Jeg deltog i foråret i en konference, hvor der også deltog en del zoodyrstrænere. I den forbindelse hørte jeg flere oplæg, der omhandlede det man i zooverdenen kalder husbandry-træning. Det handler kort og godt om at lære zoodyr frivilligt at tilbyde adfærd, der gør det muligt for dyrepasserne at tjekke deres sundhedstilstand. Her er nogle eksempler: Elefanter lærer at stikke en fod ud af en lem, så de kan få ordnet fødder. Søløver lærer at få dryppet øjne, så de kan blive behandlet, hvis det skulle blive nødvendigt. Tigre lærer at tilbyde deres ene forpote, så de kan blive injiceret med f.eks. bedøvelse. Det er alt sammen øvelser, som er vigtige for dyrenes helbred og velfærd, og der bliver brugt en del træningskrudt på at få lært de forskellige dyr disse færdigheder.
En del af snakken omkring, hvordan man træner zoodyr, handler om at opbygge et forhold til det enkelte individ, man træner. Ved at skabe positive associationer med det enkelte dyr, kan dyrepasseren skabe et tillidsforhold, der gør, at dyrene i en vis grad kan lære at tolerere procedurer, der ellers ville skræmme dem, eller som gør ondt på dem. Uden dette tillidsforhold, kan det være meget svært for en dyrepasser at få lov til at behandle dyr, der f.eks. er kommet til skade.
Et af de oplæg jeg hørte blev holdt af en erfaren zoodyrstræner, der havde overtaget en hund, der viste sig at have massive adfærdsproblemer. I begyndelsen af oplægget spurgte hun ud i salen, hvor mange af os der havde kæledyr derhjemme, som på en eller anden måde kunne betegnes som uopdragne/problematiske. Der var rigtig mange hænder, der gik i vejret. En anden oplægsholder bemærkede, at hun faktisk ikke selv havde trænet sin hund til frivilligt at tilbyde en pote til blodprøvetagning. Selv hos en gruppe af mennesker, som lever af at træne dyr til frivilligt at tilbyde håndtering, har de fleste ikke lært deres hunde og katte det. Jeg skal på ingen måde pege fingre – jeg har selv to hunde, hvoraf ingen af dem bryder sig spor om at få klippet negle. Det fik mig bare til at tænke, hvorfor er det, at vi (selv os der burde have viden og evner til det) ikke lærer vores hunde at tilbyde helt basale håndteringsøvelser frivilligt?
Jeg har ikke svaret, men jeg har gjort mig nogle tanker om det. En tanke er, at det er omkostningsfrit for os ikke at lære vores hunde at blive håndteret. I modsætning til zoodyr, kommer vores hunde til os med en enorm stor tillidskonto. Normale hvalpe er tillidsfulde overfor mennesker og danner meget let sociale relationer til os. Det betyder, at vi kan gøre rigtigt meget, der er ubehageligt for hunden, uden at de bliver farlige for os. Tænk på alle de hunde, der bliver behandlet hårdt, råbt ad, slået og misforstået i helt urimelig grad. Mange af de hunde vil stadig gerne være sammen med deres ejere, og selvom der helt klart er nogle af dem, der får alvorlige adfærdsproblemer, er der rigtig mange, der lever med at blive behandlet på den måde. Hvis en dyrepasser prøvede den strategi på f.eks. en tiger, ville det meget hurtigt gå galt. I gamle dage, før man for alvor begyndte at træne zoodyr, var man nødt til at bedøve dyrene, hver gang der var noget, der skulle ses på. Dyr er virkelig gode til at gennemskue, at der skal til at ske noget ubehageligt, og i løbet af meget kort tid, havde man dyr, der stressede og udviste aggressiv adfærd, når der skulle til at ske noget. Det kunne sprede sig, så dyrene også blev stressede, når dyrlægen f.eks. bare kom forbi anlægget.
Det er aldrig er uden risiko at bedøve et dyr, specielt et der måske er sygt. Det kræver ressourcer, både i form af penge og antallet af mennesker, der skal være til stede. Det kan derfor svare sig at lære f.eks. en tiger at være mere tillidsfuld og frivilligt at tilbyde adfærd, så en blodprøve f.eks. kan tages af dyrepasseren selv, uden at dyrlægen overhovedet behøver at være til stede.
Hvis en hund ikke vil have klippet negle, kan vi tvinge den – give den mundkurv på, lægge den på siden og bare gøre det. Bliver hunden aggressiv overfor os? Nogle gør, men mange hunde lærer med tiden at affinde sig med det. De bliver hjælpeløse. De ved, de ikke kan undslippe og holder op med at kæmpe. Det betyder ikke, at de har det godt med det. Et forsøg fra Fjord & Bælt på marsvin (dem der svømmer) viste, at selv om marsvinene så ud til at vænne sig til at blive taget ud af vandet for at blive håndteret, så faldt kortisolniveauet drastisk, da de begyndte at træne marsvinene til at tilbyde en halefinne til blodudtagning i stedet. Marsvinene havde lært, at de ikke kunne undslippe og holdt op med at kæmpe, selv om de stadig var lige stressede.
Jeg tror ikke, at den almindelig hundeejer har lyst eller evner til at bruge den tid, der er nødvendig for at få en hund til frivilligt at tilbyde en pote til negleklip/blodprøve, men det betyder ikke, at vi ikke kan gøre det mindre ubehageligt for vores hunde (og katte) at blive håndteret. Jeg har arbejdet en kort periode på en dyreklinik og har set virkelig mange hunde og katte være voldsomt stressede, fordi de skulle håndteres af enten mig eller en dyrlæge. Hvis din hund ikke kan lide at få klippet negle, så er det helt sikkert, at den ikke kan lide det bedre, bare fordi det er en dyrlæge/veterinærsygeplejerske/hundefrisør, der gør det. Det kan godt være, at den ser mere rolig ud, fordi den har lært, at den ikke kan undslippe, men det betyder ikke, at den synes, at det er rart! Jeg er i løbet af de sidste år begyndt mere systematisk at lære mine kursister at håndtere deres hvalpe/hunde, så hundene i det mindste er vant til det og reelt vænner sig til at blive håndteret, og jeg håber, at du, når du læser dette, lige vil tænke en ekstra gang over, om der ikke var noget, din hund ville have gavn af at få trænet. Og nu vil jeg så lige tage en negleklipper i hånden og træne en gang negleklip på frivillig basis med mine egne hunde.
Hold op hvor tiden flyver. Jeg har allerede haft min skønne hundehvalp i tre måneder! Jeg er ved at være godt skudt i hende, og hendes plads i mit hjerte vokser dagligt. Men jeg er stadig lidt i konflikt med mig selv mht. træning.
Dels har jeg haft afsindig travlt i den senere tid, så jeg har ikke haft meget overskud. Og overskud er man nødt til at have, når man træner hund – specielt når man træner med en hundehvalp. Når jeg så endelig har en halv time til overs, vil jeg ofte hellere bare gå en tur i skoven.
Dels lider jeg stadig af dårlig samvittighed overfor min voksne hund Lukka. Jeg bryder mig ikke om at lukke den ene hund væk for at træne med den anden, så det begrænser min træning væsentligt. Den ene hund er nødt til at kunne ligger stille og vente, mens jeg træner med den anden. Så faktisk er der RIGTIG meget af træningen, der ”bare” går med at træne Bliv med Zoe.
Og sidst men bestemt ikke mindst, synes jeg, der er rigtig mange dagligdagsting, sådan en lille hundehvalp skal lære. Som f.eks. IKKE at tygge i ens indbo, IKKE at spise blomsterne i staudebedet, IKKE at grave huller i græsplænen, IKKE at æde kosten når man fejer, IKKE at mase ud af døren, IKKE at trække i snoren, IKKE at gå ud på vejen, IKKE at æde hestepærer i skoven, at heste IKKE er store hunde der vil lege osv. Og alle de her IKKE’er skal man være lidt på forkant med, når man kun træner positivt.
Forleden mødte jeg en dame i skoven, der kiggede på Zoe og spurgte mig: ”Hvad kan den?”
”Hmm… ikke rigtig noget” måtte jeg skamfuldt erkende. Pinligt tænkte jeg! At jeg, der har en af landets dygtigste lydighedshunde, også har en fem måneder gammel hundehvalp, som ikke kan noget som helst.
I går mødte jeg en anden dame, der spurgte mig: ”Hvad har den lært?”
Hmm… Zoe har faktisk lært rigtig, rigtig meget, når jeg tænker over det:
De fleste af de store IKKE’er er ved at være udryddet. Og den daglige omgang med hende er en sand fornøjelse. Jeg nyder at have en dejlig, velopdragen og harmonisk hundehvalp, og det er hun virkelig. Derudover er vi i gang med forskellige små tricks og den spæde startindlæring på fri ved fod. Zoe har lært håndtarget, hagetarget og potetarget, løbe ”rundt om”, return to sender, fristeøvelser, holde på en apport mm. Alt sammen bittesmå delmomenter, der stille og roligt skal udvides og senere sættes sammen til noget ”rigtigt”.
Men jeg har ikke travlt. Jeg skal ikke nå noget. Zoe skal nok blive en dygtig lydighedshund, når hun bliver voksen.
Som en klog dame engang sagde til mig: Barndommen er meget, meget vigtig – også for en hundehvalp!
Så er jeg kommet hjem fra en super fantastisk, men også hård uge med præsentationer, der omhandlede alt muligt omkring dyr og det at holde dyr. Jeg har hørt præsentationer om træning af alligatorer, studier af synet hos flagermus (de kan faktisk se en del), forskellige måder at berige diverse dyrarter holdt i fangenskab, adfærdsproblemer hos reptiler (og jo, de kan også få adfærdsproblemer), fugletræning af diverse arter fra papegøjer til rovfugle, empowermenttræning af en elefant (det var ikke det, de kaldte det, men det var det, det var) og meget, meget mere. Derudover har konferencen budt på super besøg i København Zoo, Den Blå Planet og Odense Zoo, hvor vi har set en masse forskellig træning. Jeg vil kort beskrive en af de præsentationer, der virkelig rørte mig. Jeg har ingen billeder af præsentationen, da jeg var helt tryllebundet igennem hele præsentationen. Denne præsentation endte da også med at vinde ABMAs Impact award.
Titlen var: “Positive reinforcement as a replacement of the antique training methods at Elephant camps in Asia” og blev holdt af Dr. Gerardo Martinez. Han er dyrlæge og arbejder med elefanter i bl.a. Thailand. Han fortalte sin historie om, hvordan han (næsten ene mand) har vendt mahutters måde at arbejde med elefanter på i Asien. Han begyndte sin præsentation med at vise billeder af de skader, han normalt behandlede hos elefanter. Det var dårlige fødder (som åbenbart er et stort problem for elefanter – også i fangenskab) og sår efter mahutternes stave, hvilket var hårdt at se på. Det er utroligt svært at behandle fødder på en elefant, der ikke har lyst til at blive behandlet, selv med brug kæder osv. Dr. Martinez viste en video af, hvordan nogle mahutter forsøger at få en elefants fod op på en træstup vha. kæder omkring benet. Lad mig sige, at det tog et godt stykke tid og var absolut ikke smertefrit. Dr. Martinez besluttede sig for at prøve at ændre den måde, han behandlede elefanterne på. Han fandt en måde at få finansieret en træningsvæg, så han kunne komme til at behandle elefanterne på en mere sikker måde. Træningsvægen er en stålkonstruktion bestående af to sider, hvor der er åbninger i forskellig højde og brede, så elefanten kan få f.eks. fødder igennem. Det lykkedes for ham at skaffe pengene og få træningsvæggen bygget, og som han sagde med et billede af ham selv siddende foran væggen, så var det bare at vente på en mahut og en elefant, der ville være med. Efter et stykke tid var der en enkelt mahut, der blev tilstrækkeligt nysgerrig og dukkede op. Dr. Martinez targettrænede elefanten med mahutten siddende på god afstand og med armene over kors. I løbet af meget kort tid, kunne elefanten stikke alle fire fødder igennem et hul i væggen og få ordnet dem. Efterhånden kom der flere mahutter og elefanter til, og langsomt blev mahutterne mere og mere nysgerrige. De begyndte at stille spørgsmål til træningen og blev mere og mere interesserede i, hvordan Dr. Martinez trænede elefanterne. Han begyndte at undervise dem i, hvordan han trænede, og langsomt men sikkert begyndte de selv at træne deres elefanter på denne måde. De begyndte at konkurrere om, hvem der kunne træne deres elefant til en udføre en adfærd hurtigst, og billedet skiftede til et, hvor det er Dr. Martinez, der sidder på afstand og ser på, at mahutterne selv træner deres elefanter.
Ordet spredte sig, og sponsoreret af bl.a. flere elefantorganisationer, kom der flere og flere mahutter til fra mange forskellige steder og lande. De lærte alle, hvordan de kunne bygge en sikker træningsvæg og begynde targettræning af deres egne elefanter. De der kommer, får alt betalt til rejse, ophold mv. Targettræning af elefanter har nu med Dr. Martinez’ hjælp (og sikkert også en del andre) spredt sig over flere lande. Præsentationen var gennemført fantastisk. Selvfølgelig pga. indholdet, men også alle de billeder og videoer vi fik lov til at se, der gjorde et stort indtryk. Alle deltagere endte med at have fugtige øjne, og Dr. Martinez fik stående applaus. En skotsk dyrlæge jeg talte med senere fortalte, at hun havde været i en af de lejre, hvor Dr. Martinez har trænet mahutter, og i de fem dage hun var der, havde hun ikke en eneste gang set en mahut slå sin elefant eller så meget som hæve stemmen. Det var og er en fantastisk historie om, hvordan positiv træning har spredt sig i den ellers meget traditionsbundne måde at træne elefanter i Asien.
ABMA er en organisation, der er åben for alle, der beskæftiger sig med dyr på en eller anden måde.
Dag 2 bød på et super besøg i København Zoo. Konferencen handler og træning og berigelse, så København Zoo havde stablet en masse træning på benene. Jeg fik set en hel masse træning bl.a. af chimpanse, ponytræning inkl. agility og…
Isbjørn
Brun bjørn
Søløve
Ugle
Derudover var der en masse berigelse, bl.a. tasmanske djævle som fik en hel ged.
Og tigerne som har fået en 7 m høj pæl, de skal klatre op af for at hente deres kød.
Jeg var imponeret af træning. Det er så fedt at se den ro dyrepasserne udviser når de træner. Det her er jo ofte vilde dyr der bliver trænet og noget helt andet end vores domesticerede hunde.
Vi endte dagen på den blå planet hvor vi så havoddertræning og fik lov til at vandre rundt og se for os selv.
Bag forkortelsen ABMA gemmer organisationen Animal Behavior Management Alliance sig, der i disse dage afholder deres årlige konference. For første gang er det i Danmark, og jeg er med. Konferencen henvender sig bredt, men det er mest Zoo-folk, der er med, og så er vi nogle enkelte hundemennesker. I går var den første dag med oplæg, og jeg vil lige give et hurtigt rids over, hvad vi hørte om.
Konferencen åbnede med et oplæg fra Ken Remirez, som gav et historisk perspektiv på det at træne dyr. Lige fra kejsere og faraoer for tusindvis af år siden begyndte at have eksotiske dyr, har der været en eller anden form for træning. I løbet af 1960’erne kom der en modstand mod dyr i fangenskab. Kritiske røster ville have forbudt dyr i cirkus, fordi de mente, at det var mishandling at have dyr til underholdning. Ken Ramirez fortalte, at en række studerende i England havde undersøgt forskellen mellem de dyr, der var i zoologiske haver, hvor man jo forsøgte at give dyrene så naturlige leveforhold som muligt og så cirkus, hvor dyrene blev trænet, hvilket blev betragtet som uværdigt. Det er meget muligt, at trænerne i cirkus har været alt andet en gode ved deres dyr, men kritikerne valgte at have fokus på træning. Undersøgelserne viste, at de dyr der var i cirkus havde det langt bedre, end de der var i zoologiske haver. De trænede dyr var sundere på flere forskellige parameter.
Det er en sød historie, som har et meget vigtigt budskab. Træning kan og bør være med til at øge alle dyrs velfærd.
Et meget interessant oplæg handlede om høns. En phd-studerende fra USA havde undersøgt, hvorvidt høns ville foretrække træning frem for at få maden serveret frit. Hun havde gjort sig nogle gode tanker og havde testet det via tre forskellige præferencetest. Hun fandt ud af, at hønsene generelt hverken foretrak det ene eller det andet og havde i begyndelsen været skuffet over resultatet, men som hun konkluderede, så kan man også vende det om og sige, at da de var ligeglade, så er træning (klikkertræning) i hvert fald ikke aversivt. Hun fortalte selv, at der var en række fejlkilder, men undersøgelsen var alligevel interessant.
Et sidste oplæg, jeg lige vil fortælle om, er meget hunderelevant. Det blev holdt af en østrigsk pige og handlede om hendes træningsprotokoller for at træne hunde, der kan alarmere, hvis ejeren har for højt eller lavt blodsukker, altså en slags diabetes-hund. Det var super interessant, og vi var en del tilhørere, der måtte knibe en lille tåre, da en vi så billeder af alle de primært børn, hundene kom ud til.
I dag skal vi alle samme til København Zoo og se en masse træning – mere om det senere.
Jeg sidder og forbereder mig til min næste undervisning på vores adfærdsrådgiveruddannelse. Et af de emner, vi skal behandle, er følelser hos dyr og selvfølgelig hos hunde. Det er et meget spændende emne, som længe har interesseret mig. For nyligt havde SEA arrangeret et super spændende foredrag med svenske Per Jensen, som bl.a. har skrevet en bog der hedder: Hunden som skäms. Lige nu læser jeg Marc Bekoff: The Emotional Lives of Animals, der også findes i en norsk version. Tidligere har jeg bl.a. læst For the Love of a Dog af Patricia McConnell, som jeg synes er helt fantastisk. Jeg har materiale til flere indlæg om emnet, men ville først lige inspirere jer med lidt litteratur. Bekoff er også kendt for sin forskning i hundes legeadfærd og for dette citat:” Dogs that play together, stay together”, som viser hans fine pointe om, at hunde leger for at have det sjovt sammen og samtidig lære sociale færdigheder. Bekoff beskriver også, hvordan der nu i forskningskredse endelig er konsensus omkring, at dyr også har følelser!!! For mig er det fuldstændig uforståeligt, at dette overhovedet har kunnet være til diskussion. Alle der har med dyr at gøre ved, at dyr selvfølgelig har følelser, ligesom os mennesker. Vi mennesker er ikke dumpet ned fra en anden planet helt isoleret fra alle andre dyrs udvikling, men hænger udviklingsmæssigt så meget sammen med masser af andre pattedyr, at der efterhånden ikke er særlig mange forhold, der gør mennesker unikke.
Når vi kikker på læringsteorien og klikkertræningen, var der tidligere en tendens til at betragte hundens indre som en “black box”, som vi ikke behøvede at kigge ind i, da det kun var interessant at se på, hvad hunden faktisk gjorde. Moderne klikkertræning synes selvfølgelig, at det er interessant at kigge ind i hunden på mange måder. En af måderne er at blive klogere på det, der kaldes kognitiv etologi, som bl.a. handler om, hvad dyr tænker og føler. Følelser giver den stærkeste motivation for at handle på den ene eller den anden måde. Følelser hænger helt grundlæggende sammen med læring, fordi følelser af velbehag får os til at nærme os til andre og giver mere adfærd, mens følelser af ubehag leder til, at vi tager afstand, bevæger os væk eller undgår ting eller situationer. Basale følelser som frygt eller glæde styrer derfor en stor del af vores liv, ligesom det styrer hundenes liv. Helt grundlæggende ville hverken vi eller dyr kunne lære basale ting, uden at kunne føle velbehag eller ubehag.
Forleden fik jeg spørgsmålet: Hvad er det med ham der Cesar Milan – hvorfor kan du ikke lide hans metoder, han får da hundene til at gøre det, som han vil have? Jeg forklarede mit synspunkt på sagen og tænkte at, ja set udefra, får han hunden til at “gøre” noget, som måske kan se ud som det ønskede resultat. Hunden holder op med det ene eller det andet, og så tænker folk måske – er problemet så ikke løst??
Nej, mener jeg, for jeg er jo interesseret i, hvordan resultatet ser ud og føles fra hundens synspunkt. Jeg er interesseret i, at hunden er glad og tilfreds, når den gør det, som jeg træner på. Jeg er interesseret i den følelse, hunden har under træningen og efter træningen. Vi kan alle sammen blive vrede og skælde ud i situationer, hvor vi er bange, afmægtige eller frustrerede. For mig er det noget helt andet at bruge tvang som en bevidst træningsstrategi for at nå et mål uden at bryde sig om, hvad dyret føler. Ja, vi kan få en gris til at gå op i en grisetransport ved at bruge en strømstav, men det tager ekstremt kort tid at lære den at gå efter en targetstick og få det samme resultat, nemlig at grisen flytter sig, men nu med en helt anden følelse. Derfor er spørgsmålet for mig ikke, hvad man kan gøre, og hvad man kan får dyr til. Spørgsmålet for mig er hvad dyret føler, mens det gør det.
