Jeg har i skrivende stund haft Zoe i godt et halvt år, og jeg bliver stadig gladere og gladere for hende for hver dag, der går. Jeg følger hendes udvikling nøje og er super begejstret for alt, hvad jeg ser. Jeg kendte egentlig ikke hendes forældre specielt godt og har ikke valgt Zoe, fordi jeg var dybt forelsket i enten hendes mor eller far, så jeg har ikke et eller andet idealbillede eller en drøm om, præcis hvordan hun skal være eller blive, og det er faktisk rigtig rart. Både med Lukka og med min forrige hund Thekla, forelskede jeg mig hovedkulds i deres mødre, og jeg ønskede mig brændende en hvalp, der skulle blive nøjagtig som dem. Heldigvis blev jeg ikke skuffet for både Lukka og Thekla minder (mindede) utrolig meget om deres mødre. Men jeg kender andre, der har fået hvalpe, som på ingen måde ligner deres forældre, hverken af udseende eller temperament. Og jeg tror måske, det kan være svært, hvis man har et indre drømmebillede, og virkeligheden ser meget anderledes ud. I Zoes tilfælde tror jeg nu ikke, at æblet er faldet langt fra stammen.
Zoe er nu otte måneder gammel, og jeg er så småt begyndt at strukturere min træning lidt mere. Zoe skal gå lydighed, og jeg træner målrettet mod eliteklassen. Uhhha!!! Allerede??? Er der måske nogen, der tænker… men rolig nu! Jeg er for det første ikke typen, der træner dagligt og for det andet, når jeg træner, er det i bittesmå delmomenter. Det er lige før, jeg slet ikke vil kalde det træning men nærmere leg. Alting bliver leget ind i mine hunde.
Jeg træner udelukkende positivt, dvs. jeg korrigerer aldrig min hund. Det kræver selvfølgelig, at jeg tænker meget over at hæve kriterierne ganske langsomt, så hunden hele tiden kan følge med og gøre det rigtige. Hvis den så alligevel gør noget andet, end det jeg havde tænkt den skulle, tænker jeg: Hmm… hvad gjorde jeg forkert? Hvordan kan jeg forklare mit budskab tydeligere? Og så gør jeg det lidt nemmere for hunden. Jeg fortæller den ALDRIG, at den har fejlet. Jeg mærker efter, om der er noget, jeg gør forkert, om kriterierne er for høje, om der er noget i omgivelserne, der generer, om mit humør fejler noget (!), eller om det handler om hunden (hvilket det sjældent gør). Dog kunne jeg ikke forstå, hvorfor Zoe pludselig gik lidt ned i intensitet her på det seneste. Hun var ikke helt så hurtig og skarp, som hun plejer at være. Forklaringen kom i mandags, da jeg fandt små bloddryp på gulvet. Hun var kommet i løbetid. Hvilken lettelse! Det var hormonerne, der spillede hende et puds, og det skal der selvfølgelig tages højde for.
Jeg har lavet en lille video fra vores træning. Jeg er så privilegeret at have haft to hunde i eliteklassen, så jeg ved, hvad jeg træner frem i mod. Jeg har lidt i sjov bygget videoen op efter eliteklasseprogrammet, selvfølgelig kun på det stadie som Zoe nu er nået til i de forskellige øvelser.
Alle øvelser står udførligt beskrevet i min – og mange andres – ”bibel”, KLIK dig til succes af Christina Ingerslev og Karen S. Ulrich.
Sommeren er gået med en masse rejseaktiviteter. I skrivende stund har jeg lige været i Tyskland for at holde kursus i lydighed lidt nord for Berlin. Jeg havde Renate Gregersen med som tolk, da flere af deltagerne ikke taler engelsk. Det har jeg prøvet en gang før, og jo længere weekenden skrider frem jo mere tysk synes jeg, at jeg kan jeg tale, men uden Renate gik det slet ikke.
I begyndelsen af august var Louisa og jeg med hundene i Sverige på lydighedscamp sammen med bl.a. flere dygtige svenske landsholdsdeltagere. Det var super hyggeligt og som altid givtigt at udveksle træningsideer med andre. Vi lavede også en del prøvetræning, med fuldt prøve-setup. Det er noget, som jeg synes er utroligt gavnligt for min og Sennas træning.
Det sidste år har for mig personligt stået i forandringens tegn. Jeg er blevet skilt, min datter er flyttet hjemmefra, og det samme gør min søn inden længe. Så alt i alt er det en ny verden, jeg skal finde mine ben i. Bl.a. derfor har jeg ikke været til særlig mange konkurrencer med Senna i det sidste års tid. Jeg har faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig ikke haft motivationen til konkurrencetræning. Samtidig kunne jeg ikke deltage i udtagelseskonkurrencerne til VM i Torino. Så turbo Senna har måtte affinde sig med at være demo-, gåtur- og kælehund med meget lidt træning.
Søde Vince, der nu er lidt over et år gammel, har selvfølgelig fået masser af socialisering og oplevelser. Han er nok den hund jeg har, som har rejst mest på kortest tid. Vi har trænet mange små delmomenter, der nu er klar til at blive bygget sammen. Det er en proces jeg virkelig nyder. Jeg elsker at lære en ny hund at kende og bygge den op i træningen. Vince er en skøn hund og meget anderledes rent temperamentsmæssigt end Senna. Han er mere afbalanceret og virkelig klog og sød. Han har med rette fået tilnavnet Houdini. Han bruger ind imellem sin betragtelige intelligens til at komme ud af indespærringer, som fx biler og bure. Ikke for at komme væk, han vil bare gerne være der, hvor jeg er. For nogle uger siden var jeg ude at træne sammen med nogle venner. Jeg går på toilettet mens Vince er i et lånt bur. Inden jeg er tilbage, er han gået ud af buret! Ikke ved lynlåsen! Nej, han spadserede lige ud igennem nettet på siden af buret. Hmmmm… Vi arbejder videre på sagen.
Nå men tilbage til lydighedscampen i Sverige. Det gode var at jeg fik spiret et frø til at få min konkurrencemotivation tilbage. Den har sovet tornerosesøvn længe, så det var en virkelig dejlig oplevelse. Senna gik strålende til vores træningsprøver, hun har aldrig været en let hund at træne, men hun har nogle fuldstændigt fantastiske løbeøvelser, som stadig sidder lige i skabet, uanset hvor længe hun holder pause. Til gengæld har hendes fri ved fod virkelig lidt under vores pause. Vi har deltaget i et par konkurrencer for nylig, og jeg er slet ikke tilfreds med den del. Derfor er jeg begyndt forfra med vores fri ved fod træning, og det går rigtig fint fremad i træningen. Ved de par konkurrencer jeg har været til, er jeg ikke endnu nået til det punkt, hvor træningen kommer med på banen. Det er svært for en ikke helt ung hund, at ændre et gammelt mønster og få det med ind i ringen. Jeg har altid synes, at vedligeholdelsesfasen er den sværeste fase af alle hundens træningsfaser, særligt hvis indlæringen ikke har været helt optimal, eller der er et område, der af en eller anden grund falder hunden svært. Vi skal til en konkurrence mere her i weekenden, og vi når selvfølgelig ikke at få rettet vores fri ved fod inden da, men jeg er klar til at tage den karakter, der nu kommer, vel vidende at vi arbejder videre på at forbedre øvelsen.
I øvrigt sjovt som man selv kan få en helt forskellig følelse alt efter hvilken hund, man arbejder med. På et kursus for mange år siden hørte jeg den svenske træner Andreas Rundquist sige: Fri ved fod er en følelse. Senna giver mig følelsen af noget vildt, en urkraft der er sluppet løs ved min side og som næsten ikke kan være i det begrænsende format, som en fri ved fod er. Hendes sjæl er fri og er skabt til at løbe. Vince derimod giver en skøn let og næsten dansende følelse af, at han vil kunne følge mig til verden ende, let på fod og med glæde. Kender du det? Hvilken følelse får du selv, når du arbejder med dine egne hunde?
Jeg deltog i foråret i en konference, hvor der også deltog en del zoodyrstrænere. I den forbindelse hørte jeg flere oplæg, der omhandlede det man i zooverdenen kalder husbandry-træning. Det handler kort og godt om at lære zoodyr frivilligt at tilbyde adfærd, der gør det muligt for dyrepasserne at tjekke deres sundhedstilstand. Her er nogle eksempler: Elefanter lærer at stikke en fod ud af en lem, så de kan få ordnet fødder. Søløver lærer at få dryppet øjne, så de kan blive behandlet, hvis det skulle blive nødvendigt. Tigre lærer at tilbyde deres ene forpote, så de kan blive injiceret med f.eks. bedøvelse. Det er alt sammen øvelser, som er vigtige for dyrenes helbred og velfærd, og der bliver brugt en del træningskrudt på at få lært de forskellige dyr disse færdigheder.
En del af snakken omkring, hvordan man træner zoodyr, handler om at opbygge et forhold til det enkelte individ, man træner. Ved at skabe positive associationer med det enkelte dyr, kan dyrepasseren skabe et tillidsforhold, der gør, at dyrene i en vis grad kan lære at tolerere procedurer, der ellers ville skræmme dem, eller som gør ondt på dem. Uden dette tillidsforhold, kan det være meget svært for en dyrepasser at få lov til at behandle dyr, der f.eks. er kommet til skade.
Et af de oplæg jeg hørte blev holdt af en erfaren zoodyrstræner, der havde overtaget en hund, der viste sig at have massive adfærdsproblemer. I begyndelsen af oplægget spurgte hun ud i salen, hvor mange af os der havde kæledyr derhjemme, som på en eller anden måde kunne betegnes som uopdragne/problematiske. Der var rigtig mange hænder, der gik i vejret. En anden oplægsholder bemærkede, at hun faktisk ikke selv havde trænet sin hund til frivilligt at tilbyde en pote til blodprøvetagning. Selv hos en gruppe af mennesker, som lever af at træne dyr til frivilligt at tilbyde håndtering, har de fleste ikke lært deres hunde og katte det. Jeg skal på ingen måde pege fingre – jeg har selv to hunde, hvoraf ingen af dem bryder sig spor om at få klippet negle. Det fik mig bare til at tænke, hvorfor er det, at vi (selv os der burde have viden og evner til det) ikke lærer vores hunde at tilbyde helt basale håndteringsøvelser frivilligt?
Jeg har ikke svaret, men jeg har gjort mig nogle tanker om det. En tanke er, at det er omkostningsfrit for os ikke at lære vores hunde at blive håndteret. I modsætning til zoodyr, kommer vores hunde til os med en enorm stor tillidskonto. Normale hvalpe er tillidsfulde overfor mennesker og danner meget let sociale relationer til os. Det betyder, at vi kan gøre rigtigt meget, der er ubehageligt for hunden, uden at de bliver farlige for os. Tænk på alle de hunde, der bliver behandlet hårdt, råbt ad, slået og misforstået i helt urimelig grad. Mange af de hunde vil stadig gerne være sammen med deres ejere, og selvom der helt klart er nogle af dem, der får alvorlige adfærdsproblemer, er der rigtig mange, der lever med at blive behandlet på den måde. Hvis en dyrepasser prøvede den strategi på f.eks. en tiger, ville det meget hurtigt gå galt. I gamle dage, før man for alvor begyndte at træne zoodyr, var man nødt til at bedøve dyrene, hver gang der var noget, der skulle ses på. Dyr er virkelig gode til at gennemskue, at der skal til at ske noget ubehageligt, og i løbet af meget kort tid, havde man dyr, der stressede og udviste aggressiv adfærd, når der skulle til at ske noget. Det kunne sprede sig, så dyrene også blev stressede, når dyrlægen f.eks. bare kom forbi anlægget.
Det er aldrig er uden risiko at bedøve et dyr, specielt et der måske er sygt. Det kræver ressourcer, både i form af penge og antallet af mennesker, der skal være til stede. Det kan derfor svare sig at lære f.eks. en tiger at være mere tillidsfuld og frivilligt at tilbyde adfærd, så en blodprøve f.eks. kan tages af dyrepasseren selv, uden at dyrlægen overhovedet behøver at være til stede.
Hvis en hund ikke vil have klippet negle, kan vi tvinge den – give den mundkurv på, lægge den på siden og bare gøre det. Bliver hunden aggressiv overfor os? Nogle gør, men mange hunde lærer med tiden at affinde sig med det. De bliver hjælpeløse. De ved, de ikke kan undslippe og holder op med at kæmpe. Det betyder ikke, at de har det godt med det. Et forsøg fra Fjord & Bælt på marsvin (dem der svømmer) viste, at selv om marsvinene så ud til at vænne sig til at blive taget ud af vandet for at blive håndteret, så faldt kortisolniveauet drastisk, da de begyndte at træne marsvinene til at tilbyde en halefinne til blodudtagning i stedet. Marsvinene havde lært, at de ikke kunne undslippe og holdt op med at kæmpe, selv om de stadig var lige stressede.
Jeg tror ikke, at den almindelig hundeejer har lyst eller evner til at bruge den tid, der er nødvendig for at få en hund til frivilligt at tilbyde en pote til negleklip/blodprøve, men det betyder ikke, at vi ikke kan gøre det mindre ubehageligt for vores hunde (og katte) at blive håndteret. Jeg har arbejdet en kort periode på en dyreklinik og har set virkelig mange hunde og katte være voldsomt stressede, fordi de skulle håndteres af enten mig eller en dyrlæge. Hvis din hund ikke kan lide at få klippet negle, så er det helt sikkert, at den ikke kan lide det bedre, bare fordi det er en dyrlæge/veterinærsygeplejerske/hundefrisør, der gør det. Det kan godt være, at den ser mere rolig ud, fordi den har lært, at den ikke kan undslippe, men det betyder ikke, at den synes, at det er rart! Jeg er i løbet af de sidste år begyndt mere systematisk at lære mine kursister at håndtere deres hvalpe/hunde, så hundene i det mindste er vant til det og reelt vænner sig til at blive håndteret, og jeg håber, at du, når du læser dette, lige vil tænke en ekstra gang over, om der ikke var noget, din hund ville have gavn af at få trænet. Og nu vil jeg så lige tage en negleklipper i hånden og træne en gang negleklip på frivillig basis med mine egne hunde.
Velkommen til bloggen
Her skriver Christina Ingerslev Karen Strandbygaard Ulrich og Karen Frost Knudsen
