I mit arbejde med undervisning i mange forskellige regi, med adfærdsbehandling og i min egen træning og udveksling med andre om træning, bliver jeg konstant mindet om, hvor vigtigt det er at arbejde med grundtræning af vores hunde, før vi går i gang med at arbejde med de mere avancerede øvelser. Ideen om grundtræning er en af mine kæpheste, og for mig er det af afgørende betydning, at vi klæder vores hunde godt på til at kunne indgå i en samarbejdsrelation med os – uanset hvilken retning hundens videre uddannelse skal tage.
Ved at arbejde med grundtræning, lærer vi vores hunde den systematik, eller de regler om man vil, som vores træning er baseret på. Hvis hunden ikke kender træningslegens systematik eller mangler nogle grundlæggende kompetencer, kan vi ikke forvente, at den er i stand til at løse de opgaver, vi stiller den. Som jeg ser det, er grundtræningen det fundament, som vores videre træning bygger på. Den indeholder de redskaber, som hunden har brug for, når vi skal uddanne den inden for et givent område. Når vi skal lære at læse, lærer vi først alfabetet og derefter at læse korte ord. Derfra kan vi lære at læse sætninger og efterhånden mere sammenhængende tekst. Hunden har også brug for at lære sit alfabet at kende, dvs. den skal tilegne sig nogle grundlæggende kompetencer, som gør den i stand til at indgå i samarbejdet med os i træningen, når vi ønsker at lære den de øvelser, der indgår i den form for træning, vi har valgt at arbejde med.
Jeg har i mange år haft den tanke, at meget hundetræning begynder det forkerte sted. Fokus er på de færdige øvelser i hundens tidlige træning i stedet for på at lære hunden nogle underliggende kompetencer, der gør det let for den at indgå i samarbejdet og på sigt lære de mere avancerede øvelser. Hundetræning består et langt stykke hen ad vejen af koncepter, og i grundtræningen kan vi lære hunden nogle brugbare koncepter, der vil gøre den videre træning lettere for både hund og træner.
Tjek-ind konceptet lærer hunden selv at vælge træningen og træneren til og dermed at fravælge forstyrrelser i omgivelserne. Det er en forudsætning for, at vi har en hund, der har lyst til træningen og ikke lader sig distrahere af omgivelserne.
Konceptet at lege med træner med legetøj lærer hunden, at samvær med træneren har høj værdi. Det styrker de sociale bånd mellem menneske og hund, og det giver os samtidig en fantastisk mulighed for at benytte leg og legetøj som belønning i træningen.
Konceptet at byde ind med adfærd og variere adfærd er helt centralt, hvis vi ønsker en hund, der tænker selv og er en aktiv deltager i indlæringsprocessen. Det klæder hunden på til at arbejde med shaping, hvor vi netop har brug for, at hunden prøver sig frem, når vi tilbageholder markør og belønning, når vi hæver kriterier. Uden denne kompetence ender vi ofte med en hjælpeafhængig hund, der bliver stresset og enten melder sig ud af træningen eller kører op i en spids, når den ikke kan finde ud af, hvad den skal gøre for at få sin belønning. Initiativtræningen balanceres med rotræning, så vi har styr på både aktivitet og ro i træningen.
Vedholdenhed som koncept hænger tæt sammen med det at tilbyde og variere adfærd, men det kan også betragtes som en separat kompetence, som vi kan lære hunden tidligt i dens uddannelse. Når hunden lærer at være vedholdende, vil den være godt rustet til at klare nye udfordringer, hvor den skal prøve sig frem og ikke får belønning for alle sine forsøg. Uden vedholdenhed er der stor sandsynlighed for, at hunden giver op, når den ikke lige kan knække koden til en ny type opgave i træningen.
Targeting er for mig et af de absolut vigtigste redskaber og koncepter i træningen. I grundtræningen lærer hunden de basale targetøvelser, snudetarget og potetarget, og det at fastholde targetadfærd. Targettræning tjener i min optik flere formål. Det styrker hundens forståelse af at byde ind med adfærd, og det er et fantastisk godt redskab til at igangsætte indlæring af nye øvelser. Når hunden har forstået det grundlæggende koncept med targeting, ”rør ved genstanden og fasthold kontakten indtil markørsignalet bliver præsenteret”, kan vi udvide med en lang række andre targetøvelser, som kan bruges i hundens videre uddannelse.
Frivillig selvkontrol er et koncept, der er en forudsætning for, at hunden kan koncentrere sig om træningen og ikke have ”tunnelsyn” på belønningerne. Samtidig øger det hundens evne til at holde fokus på træneren og kunne ignorere forstyrrelser og fristelser i omgivelserne. Uden denne kompetence oplever mange trænere, at hunden er meget fokuseret på belønningerne eller på spændende indtryk i omgivelserne og ikke kan koncentrere sig om selve opgaven i træningen.
Kropskontrol og kropsbevidsthed er forudsætningen for træning af rigtig mange øvelser. Uden grundlæggende træning af en række motoriske færdigheder og en bevidsthed hos hunden om, hvad den gør med sin krop, er det ofte svært at indlære nye øvelser i hundens videre træning.
Der er mange flere koncepter i hundetræning, som vi indlærer, når hunden har lært træningens helt grundlæggende systematik at kende. Det gælder f.eks. at blive på stedet, at samle en genstand op og holde fast på den eller at følge en dirigering.
Hvis vi tager de analytiske briller på, når vi arbejder med træning, oplever jeg, at træningsproblemer i mange tilfælde snarere handler om manglende grundtræning end om metode mht. indlæring af en given øvelse. Hvis hunden mangler nogle af de grundlæggende kompetencer, vil det være svært at lære den en mere avanceret øvelse, selvom den metode, der bliver anvendt, er rigtig god. I den slags tilfælde er den mest effektive strategi at gå tilbage i træningen og styrke de områder, hvor hunden mangler de grundlæggende kompetencer og derfra at arbejde videre med indlæringen af den ønskede øvelse.
Da jeg fik ny hund i slutningen af 2014, var mit træningsmæssige mål i første omgang konkurrencelydighed. Men før jeg ville gå i gang med det, skulle grundtræningen være på plads. Den første del af min træning med Joey handlede derfor om de forskellige koncepter i grundtræningen. Som jeg tidligere har fortalt om her på bloggen, kom der nogle gevaldige bump i vejen for mine planer om at arbejde med konkurrencelydighed, da Joey blev opereret for ledmus i begge albuer 11 måneder gammel og skulle igennem en lang periode med genoptræning. Det, der er interessant i denne sammenhæng, er, at det har vist sig, at Joeys grundtræning har dannet et fantastisk udgangspunkt for al den træning, som jeg har arbejdet med i de fem måneder, der er gået siden hans operation. Jeg har gjort fysioterapien til samarbejdstræning, vi har arbejdet med en masse kropskontrol og en lang række samarbejdsøvelser, der både har fungeret som mental stimulation og som relevante redskaber for fysioterapien, og vi har arbejdet med små momenter af lydighedstræningen. Alt sammen med afsæt i den grundtræning, jeg havde givet Joey i de første måneder, hvor mit fokus fremadrettet var på konkurrencelydighed. Uden den grundtræning ville det ikke have været så ukompliceret at skifte spor og have fokus på en lang række øvelser, der er helt anderledes, end dem jeg normalt har arbejdet med i min træning.
Indenfor de seneste ca. 15 år, er tamhunden blev genstand for videnskabelig forskning i et omfang, vi ikke har set før. Tidligere var der blandt etologer, biologer og psykologer mere status i enten at studere vilde arter i deres naturlige omgivelser eller i at studere adfærd, primært via indlæring, i laboratoriemiljøer. I de senere år har dette ændret sig, og flere steder i verden forskes der nu i hundes adfærd og kognitive evner på universiteter.
I løbet af året har vi ved foredrag og seminarer her i Danmark haft fornøjelsen af at møde tre forskere, Per Jensen (Sverige), Clive Wynne (USA/England) og Ádám Miklósi (Ungarn), der selv har interesse for og arbejder med denne nye forskning. Ved disse foredrag og seminarer og i bøger af en række forfattere er det muligt at få indblik i mange af de forsøg, der foretages rundt omkring i verden, der forsøger at afdække en række aspekter af vores tamhundes adfærd. Det handler bl.a. om emner som hundes følelser (f.eks. har hunde sekundære følelser som evnen til at føle skam eller jalousi), og hundes evne til at afkode menneskers signaler og følelser (f.eks. er hunde opmærksomme på, om vi ved, hvad de foretager sig, kan de afkode menneskers følelsesmæssige udtryk, og er de i stand til, at forstå intentionen bag visuelle signaler fra mennesker som f.eks. pegebevægelser). Har hunde ”theory of mind”, dvs. har de en forståelse af, at andre levende væsener også har en bevidsthed, og at andre oplever verden på en anden måde, end de selv gør. Når man begynder at dykke ned i den nye forskning, er det overvældende at opdage, hvor mange forsøg, der findes, og den store variation der er i tilgangen til disse undersøgelser, så de emner vi nævner her er kun nogle ganske få eksempler på den forskning, der foregår på området.
Forskningsområdet ser ud til at være noget, der vil blomstre yderligere i de kommende år. Resultaterne er i mange tilfælde spændende og giver stof til eftertanke, og det er sandsynligt, at nogle af resultaterne vil blive en inkorporeret del af vores måde at opfatte vores hunde på i fremtiden. Men kan vi altid tage konklusionerne af de forskellige undersøgelser for gode varer? Er resultatet af en undersøgelse en endegyldig sandhed, der med sikkerhed kan sige noget om, hvordan vores hunde føler eller tænker? Især Clive Wynne lægger i sine præsentationer vægt på, at det er vigtigt at bevare sin kritiske sans, når vi forholder os til resultaterne af de mange forskellige forsøg, der foretages. Er de enkelte forsøg udført ifølge videnskabelig standard, og er de konklusioner, der drages et udtryk for faktiske sammenhænge eller for fortolkninger af sammenhænge, som vi ønsker at se? Vi lever i en tid, hvor vi dagligt bombarderes med enorme mængder af information, meget af det præsenteret i kortfattet og overfladisk form via nettet. Hvis vi ikke bevarer vores kritiske sans, kan vi let komme til at ”købe” fortolkninger af undersøgelser, som reelt ikke har noget videnskabeligt fundament. Det at et forsøg bliver udgivet i et videnskabeligt tidsskrift er, ifølge Wynne, ikke i sig selv garanti for, at forsøget er sobert videnskabeligt set. Mange forsøg er dårligt udført og foretages f.eks. som enkeltstående forsøg med et begrænset antal deltagende hunde og evt. under forhold, der kan rejse tvivl om de reelle årsagssammenhænge i de opnåede resultater.
Ud over eventuelle problemer med mangelfulde forsøgsprocedurer, hurtige konklusioner og subjektive fortolkninger af forsøgsresultaterne, mener vi også, at det er relevant at forholde sig til de involverede forskeres indgangsvinkel til studiet af hundes adfærd og kognitive evner. Studier af adfærd kan tage afsæt i forskellige fagområder. Vi mener selv, at det er relevant at forholde sig til både biologi/etologi, læringsteori, psykologi og neuropsykologi, hvis man vil hele vejen rundt om hundens adfærd, dens evne til at lære og dens kognitive evner. For os er det derfor slående, at fremtrædende forskere indenfor den kognitive etologi, som fagområdet normalt betegnes, næsten udelukkende tager afsæt i etologien. Vi har oplevet, at der blandt disse forskere er en generel afstandtagen til den læringsteoretiske side af sagen og i nogle tilfælde endda i så høj grad, at de enten laver sjov med, at de ikke ved noget om indlæring, eller ved at de latterliggør hundetræning og de principper, som den moderne træning er baseret på. Forskeren Brian Hare, der er ophavsmand til pegeforsøgene, fortæller i sin bog The Genius of Dogs om sin oplevelse af mødet med hundefolk på en stor konference i USA i 2009, hvor vi i øvrigt selv deltog. Han siger følgende: ”….I was invited to give a keynote lecture at a dog training conference… It was all fun and games until one of the key speakers began extolling the virtues of behaviorism… It was like a spaceship had landed and a whole bunch of aliens had jumped out and announced they were taking us all back to the fifties…”. Hare opponerer imod brugen af den operante betingnings principper for læring, som blandt dyretrænere over hele verden er anerkendt og anvendt i den praktiske træning af dyr i mange forskellige sammenhænge. Med sin kommentar (han bruger et helt kapitel i sin bog på emnet!), gør Hare grin med den moderne dyretrænings grundlæggende principper, som han mener er helt forældede, men samtidig udstiller han sin egen uvidenhed og sine egne begrænsninger i sin tilgang til studiet af hundes adfærd. Selvom de forskellige forskere indenfor den kognitive etologi bestemt ikke er enige om, hvordan videnskaben skal bedrives, og hvordan resultaterne skal fortolkes, ser det ud til, at de et langt stykke hen ad vejen er enige om, at ”disse” et helt fagområde, nemlig læringsteorien som irrelevant og forældet. For os virker det helt paradoksalt at forske i de mere vanskeligt tilgængelige karaktertræk/evner hos en art uden at kende specielt meget til artens adfærd og til de basale læringsprincipper, som arten (og i øvrigt alle andre pattedyr) lærer ud fra. Mange af de forsøg, der foretages, rummer elementer af læring, men i stedet for at tage dette aspekt med i betragtning, bliver det af forskerne i mange tilfælde afvist som irrelevant. De forsøg, hvor der rent faktisk er fokus på læring, er ofte uhensigtsmæssigt opstillet, f.eks. ved at forholdene er meget stressende for de deltagende hunde, eller ved de forudsætter noget, der er helt bagvendt i forhold til principperne for kommunikation mellem to individer i en læringssituation.
Forskerne indenfor kognitiv etologi forkaster læringsteorien som mekanistisk med henvisning til B. F. Skinners fokus på selve adfærden frem for individets sind (mind) i sin egen forskning og i sin tilgang til anvendelsen af de operante principper i arbejdet med mennesker i 1940’erne og 50’erne. Denne unuancerede afvisning af de læringsteoretiske principper fremstår for os som et udtryk for, at dens fortalere er helt ude af trit med, hvordan moderne træning foregår. Det er et kendt faktum, at fagområder udvikler og forandrer sig over tid. Det gælder såvel de mange facetter af det hundefaglige område, som andre fagområder som f.eks. medicin, mikrobiologi eller computerteknologi. At hævde, at den læringsmæssige tilgang til arbejdet med dyr ikke har forandret sig, siden Skinners arbejde i 1940’erne og 50’erne, svarer nærmest til, at vi som trænere gik ud fra, at etologerne ikke har ændret deres viden om dyrs adfærd siden Konrad Lorenz’ forklaringer af dyrs og menneskers adfærd i 1940’erne, 50’erne og 60’erne! Denne tanke er helt absurd – og det gælder naturligvis også, når vi ser på den lærings- og træningsmæssige side af sagen. Der er sket og sker fortsat en enorm udvikling på det træningstekniske område, ligesom der gør på alle andre fagområder. At hævde at moderne hundetrænere (og dyretrænere) ikke har flyttet sig i de sidste 70 år, er for os mest af alt udtryk for, at man simpelthen udtaler sig om noget, man ikke ved noget om og er helt ude at trit med sin samtid på det her område. De forskere, der kritiserer træning som mekanistisk, mangler ganske enkelt indsigt i, at moderne træning baserer sig på en træningsrelation, der går begge veje, dvs. at der netop er fokus på interaktionen mellem hund og menneske. Moderne træning er ikke en rent instruktiv envejskommunikation fra træner til hund, den er et skoleeksempel på, at det er muligt at etablere en dyb kommunikation mellem individer af forskellige arter, hvor der i høj grad lægges vægt på sociale relationer, følelser og empati.
Det vi opponerer imod er, at man, i det øjeblik man nævner klassisk og operant betingning, bliver sat i bås med Skinners radikale behaviorisme. Vi er ikke i tvivl om, at moderne trænere i dag er nået langt videre end den mekanistiske tilgang til læring. Den nye forsknings afvisning af den læringsmæssige tilgang til det at beskæftige sig med hunde og deres kognitive evner er for os grundlæggende udtryk for en manglende indsigt i og villighed til at forstå, at moderne hundetrænere kombinerer den læringsteoretiske tilgang med en kognitiv og etologisk tilgang. Repræsentanter for den moderne tilgang til læring er f.eks. Karen Pryor, James O’Heare og Susan Friedmann. Det at kombinere fagområder sker i en hel verden af praktisk dyretræning (og i øvrigt på forskellige områder i den anvendte psykiatri) med alle mulige forskellige dyr. Tænk f.eks. på hvilke fremskridt der er sket i arbejdet med træning af Zoo-dyr. Det er derfor helt bagvendt pr. automatik at have det udgangspunkt, at man ikke kan have fokus på det kognitive og det læringsteoretiske på samme tid. Moderne klikkertrænere har for længst lagt tanken om hundens indre som en utilgængelig ”black box” bag sig. Vi har i vores træning netop et stort fokus på hundens indre tilstand. Vi kan træne vores hunde med baggrund i læringsteorien og samtidig forholde os til hunden som et unikt individ med sin egen personlighed og læringshistorie. Det indbefatter blandt andet, at vi har fokus på hundens følelsesmæssige tilstand, dens evne til at have indsigt i samarbejdets principper, til at forstå koncepter i træningen, og til at indgå i en gensidig samarbejdsrelation med mennesker, hvor kommunikationen i høj grad går begge veje. Vi lægger netop vægt på den sociale og følelsesmæssige relation mellem menneske og hund og på den gensidige kommunikation på såvel det praktiske som det mentale, sociale og følelsesmæssige plan.
Denne kritik af den nye forskning indenfor hundens kognitive evner betyder ikke, at vi skal afskrive alle resultater som irrelevante. Men det er en reminder til os alle sammen om, at vi ikke skal sluge alle forskningsresultater råt som en ny og endegyldig sandhed. Vores hunde er komplekse væsener, både kognitivt, socialt og følelsesmæssigt, og vores relation med dem er tilsvarende kompleks, både når vi træner med dem, og når vi deler vores hverdag med dem. Dette skulle den nye forskning gerne hjælpe til at afdække – med afsæt i en bred og nuanceret tilgang til studierne af vores bedste firbenede venner.
For knapt fire år siden blev min beagle Lupus opereret for en diskusprolaps i nakken. Det var en stor operation, og jeg fik anbefalet kiropraktorbehandling og genoptræning efterfølgende. Jeg udarbejdede en træningsplan til Lupus i samarbejde med hendes kiropraktor, Thomas Ingvorsen, så jeg kunne gøre genoptræningen til samarbejdstræning i stedet for at skulle mase med hende og risikere at presse hende for meget. Det fungerede godt, og i dag har Lupus det rigtig godt og er en glad og aktiv hund.
Da jeg fik ny hund sidste år, var det ikke min forventning, at jeg indenfor det første år skulle ende med endnu en hund, der skulle igennem en stor operation og efterfølgende langvarig genoptræning. Men det viste sig desværre at være tilfældet, da Joeys ”vokseværk” og halthed i forbenene viste sig at være noget langt mere alvorligt, nemlig ledmus (OCD) i begge albuer. Efter operation på Faxe Dyrehospital midt i september, har min hverdag i et stort omfang været centreret omkring Joeys genoptræning, som er foregået med anbefalinger fra dyrlæge Ken Lindeblad og i samarbejde med fysioterapeut Carine Vander Borght.
I min genoptræning af Joey har jeg forsøgt at arbejde ud fra de samme principper, som jeg gjorde med Lupus, dvs. at jeg har forsøgt at gøre så meget af fysioterapien som muligt til samarbejdstræning, hvor Joey har kunnet være en aktiv deltager. Der har været mange begrænsninger for Joeys fysiske udfoldelse i ugerne efter operationen, så det har også været nødvendigt at træne andre øvelser som mental stimulation for Joey, når han ikke har kunnet få lov til at ræse af sted på de daglige gåture, hvilket ellers er en af hans foretrukne aktiviteter. Han elsker heldigvis også at træne, så jeg har forsøgt at brænde noget af den indestængte energi af med træning af en række små øvelser fordelt over flere små daglige træningssessioner.
I fysioterapien har der været fokus på at øge bøjeligheden i albueleddene, styrke coremuskulatur, proprioception (kroppens evne til at opfatte kroppens placering i rummet) og kropsbevidsthed. Til det formål har vi trænet en række øvelser, hvor Joey i de fleste har kunnet være en aktiv deltager. Jeg har f.eks. lært ham at give pote med begge forpoter, så jeg har kunnet bøje hans albueled ved at løfte poten højt op og holde den nogle sekunder i positionen. Han har lavet foldedæk med forpoterne på en omvendt børneskammel, så han har ligget med bøjede albuer i dæk og har holdt positionen et stykke tid ad gangen. En anden type øvelser har vi trænet ved, at Joey har stået med et fastholdt hagetarget på et stolesæde, mens jeg har lavet diagonale pres fra hofte mod modsat skulder/albue. Vores seneste tiltag er træning med cavalettis, hvor vi arbejder på bevidstheden om, hvor Joey sætter sine ben, når han bevæger sig, og bøjelighed i albuerne. Her har jeg først brugt helt lave bomme og siden højere bomme, så Joey laver højere benløft.
I de første uger efter operationen var det vigtigt ikke at belaste Joeys albuer for meget eller forkert. De daglige gåture bestod af flere korte ture i skridtgang og enkelte små ture i flexline, hvor han kunne bevæge sig i både skridt og trav. I forhold til træning af andre øvelser, var jeg i de første uger begrænset til at træne øvelser, hvor Joey enten kunne sidde eller ligge ned, så jeg undgik, at han fik lavet nogle forkerte bevægelser eller fik belastet albuerne for meget. I denne sammenhæng har vi leget med en masse variationer af targetøvelser, han kan lave med hovedet. Vi er pt. på syv forskellige targetøvelser med hovedet/snuden, han kan lave på mine hænder: snudetarget, hagetarget, næserygtarget, begge sider af snuden ud til siden og begge kinder. Jeg har også udviklet en lille diskriminationsleg med de to snudetarget med siderne af snuden, hvor Joey skal dutte til højre eller venstre på signal. Joey har også lært at lægge hovedet fladt ned på underlaget, hvilket jeg blandt andet har brugt i øvelsen, hvor han folder bagud med forpoterne på den omvendte børneskammel. Når han ligger med forpoterne højt og med bøjede albuer og samtidig lægger hovedet på forpoterne/skamlen, får han bøjet lidt ekstra i albuerne.
Ud over de mange targetøvelser, har vi også leget med en ny diskriminationsøvelse, match to sample, hvor Joey har lært at udpege en genstand, der matcher den, jeg viser ham, blandt flere valgmuligheder. Efterhånden har jeg også kunnet lave nogle træningsøvelser, hvor han har skullet bevæge sig lidt mere. Her har vi bl.a. arbejdet med bakke til platform, stå med bagpoter på platform og forpoter på et mindre target, positioner til stillingsskift, næseprøve, at indtage stå fra gang, når jeg går bagud og at sidde i pladsposition med apport i munden. Jeg har også lært Joey at indtage plads ved at gå bagom, hvilket føles som et skridt mange år tilbage i tiden, men det belaster albuerne mindre end det gør, når han drejer venstre ind på plads, og det er min første prioritet.
Seks uger efter operationen var Joey til kontrol hos Ken Lindeblad, der var glad for, at Joey var rengående og virkede symmetrisk i sine bevægelser. Efterfølgende fik jeg lov til at lade Joey løbe lidt løs på de daglige gåture, hvilket han selvfølgelig har været meget glad for. I nogle uger gik det rigtig godt fremad, men for to uger siden var der desværre et tilbagefald, hvor Joey pludselig havde smerter i højre forben/albue og ikke ville støtte på benet. Det betød, at vi var tilbage ved rutinen med korte lufteture i kort snor og ingen træning kombineret med ro og smertebehandling. I løbet af de sidste to uger, har jeg gradvist kunnet øge omfanget af gåturene og er begyndt på en lille smule træning igen, men jeg holder stadig igen, indtil fysioterapeuten har vurderet hans tilstand og evt. giver grønt lys for mere fysioterapi og træning.
Det er nu 12 uger siden, Joey blev opereret. Det har været og er stadig benhårdt og opslidende. Det går op og ned, og nedturene slår virkelig hårdt, når optimismen lige er begyndt at melde sig igen. Jeg har ramt bunden nogle gange og synes, at det slår hårdere for hver gang. Men jeg har ikke givet op endnu, selvom det ind imellem virker som den mest oplagte løsning på situationen – at få Joey aflivet og få en ny træningshund i stedet. Men det kan jeg ikke. Joey er en skøn hund. Han er kravlet helt ind under huden på mig, og for mig er han ikke ”bare en hund”. Han er min ven. Jeg kæmper stadig for og håber på en fremtid, hvor han kan have en god livskvalitet, og hvor der vil være plads til nogle af de mere aktive træningsaktiviteter, som vi begge to elsker.
Der er mange måder at indlære forskellige øvelser på i vores træning. Det gælder også næseprøven i DKKs lydighedsprogrammer, som er en færtdiskrimination, hvor hunden skal finde og apportere en træpind med ejers fært mellem en række andre identiske træpinde, som ikke har ejers fært. Jeg har tidligere brugt den såkaldte ”bunkemetode” til at lære mine hunde øvelsen. Der er ingen tvivl om, at det er en god metode, men for hunde der er mere fokuserede på apportering end på at søge, kan det give nogle problemer med uønskede optag af de pinde, som hunden skal fravælge. Mange hunde kan godt lide at tygge på de små træpinde eller at samle flere op på en gang, hvilket giver problemer i indlæringen af næseprøven.
På mine diskriminationskurser har jeg brugt et system med en række glas, som det udvalgte færtemne og en række afledningsfærtemner er blevet lagt i. Fordelen ved den metode er, at hunden kan undersøge færten uden at have mulighed for at tage fat i færtemnerne. Det forebygger uønskede optag i indlæringsprocessen og hjælper hunden til at holde fokus på søgedelen i øvelsen.
I min træning af næseprøven i dag har jeg valgt at arbejde med glasmetoden, så alle pinde, både den med min fært og de rene pinde uden min fært, ligger i glas. Hunden kan dermed snuse til pindene, men den har ikke mulighed for at tage fat i pindene og enten ”smage” på dem eller samle dem op. På den måde er det let at skille øvelsen helt i to dele – en søgedel og senere en apporteringsdel. Her vil jeg beskrive brug af glasmetoden til at indlære søgedelen af næseprøven. Jeg har brugt en træramme med plads til seks glas i det meste af min træning, da det sikrer, at glassene ikke vælter, hvilket giver et mere kontrolleret og roligt setup. Jeg har fulgt følgende trin i min træning:
Første trin i indlæringen er at skabe en association mellem pinden med min fært og adgang til belønning. Jeg lader hunden dutte på pinden for klik og belønning. Først holder jeg pinden i hånden. Senere holder jeg pinden ned mod underlaget, og til sidst lægger jeg pinden på underlaget og lader hunden dutte på den.
I næste trin lægger jeg pinden med min fært i et glas, der er så højt, at hunden ikke kan få fat i pinden. Hunden får nu klik og belønning for at snuse ned i glasset med pinden. Jeg holder først glasset lidt på skrå for at gøre det let for hunden at snuse ned i glasset. Gradvist sænker jeg glasset ned mod underlaget og sætter det på gulvet, hvor hunden fortsat får klik og belønning for at snuse ned i glasset.
Nu skal hunden til at lære at diskriminere mellem flere glas. Først sætter jeg glasset med pinden med min fært op foran to-tre tomme glas, så den har stor chance for først at møde glasset med pinden. Hvis hunden søger hen over de tomme glas, venter jeg til den af sig selv vender tilbage til glasset med pinden med min fært og giver klik og belønning for det.
De tomme glas og glasset med pinden med min fært bliver nu flyttet rundt, så hunden lærer at tjekke alle glas for at finde pinden med min fært. Antallet af glas kan udvides til fem eller seks, når hunden sikkert finder glasset med pinden med min fært og fravælger de to eller tre andre. Ved hver ny repetition af øvelsen flytter jeg rundt på glassene. Jeg rører ved ydersiden af alle glas hver gang, så min fært er ligeligt fordelt på ydersiden af glassene. På dette stadie begynder det at blive tydeligt, at hunden snuser længere tid eller dybere ned i glasset med pinden med min fært. Nogle hunde slikker også ned i glasset i denne fase, hvilket plejer at forsvinde igen, når hunden har lært en fastholdt markeringsadfærd. Jeg lærer på dette tidspunkt også hunden en fastholdt snudemarkering på en næseprøvepind med min fært, der ligger på jorden, så hunden lærer, at det kan betale sig at fastholde markeringen, når den finder pinden med min fært.
Når hunden kan finde og markere glasset med pinden med min fært blandt fire-fem tomme glas, begynder jeg at lægge rene pinde uden min fært i de andre glas. Først en enkelt og gradvist flere, indtil der er pinde i alle glas: det ene med pinden med min fært og resten med rene pinde. Jeg flytter fortsat rundt på glassene ved hver nye repetition, så hunden skal tjekke glassene for at finde glasset med pinden med min fært. Hvis hunden har lært en fastholdt markeringsadfærd på en næseprøvepind, der ligger på jorden, vil den på dette stadie begynde at fastholde markeringsadfærden ved at blive stående og holde snuden over/ned i hullet på glasset, når den finder pinden med min fært.
Nu lægger jeg et par rene pinde ovenpå rammen og har stadig glas med pinde i hullerne i rammen. Hunden lærer nu, at pindene kan ligge tilgængeligt, uden at den behøver at samle dem op. Pinden med min fært er stadig i et glas i denne fase.
Jeg lægger gradvist flere pinde ovenpå rammen og til sidst også pinden med min fært. Hvis hunden har lært en fastholdt markeringsadfærd, vil den nu markere på pinden med min fært, der ligger oven på rammen. I denne fase kan de tomme glas enten stadig stå i rammen, eller de kan fjernes. Det gør ikke den store forskel for hunden, da den nu forholder sig til pindene, der ligger ovenpå rammen.
Alle pinde kan nu lægges på jorden/gulvet som i den færdige øvelse. Der er her stadig fokus på søgedelen af øvelsen, så hunden markerer stadig med den fastholdte markeringsadfærd på pinden med min fært. Når hunden søger sikkert på en række af pinde, kan pindene lægges i forskellige mønstre.
Når hunden søger og markerer sikkert ved pinde lagt ud i forskellige mønstre, kan søgedelen af øvelsen sættes sammen med apporteringsdelen, der selvfølgelig er trænet som en separat færdighed.
Her følger nogle klip af forskellige stadier af min træning af næseprøven med Joey.
Tiden går og hundehvalpen vokser – vildt hurtigt. Joey er nu godt 4½ måned gammel og er blevet en stor hundehvalp med lange ben. Det går rigtig godt med ham i hverdagen, og han elsker stadig vores mange små træningssessioner. Vores træning rummer stadig nogle dagligdagskompetencer, men mange af de daglige rutiner er netop blevet rutiner, som ikke kræver så meget opmærksomhed mere. Derudover arbejder vi selvfølgelig også videre på den træning, der er målrettet mod konkurrencelydigheden.
Hverdagens færdigheder rummer blandt andet:
Håndteringsøvelser, hvor jeg især har fokus på håndtering af hoved, mund og poter. Joey er ved at skifte tænder, hvilket ser ud til at gå helt efter bogen. Han laver nu hagetarget og en slags kindtarget, hvor jeg holder hænderne på hver siden af hans hoved, og accepterer fint, at jeg ser på tænderne. Han er ikke vild med at få klippet negle, så vi håndterer poter dagligt og rører poter/negle med negleklipperen, uden at jeg klipper.
Indkald kan man aldrig træne for meget, og det øver vi fortsat på alle gåture, hvor Joey kommer susende, når jeg kalder.
Selvkontrol – at vente på at få lov, f.eks. vente på trappen sammen med beaglerne, når vi skal ud til bilen, når vi skal til stranden og vente på at komme ud af bilen.
Det går også rigtig godt med grundtræningen af øvelserne i de fire kategorier kontakt, leg, initiativ og kontrol. Joey har rigtig godt styr på de forskellige øvelser, og jeg kan gradvist øge sværhedsgraden i de forskellige øvelser og er også begyndt at arbejde med flere nye kernekompetencer, som kommer til at udgøre de brikker, som lydighedsøvelserne en dag skal sættes sammen af. Foråret er heldigvis så småt på vej (på de gode dage), og det betyder, at vi er begyndt at træne ude. Det har givet mulighed for at arbejde med de øvelser, hvor der er brug for afstand, f.eks. udløb til target og løbe rundt om en genstand og de øvelser, hvor Joey skal forholde sig i ro, hvor det glatte gulv i min stue har gjort det svært for ham at holde f.eks. en sitposition, fordi han gled på gulvet.
Vores træning rummer blandt andet:
Snudetarget var en af Joeys første øvelser, men det fastholdte snudetarget har været et svært koncept for ham at forstå. For et par uger siden knækkede han endelig koden, og vi kan nu bruge den fastholdte targetadfærd med både snude og hage i andre sammenhænge.
Elefantøvelsen fungerer rigtig godt til den ene side nu, og jeg har sat signal på, som fungerer fint. Jeg er netop begyndt at bede om en ”twofer” her, dvs. to gentagelser af adfærden for én belønning.
Indtage stående pladsposition på platform, hvor Joey søger og fastholder positionen.
Indtage stående pladsposition og kvarte vendinger på et lavt target ved siden af mig. Her øver vi både det at indtage positionen og det at træne bagpartskontrol, når jeg drejer en kvart omgang, hvor Joey skal dreje med for at indtage positionen ved siden af mig igen.
Løbe rundt om en genstand er hurtigt blevet en favorit, da Joey er vild med løbeøvelserne. Jeg sætter min træningstaske et stykke ud på græsset, og Joey suser ud og rundt om genstanden og tilbage til mig til en gang trækkeleg som belønning. Jeg arbejder i første omgang fra den ene side. På sigt er planen, at adfærden skal kunne udføres fra både min højre og venstre side.
Udløb til target går også fint. Joey løber hurtigt og lige ud til target og står stille og venter på, at jeg enten kommer ud og belønner med godbidder, eller at jeg giver release-signal til, at han må bryde positionen og løbe tilbage til legetøjet for at få en omgang trækkeleg.
Fastholdelse af apport, hvor jeg er begyndt at lægge hænderne på endestøtterne på apporten går rigtig fint, og Joey har et fint og roligt greb om apporten.
Vi er gået i gang med indlæring af bakke med en ny teknik, hvor Joey som udgangspunkt får belønning for at stå på en platform. Jeg trækker ham derefter af platformen med forpoterne ved at lægge en godbid foran mine fødder og venter, til han bakker tilbage på platformen. Vi er i startindlæringen af denne færdighed, men det ser fint ud.
Foldedæk har voldt os nogle kvaler, fordi Joey har en tendens til at skubbe forbenene frem, når han lægger sig ned. Vi har været omkring nogle øvelser med fastholdt snudetarget, hvor jeg har bøjet hans næse ind mod brystbenet, så han begyndte at læne sig lidt bagud uden at lægge sig. Derfra har jeg brugt en fristeøvelse med en godbid i en åben hånd til at få ham til at læne sig langsomt bagud i foldebevægelsen. Dette er helt klart lettere at træne på græs frem for på det glatte gulv inde i stuen.
Joey er rigtig god til at holde en position, når jeg frister ham med et stykke legetøj. Jeg har udvidet denne træning til, at vi nu træner bliv i sitposition, hvor jeg belønner skiftevis med godbidder og legetøj, hvilket går fint – især når vi arbejder på græs, hvor de lange ben ikke skrider på underlaget.
Joey elsker trækkeleg og lærte også meget hurtigt konceptet i dead or alive, hvor han skal slippe det legetøj, han har fat i, når jeg holder det stille og i stedet tage det andet, som jeg gør aktivt. Vi er nu så små i gang med return to sender, hvor jeg kaster et stykke legetøj ud, og Joey skal komme tilbage og lege trækkeleg med mig med det kastede legetøj.
Til hvalpetræning får vi nogle træningsopgaver, som er mere i den tricksprægede kategori, f.eks. løbe i ottetaller mellem mine ben, twiste, løbe rundt om mig i cirkler, løbe ud til en hulahopring og stille sig i midten og blive stående. Joey synes, at disse øvelser er en fest og lærer hurtigt ideen, når en ny øvelse bliver introduceret.
Jeg er også begyndt at arbejde på at lære Joey at lægge sig på et tæppe, så han på sigt kan slappe af og være i ro, når der er en pause i træningen. Min plan er, at denne færdighed i første omgang skal sættes ind i en meget genkendelig kontekst, ved at jeg bruger et tæppe, som Joey skal lægge sig på. På sigt kan adfærden sættes på signal og udføres uden hjælpen fra tæppet.
Her er en video med klip af nogle af de øvelser, vi arbejder på lige nu J.
Hunde kan lære utroligt mange ting. Jeg har altid syntes, at det var sjovt at lære mine hunde mange forskellige ting og har leget med mange typer af opgaver og øvelser, som lå udenfor de sportsgrene, hvor jeg har deltaget i konkurrencer. Både hundene og jeg hygger os med nye udfordringer og den variation, det giver i træningen.
En type opgave, som jeg synes er rigtig sjov, er diskriminationstræning. Her lærer hunden at skelne mellem sanseindtryk indenfor en bestemt kategori og at udvælge og udpege et bestemt sanseindtryk. Det kan være, at hunden skal bruge sin lugtesans til at finde og udpege en bestemt fært blandt flere andre. I en anden type opgave skal hunden ved hjælp af synet udpege en genstand blandt en række andre. I de senere år har jeg brugt diskriminationstræning som en hyggelig aktivitet med mine hunde og som en god variation til vores øvrige træning. Begge opgaver kan trænes inde og er derfor rigtig gode som vintertræning, hvor forholdene ofte ikke er til udendørs træning.
De to typer diskrimination indlæres på lidt forskellig vis, men der er også nogle fælles træk i indlæringsmetoderne. Ved færtdiskrimination arbejder jeg med en række glas, hvor de forskellige færtemner ligger i bunden, så hunden kan snuse ned i glasset uden at kunne tage færtemnerne i munden. Det giver en god måde at styre træningen på og hjælpe hunden til hurtigt at forstå ideen med opgaven. Hunden bliver først introduceret for glasset med det færtemne, som den på sigt skal udpege. Senere bliver der introduceret en række tomme glas og til sidst gradvist andre færtemner, som hunden skal lære at vælge fra. I takt med at hunden bliver dygtigere til at diskriminere og finde den rigtige fært, kan man udfordre den med flere og sværere typer af afledningsfært. Man vælger selv, hvilken fært hunden skal lære at udvælge. Hvis man vil bruge opgaven til noget bestemt, kan man vælge færtemne efter det. Jeg bruger kun opgaven som hyggetræning og mental stimulation og har derfor valgt en bestemt te som den fært, mine hunde skal udpege.
Det at bruge lugtesansen ligger lige til højrebenet for vores hunde. Det at bruge synet er en helt anden type opgave, hvor hunden skal forstå, at den skal se på de genstande, vi arbejder med og udvælge en bestemt ud fra dens udseende. Jeg bruger en targetadfærd som udgangspunkt for hundens markeringsadfærd ved synsdiskrimination. Det kan være enten snudetarget eller potetarget afhængigt af, hvad jeg synes er mest praktisk i situationen. Hunden lærer først at markere på den genstand, som den på sigt skal udvælge. Den kalder vi ”hot target”. Efterfølgende introduceres den for først en og senere flere andre genstande, som den skal fravælge, når der bliver præsenteret flere genstande på en gang. Træningen foregår trinvist, så det i første omgang er let for hunden at udpege hot target, når den får en valgmulighed. Gradvist øges sværhedsgraden, både mht. de enkelte genstandes placering i forhold til hinanden og antallet af genstande, hunden skal vælge imellem.
Begge typer af diskriminationstræning kan varieres og gøres sværere i takt med, at hunden bliver dygtigere. Her kan man selv bruge sin fantasi og finde på forskellige variationer. Det er rigtig sjove øvelser, der udfordrer hunden i forhold til at bruge forskellige sanser og at arbejde selvstændigt, når den skal udpege den korrekte fært/genstand. For træneren er det kriteriesætning og det at arbejde trinvist og med en meget høj succesrate, der er de væsentlige udfordringer i træningen. Det er min oplevelse, at både hunde og mennesker har stor fornøjelse af diskriminationstræningen.
Har du selv lyst til at prøve at arbejde med denne type træning, afholder Hund & Træning et diskriminationskursus i Gørlev i weekenden d. 11.-12. april, 2015.
