til hvalpetræning har hun allerede imponeret mig ved at kunne koncentrere sig rigtig godt, også selv om de andre hunde er i aktivitet rundt omkring hende. Vi er i gang med at arbejde med alle grundtræningsfærdigheder bl.a. fra KLIK-konceptet. Ud over leg og initiativ, er ro på tæppe en af de vigtige færdigheder, der skal ind under huden allerede nu. Hvalpetiden er en skøn tid, synes jeg, hvor alle træningsting går rigtig godt, og alle muligheder er åbne. Min træningslyst er i top, og jeg glæder mig til at udvikle mig sammen med min nye træningsmakker og undersøge, hvad fremtiden byder på.
Træning foregår i et samspil, hvor der er rigtig mange forskellige forhold, der har betydning for, hvordan vores samarbejde med hunden folder sig ud. Et af de vigtige forhold er din reaktion, når du står overfor en udfordring, du har svært ved at løse.
Det kan f.eks. være noget nyt, en ny træningsopgave, du slet ikke kan få hul på og måske slet ikke kan forestille dig, hvordan du skal træne. Du tænker måske, “det er min hund og jeg slet ikke dygtige nok til”…. Hvis du genkender denne situation er troen på, at det godt kan lade sig gøre, utrolig vigtig. Men mere om det en anden gang.
Det kan også være, at du står overfor den varme grød. Det kalder jeg den situation, hvor du støder ind i et træningsproblem, som du bliver bange for at løse direkte. Det svære ved hundetræning er, at øvelser hele tiden ændrer sig over tid, og små skævheder lige så stille kan snige sig ind i vores træning. Jeg tror, at vi alle sammen på et eller andet tidspunkt står overfor den type af træningsudfordringer. Hvor hurtigt vi kommer ud af dem afhænger af, hvor hurtigt vi går direkte ind i den varme grød i stedet for at cirkle udenom den.
Du tænker måske – “hvad snakker hun om?” Så her kommer nogle eksempler:
Din hund rejser sig fra dæk, hvis du går fra den. Det kan både være i det almindelige indkald eller indkald fra dæk i fællesøvelserne. Derfor lader du være med at kalde på hunden, og på den måde undgår du problemet.
I indkald med stop løber hunden langsommere, når du begynder at stoppe den. Derfor kalder du hunden helt ind hele tiden, for at undgå at hunden sænker farten.
Din hund slipper apporten, når den kommer ind på plads. Derfor undgår du at træne afslutning med apporten.
Din hund kan ikke sidde stille ved starten, når du løber agility. Derfor lader du være med at lade hunden sidde ved start.
Det kunne også være hverdagsproblemer, som at hunden plager for at få mad, komme ud eller noget andet tidligt om morgenen. Du står op, fordi hunden jo skal spise …. vil ud osv.
Fælles for den her type af træningsproblemer er, at træneren bevidst eller ubevidst lader være med at træne direkte på problemet og måske har en forestilling om, at problemet på den måde løser sig. Det er det jeg kalder at gå udenom den varme grød.
Jeg har undervist 1000-vis af personer, og jeg har set den her slags problemstilling så mange gange. Jeg har dog aldrig set, at det at undgå at træne på problemet løser noget, snarere tværtimod 😊. Nogle gange opdager vi ikke selv, at vi har den her type af træningsudfordringer, før nogen andre prikker os på skulderen.
Det at gå udenom den varme grød foregår ofte på den måde, at vi bliver på et tidligere trin i træningen og egentlig kun træner delmomenter, i stedet for at træne på den samlede træningsopgave, samtidig med at man forestiller sig, at hunden på en eller anden måde alligevel kan den færdige øvelse til prøver. Det kan måske gå i et stykke tid, men det er som at tisse i bukserne….
Den del af træningen, der ofte bliver sprunget, er sammenkædningen af øvelsen. Hunden kan godt delmomenterne i øvelsen, men problemet opstår, når delmomenterne sættes sammen. Hunden kan måske både stoppe hurtigt og løbe hurtigt, men når de to dele sættes sammen, så kommer der et “problem”.
Og ja, det gør der for langt de fleste hunde i sammenkædningsfasen. Når hunden ved hvad der skal ske, får vi forventning og hunden begynder at reagere ud fra sin forventning. I eksemplet med indkaldet begynder hunden at sætte farten ned, fordi den ved, at den skal stoppe. Jeg opfatter det som en helt naturlig del af processen med at sammenkædning delmomenter til hele øvelser.
Men hvis vi bliver ved med at træne på, at hunden skal løbe hurtigt, får hunden ingen træning i at sætte de to dele sammen og dermed ingen forståelse for, at den skal løbe hurtigt og derefter stoppe. Hvis vi træner på denne måde skal vi, hver gang hunden har lavet øvelsen, reparere træningen ved at lade hunden løbe hurtigt igennem uden stop. På den måde lærer hunden faktisk aldrig, hvad øvelsen går ud på.
Hvis vi identificerer lige præcis hvor i træningen, vi har problemet, og fantisk bruger tid på at lære hunden, at den både skal løbe hurtigt og stoppe hurtigt, så kan vi efterfølgende træne hele øvelsen, fordi hunden nu forstår præcist, hvad øvelsen går ud på. Det er det sammenkædningstræning går ud på. Det kan sagtens gøre sjovt, jeg elsker selv den type af træning, og jo mere legende en tilgang vi har til træningen, jo sjovere bliver det for både hund og ejer.
Forventning ligger også bag mange andre typer af træningsproblemer, som det med at blive på stedet, inden der bliver kaldt, sidde ved startstedet i agilitytræning osv. Forventning kan brydes på flere måder. Vi kan belønne det, du ønsker hunden skal gøre, f.eks. belønne hunden når den bliver på stedet. Vi kan tilbageholde belønningen og lade være med at give et nyt signal, hvis hunden gør noget andet end det du arbejder på. Lad f.eks. være med at stoppe hunden i indkald, hvis den løber langsomt. Endelig kan du bryde hundens forventninger ved at gøre noget andet end det hunden forventer.
Så derfor kære læser, næste gang der er ved at gå grød i den – så hop direkte ind i grøden og træn der, hvor udfordringen er.
Identificer hvor i træningen du har udfordringer, meget ofte i sammensætningen af delmomenter, men det kan også handle om forstyrrelser
Hop op i grøden – træn på at ændre hundens forventning
Som klikkertrænere arbejder vi i høj grad med shaping og frivillig adfærd hos Hund & Træning, samtidig bruger vi også gerne forskellige hjælpemidler i træningen af vores hunde. Hjælpemidler hjælper hunden til at forstå, hvilken træningsopgave vi er i gang med og kan i flere tilfælde gøre træningen meget lettere for hunden. Jeg er meget optaget af at gøre træningen så frustrationsfri for hundene som muligt, fordi jeg synes det er allermest fair overfor vores træningskammerat, som ikke kender den opgave, vi arbejder med. Jeg har igennem tiden trænet mine hunde op til så mange forskellige færdigheder, at det ikke længere bare er et mål at få min hund til at kunne det ene eller det andet. For mig er det væsentligste, at hunden og jeg begge har det virkelig sjovt under træningen. Det er den følelse, der fylder mig med energi og giver mig glæden ved at connecte med min hund på et meget dybt plan. Når Vince, min hanhund, hopper rundt foran mig af bare begejstring over, at vi skal i gang med træningen, når han fuld af forventning og glæde kigger på mig med sine brune øjne, og jeg kan se, at han bare er SÅ klar til det, vi skal gøre sammen, så ved jeg at jeg har nået mit mål.
Modsætningen til denne situation er træning, hvor hunden bliver frustreret, fordi den ikke ved, hvad der fører til belønning. Det kan også indimellem ske for mig, ligesom det sker for alle andre, der træner hund. Målet er efter min mening at begrænse de situationer, hvor hunden kan blive frustreret så meget som overhovedet muligt. For mig handler det om at gøre træningsopgaven så tydelig, at den fase, hvor hunden er i tvivl om, hvad den skal gøre, stort set kan undgås. For mig er fejlfri indlæring den bedste vej til en glad hund og en sikker øvelse. Target kommer ind her som en måde at gøre træningen så tydelig for hunden som muligt. Jeg elsker træning med targets og synes, at det er en vanvittig god måde at hjælpe hunden på. Targets har utroligt mange anvendelsesmuligheder, indenfor en lang række forskellige områder og til mange forskellige sportsgrene.
Når jeg underviser rundt omkring, hører jeg mange forskellige opfattelser af det at træne med target, ligesom jeg ser eksempler på nogle af de problemer, der kan opstå i targettræningen. Der er således nogle fælder, vi kan havne i, hvis vi ikke er bevidste om, hvordan vi let undgår dem. I det følgende bruger jeg target i fremsendelse som eksempel:
Grundtræningen skal være i orden
Indimellem ser jeg trænere, der bruger alt for kort tid på at lære hunden de færdigheder, der er grundlaget for en solid targetadfærd. Derfor er det vigtigt at bruge tid på at lære din hund at elske sit target, sådan at den hver gang den ser target, med det samme og med glæde stiller sig med forpoterne på det (eller næsen eller skulderen alt efter hvilken slags target det er). Når vi indlærer potetarget, er det også en god ide at lære hunden at fastholde sin targetposition, så hunden ikke med det samme løber tilbage til dig. Brug ikke dit target til indlæring af andre øvelser, før du har den her grundtræning i orden.
Brug ikke targets for længe
Targets er en hjælp i træningen, der skal udfases igen, ligeså snart hunden har forstået den opgave, vi er i gang med at lære den. Vores ordsprog er: ”Hvis du bruger en hjælp, skal du have en plan for at fjerne den igen”. Hvis vi f.eks. bruger target til træning af fremsendelse til feltet, så skal det trappes ud, når hunden har forstået, at den skal løbe hurtigt frem til feltet. Hvis man bliver ved med at bruge target i feltet, så lærer hunden ikke at løbe ud i feltet, men tror i stedet, at opgaven handler om at finde target. Mange bliver ved med at træne alt for længe med target i feltet. Når det sker, går target fra at være i en hjælp i træningen til i stedet at være en forhindring i træningen. Min tommelfingerregel er, at target skal aftrappes, ligeså snart hunden sikkert kan løbe 20 – 30 m frem til et target, der ligger i feltet. Det er muligt at lære for de allerfleste hunde, uanset race, i hvalpealderen.
Træn på lang afstand
Når vi bruger et target til fremsendelse, er der tre ting, der er vigtige at have fokus på: Fart, fastholdelse af position og forskellig afstand. Det er kodeordene, for det target skal bruges til i forbindelse med fremsendelse. Hvis du træner target på ti meter og bliver ved med det, så lærer hunden at løbe ti meter. Når target flyttes til 15 meter, bliver hunden forvirret og løber kun ti meter frem. Varier derfor altid den afstand, hunden skal løbe hen til sit target, og træn ikke for tæt på, når hunden har fået interesse for target. Ofte tror jeg, det er ejeren mere end hunden, der synes, det er svært at arbejde med afstand.
Arbejd med frivillighed
Mine hunde har ikke noget signal til at løbe til target. Når mine hunde ser et target, så spurter de ud til det med det samme. Da target er et hjælpemiddel, som skal bruges i startindlæringen, har jeg ikke brug for at have et signal for at løbe ud til target. Jeg vil have fart og frivillighed i startindlæringen. Hvis du indlærer et signal til target allerede i den første indlæring, bliver hunden afventende og fokuserer på at høre efter, hvornår signalet bliver givet, i stedet for at løbe fremad. Det giver mindre fart og mere fokus på dig i stedet for fokus på at løbe ud til target.
Hvis du, selvfølgelig uden at ville det, er gået i en targetfælde, så start forfra og lær hunden grundigt, hvad den skal gøre i stedet for at lave yoyotræning, hvor du zigzagger frem og tilbage. 😊 Det tager længere tid end at lave en grundig indlæring i første omgang, men det er besværet værd, så du og din hund kan få gavn af de mange vidunderlige anvendelsesmuligheder, som targettræning indeholder. Lige nu er Vince og jeg ved at arbejde med dirigering til tre apporter, som er en øvelse i DKK’s eliteklasse. Her bruger jeg naturligvis target til indlæring, og det er gået lynhurtigt med at få ham til at ignorere det midterste target og løbe på min dirigering til de to andre targets. Jeg bruger targets helt kortvarigt, når jeg arbejder med dirigeret apport og når jeg sætter dirigeringen sammen med udløb til kegle. Ved at bruge targets kan jeg sætte øvelsen dirigeret apport sammen uden, at han tager en forkert apport. Da han allerede kan dirigering og apportering og udløb til kegle, er det i en kort fase på måske ialt 5 – 6 træningsgange, at jeg bruger targets i denne øvelse. Held og lykke med din targettræning.
Det at træne hund giver en os fantastisk mulighed for at få større indsigt i vores egne handlemønstre. Den mulighed giver hundene os, fordi de spejler de ting, vi gør, det vi føler, og den sindsstemning vi er i. Jeg er helt sikker på, at vi kan følge mange forskellige veje til at lære os selv bedre at kende og til at udvikle os, hvis vi er interesseret i det. Det gode ved hundetræningen er, at hunden også spejler det, vi ikke ønsker at se eller blive konfronteret med, de områder som vi ubevidst skjuler for os selv eller ikke ønsker at vise for andre.
Når jeg underviser en masse forskellige mennesker rundt omkring i landet, ser jeg helt automatisk mange meget forskellige eksempler på, hvordan hundetrænere takler modstand og vanskelige situationer i træningen. Jeg kender ikke nogen mennesker, der kan undgå at ind imellem at blive frustreret, når vi træner hund. Vi kender alle sammen de situationer, hvor det bare ikke er til at FORSTÅ, hvorfor hunden ikke lige gør det ene eller det andet. Ligesom ved al anden modstand i her livet, så handler det efter min mening ikke om, om vi møder modstand i vores hundetræning, men om hvordan vi håndterer situationen. Det er en af grundpillerne i empowermenttankegangen, at blive i stand til at handle fornuftigt i udfordrende situationer.
Vores grundreaktion i mange situationer i livet er at undgå ubehag. Så når der melder sig en “ubehagelig” træningssituation, er der mange, der tænker, “jeg behøver ikke lære min hund at… (indsæt selv træningsopgave) det er helt unødvendigt for os”. På den måde kan man undgå ubehaget ved den svære situation ved at “flygte” fra den. Det er ikke en flugt, hvor vi løber væk, det er den stille undgåelse af igen at komme i en svær situation. Den anden mulighed er at “kæmpe”. Jeg har set mere end en træner blive virkelig sur på sin hund, træningskammerater, instruktør, familie, andre i nærheden… , når træningen ikke fungerer, og hunden ikke forstår, hvad træneren ønsker. Flugt eller aggression er to helt klassiske og instinktive reaktioner på vanskelige situationer, som selvfølgelig ikke er begrænset til hundetræningen, men det er selvsagt ikke reaktioner, der giver os ny viden eller nye færdigheder til at takle frustrationer i træningen eller livet generelt.
Ligesom vi ønsker at vore hunde skal blive mere vedholdende og kreative i træningen, så er det selvfølgelig også en prioritet for os hos Hund & Træning at gøre træneren mere vedholdende og kreativ i løsningen af de eventuelle træningsproblemer. Jeg mener, at vi alle er bedre trænere, når vi har lært, hvordan vi skal arbejde os igennem de træningsproblemer, vi møder med vores hunde, uden at undgå at møde problemet eller blive sur på os selv eller hunden. Det vigtige er her at blive bevidst om og arbejde på, at vi selv får ressourcer og overskud til at rumme de følelser af afmagt og eventuel frustration, vi alle sammen møder, og lige så stille arbejde os igennem og ud på den anden side. Sige OK nu kan jeg mærke, at der er et eller andet, der er svært her. Nu skal jeg være opmærksom og dele træningen op i mindre dele, tænke på at få den rigtige følelse for mig selv og min hund, og arrangere træningen, så jeg er sikker på, at både jeg og min hund får succes, for blot at nævne nogle få muligheder. Det at undlade at flygte eller kæmpe sig ud af problemerne og i stedet stille og roligt, måske med hjælp fra træningskammerater eller undervisere, arbejde sig igennem et kompliceret problem, det gør, at vi kommer ud på den anden side meget klogere og men en hel anden form for læring. Jeg elsker at hjælpe kursister gennem denne proces, så de står styrket og glade på den anden side af udfordringen.
På den personlige front står Vince, Senna og jeg overfor en flytning her i sommer, vi glæder os til at få et nyt ståsted og nogle nye omgivelser i Nordsjælland og at byde gamle og nye kursister velkommen i nye omgivelser.
For nogle år siden gik FCI’s lydighedskomite i gang med at udarbejde et nyt program for eliteklassen. Det nye program trådte i kraft i år i Danmark sammen med nye programmer i klasse 1, 2 og 3. Nogle lande følger FCI’s program i de indledende klasser, mens vi i Danmark har valgt at beholde vores egne programmer i klasse 1, 2 og 3. Derfor besluttede LP-udvalget at lave nogle ændringer i klasse 1, 2 og 3, så der er en rød tråd frem til eliteklassen. Jeg har deltaget i idearbejdet med ændringerne af programmet. Derfor var det ekstra sjovt at se programmerne udført i praksis for første gang i Sorø midt i februar. Jeg var selv oppe i klasse 1 med Vince, det gik rigtig godt, og jeg synes, at klasse 1 programmet fungerer rigtig fint. Det gælder også for de andre klasser, selv om der måske er et par småting, der kan justeres efter noget tid. Det vigtigste er, at dommere, prøveledere og deltagere nu får tid til at afprøve de nye programmer, så der bliver et rigtig godt grundlag for at vurdere programmerne i deres helhed.
For eliteklassen har FCI lavet ændringer i fællesøvelserne, vi skal nu til at bakke i fri ved fod, keglen er fjernet i fremsendingen, der er lavet en ny springøvelse, og endelig er der mulighed for at lægge næseprøverne på mange forskellige måder. Uvist af hvilken årsag er jeg lydighedsentusiast, måske grundlæggende fordi jeg selv elsker at skabe et unikt samarbejde med min hund og at opnå den helt særlige kommunikation, der ligger i at dykke så meget ned i træningen, som det er nødvendigt, hvis man skal klare sig godt i lydigheden. Men, og der er et stort men, så er jeg helt generelt af den holdning, at FCI-programmet i eliteklassen er alt for fantasiløst! Det faktum, at variationen i programmet handler om, at man kan lave samme øvelse både til højre og til venstre, er udtryk for en så begrænset kreativitet, at jeg dårligt har ord for det. Hvorfor skal vi f.eks. blive ved med kun at bruge træapporter, i stedet for alle mulige genstande, og hvorfor skal hunden aldrig tage apporten i midten, hvorfor er der ikke flere forskellige typer af genstande, hunden skal finde i næseprøven, hvorfor ligger fremsendingen på præcist den samme måde hver gang, der er da mange andre placeringsmuligheder osv. osv.
Den nye springøvelse, hvor hunden skal løbe rundt om en kegle, stoppe, apportere og springe, synes jeg ved første øjekast lød meget spændende, men efter træning af øvelsen har jeg indset, at den er lige så stereotyp som alle de andre øvelser, hvor der heller ikke er nogen form for variation. Hallo FCI, alle vi lydighedsentusiaster vil altså godt udfordres – JEG vil i hvert fald. I det nuværende program fremmer både øvelser og bedømmelser den lidt robotagtige og ikke så hurtige lydighed. Der bliver lagt for meget vægt på præcision, som efter min mening ikke er spændende at træne hele tiden. Springøvelsen tænder de hurtige hunde og kombinerer alt, der er godt med fart, som løbe rundt om, apportering og spring – lidt af en “nu taber jeg hovedet Kinderæg” for de hurtige hunde. Derfor er øvelsen langt lettere at lave med hunde, der ikke kommer så meget op at koge, og hele tiden kan holde hovedet koldt. Samtidig er der en større risiko for skader på de hurtige hunde, både ved at løbe rundt om og i optag af apporten.
Der er et andet element i det nye program, som jeg undrer mig meget over. Jeg ved simpelthen ikke, hvad medlemmerne af FCI’s lydighedskomite har tænkt, da de besluttede at lave udløb til en cirkel uden kegle… Man kan gætte på, at argumentet for at fjerne keglen har været, at der er for mange hunde, der af sig selv stopper ved keglen, og ja, det er der, men det kan dommerne jo bare trække for. At lave en cirkel til brug for bedømmelser, som hunden ikke kan se og så forvente den samme præcision, som i det gamle program, hvor der stod en kegle, det er fuldstændig håbløst. Ja, vi kan godt lære vores hunde at løbe ligeud til ingenting, det er ikke helt så svært, som det lyder. Jeg har selv trænet hunde til dette. Konkurrencedeltagere gør det i DcH fremsendinger hele tiden, men her er præcisionskravet heller ikke så absurd som i det nye eliteprogram. Hvis hunden bare afviger 10 – 12 grader fra den lige linje ud til midten af cirklen, så havner den udenfor cirklen! og får 0 i øvelsen. Kravet er nemlig stadig, at alle poter skal være indenfor cirklen. Jeg synes, det her er en ommer, og jeg synes egentlig, at tiden er inde til dialog mellem medlemmerne af FCI’s lydighedskomite og konkurrencedeltagerne. I Sverige har de flere forskellige underskriftsindsamlinger kørende mod FCI-programmet. Jeg vil opfordre til samtale – i første omgang.
I sidste uge var jeg ved at forberede et oplæg til et af vores instruktørhold om emnet undervisning. Et af punkterne i oplægget var, hvad man som instruktør observerer, når man står overfor en kursist. For mig er en noget af det vigtigste som det første at tjekke, hvordan både hund og ejer har det rent følelsesmæssigt. Har de det godt, og er de i balance? Hvis ikke, påvirker det jo i høj grad den måde, de samarbejder på og det samspil, der opstår i træningssituationen. For mig er det uetisk at træne med en hund, der er i ubalance rent følelsesmæssigt, det kunne eksempelvis være hvis hunden er bange for noget eller oplever ubehag i træningen.
Forleden så jeg nogle få klip fra en udsendelse på DR om en cirkuselefant, der gik amok. Jeg så ikke hele udsendelsen, men jeg så en beskrivelse af, hvordan elefanttrænerne knækkede elefanten psykisk bl.a. med voldsom afstraffelse for at få den til at arbejde i cirkus. Til sidst gik elefanten amok, med voldsomme konsekvenser til følge. Jeg så også for noget tid siden dokumentaren Black Fish om spækhuggere og de voldsomme overgreb, de udsættes for. Alt sammen for at der er nogle mennesker, der kan sidde og blive underholdt ved at se dyrene optræde. Efter min mening hører vilde dyr ikke hjemme i hverken cirkus eller i Seaworld. Der er alt for store følelsesmæssige omkostninger forbundet med dette.
Hvad har det med hundetræning at gøre, tænker du måske? Jo vi skal, efter min mening, være meget opmærksomme på de følelser, hunden har i træningen, så vi ikke gør hunden til en cirkuselefant i vores stræben efter, at den skal præstere til en konkurrence eller i den almindelige træning. Jeg ved, at vi kan træne hunde til at udføre de mest fantastiske træningsopgaver, hvis vi gør det med respekt for hunden og arbejder belønningsbaseret. Og her er det at tage hensyn til og forstå hvad hunden føler i alle træningssituationer noget af det vigtigste for mig. Den tekniske del af træning er oftest det, der er lettest at få styr på og få til at fungere. Det er måske også derfor, at mange fortsætter med at træne, selv om deres hund melder fra eller opfører sig lidt anderledes træningsmæssigt end sædvanligt. Det kræver nemlig en langt større opmærksomhed på hunden og erfaring med hundens reaktioner i forskellige situationer at registrere, hvordan den følelsesmæssige balance er lige her og nu. Det kræver også en instruktør, der er opmærksom på denne del af træningen og ikke bare leder efter konkrete tekniske løsninger på problemer, der har en følelsesmæssig oprindelse. Som en af de allerstørste dyretrænere og min læremester i den belønningsbaserede træningsmetode Bob Bailey siger: Pavlov is always on your shoulder. Det betyder, at hundens følelsesmæssige reaktioner i træningen altid overruler den operante del af træningen.
Nu er der nok nogen, der vil sidde og tænke over, hvordan det så er allermest hensigtsmæssigt at reagere i træningen, hvis hunden viser, at den ikke er i følelsesmæssig balance, mens vi træner med den. Lad os tage et eksempel: En person står og træner stillingsskift med sin hund. Hunden er af en eller anden grund blevet bange for noget, det kan være at ejeren har lydt lidt sur, hunden kan være bekymret for andre hunde på træningspladsen eller noget helt tredje, og reagerer derfor ikke på ejerens signaler. Hvad skal vi gøre i denne situation? Set ud fra mit synspunkt er der kun en ting at gøre, og det er at afbryde træningen og genskabe hundens følelsesmæssige balance, hvis det er muligt. Først når dette er på plads, kan vi genoptage træningen. ”Hov hov”, er der så nogen, der siger, ”så lærer hunden jo, at den kan slippe for træningen. Hunden skal lære, at den ikke bare “kan spille skuespil” og på den måde undgå træningssituationen.” Jeg lader lige billedet stå et øjeblik!!!
Jeg kunne simpelthen ikke være mere uenig! Hunde spiller for det første ikke skuespil, de er altid ægte og klare i deres adfærd. Det er bare ikke altid, at vi kan forstå dem, eller at vi har samme hensigter som hunden. For det andet, kan vi ikke belønne følelser, hvis vi kunne ville det være ultra let at lære hunden ikke at være bange. Hundens adfærd skyldes et ubehag i situationen og er ikke en bevidst handling, som hunden prøver af for at undgå træningssituationen. Hunden føler et ubehag og trækker sig eller dæmper sig på grund af ubehaget. Hvis vi i stedet for at tvinge hunden til at blive i træningssituationen, stopper træningen, så lærer hunden på denne måde, at den altid kan have tillid til os, fordi vi er opmærksomme på, hvordan den har det, og at vi tager hensyn til, at dens følelsesmæssige tilstand og reaktioner. Når vi reagerer på denne måde, får vi en hund, der har en høj motivation for at vælge træningssituationen og samarbejdet til, fordi forholdet til ejeren er baseret på gensidig tillid. Når hunden selv har et valg og frivilligt bliver i træningssituationen, så bliver hunden en aktiv medspiller, som ønsker at arbejde sammen med os, i stedet for alternativet hvor hunden bliver tvunget til at blive i træningssituationen. Så vi må hver især træffe valget, om vi vil lave vores hund om til en cirkuselefant, eller vi vil have et samarbejde, der bygger på respekt, tillid og forståelse. Vi kan nå de samme resultater på begge måder, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg vælger!
Hen over de sidste måneder er der sket en stor udskiftning i mit hundehold. For alle os, der har vores hunde så tæt inde på livet, er det en kæmpestor forandring på mange planer.
