Når vi taler om generalisering i forbindelse med hundetræning, tænker vi som regel enten på generalisering i forhold til miljøet, hvor hunden lærer at udføre en given adfærd i mange forskellige miljøer, eller på generalisering i forhold vores signaler, hvor hunden lærer at forstå, at selvom vores signaler kan variere lidt i form og intensitet, så betyder de det samme.
Ud over disse former for generalisering, er der endnu et element i vores træning, hvor generalisering har stor betydning, hvis vi vil have mest muligt ud af træningen. Det drejer sig om konceptgeneralisering. Når vi bygger hundens træning op på systematisk vis, er træningen et langt stykke hen ad vejen baseret på koncepter, dvs. øvelser hvor hunden lærer et grundlæggende princip. Vi lærer hunden konceptet ved at træne øvelser, hvis centrale element netop indeholder det ønskede koncept. Vi kan f.eks. lære hunden at tilbyde adfærd og at variere sin adfærd ved at træne initiativøvelser som ”101 ting med en papkasse” eller ”frit initiativ”. Eller vi kan lære hunden konceptet i belønningskontrol ved at træne fristeøvelser, hvor hunden giver mentalt slip på belønningen og samarbejder for at få adgang til belønningen.
Indlæringen af selve konceptet foregår således ved, at vi træner en række øvelser, der er centreret omkring det samme centrale koncept, f.eks. at hunden tilbyder adfærd og varierer sin adfærd, når vi giver den mulighed for at prøve sig frem. Men hvis vi stopper træningen her, kan vi ende med, at hunden kun har forstået konceptet i en smal kontekst, nemlig i de øvelser vi har trænet. Hvis vi skal have fuld effekt af koncepttræningen, skal vi have generaliseret konceptet, så hunden kan anvende den centrale færdighed i mange forskellige situationer. Målet med de koncepter, der udgør hundens grundtræning, er netop, at de kan anvendes bredt i hundens uddannelse.
Når vi lærer hunden at vise initiativ og prøve sig frem, er målet ikke i sig selv, at vi kan lave øvelserne ”101 ting med en papkasse” eller ”frit initiativ”. Målet er, at hunden kan udvise initiativ og prøve sig frem, når vi arbejder med alle de øvelser, der indgår i hundens uddannelse. Det at tilbyde adfærd og prøve sig frem, når vi tilbageholder markørsignalet, er en helt central færdighed, når vi arbejder med shaping. Hvis hunden ikke har lært konceptet at vise initiativ, og hvis konceptet ikke er generaliseret, så det kan anvendes udenfor de oprindelige øvelser, mangler vi den helt centrale præmis for at kunne arbejde med frivillighed i træningen.
På samme måde kan vi se på andre koncepter i hundens grundtræning. Når vi først træner kontakt, træner vi øvelser som ”tjek ind”, ”slip belønningen” (også kendt som yogaøvelsen) og ”godbids return to sender”. Med generalisering bliver disse øvelser en helt central forudsætning for, at hunden tilbyder kontakt, at den kan abstrahere fra forstyrrelser i omgivelserne, og at den kan vende tilbage til træningen, efter den har spist en kastet godbid. Uden generalisering mangler vi den første forudsætning for træning, nemlig at hunden vælger os til og fravælger forstyrrelser i omgivelserne.
Når vi træner fristeøvelser, lærer vi hunden konceptet at give mentalt slip på en belønning for at få adgang til den. Igen er det primære mål ikke, at vi kan lave de forskellige fristeøvelser. Målet i det store perspektiv er, at vi kan overføre hundens forståelse af konceptet i fristeøvelserne, der går ud på, at hunden har selvkontrol og kan tilbyde adfærd for at få adgang til belønningerne, til alle aspekter af vores træning. Når konceptet er generaliseret, er det ikke kun de enkelte fristeøvelser i den smalle kontekst, hunden kan udføre, men vi kan arbejde med fristeøvelser som et redskab til indlæring af nye øvelser, vi kan arbejde med udlagte belønninger og med synlige belønninger, alt afhængigt af hvad der er mest konstruktivt i den enkelte situation. Vi kan også bruge konceptet selvkontrol i de mange situationer i hverdagen, hvor vi gerne vil have hunden til at forholde sig i ro, før den får adgang til en attraktiv aktivitet, f.eks. at løbe løs, hilse på mennesker eller hunde, komme ud ad døren for at gå tur osv.
På samme måde kan targetøvelser, med generalisering, blive fantastiske redskaber i vores videre træning. Targeting er nok et af de mest alsidige hjælpesignaler, vi kan anvende i træningen. Hvis vi vænner hunden til, at vi kan bruge de grundlæggende targetøvelser i mange forskellige situationer, er øvelserne meget værdifulde for vores træning. Hvis hunden kun kan udføres øvelserne i en bestemt og ganske smal kontekst, er de ikke meget værd for træningen i et større perspektiv.
Der er meget stor forskel på, hvad vi får ud af grundtræningens koncepter, afhængigt af om vi arbejder med eller uden generalisering af koncepterne. Uden generalisering har vi lært hunden nogle øvelser, der fungerer i en smal kontekst. Med generalisering har vi lært hunden nogle brede koncepter, der fungerer i en langt bredere kontekst, og hvor de fungerer som selve fundamentet i vores videre træning med hunden.
Processen fra træning af de smalle øvelser til den brede konceptgeneralisering foregår, når vi tager færdighederne ud i nye træningsmæssige og øvelsesmæssige sammenhænge. Det foregår bid for bid som en trinvis proces, hvor hunden lærer at genkende og mestre koncepterne i mange forskellige sammenhænge. Konceptgeneralisering er en vigtig del af hundens uddannelse. Processen klæder hunden endnu bedre på til den videre træning og giver større mulighed for, at vi med vores hunde kan opleve de sublime øjeblikke, hvor forståelsen er til stede i kommunikationen mellem menneske og hund, og hvor tingene går op i en højere enhed i samarbejdet med vores skønne pelsvenner.
Min opfordring til dig, der har holdt ud helt til afslutningen af denne nørdede blog, er følgende: Stop op et øjeblik og overvej, om du træner smalt eller bredt, når du arbejder med koncepter i din træning.
Hunde har været en vigtig og integreret del af det meste af mit liv, både privat, som hobby og i de seneste 20 år som mit arbejde. Jeg elsker mit liv med mine hunde og mit hundeliv. Arbejdsmæssigt føler jeg virkelig, at jeg er landet på den rette hylde. Jeg brænder for mit stof, elsker at fagområdet er dynamisk med fortsat mulighed for ny læring og udvikling, og jeg elsker at formidle til engagerede mennesker, der også er ”bidt af en gal hund”.
På det private plan har mit hundehold altid haft to sider. Den ene del er det at leve med mine hunde i hverdagen. Samværet og nærværet med hundene er noget, jeg slet ikke kan forestille mig at være foruden. Gåture, hygge, sjove aktiviteter og det bare at være sammen. Det giver livskvalitet og er balsam for sjælen. Den anden del er den træningsmæssige side af sagen, som jeg har brændt for, siden jeg som barn begyndte at gå til træning med familiens beagler, lærte dem alverdens tricks derhjemme og også ret hurtigt begyndte at deltage i konkurrencer med dem. Det træningsmæssige samvær med hundene er en central del af mit liv med mine hunde og også vigtigt for mit arbejde, da det for mig er vigtigt hele tiden at have fingrene ”nede i suppen” med den praktiske træning.
Jeg har haft beagler i noget, der nærmer sig en menneskealder, og har altid elsket at arbejde med dem. De fortjener på ingen måde deres ry som dumme, stædige og utrænbare. I en årrække gik jeg dog også med en drøm om at prøve at have en hund af en samarbejdende race, som jeg kunne nørde træning med på mange fronter. Der gik mange år med tanker om en række forskellige racer, før jeg i 2014 endelig gjorde alvor af ønsketænkningen om den nye fantastiske træningshund og føjede working kelpie Joey til min lille hundefamilie, der på det tidspunkt bestod af tre beagler.
Joey var sød og skøn at arbejde med helt fra begyndelsen, og drømmen om en træningshund og konkurrencehund i flere samarbejdende hundesportsgrene så lys og lovende ud. Mange kender allerede min og Joeys historie og ved derfor, at drømmen brast i tusind stykker, da Joey blev diagnosticeret med ledmus i begge albuer som ganske ung. Operation og langvarig genoptræning førte til, at vi med forsigtig træning har kunnet deltage i klasse 1 og 2 i DKK’s lydighedsprogrammer. Vi har også trænet Nose Work, som har været en fin supplerende aktivitet til den samarbejdende træning, som altid har været mit hjertensbarn. Hyrdning og rallylydighed måtte skrottes på grund af den belastning, der er på albuerne i disse aktiviteter.
Jeg har hele tiden glædet mig specielt til at kunne begynde at arbejde på klasse 3 i lydigheden og har i lang tid tænkt, at det skulle nok gå, når det nu var gået ok med klasse 1 og 2, så længe jeg var forsigtig i min træning i forhold belastning af Joeys albuer. I oktober måned 2017 gik jeg lidt i gang med de første par momenter til klasse 3, som jeg havde skubbet foran mig i min tidligere træning for at undgå unødig belastning af Joeys albuer. Det gav desværre hurtigt bagslag med tilbagefald med smerter, og efter nogle måneder med endeløse kiropraktorbesøg og fysioterapi, blev det klart for mig, at jeg måtte opgive drømmen om en konkurrencehund i klasse 3, som hele tiden har været mit mål og toppen på kransekagen for mig i lydighedstræningen. Det føltes som om, at hele min verden gik i stykker, da jeg tog den endelige beslutning om at opgive lydighedstræningen. Jeg kan kun beskrive min reaktion som en sorgreaktion. Jeg følte mig fuldstændig bombet og forstenet og gennemlevede en periode med følelsesmæssig turbulens, hvor jeg skiftede mellem at være ked af det, frustreret og vred. Sorgen over at miste den aktivitet med Joey, som jeg elsker allermest, er måske endnu større, fordi Joey i den grad er kravlet ind under huden på mig. Han er en soulmatehund af de store, og nogle af mine gladeste øjeblikke i de senere år har netop været i min træning med ham.
I de seneste måneder har jeg prøvet gradvist at finde fred med den situation, jeg nu står i. Joey er 3½ år gammel og er træningsmæssigt en slags invalidepensionist. I hverdagen er han heldigvis stadig i stand til at have glæde af de daglige gåture. Men gåture gør det ikke alene for en ung og aktiv hund, der arbejdsmæssigt er lavet til samarbejde og løbeaktivitet. Træningsmæssigt står jeg tilbage med næsearbejde som den eneste aktivitet, hvor jeg kan arbejde målrettet mod konkurrencer, hvilket er en del af min benzin på motoren, når det gælder min træning. Joey er glad for Nose Work, og vi træner også ret flittigt, men jeg kan mærke, at NW som eneste aktivitet for både ham og mig ikke opfylder behovet for den samarbejdende og fysisk aktive træning, hvor det tætte bånd mellem os giver de magiske øjeblikke, hvor tingene går op i en højere enhed.
Igennem de seneste måneder har jeg tit tænkt på citatet fra Passengers sang ”Things That Stop You Dreaming”, som udgør overskriften til denne blog: ”If you can’t get what you love, you learn to love the things you’ve got”. Jeg har tilføjet et lille ”must” til teksten i overskriften, da det er der, jeg står nu. Jeg prøver at finde fred med min og Joeys situation, men jeg må indrømme, at hver gang facebook flyder over med glade opdateringer efter weekender med lydighedsprøver og rallyprøver, så stikker det i hjertet og gør mig ked af det – hver eneste opdatering er en lille reminder om alt det, jeg har drømt om, og som Joey og jeg aldrig kommer til at opleve sammen. Mit liv med Joey har unægtelig været en slags rollercoaster ride med store op og nedture. På nuværende tidspunkt prøver jeg at genfinde balancen og glæden ved træning med min skønne hund med de aktiviteter, han fysisk kan holde til.
Som klikkertrænere arbejder vi i høj grad med shaping og frivillig adfærd hos Hund & Træning, samtidig bruger vi også gerne forskellige hjælpemidler i træningen af vores hunde. Hjælpemidler hjælper hunden til at forstå, hvilken træningsopgave vi er i gang med og kan i flere tilfælde gøre træningen meget lettere for hunden. Jeg er meget optaget af at gøre træningen så frustrationsfri for hundene som muligt, fordi jeg synes det er allermest fair overfor vores træningskammerat, som ikke kender den opgave, vi arbejder med. Jeg har igennem tiden trænet mine hunde op til så mange forskellige færdigheder, at det ikke længere bare er et mål at få min hund til at kunne det ene eller det andet. For mig er det væsentligste, at hunden og jeg begge har det virkelig sjovt under træningen. Det er den følelse, der fylder mig med energi og giver mig glæden ved at connecte med min hund på et meget dybt plan. Når Vince, min hanhund, hopper rundt foran mig af bare begejstring over, at vi skal i gang med træningen, når han fuld af forventning og glæde kigger på mig med sine brune øjne, og jeg kan se, at han bare er SÅ klar til det, vi skal gøre sammen, så ved jeg at jeg har nået mit mål.
Modsætningen til denne situation er træning, hvor hunden bliver frustreret, fordi den ikke ved, hvad der fører til belønning. Det kan også indimellem ske for mig, ligesom det sker for alle andre, der træner hund. Målet er efter min mening at begrænse de situationer, hvor hunden kan blive frustreret så meget som overhovedet muligt. For mig handler det om at gøre træningsopgaven så tydelig, at den fase, hvor hunden er i tvivl om, hvad den skal gøre, stort set kan undgås. For mig er fejlfri indlæring den bedste vej til en glad hund og en sikker øvelse. Target kommer ind her som en måde at gøre træningen så tydelig for hunden som muligt. Jeg elsker træning med targets og synes, at det er en vanvittig god måde at hjælpe hunden på. Targets har utroligt mange anvendelsesmuligheder, indenfor en lang række forskellige områder og til mange forskellige sportsgrene.
Når jeg underviser rundt omkring, hører jeg mange forskellige opfattelser af det at træne med target, ligesom jeg ser eksempler på nogle af de problemer, der kan opstå i targettræningen. Der er således nogle fælder, vi kan havne i, hvis vi ikke er bevidste om, hvordan vi let undgår dem. I det følgende bruger jeg target i fremsendelse som eksempel:
Grundtræningen skal være i orden
Indimellem ser jeg trænere, der bruger alt for kort tid på at lære hunden de færdigheder, der er grundlaget for en solid targetadfærd. Derfor er det vigtigt at bruge tid på at lære din hund at elske sit target, sådan at den hver gang den ser target, med det samme og med glæde stiller sig med forpoterne på det (eller næsen eller skulderen alt efter hvilken slags target det er). Når vi indlærer potetarget, er det også en god ide at lære hunden at fastholde sin targetposition, så hunden ikke med det samme løber tilbage til dig. Brug ikke dit target til indlæring af andre øvelser, før du har den her grundtræning i orden.
Brug ikke targets for længe
Targets er en hjælp i træningen, der skal udfases igen, ligeså snart hunden har forstået den opgave, vi er i gang med at lære den. Vores ordsprog er: ”Hvis du bruger en hjælp, skal du have en plan for at fjerne den igen”. Hvis vi f.eks. bruger target til træning af fremsendelse til feltet, så skal det trappes ud, når hunden har forstået, at den skal løbe hurtigt frem til feltet. Hvis man bliver ved med at bruge target i feltet, så lærer hunden ikke at løbe ud i feltet, men tror i stedet, at opgaven handler om at finde target. Mange bliver ved med at træne alt for længe med target i feltet. Når det sker, går target fra at være i en hjælp i træningen til i stedet at være en forhindring i træningen. Min tommelfingerregel er, at target skal aftrappes, ligeså snart hunden sikkert kan løbe 20 – 30 m frem til et target, der ligger i feltet. Det er muligt at lære for de allerfleste hunde, uanset race, i hvalpealderen.
Træn på lang afstand
Når vi bruger et target til fremsendelse, er der tre ting, der er vigtige at have fokus på: Fart, fastholdelse af position og forskellig afstand. Det er kodeordene, for det target skal bruges til i forbindelse med fremsendelse. Hvis du træner target på ti meter og bliver ved med det, så lærer hunden at løbe ti meter. Når target flyttes til 15 meter, bliver hunden forvirret og løber kun ti meter frem. Varier derfor altid den afstand, hunden skal løbe hen til sit target, og træn ikke for tæt på, når hunden har fået interesse for target. Ofte tror jeg, det er ejeren mere end hunden, der synes, det er svært at arbejde med afstand.
Arbejd med frivillighed
Mine hunde har ikke noget signal til at løbe til target. Når mine hunde ser et target, så spurter de ud til det med det samme. Da target er et hjælpemiddel, som skal bruges i startindlæringen, har jeg ikke brug for at have et signal for at løbe ud til target. Jeg vil have fart og frivillighed i startindlæringen. Hvis du indlærer et signal til target allerede i den første indlæring, bliver hunden afventende og fokuserer på at høre efter, hvornår signalet bliver givet, i stedet for at løbe fremad. Det giver mindre fart og mere fokus på dig i stedet for fokus på at løbe ud til target.
Hvis du, selvfølgelig uden at ville det, er gået i en targetfælde, så start forfra og lær hunden grundigt, hvad den skal gøre i stedet for at lave yoyotræning, hvor du zigzagger frem og tilbage. 😊 Det tager længere tid end at lave en grundig indlæring i første omgang, men det er besværet værd, så du og din hund kan få gavn af de mange vidunderlige anvendelsesmuligheder, som targettræning indeholder. Lige nu er Vince og jeg ved at arbejde med dirigering til tre apporter, som er en øvelse i DKK’s eliteklasse. Her bruger jeg naturligvis target til indlæring, og det er gået lynhurtigt med at få ham til at ignorere det midterste target og løbe på min dirigering til de to andre targets. Jeg bruger targets helt kortvarigt, når jeg arbejder med dirigeret apport og når jeg sætter dirigeringen sammen med udløb til kegle. Ved at bruge targets kan jeg sætte øvelsen dirigeret apport sammen uden, at han tager en forkert apport. Da han allerede kan dirigering og apportering og udløb til kegle, er det i en kort fase på måske ialt 5 – 6 træningsgange, at jeg bruger targets i denne øvelse. Held og lykke med din targettræning.
