Hvalpetid
Så er det hvalpetid igen for mig. Jeg glæder mig (og har gjort det et stykke tid). Det er fire år siden, jeg sidst havde hvalpe, og jeg glæder mig til at have små hvalpe i huset igen.
Hanhunden, der skal være far til kuldet, er en hund, jeg har haft kig på i et par år. Han hedder Berry og er en velafbalanceret, rolig, men meget arbejdsvillig formel 1 hanhund! Han har lige debuteret i DKK’s eliteklasse og gør sig også inden for jagt. Så er han selvfølgelig sund og rask og ser godt ud! Det er ikke helt tilfældigt, jeg lister hans fortrin i den rækkefølge. For mig (og jeg håber også det gælder en masse andre, der opdrætter hunde) er temperamentet det vigtigste. En hund kan være lige så smuk og have vundet alt muligt, men hvis ikke temperamentet er i orden, kan det være lige meget. Det samme gælder selvfølgelig, hvis den ikke er sund og rask! Nu er Abby heller ikke så stor en hund (ca. 49 cm og knapt 24 kg), så rent størrelsesmæssigt skulle jeg også finde en hanhund, der ikke var alt for stor.
Jeg synes, det er fantastisk at have hvalpe, men overvejer det alligevel en del, hver gang jeg skal til det. Det første spørgsmål er altid, om min tæve er god nok til at lave et kuld hvalpe. Jeg hørte en gang en sige, at man kun skal lave hvalpe, hvis man føler, at ens hund kan bidrage med noget godt til racen. Jeg synes faktisk, at det er en super god overvejelse at have. Har min hund det rette temperament? Er den sund og rask? Man skal overveje, om der er noget omkring ens hund, der gør, at dens gener egner sig til at blive give videre i avlen. Hunde, der er frygtsomme, er i min verden diskvalificerede som avlshunde – og det uanset årsagen til, at de er bange. Det skyldes den mængde data, der tyder på, at frygt har en stor genetisk komponent. Man kan ret nemt selektere for frygtsomhed. Han man en hund, der er bange for f.eks. fyrværkeri, så har den hund formodentlig også større sandsynlighed for at give de frygtsomme gener videre. Og der er ingen grund til at give andre mennesker flere problemer med deres hund end højst nødvendigt. Det er også derfor, det er så vigtigt, at man som opdrætter gør rigtigt mange ting for at forberede hvalpene så godt som muligt til deres nye liv (mere om det senere – jeg kommer af sporet). Den hund man vælger at avle på skal selvfølgelig også være sund og rask. Ingen hunde er perfekte, så det handler om at se på de kvaliteter, ens hund har og så finde en hund, der komplementerer de sider.
Abby er en rimelig aktiv hund, følsom (på den fede måde) og den største kælegris nord for Alperne. Hun kører højt, når hun arbejder (specielt som unghund, var det noget, jeg skulle være meget opmærksom på), men er helt rolig hjemme og kan sagtens klare stille dage hjemme uden at begynde at kravle på væggene. Hun er den første af mine hunde, der i den grad opfatter min ros som en stor belønning, hvilket jeg synes er en fantastisk kvalitet. Det gør bare træning og konkurrencer lettere, fordi jeg altid kan belønne hende. På grund af hendes størrelse, var en formel 1 han min eneste overvejelse. En gammeldags labrador på 40 kg ville være synd for hende. Mest i forhold til parringen, men jeg vil også gerne have nogle virkelig gode arbejdshunde ud af kuldet.
Berry er en utrolig velafbalanceret hanhund. Han kan med andre hunde og er ikke overdrevent interesseret i tæver. Jeg trænede sammen med Susanne, Berrys ejer, nogle uger efter parring, og Berry kunne sagtens arbejde, selvom Abby var der, og vi kunne også have dem løs sammen, uden at han var påtrængende. En meget tændt hanhund kunne måske give lidt for meget energi. Selvom vi gerne vil have energi, når vi f.eks. træner, er det ikke det samme som, at vi har lyst til at leve med det energiniveau i hverdagen. Berry er tændt – men ikke overtændt – når han arbejder og rolig og imødekommende, når han ikke er på.
Abby er sat til at skulle føde omkring d. 16. juli, og der er formodentligt 6-7 hvalpe. Ikke alle hvalpe er afsat endnu, så er du interesseret i en arbejdslabrador, eller kender andre, der er, så kontakt mig gerne (karen@hundogtraening.dk).
