Jeg har i skrivende stund haft Zoe i godt et halvt år, og jeg bliver stadig gladere og gladere for hende for hver dag, der går. Jeg følger hendes udvikling nøje og er super begejstret for alt, hvad jeg ser. Jeg kendte egentlig ikke hendes forældre specielt godt og har ikke valgt Zoe, fordi jeg var dybt forelsket i enten hendes mor eller far, så jeg har ikke et eller andet idealbillede eller en drøm om, præcis hvordan hun skal være eller blive, og det er faktisk rigtig rart. Både med Lukka og med min forrige hund Thekla, forelskede jeg mig hovedkulds i deres mødre, og jeg ønskede mig brændende en hvalp, der skulle blive nøjagtig som dem. Heldigvis blev jeg ikke skuffet for både Lukka og Thekla minder (mindede) utrolig meget om deres mødre. Men jeg kender andre, der har fået hvalpe, som på ingen måde ligner deres forældre, hverken af udseende eller temperament. Og jeg tror måske, det kan være svært, hvis man har et indre drømmebillede, og virkeligheden ser meget anderledes ud. I Zoes tilfælde tror jeg nu ikke, at æblet er faldet langt fra stammen.
Zoe er nu otte måneder gammel, og jeg er så småt begyndt at strukturere min træning lidt mere. Zoe skal gå lydighed, og jeg træner målrettet mod eliteklassen. Uhhha!!! Allerede??? Er der måske nogen, der tænker… men rolig nu! Jeg er for det første ikke typen, der træner dagligt og for det andet, når jeg træner, er det i bittesmå delmomenter. Det er lige før, jeg slet ikke vil kalde det træning men nærmere leg. Alting bliver leget ind i mine hunde.
Jeg træner udelukkende positivt, dvs. jeg korrigerer aldrig min hund. Det kræver selvfølgelig, at jeg tænker meget over at hæve kriterierne ganske langsomt, så hunden hele tiden kan følge med og gøre det rigtige. Hvis den så alligevel gør noget andet, end det jeg havde tænkt den skulle, tænker jeg: Hmm… hvad gjorde jeg forkert? Hvordan kan jeg forklare mit budskab tydeligere? Og så gør jeg det lidt nemmere for hunden. Jeg fortæller den ALDRIG, at den har fejlet. Jeg mærker efter, om der er noget, jeg gør forkert, om kriterierne er for høje, om der er noget i omgivelserne, der generer, om mit humør fejler noget (!), eller om det handler om hunden (hvilket det sjældent gør). Dog kunne jeg ikke forstå, hvorfor Zoe pludselig gik lidt ned i intensitet her på det seneste. Hun var ikke helt så hurtig og skarp, som hun plejer at være. Forklaringen kom i mandags, da jeg fandt små bloddryp på gulvet. Hun var kommet i løbetid. Hvilken lettelse! Det var hormonerne, der spillede hende et puds, og det skal der selvfølgelig tages højde for.
Jeg har lavet en lille video fra vores træning. Jeg er så privilegeret at have haft to hunde i eliteklassen, så jeg ved, hvad jeg træner frem i mod. Jeg har lidt i sjov bygget videoen op efter eliteklasseprogrammet, selvfølgelig kun på det stadie som Zoe nu er nået til i de forskellige øvelser.
Alle øvelser står udførligt beskrevet i min – og mange andres – ”bibel”, KLIK dig til succes af Christina Ingerslev og Karen S. Ulrich.
