Siden den første beagle indfandt sig i mit liv, da jeg var barn, har jeg elsket hundene, samværet med dem og også i høj det fællesskab, der opstår igennem træning. I mange år var det beaglerne, der fyldte mit hundeliv, og med dem fulgte mange forskellige og skønne oplevelser forbundet med træning – ud over de glæder som hverdagen også er fuld af.
Da min working kelpie Joey flyttede ind sidst på året 2014, handlede mine drømme også om alle de glæder, der følger med den målrettede konkurrencetræning. Joey skulle være min nye træningsmakker, og vi skulle virkelig ”sparke røv” derude på konkurrencebanerne. Som mange ved, blev historien en anden. Joey fik en kort konkurrencekarriere i først LP og siden lidt Nose Work og rallylydighed. I dag er han, knapt seks år gammel, pensioneret fra konkurrencetræning og -deltagelse grundet de fysiske skavanker, han har pga. ledmus i albuerne. Det har været en hård beslutning – i flere omgange – at opgive konkurrencetræning og –deltagelse med Joey. Vi har begge elsket træningen, og jeg har mange gange siddet med et stik i hjertet og tårerne trillende, når jeg læste de mange glade opslag på Facebook om fine resultater efter en konkurrenceweekend. Med tiden er denne sorg aftaget, og jeg har fundet fred med tingenes tilstand.
I 2018 faldt de sidste to beagler fra, da jeg i løbet af året måtte tage afsked med først Lupus og siden Ginger. I maj 2018 valgte jeg at lade en lille border terrier, Talisker, flytte ind – primært som ”selskabspony” for Joey, men tanken om træning var selvfølgelig også en del af ligningen.
Indenfor det seneste år, er der sket flere ting, der har bevirket, at fokus i mit hundeliv har taget en markant drejning. Sidste sommer fik Talisker en række krampeanfald, der endte med diagnosen epilepsi. Han er nu i velfungerende behandling og har det godt og har været anfaldsfri siden september sidste år. Hans krøllede hjerne har dog vist sig at gøre ham ret uegnet som trænings- og konkurrencehund. Han vil gerne træningen, men han stresser let og har svært ved at lære nyt. Nye miljøer fører til ret massivt stress, som gør det svært at arbejde med ham. Dette betyder også, at jeg har opgivet tanken om nogen form for målrettet træning med ham.
Da LP blev lagt på hylden for Joey og mig, skiftede fokus til Nose Work og rallylydighed. NW gik fint, og vi har haft mange gode stunder både i træning og til konkurrencer. Sidste år prøvede vi kræfter med rallylydighed i begynderklassen. Resultaterne var fine ved de prøver, vi deltog i, men træningen var fysisk hård for Joey, som viste tegn på spændinger med stiv ryg, pasgang og generelt hektisk og stresset adfærd i træningen. Den fysiske belastning for Joey i træningen endte med at blive stopklodsen for min lyst til at deltage i rallylydighed. Træningen skal jo ikke være på bekostning af hundens velfærd. I indeværende år er jeg gået i gang med en del behandling af Joey under kyndig vejledning af både kiropraktor Thomas Ingvorsen og holistisk behandler Sys Vad, hvilket ser ud til at være rigtig godt for hans fysiske velbefindende.
Kort tid efter Taliskers epilepsidiagnose, blev jeg selv, fra den ene dag til den anden, ramt af en klemt iskiasnerve, der gav massive smerter. Long story short, så har jeg siden oktober, 2019 haft ”fornøjelse” af denne skade. Jeg har været igennem ret omfattende behandling og genoptræning, og med tiden er det også blevet langt bedre – dog stadig med en grad af manglende koordination i venstre ben og indimellem smerter og kramper i både benet og foden. Det har været en hård omgang – især da nervesmerter ikke umiddelbart kan smertedækkes, selv ikke med morfin. Det har drænet min energi med de mange smerter og den omfattende genoptræning.
Hele denne smøre er optakt til min egentlige pointe. Efter igennem det meste af mit liv at have haft fokus på konkurrenceorienteret træning som en central del af fornøjelsen ved mit hundehold, har fokus i mit hundeliv ændret sig markant. I dag er det nogle helt andre ting, der fylder i min hverdag med mine to søde hunde.
Før kunne jeg føle mig lykkelig, når jeg trænede med mine hunde. I dag oplever jeg primært mine gladeste øjeblikke med hundene i de små nære begivenheder i hverdagen. Det kan f.eks. være:
Når mine hunde har en fest med at bade og lege tagfat på stranden.
Når Joey ligger i en klassisk løvedæk – helt selvvalgt – i stedet for at ligge med ”underdrejede” albuer for at skåne sig selv.
Når Talisker selv tjekker ind på en gåtur, hvor han er løs eller laver en fin stop-sit på en gåtur, hvor der er forstyrrelser i omgivelserne.
Når Joey løber i en blød og let trav hen ad skovstien – i stedet for at krabbe af sted i en stivbenet pasgang.
Når jeg på en gåtur med hundene opdager, at jeg har gået et stykke, uden at det har gjort ondt, og uden at jeg har været opmærksom på hvert skridt, jeg har taget.
Når jeg vågner og ligger ryg mod ryg med Joey – og bare oplever følelsen af nærhed og samhørighed.
Når vi alle tre flader ud i sofaen til en krimi i fjernsynet.
Når en af hundene kommer og lægger sig helt tæt, når jeg laver yoga.
De små øjeblikke i hverdagen, hvor den tætte kontakt med hundene føles helt unik – bare fordi vi er sammen.
Vi træner stadig i hverdagen, men målet med træningen er et andet. Vi træner tricks, proprioception og kropskontrol, frivillig håndtering og øvelser, der er praktisk anvendelige på de daglige gåture.
Selvom konkurrencetræningen er trådt helt i baggrunden i min tilværelse med mine hunde i dag, drømmer jeg stadig om en dag at få plads til en trænings- og konkurrencehund. Den lille kelpie, der meldte sig i mit hjerte og mit hoved for et par år siden, dukker måske en dag op og bliver min nye konkurrencehund, der kan ”sparke røv” på konkurrencebanerne – hvem ved 🙂
Hen over de sidste måneder er der sket en stor udskiftning i mit hundehold. For alle os, der har vores hunde så tæt inde på livet, er det en kæmpestor forandring på mange planer.
Min gamle hund Senna har i de sidste mange år være plaget af problemer med skelettet. Først HD, så spondylose og derefter gigt i håndleddet. Hun har længe være på smertestillende for at mindske smerter og inflammation. Hun har været til en lang række forskellige behandlinger hos fysioterapeut osv. Det er ikke let at være begrænset og have smerter, når man er født med den største turbomotor nord for alperne og bare elsker at løøøøøbe. Det er allerede mange år siden, at jeg måtte lægge lydigheden helt på hylden med hende. En aktivitet som hun elskede mere end alt andet. Hun var elitechampion og blev allerede som 2-årig tilbudt en plads på det danske LP landshold. Vi takkede nej, jeg synes hun var for ung, og ventede til året efter, hvor vi var med i Østrig, derefter var vi afsted flere gange på landsholdet. Sidste gang i 2014, hvor hun trak i mig på en vej, så jeg fik min fod ned i en sporvejsskinne og forstuvede foden, to timer inden vi skulle i ringen. Hun har også rusket min albue i stykker med et stykke legetøj og forstuvet min ene finger ganske voldsomt. Det var aldrig kedeligt at leve sammen med hende.
Senna var en vild hund, og jeg elskede hende for det. Hun gjorde aldrig noget halvt og gav sig 110% hver eneste gang, uanset hvad jeg bad hende om. Hun var altid ved min side, og jeg savner hende af hele mit hjerte. Hun var til det sidste en krævende og energisk hund, der bestemt ikke var glad for at fise den af i sofaen. Hun var også mild og kærlig overfor mig og kunne læse alle mine tanker og mine sindsstemninger. Hun lærte mig meget om ordløs kommunikation, særligt i den sidste del af vores konkurrencekarriere, der desværre sluttede alt for tidligt.
Senna var også en tuff hund, som aldrig nogen sinde lod en anden hund vælte hende af pinden. Hun kunne ikke selv drømme om at starte en konflikt, men har flere gange prøvet at andre hunde sprang på hende. Hun vendte dem om og holdt dem nede på jorden, indtil alle var enige om, at det var bedst at gå hvert til sit. Hun elskede mest af alt sin søster Lukka, som hun har fulgt hele sit liv sammen med ejer Louisa Wibroe. De var begge med den lørdag, hvor vi sagde farvel til Senna, smukt, sørgeligt og stille. Senna, du efterlader dig nogle store poteaftryk at udfylde – and you are forever in my heart…..
Inden jeg tog afsked med Senna, havde jeg fået en lille ny hvalp ind i huset. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville gå så hurtigt ned ad bakke med Senna, men på de fire måneder der gik fra jeg bestilte Lemon, til jeg fik hende hjem, var Senna blevet meget dårligt gående. Havde jeg vidst, at det ville gå så hurtigt ned ad bakke, havde jeg nok ventet med at få hvalp. Men Senna tog sig ikke af lille Lemons ankomst, så jeg tror egentligt ikke, det havde gjort nogen forskel for hende. Det er i hvert fald det, som jeg er kommet frem til efter at have haft rigtig dårlig samvittighed.
Under alle omstændigheder er lille Lemon her nu, og jeg kunne ikke være mere glad for hende. Det var en proces at være i sorg over at tage afsked med Senna, tre uger efter at Lemon var flyttet ind og samtidig spændt på og glad for at lære en lille ny hund at kende. Jeg har et tæt forhold til alle mine hunde og er selvfølgelig altid spændt på, hvad en ny hvalp indeholder. Hvilken karakter og personlighed har den? Hvilke udfordringer og gaver kommer den med? Og sidst men ikke mindst, hvad skal jeg selv arbejde med hos mig selv, for bedst muligt at kunne træne og leve sammen med min nye makker? Man kan træne og komme langt i træningen med en hvilken som helst hund, men hvis man vil på landsholdet, er der nogle ting, som hunden skal indeholde, ellers kommer men ikke langt i konkurrencer.
Min store dejlige og kærlige hanhund Vince, var i lang tid meget forbeholden overfor Lemon. Jeg tror, han med det samme læste hende og tænkte, jeg må trække en streg i sandet, ellers løber hun om hjørner med mig. Jeg vil sige, jeg er fuldstændig enig med ham, hun er fuld af gåpåmod og energi og tager ikke et nej for et svar. Efter et godt stykke tid har de fundet melodien og de leger nu rigtig godt sammen.
Det er i år præcist 30 år siden, jeg fik min første Border Collie Amanda. Lemon er min ottende BC, og hun minder mig på mange måder om Amanda, som også var en helt fantastisk hund. Lemon er alt det, jeg ønsker mig af en hund, sød og social overfor både hunde og mennesker og samtidig lærenem og hurtig i træningen. Hun er selvstændigt tænkende og har dejligt meget energi. Til hvalpetræning har hun allerede imponeret mig ved at kunne koncentrere sig rigtig godt, også selv om de andre hunde er i aktivitet rundt omkring hende. Vi er i gang med at arbejde med alle grundtræningsfærdigheder bl.a. fra KLIK-konceptet. Ud over leg og initiativ, er ro på tæppe en af de vigtige færdigheder, der skal ind under huden allerede nu. Hvalpetiden er en skøn tid, synes jeg, hvor alle træningsting går rigtig godt, og alle muligheder er åbne. Min træningslyst er i top, og jeg glæder mig til at udvikle mig sammen med min nye træningsmakker og undersøge, hvad fremtiden byder på.
Hos Hund & Træning har vi i flere år undervist i frivillig håndtering, og vi træner det også med vores egne hunde. Frivillig håndtering handler om at gøre al håndtering af hunden til noget hunden samarbejder om i stedet for, at det bliver til noget hunden frygter og evt. kæmper for at slippe for.
Abby, som pt. er enehund på min matrikel, er den mest kropsfølsomme hund, jeg har haft. Jeg har dog med succes lært hende frivilligt at få taget temperatur, og de vacciner hun har skullet have har hun kunnet få med sit hoved hvilende på min hånd i et hagetarget.
Alt det ændrede sig sidste forår. Abby begyndte at blive uren på sit højre forben, hver gang jeg trænede med hende. Hun har før haft en fibersprængning i en skuldermuskel, så jeg troede i begyndelsen, at det var den, der var brudt op. Hun fik ro og smertestillende, men efter flere ugers ro, var det ikke blevet bedre. Jeg havde flere dyrlæger ind over, og fordi Abby ikke var halt, men kun gik urent, når hun blev brugt træningsmæssigt, var det en hård opgave for dyrlægerne at stille en diagnose. De fik mistanke om, at det var hendes albue, der gjorde ondt og ikke skulderen, som jeg troede, at det var, men en CT-skanning fandt intet unormalt. Sidst på sommeren endte Abby med at få åbnet albueleddet, og dyrlægerne fandt sørme en lille skade i hendes albue. Den blev fikset, og Abby er fit for fight igen. Men efter at være blevet undersøgt flere gange af dyrlæger, som har hevet og flået i hendes albue (for at kunne gennemskue hvad der var galt), er Abbys tolerance for dyrlæger forsvundet. Oven idet oplevede hun i løbet af efteråret at få en injektion i nakken, som gjorde ondt (det er hvad, der kan ske), og hun forstuvede selvfølgelig også højre forpote hen over julen – suk!
Summa summarum, jeg har nu en hund, der har mistet tilliden til dyrlæger og alt, der minder om undersøgelser eller injektioner. Kommer jeg til dyrlægen, vil hun gerne med ind, og hun er også ok med at være i venteværelset – ok, ikke glad! Men hvis min dyrlæge forsøger at undersøge hende, så ryster hun, halser og forsøger at komme væk. Jeg er så heldig at være i familie med min dyrlæge, og det betyder, at jeg også ser min dyrlæge på andre tidspunkter. Abby kan super godt lide min kusine – når hun altså ikke leger dyrlæge!
Jeg har længe planlagt et kuld hvalpe her til foråret og ved, at i den forbindelse skal Abby undersøges og have taget en del blodprøver. Jeg er selvfølgelig i gang med at træne Abby op igen til at være ok med at blive håndteret – også af dyrlæger. Det er en langsommelig proces, og jeg vidste allerede i efteråret, at jeg ikke kunne nå i mål med min træning, og så kommer vi til denne blogs pointe – Hvad gør vi, når vi ved, at vi kommer til at overskride vores hunds grænser? Selvfølgelig skal vi overveje, om det er noget, der kan vente, indtil træningen er på plads, men det er ikke altid en mulighed. Hvad gør vi så? Jeg har flg. 4 forslag, som du kan overveje at bruge med din egen hund.
Giv din hund angstdæmpende – kryds fingre for, at det virker
Snak med din dyrlæge om, hvad du evt. kan give din hund. Der findes flere typer af kosttilskud, du kan forsøge dig med. Der findes også rigtig medicin, du kan forsøge at give din hund. Det meste skal gives, en-to timer før du møder op hos dyrlægen. Bare du er med på, at det ikke er sikkert, at det virker. Din hund kan sagtens være bange alligevel.
Få din hund i træningsmode – hvis du kan
Før du træder ind hos dyrlægen, så hav din hund i træningsmode. Det virker selvfølgelig ikke, hvis din hund er rædselsslagen for at træde ind over dørtærsklen. Se om du kan træne eller lege med din hund allerede ude på parkeringspladsen og hele vejen ind til dyrlægen. Er din hund bekymret for at være på klinikken, så bliv udenfor og træn med den der, indtil dyrlægen er klar til at modtage dig. Så længe hunden vil træne/lege, så bliv ved! Det kan du selvfølgelig ikke, hvis din hund skal sederes og skal være fastende. Så bliver du i bilen med din hund og ser, om dyrlægen ikke vil komme ud til dig og give en beroligende sprøjte, der hvor din hund er mest tryg.
Forklaring for dig der lige vil vide, hvorfor det kan virke at sætte hunden i træningsmode:
Vi kan groft inddele hjernen i to dele. En indre, der ligger udenfor vores kontrol, og som bl.a. varetager følelser som frygt og en ydre, bevidst del, der bl.a. har med viljestyret adfærd at gøre. Vores og hundens hjerne er indrettet sådan, at den bedst kan lide, at der er mest aktivitet i enten den ene eller den anden del af hjernen. Ved at træne/lege med hunden, øger vi aktiviteten i den ydre del af hjernen, hvilket lægger lidt låg på den indre del af hjernen og dermed gør det lidt lettere for hunden ikke at blive bange. Den indre del af hjernen kan altid ”overrule” den ydre – hvilket ses tydeligt, når dyrlægen begynder at undersøge hunden. Ingen signaler eller godbidder/legetøj kan aflede hunden, fordi aktiviteten i den indre del af hjernen overtager styringen.
Lad være med at spørge – få det overstået
Karolina Westlund (hvis ikke du kender hende så tjek hende ud her https://illis.se/en/) har en gang på et seminar sagt: ”Hvis du ikke tror du, at du får et ”ja”, så lad være med at spørge!” Lad være med at ødelægge din træning ved at bede hunden om noget, du ved, den ikke kan endnu! Du forgifter bare din træning, og din hund mister tillid til både dig og træningen! Når du skal gøre noget, du ved din hund ikke kan lide, så få det overstået så hurtigt som muligt! Undgå at forsøge at lokke den hen til dyrlægen eller op på bordet – din hund vil bare miste tillid til dig! Fortæl din hund, at nu kommer der til at ske noget grimt og få det så overstået så hurtigt som muligt. Undgå at trække det ud. Det får kun hunden til at være stresset i længere tid. Det er også vigtigt, at du selv er så rolig som muligt, så du ikke kommer til at stresse din hund yderligere.
Hold fest når det er overstået – træn, giv godbidder, osv.
Når dyrlægen er færdig med det, han/hun nu skal med din hund, så se om du kan få den til at spise godbidder. Det at spise stimulerer den del af nervesystemet, der står for, så få hunden til at spise så hurtigt du kan. Vil den tage godbidder fra dyrlæge og sygeplejersker, så er det fint her. Kan du få den til at ville træne, så er det også godt.
Og så gælder det selvfølgelig om at fortsætte din træning, så din hund på et tidspunkt vil være mere ok med at komme til dyrlægen – eller i hvert fald vil være mindre bange!
Fredag og lørdag var Karen og jeg så heldige at være på kursus med Karolina Westlund. Et kursus arrangeret af DSKVE, som er en forening bestående af dyrlæger, der er interesserede i adfærd. Det er ingen hemmelighed, at vi hos Hund & Træning er svært begejstrede for Karolina Westlund, og vi har da også hørt hende i mange andre sammenhænge. Denne gang var det om dyrs følelser men med et twist i forhold til, hvordan vores dyr har det, når de f.eks. er hos dyrlægen.
Karolinas første slide, som jeg har set nogle gange før, rammer mig altid. Hun taler om tre slags følelser: sensoriske (f.eks. kulde og varme), kropslige (f.eks. sult og tørst) og følelser (emotions). Karolina pointerer meget relevant, at det er lidt interessant, at de fleste af os aldrig kunne drømme om at lade vores hunde sulte eller fryse, men hvor mange af os er ligeså opmærksomme på, hvordan vores hunde har det følelsesmæssigt? Vi ser adfærd, men er vi opmærksomme på den følelse, hunden har, mens den udviser adfærden? Nogle følelser kan give sig udtryk i meget små adfærdsændringer, og hvis vi ikke er opmærksomme på dem, risikerer vi at overse f.eks. en hund, der er utryg.
Karolina beskriver den model over følelser, der hedder ”Core Affect Space”. Vi kan beskrive følelser i to retninger – hvor behagelige vs. ubehagelige de er, og hvor høj vs. lav intensitet de har.
Core Affect Space
Følelser er øjeblikkelige, og både vi og vores hunde bevæger os hele tiden gennem Core Affect Space. Vores daglige omgang med hunden påvirker, hvor i Core Affect Space hunden befinder sig, og hvor i Core Affect Space vi oftest er har betydning for vores generelle humør. Er vi ofte i de røde felter, risikerer vi generelt at være pessimistiske og/eller deprimerede. Befinder vi os mest i de grønne felter, er vi generelt optimistiske og empowered. Er hunden utryg ved de daglige gåture, eller bryder den sig ikke om at få halsbånd/sele på, så risikerer vi at skubbe den over i de røde felter.
Udover Core Affect Space talte Karolina om Panksepps syv ”core emotions”. Det er de syv følelsesmæssige systemer, som Panksepp kunne stimulere via elektriske signaler. De er FEAR, RAGE, PLAY, GRIEF, CARE, SEEKING og LUST. Karolina gennemgik dem alle, men i forhold til det at gå til dyrlægen, er FEAR nok den vigtigste. Selvfølgelig er der noget, dyrlæger kan gøre for at gøre den så behageligt som muligt for hund (og ejer) at komme til dyrlægen, men vi som hundeejere kan faktisk også gøre rigtigt meget.
En af de tiltag, der kan være med til at modvirke, at vores hunde bliver bange for at komme hos dyrlægen, kaldes latent hæmning. Det handler om betydningen af førstegangsindtrykket. Placerer vi en rotte i et bur og udsætter den for noget ubehagelig, vil den opfatte det bur som ubehageligt de næste mange gange, den er i buret – også selvom der ikke sker noget ubehageligt. Placerer vi rotten i buret første gang, uden at den oplever noget ubehageligt, og først anden gang lader den opleve noget ubehagelig, vil den efterfølgende forventning om ubehag være mindre. Førstegangsindtrykket betyder noget. Hvis vi i stedet for kun at gøre buret neutralt første gang, gør det sjovt at være i, er effekten endnu større. I kan formodentligt allerede regne ud, hvad min pointe er. Første gang du skal til dyrlægen med din hund, så gør det til en sjov oplevelse. Tag din hvalp ned til dyrlægen, bare for at komme på besøg. Giv den en masse godbidder i venteværelset og leg med den, hvis den har mod på det. Det gælder også, hvis du har en ældre hund og f.eks. skifter dyrlæge. Langt de fleste dyrlæger er glade for at få besøg i klinikken. Jo mere veltilpas hunden er hos dyrlægen, jo bedre kan dyrlægen udføre sit job.
Der var en fantastisk stemning hele kurset igennem, og vi fik en del interessante diskussioner. Det er blevet ”in” at træne hunde til frivilligt at tilbyde håndtering (negleklip, børstning, osv.), og hos dyrlægerne er der en ny tendens – og en certificering – nemlig www.fearfreepet.com. Tjek det ud og få evt. din dyrlæge med på bølgen J.
Vi er som regel rigtigt gode til at dele ting, når det går godt – og måske mindre tilbøjelige til at dele, når det går knapt så godt. Jeg er i hvert fald. Alligevel har jeg tænkt mig at dele den oplevelse, jeg havde i lørdags, da jeg tog Abby, min yngste tæve, med på vores første working test. Det er en prøve for retrievere, der består af fem poster, hvor hunden skal apportere en eller flere dummier på hver post. Jeg har trænet noget, der minder om jagttræning med Abby on and off men er først for alvor gået i gang i det sidste halve års tid. Abby bestod sin brugsprøve, som er adgangsgivende til de andre prøver, man kan stille op i, for ca. en måned siden.
Abby efter sin brugsprøve
I lørdags skulle vi så have vores debut i en working test. I modsætning til konkurrencelydighed, ved man ikke på forhånd, hvilke opgaver man bliver udsat for til en working test – andet end at det handler om at apportere dummier. Det var ikke kun os retrieverfolk, der var mødt op i skoven i lørdags. Der var også en del slædehunde, som skulle ud og løbe med vogn i skoven. Smukke hunde, som dog larmer en del i forventning om, at de snart skal ud at løbe. De gøede så meget, at det var svært at høre, hvad prøvelederen fortalte til parolen, men jeg fik dog fat i, hvor jeg skulle begynde min prøve – ved post 2. Abby er normalt ret cool og plejer ikke at blive specielt påvirket af det miljø, hun er i, men hun var lidt oppe at køre. Jeg var heldigvis ikke den første, der skulle op, så jeg fandt ud af, at post 2 var en slags frit søg. En mand gik i et område ca. 30 m væk, hvor der lå dummier. Han klappede med noget træ og gik væk igen. Det er så meningen, at Abby skal løbe ud i området og søge og apportere dummier. Det er ikke lige noget, vi har trænet (vidste ikke den øvelse kunne forekomme i en working test), men hun har prøvet det nogle gange før. Det går selvfølgelig ikke super godt, men hun henter faktisk to dummier. Hun søger lidt stort og kommer ikke direkte hjem, men vi ender med 6 point ud af 20. Jeg er sådan set bare glad for, at hun rent faktisk fik løst opgaven. Post 3 er en enkeltmarkering. Der står en skytte, og bag skytten står der en, der kaster dummien. Jeg står måske 30 meter væk sammen med dommeren. Skytten skyder, og Abby ser op på mig og ser overhovedet ikke, at der bliver kastet en dummy. Jeg sender hende, og hun forsøger rent faktisk at løse opgaven og er også tæt på at finde dummien, men det lykkes ikke – 0 point.
Smukke slædehunde – efter de havde løbet lidt krudt af sig
Jeg kan godt allerede nu afsløre, at vi endte med 6 point i alt – ud af 100 mulige. Skal man gøre noget, skal man gøre det ordentligt! De andre poster involverede alle, at der blev skudt og kastet noget, og alle gange så Abby på mig i stedet for at se ud, hvilket betød, at hun aldrig så en eneste dummy blive kastet og derfor ikke kunne hente den. Der kan være flere årsager til, at det gik galt. For det første, har jeg lært Abby, at når der bliver skudt, så kom til mig og få godbidder – hvilket er rigtigt godt, når det drejer sig om fyrværkeri, men knapt så godt, når det gælder en jagtprøve. Abby var også ret højt kørende. Hun sad nogle gange og rystede og havde meget svært ved at sidde stille, noget hun ellers er ret god til, og jeg overvejede flere gange, om jeg skulle trække hende. Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt hun ”bare” var oppe at køre, eller om der var noget ubehag inde over.
Jeg var forbløffende nok ikke specielt nervøs, heller ikke til sidst, selvom jeg godt viste, hvad der ville ske. På et par af posterne, var der god tid, og jeg fik lov til at lave øvelsen om, uden at der blev skudt – efter vi havde fejlet og fået 0. Så snart der ikke var et skud involveret, løste Abby opgaven helt perfekt. Det hjalp. Men jeg er konkurrencemenneske, så en del af mig havde det virkelig skidt efter prøven. Jeg var ikke vred eller irriteret på Abby, men havde det bare skidt med situationen. Skuffelsen over, at det gik så dårligt, går lige i maven og river op i alle mulige negative følelser. Jeg er ikke dygtig nok, jeg er ikke god nok, hvordan kan du kalde dig hundetræner, hvordan kan du tro, at du kan undervise andre, skulle du ikke finde dig et job i Bilka i stedet for …
Jeg ved ikke, om du har prøvet noget lignende, men måske har du. Jeg kunne godt mærke, at mine tanker var ved at grave en hul, jeg kunne kravle ned i. Og hvad gør man så? Det er så ufatteligt uproduktivt at have den slags følelser, men det kan være virkelig svært at slippe dem. Jeg kan kun fortælle, hvad der virker for mig, og måske kan du bruge noget af det – om ikke andet, så bare det at vide, at andre kan have det sådan.
Jeg ved, at jeg meget hurtigt kan vende den slags oplevelser til en slags selvhad, og det er vigtigt at få vendt mine tanker forholdsvist hurtigt. Så når jeg kan mærke, at mine følelser og tanker bliver alt for negative, forsøger jeg altid at give mig selv en slags peptalk. Min indre dialog lød nogen lunde sådan her:
Det er en konkurrence – ikke liv eller død. … Bortset fra at det at undervise i hundetræning er mit levebrød – FUCK!! (heldigvis er der ikke mange, der i de kredse ved, hvad jeg lever af).
Det var den samme fejl – Abby gjorde alt rigtigt, når der ikke var skud med (jeg gik på stranden bagefter og kastede et par dummier, og det klarede hun perfekt). Vi skal ”bare” have fikset det med skud.
Min datter har godt af at se, at det ikke er nogen katastrofe at fejle. Det gør ikke noget, at man ikke er perfekt!
Det var én prøve – det betyder ikke, at du ikke kan gøre det bedre næste gang.
Træk vejret – du er god nok.
Du behøver ikke fortælle nogen, hvordan det er gået … øhh.. altså bortset fra dem du allerede har fortalt om prøven. Men det er heldigvis ikke så mange…
Træk vejret – du er god nok.
Det at fejle er ikke en refleksion af, hvem jeg er – jeg er mere end det at gå til prøve eller træne min hund.
Jeg bliver ved med at prøve at finde noget godt i situationen, eller finde en plan b, c eller d. Hvis det ikke virker, forsøger jeg at tømme mit hoved og bare være, eller jeg forsøger at tvinge mig selv til at tænke på noget andet mere positivt. Alt andet end negative følelser og tanker. Det at kredse sine tanker omkring noget, man alligevel ikke kan ændre, er spild af tid. Jeg vil ikke bruge min tid på følelser og tanker om ting, jeg alligevel ikke kan ændre. Det kræver øvelse og mere øvelse, men det virker for mig – sådan da. Jeg kan stadig mærke et sting, når jeg tænker på i lørdags, men det fylder ikke mine tanker. Jeg kunne godt mærke, at min motivation for at træne mandag morgen ikke var så stor – men jeg gjorde det alligevel – og Abby var fantastisk.
https://youtu.be/pHewRZ2Kaic
Abby på stranden efter prøven – dobbeltmarkering
Oplever du, at du har tendens til at slå dig selv oven i hovedet med jævne mellemrum, så er der hjælp at hente. Min chef, Christina Ingerslev, har bl.a. hjulpet mig. Hun har både uddannelse og erfaring på området, og det er klart hendes hjælp, der gør, at jeg bl.a. ikke oplevede skyggen af irritation eller vrede overfor Abby – det havde jeg gjort for 10 år siden.
Træning foregår i et samspil, hvor der er rigtig mange forskellige forhold, der har betydning for, hvordan vores samarbejde med hunden folder sig ud. Et af de vigtige forhold er din reaktion, når du står overfor en udfordring, du har svært ved at løse.
Det kan f.eks. være noget nyt, en ny træningsopgave, du slet ikke kan få hul på og måske slet ikke kan forestille dig, hvordan du skal træne. Du tænker måske, “det er min hund og jeg slet ikke dygtige nok til”…. Hvis du genkender denne situation er troen på, at det godt kan lade sig gøre, utrolig vigtig. Men mere om det en anden gang.
Det kan også være, at du står overfor den varme grød. Det kalder jeg den situation, hvor du støder ind i et træningsproblem, som du bliver bange for at løse direkte. Det svære ved hundetræning er, at øvelser hele tiden ændrer sig over tid, og små skævheder lige så stille kan snige sig ind i vores træning. Jeg tror, at vi alle sammen på et eller andet tidspunkt står overfor den type af træningsudfordringer. Hvor hurtigt vi kommer ud af dem afhænger af, hvor hurtigt vi går direkte ind i den varme grød i stedet for at cirkle udenom den.
Du tænker måske – “hvad snakker hun om?” Så her kommer nogle eksempler:
Din hund rejser sig fra dæk, hvis du går fra den. Det kan både være i det almindelige indkald eller indkald fra dæk i fællesøvelserne. Derfor lader du være med at kalde på hunden, og på den måde undgår du problemet.
I indkald med stop løber hunden langsommere, når du begynder at stoppe den. Derfor kalder du hunden helt ind hele tiden, for at undgå at hunden sænker farten.
Din hund slipper apporten, når den kommer ind på plads. Derfor undgår du at træne afslutning med apporten.
Din hund kan ikke sidde stille ved starten, når du løber agility. Derfor lader du være med at lade hunden sidde ved start.
Det kunne også være hverdagsproblemer, som at hunden plager for at få mad, komme ud eller noget andet tidligt om morgenen. Du står op, fordi hunden jo skal spise …. vil ud osv.
Fælles for den her type af træningsproblemer er, at træneren bevidst eller ubevidst lader være med at træne direkte på problemet og måske har en forestilling om, at problemet på den måde løser sig. Det er det jeg kalder at gå udenom den varme grød.
Jeg har undervist 1000-vis af personer, og jeg har set den her slags problemstilling så mange gange. Jeg har dog aldrig set, at det at undgå at træne på problemet løser noget, snarere tværtimod 😊. Nogle gange opdager vi ikke selv, at vi har den her type af træningsudfordringer, før nogen andre prikker os på skulderen.
Det at gå udenom den varme grød foregår ofte på den måde, at vi bliver på et tidligere trin i træningen og egentlig kun træner delmomenter, i stedet for at træne på den samlede træningsopgave, samtidig med at man forestiller sig, at hunden på en eller anden måde alligevel kan den færdige øvelse til prøver. Det kan måske gå i et stykke tid, men det er som at tisse i bukserne….
Den del af træningen, der ofte bliver sprunget, er sammenkædningen af øvelsen. Hunden kan godt delmomenterne i øvelsen, men problemet opstår, når delmomenterne sættes sammen. Hunden kan måske både stoppe hurtigt og løbe hurtigt, men når de to dele sættes sammen, så kommer der et “problem”.
Og ja, det gør der for langt de fleste hunde i sammenkædningsfasen. Når hunden ved hvad der skal ske, får vi forventning og hunden begynder at reagere ud fra sin forventning. I eksemplet med indkaldet begynder hunden at sætte farten ned, fordi den ved, at den skal stoppe. Jeg opfatter det som en helt naturlig del af processen med at sammenkædning delmomenter til hele øvelser.
Men hvis vi bliver ved med at træne på, at hunden skal løbe hurtigt, får hunden ingen træning i at sætte de to dele sammen og dermed ingen forståelse for, at den skal løbe hurtigt og derefter stoppe. Hvis vi træner på denne måde skal vi, hver gang hunden har lavet øvelsen, reparere træningen ved at lade hunden løbe hurtigt igennem uden stop. På den måde lærer hunden faktisk aldrig, hvad øvelsen går ud på.
Hvis vi identificerer lige præcis hvor i træningen, vi har problemet, og fantisk bruger tid på at lære hunden, at den både skal løbe hurtigt og stoppe hurtigt, så kan vi efterfølgende træne hele øvelsen, fordi hunden nu forstår præcist, hvad øvelsen går ud på. Det er det sammenkædningstræning går ud på. Det kan sagtens gøre sjovt, jeg elsker selv den type af træning, og jo mere legende en tilgang vi har til træningen, jo sjovere bliver det for både hund og ejer.
Forventning ligger også bag mange andre typer af træningsproblemer, som det med at blive på stedet, inden der bliver kaldt, sidde ved startstedet i agilitytræning osv. Forventning kan brydes på flere måder. Vi kan belønne det, du ønsker hunden skal gøre, f.eks. belønne hunden når den bliver på stedet. Vi kan tilbageholde belønningen og lade være med at give et nyt signal, hvis hunden gør noget andet end det du arbejder på. Lad f.eks. være med at stoppe hunden i indkald, hvis den løber langsomt. Endelig kan du bryde hundens forventninger ved at gøre noget andet end det hunden forventer.
Så derfor kære læser, næste gang der er ved at gå grød i den – så hop direkte ind i grøden og træn der, hvor udfordringen er.
Identificer hvor i træningen du har udfordringer, meget ofte i sammensætningen af delmomenter, men det kan også handle om forstyrrelser
Hop op i grøden – træn på at ændre hundens forventning
