MEGET tidligt søndag morgen blev Lukka og jeg hentet af Birgitte og Tiger. Eliteklassen skulle begynde allerede kl. 7.00! Turen til Malmø tog ingen tid, men straks vi var nået frem, fik jeg nerver på, og det var IKKE fordi jeg var nervøs over prøven. Ved indgangen skulle vi vise pas men til min skræk fandt jeg ud af, at jeg havde taget min gamle hunds pas med i stedet for Lukkas!!! Så var gode råd dyre. Jeg prøvede at regne ud, om jeg kunne nå hjem efter passet og tilbage til Malmø inden kl. 7, men det ville være helt umuligt, så der var ikke andet at gøre end at vise Theklas pas og håbe på de ikke tjekkede chipnummer. Hold op hvor var jeg nervøs. Men pyha… det gik fint og vi kom ind.
Alle prøver og udstillinger (og dem var der mange af) foregik i én kæmpe stor larmende hal! Der var 34 elitehunde. Det viste sig, at det var sidste udtagelse til det svenske landshold, så alle de dygtigste svenske ekvipager deltog. Eliteprogrammet var delt i to ringe. Der var trukket lod på forhånd, så man fulgte det trykte program. Lukka var nr. 6. Fællesøvelserne var med fem hunde i hver gruppe, så vi skulle være med i anden gruppe. Der var en ganske kort banegennemgang i den ene ring og så skulle vi i gang. Der var ikke meget information af nogen art, og der var slet ikke den hyggelige samling, vi kender her hjemme fra, hvor alle deltagerne samles i ringen og siger godmorgen, tjekker at alle er mødt op, hilser på dommer og prøveleder, trækker lod, hører om øvelserne og “punker” dommeren og prøvelederen lidt ;-). Alt virkede meget stift og formelt.
Jeg tænkte, at jeg hellere måtte gå til fællesøvelserne i god tid og det var heldigt, for de tre første hunde var udgået eller i løbetid, så jeg var pludselig nr. 3 og skulle med i den første gruppe! Det gjorde, at jeg ikke nåede at se nogen øvelser, inden vi skulle ind, hverken fælles eller de individuelle. Jeg vidste ikke, hvor hundene skulle sidde eller ligge i fællesøvelserne (der foregik i to forskellige ringe) og kunne dårligt høre prøvelederne. Det var en lidt træls start.
Hold op hvor er det anderledes at gå til prøve i Sverige. Aldrig er jeg blevet trukket for så mange dobbeltkommandoer. I fællesdæk blev jeg trukket både i neddæk og op på plads, for dobbelt kommando. “Dobbelt kommando? Jeg havde ingen dobbelt kommando” fløj det ud af mig, da jeg fik min karakter, hvorefter deltageren til venstre for mig straks tyssede på mig og sagde “Man får inte pråta med dommeren!”. Og det gælder både under og efter prøven. Ups!
Det viste sig, at hvert lille nik med hovedet eller kig på hunden var en dobbelt kommando. Efter dækken løb jeg ud af ringen for at belønne Lukka, hvorefter samme søde svenske deltager kommer hen til mig og siger, at jeg skulle gå helt stille ud af ringen, med min hund lige ved siden af mig, ellers kunne jeg risikere at få det gule kort! Og det var de ikke blege for at bruge. Hold da op! Det er ikke noget der hujer én som mig, hvis højeste formål med lydigheden er at have det sjovt med min hund.
I ring 1 lagde vi ud med fri ved fod. Jeg tror, jeg gik mit helt eget program! Jeg kunne ikke høre halvdelen af prøvelederens kommanderinger! Der var så meget larm, og prøvelederen talte ganske sagte. På et tidspunkt kunne jeg ikke lade være med at grine, for det føltes helt tosset bare at gå rundt og nærmest digte om jeg skulle gå omkring og holdt, eller omkring og fremad osv… stakkels dommer, der skulle forsøge at bedømme den øvelse. Nå næste øvelse var lynet, og her er der ikke så meget at tage fejl af, så det gik fint. Sidste øvelse i ring 1 var stillingsskift. Her opgav jeg helt at bruge de verbale kommandoer pga. larmen, så det var rent håndtegn, men det fungerede også okay.
I ring 2 lagde vi ud med indkald. Jeg skreg nærmest på Lukka, og det var vidst meget godt, for der var flere hunde, der skulle have dobbeltkommandoer, fordi de ikke kunne høre deres fører. Indkaldet gik fint, men jeg blev trukket for ikke på forhånd at have gjort opmærksom på, at jeg brugte armtegn i stå-positionen! Jeg var ikke blevet spurgt, så det havde jeg ikke skænket en tanke, at jeg skulle oplyse. Derefter skulle vi have springet og det gik fint. Så skulle vi lave fremsending. Der var ikke bånd om feltet, kun tape og det var helt usynligt for føreren. Lukka løb flot ud til keglen og videre ud i feltet, men jeg var ikke helt 100 på, at hun var inde i feltet så jeg sagde felt igen, hvorefter hun sprang ind i midten af feltet, og jeg kunne give hende en dæk kommando. En enkelt ekstra kommando koster ikke alverden. Hellere det end nul. Men vi fik SEKS! Jeg blev trukket for TO dobbelt kommandoer. Jeg var målløs. Jeg havde én ekstra kommando og øvelsen var udført i flot, hurtigt og ensartet tempo. Jeg kunne hverken få øje på én og da slet ikke to dobbeltkommandoer! Og jeg kunne jo ikke spørge dommeren. Så jeg begyndte spontant at grine. Jeg synes det var lidt af en joke. (Mens jeg ventede på at apporterne blev lagt ud, kunne jeg næsten ikke holde masken. Jeg kom i tanke om, at vi havde haft samme dommer til DM for et par år siden, og der havde hun trukket mig for at smile til min hund. Hun mente, det var en ekstra kommando!!!) Men Lukka lod sig ikke gå på. Hun var i hopla, og lavede den smukkeste apport og fik 10! Sidste øvelse var næseprøven. Lukka søgte smukt men blev retmæssigt trukket for uens fart.
Sikken en oplevelse. Måske ikke en af de allerbedste men super god træning frem mod VM. Jeg er helt klart frisk på at stille op i Sverige igen en anden gang, for nu er jeg da blevet noget klogere. Men jeg er samtidig lykkelig for at vi ikke har ”svenske tilstande”. At vi til gengæld har søde og rare dommere, som vi kan tale med om deres bedømmelser. Hvordan i alverden skulle vi ellers kunne forbedre os? Og at der i det hele taget er en afslappet og meget hyggelig stemning blandt deltagerne i vores lille LP-verden.Nu skal det lige tilføjes til Sveriges forsvar, at det var en int. prøve med landsholdsudtagelse, og der var flere af de svenske deltagere, der gjorde mig opmærksom på, at forholdene på de almindelige prøver ikke er helt så skrappe. En ting de svenske dommere dog var meget flinke til, var at redegøre over for publikum præcis hvad de trak for. Det er der heldigvis flere af vores danske dommere der også gør, men de må gerne blive endnu bedre til det.
Lukka og jeg endte på en 8. plads. Det kunne vi selvfølgelig have gjort bedre men under de forskellige udfordrende betingelser synes jeg det var fint. Lukka arbejdede godt og stabilt og lod sig ikke mærke synderligt af alt virvaret. Hun fik sin 1. præmie og blev svensk lydigheds champion. 🙂
