Jeg fik min første hund i 1976. Jeg havde plaget mine forældre om en hund og havde endelig fået lov til at få en irsk setter. Det var en skøn hund med utrolig meget energi, som lærte mig meget om samarbejdet mellem hund og menneske. Derefter fik jeg en beagle i 1987, som jeg gik til mine første lydighedsprøver med. Sammen med ham blev jeg godt og grundigt bidt af lydighedssporten. I 1990 fik jeg så min første border collie – Amanda, som for alvor satte fart på prøvelivet. Derefter har jeg haft flere border collier og har i dag to af slagsen, Chillie på 11 år og Senna på 4 år. Jeg elsker simpelthen denne race, og ville have border collie uanset om jeg gik til lydighedsprøver eller ej. Min holdning er, at der er en race der passer til os alle blandt de over 300 forskellige racer vi har i Danmark, og som lige præcis er det perfekte match af egenskaber alt efter, hvad vi hver især prioriterer højest.
Jeg hører dog ofte sætningen “det er bare fordi det er en border collie” til at forklare alle mulige og umulige sammenhænge. En dame mente ikke hun kunne træne en bestemt øvelse, der var beskrevet i bladet Hund & Træning, fordi hun havde en lille hund, og der var kun billeder af border collie i øvelsen. Andre har ment, at de ikke kunne lære deres hund det ene eller det andet, fordi det ikke er en border collie. Der er også dem, der giver udtryk for, at man skal have en border collie for kunne konkurrere i eliteklassen osv. Efterhånden føler jeg, at jeg lige må lufte en lille frustration, jeg har over at høre de her ting i et offentligt forum.
Det der slog hovedet på sømmet, var da jeg diskuterede emnet med en af mine søde kollegaer. Hun havde hørt følgende kommentar om Karen Ulrichs dygtige og arbejdsomme beagler. Det er også bare fordi, det er Karen Ulrichs beagler. Øøøøh hvad!!! Karens beagler er ikke en særlig slags beagler, der modsat alle andre beagler er træningsvillige, men de bliver trænet af en dygtig hundetræner, som lægger tid og energi i at træne og aktivere dem. Derfor er de træningsvillige og arbejdssomme. Jeg føler således trang til at komme med nogle kortfattede forbrugeroplysninger om border collier og hundetræning generelt.
Nej, border collien har ikke en chip installeret, som man bare kan aktivere, hvorefter den går et perfekt lydighedsprogram. En border collie er lærenem, hurtig og smidig. Egenskaber der er perfekte for en lydighedshund, men det er der masser af andre hunderacer, der også er. Samtidig er bagsiden af medaljen at lærenemme hunderacer med meget energi også lærer alt det, vi ikke synes de behøver at lære. Guderne skal vide, at det ikke gør livet lettere, når man køber en Ferarri-type, sådan som jeg har gjort det med min yngste hund Senna. Mit liv havde være meget lettere med en lidt mere rolig hundetype, sådan som min anden hund Chillie er det. (som stadig er en arbejdstype med en masse energi) Men jeg eeeelsker Sennas fart og energi, derfor tager jeg de ulemper med der følger.
Alle de andre der konkurrerer har også hurtige og veltrænede hunde, så det er rent faktisk nødvendigt at træne og træne meget for at gøre sig gældende i toppen af konkurrencer. Lydighed på konkurrenceniveau kræver virkelig meget træning og motionering af hunden for, at den skal kunne være klar til et mesterskab. Vi taler omkring 1 time dagligt udover motionen.
Alle hunderacer der trænes jævnligt, kan lære de mest utrolige ting. På vores forskellige kurser og uddannelser i Hund & Træning har vi mange forskellige hunderacer. Alt lige fra store hunderacer som berner sennenhunde og OES til små racer som chihuahua og cavallier. Vi har haft muskelhunde, jagthunde, mynder og hunde, der var opgivet af andre træningspladser. Jeg elsker at arbejde med alle de forskellige hunderacer, og jeg synes det er lige fantastisk hver gang at se, hvilken utrolig udvikling alle hunde gennemgår, når bare deres træner tror på at de KAN! Det handler om at træneren kender til de grundlæggende principper for træningen og derudover går helt ind i processen og virkelig arbejder på at forstå deres hund, og hvordan lige netop denne hund skal trænes.
Selvfølgelig er der forskel på, hvad en hund der er 20 cm høj og en der vejer over 60 kilo kan gøre. Der er forskel på hvor hurtigt de løber, og på hvordan de kan udføre forskellige øvelser. Jeg har jævnligt snakke med vores forskellige kursister om den enkelte hunds fysiske formåen, og hvordan vi kan arbejde med de forskellige færdigheder kursisten ønsker at lære hunden. Det allervigtigste er dog at tænke i løsninger, i stedet for at lade sig begrænse af, at en hund af den og den race ikke kan gøre det ene eller det andet. Jeg har gennem årene hørt meget om, hvad forskellige hunderacer ikke kan gøre. Det mest ekstreme var, da min niece af en instruktør havde fået at vide, at hendes shar pei ikke ville kunne lære at dække. Godt så tænkte jeg, må jeg lige prøve, sagde jeg og to minutter senere dækkede hunden selvfølgelig.
Det fælles træk jeg ser hos de hundetrænere, der når længst med deres hunde uanset race, er en helt ukuelig tro på, at selvfølgelig kan deres hund lære det de ønsker. Samtidig med en villighed til at gå i gang med træningen og se hvor langt de kan komme. Nogen træningsopgaver tager kort tid, nogen træningsopgaver tager længere tid, sådan er det for alle, uanset hvilken hundrace man har. Derfor: Tro på at det kan lade sig gøre og gå ud og prøv!
God fornøjelse med træningen uanset hvilken dejlig hunderace du har!!
Christina Ingerslev 🙂
