Det at træne hund giver en os fantastisk mulighed for at få større indsigt i vores egne handlemønstre. Den mulighed giver hundene os, fordi de spejler de ting, vi gør, det vi føler, og den sindsstemning vi er i. Jeg er helt sikker på, at vi kan følge mange forskellige veje til at lære os selv bedre at kende og til at udvikle os, hvis vi er interesseret i det. Det gode ved hundetræningen er, at hunden også spejler det, vi ikke ønsker at se eller blive konfronteret med, de områder som vi ubevidst skjuler for os selv eller ikke ønsker at vise for andre.

 

Vince-vejen-1

 

Når jeg underviser en masse forskellige mennesker rundt omkring i landet, ser jeg helt automatisk mange meget forskellige eksempler på, hvordan hundetrænere takler modstand og vanskelige situationer i træningen. Jeg kender ikke nogen mennesker, der kan undgå at ind imellem at blive frustreret, når vi træner hund. Vi kender alle sammen de situationer, hvor det bare ikke er til at FORSTÅ, hvorfor hunden ikke lige gør det ene eller det andet. Ligesom ved al anden modstand i her livet, så handler det efter min mening ikke om, om vi møder modstand i vores hundetræning, men om hvordan vi håndterer situationen. Det er en af grundpillerne i empowermenttankegangen, at blive i stand til at handle fornuftigt i udfordrende situationer.

Vores grundreaktion i mange situationer i livet er at undgå ubehag. Så når der melder sig en “ubehagelig” træningssituation, er der mange, der tænker, “jeg behøver ikke lære min hund at… (indsæt selv træningsopgave) det er helt unødvendigt for os”. På den måde kan man undgå ubehaget ved den svære situation ved at “flygte” fra den. Det er ikke en flugt, hvor vi løber væk, det er den stille undgåelse af igen at komme i en svær situation. Den anden mulighed er at “kæmpe”. Jeg har set mere end en træner blive virkelig sur på sin hund, træningskammerater, instruktør, familie, andre i nærheden… , når træningen ikke fungerer, og hunden ikke forstår, hvad træneren ønsker. Flugt eller aggression er to helt klassiske og instinktive reaktioner på vanskelige situationer, som selvfølgelig ikke er begrænset til hundetræningen, men det er selvsagt ikke reaktioner, der giver os ny viden eller nye færdigheder til at takle frustrationer i træningen eller livet generelt.

Ligesom vi ønsker at vore hunde skal blive mere vedholdende og kreative i træningen, så er det selvfølgelig også en prioritet for os hos Hund & Træning at gøre træneren mere vedholdende og kreativ i løsningen af de eventuelle træningsproblemer. Jeg mener, at vi alle er bedre trænere, når vi har lært, hvordan vi skal arbejde os igennem de træningsproblemer, vi møder med vores hunde, uden at undgå at møde problemet eller blive sur på os selv eller hunden. Det vigtige er her at blive bevidst om og arbejde på, at vi selv får ressourcer og overskud til at rumme de følelser af afmagt og eventuel frustration, vi alle sammen møder, og lige så stille arbejde os igennem og ud på den anden side. Sige OK nu kan jeg mærke, at der er et eller andet, der er svært her. Nu skal jeg være opmærksom og dele træningen op i mindre dele, tænke på at få den rigtige følelse for mig selv og min hund, og arrangere træningen, så jeg er sikker på, at både jeg og min hund får succes, for blot at nævne nogle få muligheder. Det at undlade at flygte eller kæmpe sig ud af problemerne og i stedet stille og roligt, måske med hjælp fra træningskammerater eller undervisere, arbejde sig igennem et kompliceret problem, det gør, at vi kommer ud på den anden side meget klogere og men en hel anden form for læring. Jeg elsker at hjælpe kursister gennem denne proces, så de står styrket og glade på den anden side af udfordringen.

 

Vince-vejen-2

 

På den personlige front står Vince, Senna og jeg overfor en flytning her i sommer, vi glæder os til at få et nyt ståsted og nogle nye omgivelser i Nordsjælland og at byde gamle og nye kursister velkommen i nye omgivelser.