Hvor meget af alt det, vi går og siger til vores hunde, forstår de egentlig? Nu tænker jeg ikke på diverse kommandoer hverken til træning eller i dagligdagen men mere på længere sætninger. På ”forklaringer”. Giver det mon mening for hunden, hvis vi bruger lidt tid på at fortælle den noget?
For nogle år siden, skulle min familie og jeg på ferie i udlandet, hvor vi ikke kunne have hundene med. Dagen inden ferien, kørte vi ud for at aflevere dem hos min mor, blev der en time og ville så køre hjem igen. Min ene hund Lukka, der er ultra sensitiv og MEGET mor-glad, veg ikke fra min side. Hun kunne sikkert godt fornemme et eller andet og ville selvfølgelig meget gerne med hjem igen. Da vi alle var samlet ude i gangen, satte jeg mig ned på gulvet og forklarede Lukka, at vi skulle et sted hen, hvor hun ikke kunne komme med, at hun skulle blive hos min mor sammen med Thekla (vores anden hund), at min mor selvfølgelig ville passe rigtig godt på dem, give dem god mad, gå lange ture osv. Og at vi ville komme igen om en uge og hente dem. Lukkas reaktion var lige til en Disneyfilm. Hun kravlede op på mit skød, lagde forpoterne på mine skuldre og puttede hovedet tæt ind til min hals. Så sad vi der et par minutter, hvorefter hun helt af sig selv ganske langsomt gik ned fra mit skød og satte sig hen ved siden af min mor. Hele familien stod med blanke øjne og kunne næsten ikke tro, hvad de lige havde været vidne til.
Forstod Lukka virkelig alt, hvad jeg havde sagt til hende?
Hun er som sagt ekstremt sensitiv. Der er rigtig meget, hun ikke bryder sig om. Bl.a. kan hun ikke fordrage, når andre hunde er i fleksliner. Dem kan man jo blive viklet ind i!!! Adrk… hvor modbydeligt. For nylig skulle jeg holde min unge hund i ro et par dage p.g.a. en skade og var nødt til at lufte hende i fleksline. Jeg gik en tur i skoven med begge hunde. Lukka fri og Zoe i line. Men Lukka fik intet ud af turen. Hun nægtede at overhale Zoe med den farlige fleksline. Gik nedtrykt lige bag ved mig som en lille skygge og lavede ikke så meget som en tissetår. Jeg forsøgte utallige gange at få hende til at løbe foran mig. Sagde alle hendes yndlingsord som ”Afsted”, ”Fremad”, ”Tootsie” (min fars papegøje, der normalt tænder hende totalt af), men intet hjalp. Jeg synes ærlig talt, det var spild af tur og blev mere og mere irriteret. Til sidst stoppede jeg helt op, vendte mig rundt og så på Lukka. Så forklarede jeg hende stille og roligt, at hun måtte bestemme, hvilken vej vi skulle gå. At hun skulle gå forrest og vise vejen, så ville Zoe og jeg følge efter. Vupti så sprang Lukka af sted. Løb 20–30 m foran os i sprudlende humør hele resten af turen.
Disse eksempler har jeg efterhånden rigtig mange af. Jeg har også brugt det i min træning. Hvis jeg ikke har kunnet vise hende, præcis hvad jeg ville have hende til, har jeg forsøgt at forklare det i stedet for, og mange gange har det rent faktisk hjulpet. Ikke altid selvfølgelig, men ofte. Ligesom jeg inden en konkurrence kan finde på at sidde og sludre lidt med hende, fortælle at det eneste jeg ønsker er, at vi skal have det sjovt. At jeg ved, hun gør det bedste, hun kan, og at jeg er super glad for alt, hvad hun gør. Og sikken fest vi så har.
Er det mon Lukka, der er helt speciel?
Som skrevet ovenfor har min unge hund Zoe lige været skadet. I den forbindelse skulle jeg lave forskellige strækøvelser med hende. Men det var der åbenbart delte meninger om! Zoe blev ved med at trille om på ryggen og insistere på at blive kælet på maven. Hun er en lille ledløs loppe, der virkelig kan sno sig, så strækøvelserne var helt umulige at gennemføre. Få øjeblikke inden jeg fik et føl på tværs (!), tog jeg en dyb indånding og kom i tanke om en anden mulighed for at få hende til at samarbejde. Jeg forklarede hende på den kærligste måde, at hvis hun lå helt stille og lod mig lave tre stræk frem og tre stræk tilbage på alle fire ben, så kunne vi nusse mave og spise en masse guffer bagefter. Som ved et trylleslag lå hun musestille, først på den ene side og derefter på den anden side mens jeg strakte hendes ben ud.
Jeg bliver lige forbløffet, hver gang det sker. Forstår hundene virkelig alt, hvad vi siger til dem? Eller er det energien i ordene, de opfanger? Det er i hvert fald mere end bare tonen. Vi kender alle det med at forlade hunden og sige ”Du skal blive hjemme. Jeg kommer snart igen”, og så ser hunden helt ulykkelig ud. Men eksemplerne ovenover er alligevel noget andet, synes jeg. De viser virkelig en forståelse for det, der rent faktisk bliver sagt.
Jeg er meget nysgerrig på, om der er andre, der har oplevet noget lignende…
I mit arbejde med undervisning i mange forskellige regi, med adfærdsbehandling og i min egen træning og udveksling med andre om træning, bliver jeg konstant mindet om, hvor vigtigt det er at arbejde med grundtræning af vores hunde, før vi går i gang med at arbejde med de mere avancerede øvelser. Ideen om grundtræning er en af mine kæpheste, og for mig er det af afgørende betydning, at vi klæder vores hunde godt på til at kunne indgå i en samarbejdsrelation med os – uanset hvilken retning hundens videre uddannelse skal tage.
Ved at arbejde med grundtræning, lærer vi vores hunde den systematik, eller de regler om man vil, som vores træning er baseret på. Hvis hunden ikke kender træningslegens systematik eller mangler nogle grundlæggende kompetencer, kan vi ikke forvente, at den er i stand til at løse de opgaver, vi stiller den. Som jeg ser det, er grundtræningen det fundament, som vores videre træning bygger på. Den indeholder de redskaber, som hunden har brug for, når vi skal uddanne den inden for et givent område. Når vi skal lære at læse, lærer vi først alfabetet og derefter at læse korte ord. Derfra kan vi lære at læse sætninger og efterhånden mere sammenhængende tekst. Hunden har også brug for at lære sit alfabet at kende, dvs. den skal tilegne sig nogle grundlæggende kompetencer, som gør den i stand til at indgå i samarbejdet med os i træningen, når vi ønsker at lære den de øvelser, der indgår i den form for træning, vi har valgt at arbejde med.
Jeg har i mange år haft den tanke, at meget hundetræning begynder det forkerte sted. Fokus er på de færdige øvelser i hundens tidlige træning i stedet for på at lære hunden nogle underliggende kompetencer, der gør det let for den at indgå i samarbejdet og på sigt lære de mere avancerede øvelser. Hundetræning består et langt stykke hen ad vejen af koncepter, og i grundtræningen kan vi lære hunden nogle brugbare koncepter, der vil gøre den videre træning lettere for både hund og træner.
Tjek-ind konceptet lærer hunden selv at vælge træningen og træneren til og dermed at fravælge forstyrrelser i omgivelserne. Det er en forudsætning for, at vi har en hund, der har lyst til træningen og ikke lader sig distrahere af omgivelserne.
Konceptet at lege med træner med legetøj lærer hunden, at samvær med træneren har høj værdi. Det styrker de sociale bånd mellem menneske og hund, og det giver os samtidig en fantastisk mulighed for at benytte leg og legetøj som belønning i træningen.
Konceptet at byde ind med adfærd og variere adfærd er helt centralt, hvis vi ønsker en hund, der tænker selv og er en aktiv deltager i indlæringsprocessen. Det klæder hunden på til at arbejde med shaping, hvor vi netop har brug for, at hunden prøver sig frem, når vi tilbageholder markør og belønning, når vi hæver kriterier. Uden denne kompetence ender vi ofte med en hjælpeafhængig hund, der bliver stresset og enten melder sig ud af træningen eller kører op i en spids, når den ikke kan finde ud af, hvad den skal gøre for at få sin belønning. Initiativtræningen balanceres med rotræning, så vi har styr på både aktivitet og ro i træningen.
Vedholdenhed som koncept hænger tæt sammen med det at tilbyde og variere adfærd, men det kan også betragtes som en separat kompetence, som vi kan lære hunden tidligt i dens uddannelse. Når hunden lærer at være vedholdende, vil den være godt rustet til at klare nye udfordringer, hvor den skal prøve sig frem og ikke får belønning for alle sine forsøg. Uden vedholdenhed er der stor sandsynlighed for, at hunden giver op, når den ikke lige kan knække koden til en ny type opgave i træningen.
Targeting er for mig et af de absolut vigtigste redskaber og koncepter i træningen. I grundtræningen lærer hunden de basale targetøvelser, snudetarget og potetarget, og det at fastholde targetadfærd. Targettræning tjener i min optik flere formål. Det styrker hundens forståelse af at byde ind med adfærd, og det er et fantastisk godt redskab til at igangsætte indlæring af nye øvelser. Når hunden har forstået det grundlæggende koncept med targeting, ”rør ved genstanden og fasthold kontakten indtil markørsignalet bliver præsenteret”, kan vi udvide med en lang række andre targetøvelser, som kan bruges i hundens videre uddannelse.
Frivillig selvkontrol er et koncept, der er en forudsætning for, at hunden kan koncentrere sig om træningen og ikke have ”tunnelsyn” på belønningerne. Samtidig øger det hundens evne til at holde fokus på træneren og kunne ignorere forstyrrelser og fristelser i omgivelserne. Uden denne kompetence oplever mange trænere, at hunden er meget fokuseret på belønningerne eller på spændende indtryk i omgivelserne og ikke kan koncentrere sig om selve opgaven i træningen.
Kropskontrol og kropsbevidsthed er forudsætningen for træning af rigtig mange øvelser. Uden grundlæggende træning af en række motoriske færdigheder og en bevidsthed hos hunden om, hvad den gør med sin krop, er det ofte svært at indlære nye øvelser i hundens videre træning.
Der er mange flere koncepter i hundetræning, som vi indlærer, når hunden har lært træningens helt grundlæggende systematik at kende. Det gælder f.eks. at blive på stedet, at samle en genstand op og holde fast på den eller at følge en dirigering.
Hvis vi tager de analytiske briller på, når vi arbejder med træning, oplever jeg, at træningsproblemer i mange tilfælde snarere handler om manglende grundtræning end om metode mht. indlæring af en given øvelse. Hvis hunden mangler nogle af de grundlæggende kompetencer, vil det være svært at lære den en mere avanceret øvelse, selvom den metode, der bliver anvendt, er rigtig god. I den slags tilfælde er den mest effektive strategi at gå tilbage i træningen og styrke de områder, hvor hunden mangler de grundlæggende kompetencer og derfra at arbejde videre med indlæringen af den ønskede øvelse.
Da jeg fik ny hund i slutningen af 2014, var mit træningsmæssige mål i første omgang konkurrencelydighed. Men før jeg ville gå i gang med det, skulle grundtræningen være på plads. Den første del af min træning med Joey handlede derfor om de forskellige koncepter i grundtræningen. Som jeg tidligere har fortalt om her på bloggen, kom der nogle gevaldige bump i vejen for mine planer om at arbejde med konkurrencelydighed, da Joey blev opereret for ledmus i begge albuer 11 måneder gammel og skulle igennem en lang periode med genoptræning. Det, der er interessant i denne sammenhæng, er, at det har vist sig, at Joeys grundtræning har dannet et fantastisk udgangspunkt for al den træning, som jeg har arbejdet med i de fem måneder, der er gået siden hans operation. Jeg har gjort fysioterapien til samarbejdstræning, vi har arbejdet med en masse kropskontrol og en lang række samarbejdsøvelser, der både har fungeret som mental stimulation og som relevante redskaber for fysioterapien, og vi har arbejdet med små momenter af lydighedstræningen. Alt sammen med afsæt i den grundtræning, jeg havde givet Joey i de første måneder, hvor mit fokus fremadrettet var på konkurrencelydighed. Uden den grundtræning ville det ikke have været så ukompliceret at skifte spor og have fokus på en lang række øvelser, der er helt anderledes, end dem jeg normalt har arbejdet med i min træning.
I sidste uge var jeg ved at forberede et oplæg til et af vores instruktørhold om emnet undervisning. Et af punkterne i oplægget var, hvad man som instruktør observerer, når man står overfor en kursist. For mig er en noget af det vigtigste som det første at tjekke, hvordan både hund og ejer har det rent følelsesmæssigt. Har de det godt, og er de i balance? Hvis ikke, påvirker det jo i høj grad den måde, de samarbejder på og det samspil, der opstår i træningssituationen. For mig er det uetisk at træne med en hund, der er i ubalance rent følelsesmæssigt, det kunne eksempelvis være hvis hunden er bange for noget eller oplever ubehag i træningen.
Forleden så jeg nogle få klip fra en udsendelse på DR om en cirkuselefant, der gik amok. Jeg så ikke hele udsendelsen, men jeg så en beskrivelse af, hvordan elefanttrænerne knækkede elefanten psykisk bl.a. med voldsom afstraffelse for at få den til at arbejde i cirkus. Til sidst gik elefanten amok, med voldsomme konsekvenser til følge. Jeg så også for noget tid siden dokumentaren Black Fish om spækhuggere og de voldsomme overgreb, de udsættes for. Alt sammen for at der er nogle mennesker, der kan sidde og blive underholdt ved at se dyrene optræde. Efter min mening hører vilde dyr ikke hjemme i hverken cirkus eller i Seaworld. Der er alt for store følelsesmæssige omkostninger forbundet med dette.
Hvad har det med hundetræning at gøre, tænker du måske? Jo vi skal, efter min mening, være meget opmærksomme på de følelser, hunden har i træningen, så vi ikke gør hunden til en cirkuselefant i vores stræben efter, at den skal præstere til en konkurrence eller i den almindelige træning. Jeg ved, at vi kan træne hunde til at udføre de mest fantastiske træningsopgaver, hvis vi gør det med respekt for hunden og arbejder belønningsbaseret. Og her er det at tage hensyn til og forstå hvad hunden føler i alle træningssituationer noget af det vigtigste for mig. Den tekniske del af træning er oftest det, der er lettest at få styr på og få til at fungere. Det er måske også derfor, at mange fortsætter med at træne, selv om deres hund melder fra eller opfører sig lidt anderledes træningsmæssigt end sædvanligt. Det kræver nemlig en langt større opmærksomhed på hunden og erfaring med hundens reaktioner i forskellige situationer at registrere, hvordan den følelsesmæssige balance er lige her og nu. Det kræver også en instruktør, der er opmærksom på denne del af træningen og ikke bare leder efter konkrete tekniske løsninger på problemer, der har en følelsesmæssig oprindelse. Som en af de allerstørste dyretrænere og min læremester i den belønningsbaserede træningsmetode Bob Bailey siger: Pavlov is always on your shoulder. Det betyder, at hundens følelsesmæssige reaktioner i træningen altid overruler den operante del af træningen.
Nu er der nok nogen, der vil sidde og tænke over, hvordan det så er allermest hensigtsmæssigt at reagere i træningen, hvis hunden viser, at den ikke er i følelsesmæssig balance, mens vi træner med den. Lad os tage et eksempel: En person står og træner stillingsskift med sin hund. Hunden er af en eller anden grund blevet bange for noget, det kan være at ejeren har lydt lidt sur, hunden kan være bekymret for andre hunde på træningspladsen eller noget helt tredje, og reagerer derfor ikke på ejerens signaler. Hvad skal vi gøre i denne situation? Set ud fra mit synspunkt er der kun en ting at gøre, og det er at afbryde træningen og genskabe hundens følelsesmæssige balance, hvis det er muligt. Først når dette er på plads, kan vi genoptage træningen. ”Hov hov”, er der så nogen, der siger, ”så lærer hunden jo, at den kan slippe for træningen. Hunden skal lære, at den ikke bare “kan spille skuespil” og på den måde undgå træningssituationen.” Jeg lader lige billedet stå et øjeblik!!!
Jeg kunne simpelthen ikke være mere uenig! Hunde spiller for det første ikke skuespil, de er altid ægte og klare i deres adfærd. Det er bare ikke altid, at vi kan forstå dem, eller at vi har samme hensigter som hunden. For det andet, kan vi ikke belønne følelser, hvis vi kunne ville det være ultra let at lære hunden ikke at være bange. Hundens adfærd skyldes et ubehag i situationen og er ikke en bevidst handling, som hunden prøver af for at undgå træningssituationen. Hunden føler et ubehag og trækker sig eller dæmper sig på grund af ubehaget. Hvis vi i stedet for at tvinge hunden til at blive i træningssituationen, stopper træningen, så lærer hunden på denne måde, at den altid kan have tillid til os, fordi vi er opmærksomme på, hvordan den har det, og at vi tager hensyn til, at dens følelsesmæssige tilstand og reaktioner. Når vi reagerer på denne måde, får vi en hund, der har en høj motivation for at vælge træningssituationen og samarbejdet til, fordi forholdet til ejeren er baseret på gensidig tillid. Når hunden selv har et valg og frivilligt bliver i træningssituationen, så bliver hunden en aktiv medspiller, som ønsker at arbejde sammen med os, i stedet for alternativet hvor hunden bliver tvunget til at blive i træningssituationen. Så vi må hver især træffe valget, om vi vil lave vores hund om til en cirkuselefant, eller vi vil have et samarbejde, der bygger på respekt, tillid og forståelse. Vi kan nå de samme resultater på begge måder, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg vælger!
Velkommen til bloggen
Her skriver Christina Ingerslev Karen Strandbygaard Ulrich og Karen Frost Knudsen
