Jeg tænker, hvad der egentlig er det endegyldige tegn på, at man er gået helt i hundene. I går var jeg til træning på hold med min lille Lupus og det var da en udsøgt fornøjelse igen at have mulighed for at træne egen hund på hold. Det er altså ikke det samme at gå alene og nørkle med tingene, selvom det selvfølgelig altid er skønt at træne hund. Findes der mon en bedre belønning for ens egen indsats, end når tingene lykkes – og det er da helt i top, når ens makker er en firbenet ven, der også er vild med træning.
Det er længe siden, jeg har gået på hold med Lupus og jeg var spændt på hendes reaktion på de andre hunde og de mange forstyrrelser fra omgivelserne. Kunne hun mon koncentrere sig og hvordan ville det gå med træningen af de øvelser, vi netop har nørklet med alene i lang tid. Jeg må sige, at mine tvivl blev gjort til skamme. Lupus arbejdede rigtig godt i alle de øvelser, vi nåede igennem – endda trods lidt regn til sidst, hvilket bestemt ikke er hendes livret.
Et stort hurra for legetøj som belønning. Det har jeg jo arbejdet på at lære Lupus at værdsætte over de sidste ca. 1½ år og det fungerer bare helt i top nu. Hun er vild med især trækkelegetøj med plys udenpå og piv indeni. En almindelig wubba snugga kan dog også bruges i en snæver vending. Legetøjet blev flittigt brugt ved træningen i går og trods forstyrrelser og en enkelt lidt kaotisk episode med en hund på afveje blev Lupus ved med at ville arbejde for en omgang trækkeleg (selvfølgelig varieret med godbidder som beløning). Det er en kæmpesejr at være nået så langt med hende i brugen af legetøj – det havde jeg nok ikke troet, da jeg først gik i gang med at klikke hende for at trække, da hun allerede var fuldvoksen og ikke havde lært at legetøj kunne være en belønning tidligere.
Hyg jer derude med træning af alle jeres dejlige hunde – det er slet ikke så tosset at være gået i hundene :o)
