Hunde har været en vigtig og integreret del af det meste af mit liv, både privat, som hobby og i de seneste 20 år som mit arbejde. Jeg elsker mit liv med mine hunde og mit hundeliv. Arbejdsmæssigt føler jeg virkelig, at jeg er landet på den rette hylde. Jeg brænder for mit stof, elsker at fagområdet er dynamisk med fortsat mulighed for ny læring og udvikling, og jeg elsker at formidle til engagerede mennesker, der også er ”bidt af en gal hund”.
På det private plan har mit hundehold altid haft to sider. Den ene del er det at leve med mine hunde i hverdagen. Samværet og nærværet med hundene er noget, jeg slet ikke kan forestille mig at være foruden. Gåture, hygge, sjove aktiviteter og det bare at være sammen. Det giver livskvalitet og er balsam for sjælen. Den anden del er den træningsmæssige side af sagen, som jeg har brændt for, siden jeg som barn begyndte at gå til træning med familiens beagler, lærte dem alverdens tricks derhjemme og også ret hurtigt begyndte at deltage i konkurrencer med dem. Det træningsmæssige samvær med hundene er en central del af mit liv med mine hunde og også vigtigt for mit arbejde, da det for mig er vigtigt hele tiden at have fingrene ”nede i suppen” med den praktiske træning.
Jeg har haft beagler i noget, der nærmer sig en menneskealder, og har altid elsket at arbejde med dem. De fortjener på ingen måde deres ry som dumme, stædige og utrænbare. I en årrække gik jeg dog også med en drøm om at prøve at have en hund af en samarbejdende race, som jeg kunne nørde træning med på mange fronter. Der gik mange år med tanker om en række forskellige racer, før jeg i 2014 endelig gjorde alvor af ønsketænkningen om den nye fantastiske træningshund og føjede working kelpie Joey til min lille hundefamilie, der på det tidspunkt bestod af tre beagler.
Joey var sød og skøn at arbejde med helt fra begyndelsen, og drømmen om en træningshund og konkurrencehund i flere samarbejdende hundesportsgrene så lys og lovende ud. Mange kender allerede min og Joeys historie og ved derfor, at drømmen brast i tusind stykker, da Joey blev diagnosticeret med ledmus i begge albuer som ganske ung. Operation og langvarig genoptræning førte til, at vi med forsigtig træning har kunnet deltage i klasse 1 og 2 i DKK’s lydighedsprogrammer. Vi har også trænet Nose Work, som har været en fin supplerende aktivitet til den samarbejdende træning, som altid har været mit hjertensbarn. Hyrdning og rallylydighed måtte skrottes på grund af den belastning, der er på albuerne i disse aktiviteter.
Jeg har hele tiden glædet mig specielt til at kunne begynde at arbejde på klasse 3 i lydigheden og har i lang tid tænkt, at det skulle nok gå, når det nu var gået ok med klasse 1 og 2, så længe jeg var forsigtig i min træning i forhold belastning af Joeys albuer. I oktober måned 2017 gik jeg lidt i gang med de første par momenter til klasse 3, som jeg havde skubbet foran mig i min tidligere træning for at undgå unødig belastning af Joeys albuer. Det gav desværre hurtigt bagslag med tilbagefald med smerter, og efter nogle måneder med endeløse kiropraktorbesøg og fysioterapi, blev det klart for mig, at jeg måtte opgive drømmen om en konkurrencehund i klasse 3, som hele tiden har været mit mål og toppen på kransekagen for mig i lydighedstræningen. Det føltes som om, at hele min verden gik i stykker, da jeg tog den endelige beslutning om at opgive lydighedstræningen. Jeg kan kun beskrive min reaktion som en sorgreaktion. Jeg følte mig fuldstændig bombet og forstenet og gennemlevede en periode med følelsesmæssig turbulens, hvor jeg skiftede mellem at være ked af det, frustreret og vred. Sorgen over at miste den aktivitet med Joey, som jeg elsker allermest, er måske endnu større, fordi Joey i den grad er kravlet ind under huden på mig. Han er en soulmatehund af de store, og nogle af mine gladeste øjeblikke i de senere år har netop været i min træning med ham.
I de seneste måneder har jeg prøvet gradvist at finde fred med den situation, jeg nu står i. Joey er 3½ år gammel og er træningsmæssigt en slags invalidepensionist. I hverdagen er han heldigvis stadig i stand til at have glæde af de daglige gåture. Men gåture gør det ikke alene for en ung og aktiv hund, der arbejdsmæssigt er lavet til samarbejde og løbeaktivitet. Træningsmæssigt står jeg tilbage med næsearbejde som den eneste aktivitet, hvor jeg kan arbejde målrettet mod konkurrencer, hvilket er en del af min benzin på motoren, når det gælder min træning. Joey er glad for Nose Work, og vi træner også ret flittigt, men jeg kan mærke, at NW som eneste aktivitet for både ham og mig ikke opfylder behovet for den samarbejdende og fysisk aktive træning, hvor det tætte bånd mellem os giver de magiske øjeblikke, hvor tingene går op i en højere enhed.
Igennem de seneste måneder har jeg tit tænkt på citatet fra Passengers sang ”Things That Stop You Dreaming”, som udgør overskriften til denne blog: ”If you can’t get what you love, you learn to love the things you’ve got”. Jeg har tilføjet et lille ”must” til teksten i overskriften, da det er der, jeg står nu. Jeg prøver at finde fred med min og Joeys situation, men jeg må indrømme, at hver gang facebook flyder over med glade opdateringer efter weekender med lydighedsprøver og rallyprøver, så stikker det i hjertet og gør mig ked af det – hver eneste opdatering er en lille reminder om alt det, jeg har drømt om, og som Joey og jeg aldrig kommer til at opleve sammen. Mit liv med Joey har unægtelig været en slags rollercoaster ride med store op og nedture. På nuværende tidspunkt prøver jeg at genfinde balancen og glæden ved træning med min skønne hund med de aktiviteter, han fysisk kan holde til.
Der er ingen tvivl om, at Nose Work er det nye sort indenfor hundesport. Sporten, der opstod i USA for godt ti år siden, har spredt sig som løbeild i Danmark i den seneste tid. Nose Work tager afsæt i specialsøg, hvor hunden lærer at søge efter bestemte dufte og påvise fund. I stedet for narko og sprængstof lærer vi Nose Work-hunden at søge efter lavendel, eukalyptus og anis – og de elsker det 🙂
Næsearbejde har altid været noget, der ligger lige til højrebenet for vores hunde, og mange hundeejere har trænet deres hunde i spor, feltsøg og diskriminationstræning. Efter at Nose Work har gjort sit indtog, er der endnu flere hunde og ejere, der har fornøjelse af næsearbejdet, som jo er en sjov og sund måde at stimulere vores firbenede venner på.
Ud over at være en fantastisk hyggelig aktivitet med vores bedste ven, har Nose Work den fordel, at alle, absolut alle – både hunde og mennesker, kan være med. Der findes flere måder at lære hunden at søge efter duftene, så der er noget for enhver – både for familiehunde uden den store træningserfaring og for hunde med masser af erfaring i forskellige former for hundesport. Store, små, unge og gamle hunde kan have glæde af Nose Work – og det samme gælder for deres mennesker. Nose Work kan trænes næsten alle steder og på lige det niveau, der passer til den enkelte hund og ejer. Og når hund og fører har lært de grundlæggende principper, kan det anvendes som en dejlig aktivitet i hverdagen, hvor både hund og ejer hygger sig. På den måde får hunden super stimulation, og relationen mellem hund og ejer styrkes, når vi laver noget rart sammen.
Nose Work er også en konkurrencesport for dem, der har lyst til at afprøve hundens evne til at finde duften(e) på nye steder og indenfor de formelle rammer, der er ved en konkurrence. Dansk Kennel Klub har netop uddannet det første hold dommere, og de første konkurrencer er løbet af stablen i denne sommer. Der er ingen tvivl om, at sporten kommer til at brede sig og få en stor og bred tilslutning af mange slags hunde og deres ejere.
Hund & Træning startede i foråret 2017 en Nose Work instruktøruddannelse. Hold 2, der er fuldtegnet, starter midt i august på Sjælland. Hold 3 starter i november i Horsens, og her er der stadig ledige pladser. Brænder du for træning og samarbejde med din hund og for næsearbejde, så har du her muligheden for at selv at lære mere om denne nye spændende hundesport og efterfølgende at tilbyde kurser til nogen af de mange hundeejere, der har opdaget, hvor skøn en aktivitet Nose Work er for både hund og ejer.
Hvis du har spørgsmål til uddannelsen, kan du kontakte Karen Strandbygaard Ulrich på tlf. 23 65 93 22 eller ku@hundogtraening.dk.
Når vi taler om træning, har vi som regel fokus på planlægning, kriteriesætning og timing af markørsignalet. Efter markørsignalet følger belønningen, men hvad er egentlig en god belønning?
Mit umiddelbare svar er, ”det kommer an på….” Selvfølgelig er en god belønning noget, hunden godt kan lide, men det er ikke tilstrækkeligt i min optik til at definere, hvad der udgør en god belønning i den enkelte træningssituation. Vi kan blandt andet se på kvalitet, kvantitet og intensitet.
Kvalitet kan vi definere som, hvor godt hunden kan lide belønningen. Kvantitet handler om, hvor meget der er af belønningen. Og intensitet handler om, hvordan belønningen bliver leveret.
Det er en fordel at kunne arbejde med forskellige kvaliteter af belønning. Hvis vi altid bruger det bedste, vil det hurtigt blive hverdag og mindre attraktivt for hunden. Hvis vi andre fik lækker lagkage hver dag, ville det også hurtigt holde op med at være så attraktivt. Ved at vænne hunden til, at der er forskel på de belønninger, vi anvender, får vi en højere motivation, da uforudsigelighed netop højner hundens forventning om belønningen. Det kan f.eks. være, at vi vil belønne ekstra godt, hvis hunden har udført en svær opgave, eller når der er et gennembrud i træningen, mens vi anvender en mere jævn kvalitet til vedligehold eller i en serie af gentagelser af en respons, der kører glat.
Ligesom med kvaliteten, kan vi variere kvantiteten af belønningen. I nogle tilfælde giver vi en enkelt godbid eller en kort trækkeleg. I andre tilfælde giver vi hunden en masse godbidder hurtigt efter hinanden eller en lang trækkeleg. Igen afhænger det af, hvad vi vil fremme i den øvelse, vi arbejder med i den aktuelle situation.
Intensitet i belønningen er ofte associeret med brug af legetøjsbelønninger, hvor hunden kommer op i gear med trækkeleg eller andre former for legetøjsbelønning. Betyder det så, at hvis man har en hund, der ikke er vild med legetøj og trækkeleg, at man ikke kan belønne med høj intensitet? Det mener jeg ikke. I min optik, kan godbidder i høj grad også anvendes til at højne intensitetsniveauet i belønningen. Det kan f.eks. gøres ved jagtleg med godbidder eller ved, at fører og hund løber sammen hen til en beholder med godbidder, der efterfølgende leveres under stor festivas.
Hvad og hvordan vi vælger et belønne afhænger i høj grad af, hvad det er i træningen, vi ønsker at fremme. Har vi fokus på at styrke ro og koncentration eller en præcis position, så giver det ofte mening at belønne stilfærdigt og i positionen. Har vi i stedet fokus på fart eller intensitet i hundens adfærd eller en bestemt bevægelse, giver det ofte mening at belønne med højere intensitet. Om opgaven er let eller svær, kan også være afgørende for, hvor høj kvalitet og kvantitet vi vælger at bruge i den enkelte situation.
Jeg synes, at vi får optimal effekt af belønningerne i træningen, hvis vi graduerer og tilpasser dem til den enkelte øvelse og den enkelte repetition af øvelsen. Måden vi belønner på kan sagtens ændre sig hen over indlæringsforløbet af en given øvelse. Det kunne f.eks. handle om, at vi i indlæringen af skift mellem to positioner i første omgang har fokus på at belønne stille og i position. Når adfærden er indlært og kan udføres på afstand af føreren, belønner vi i stedet med højere intensitet og ude af position, så hunden får lov til at bryde positionen og f.eks. løbe bagud efter en kastet belønning. Hvis vi ikke varierer den måde vi belønner på mht. kvalitet, kvantitet og intensitet, kommer vi let til at blive kedelige foderautomater, der med mellemrum spytter en godbid ud. Det bliver til det, jeg med et populært udtryk kalder for havregrød – en ensartet og almindeligt kedelig grå masse.
Ud over fokus på kvalitet, kvantitet og intensitet, synes jeg, at nærvær er et helt afgørende forhold for værdien af de belønninger, vi anvender i træningen. Vi har en tæt social relation til vores hunde, og socialt nærvær og anerkendelse er potente størrelser, der kan styrke værdien af vores andre belønninger. Vi forventer fokus, koncentration og nærvær af vores hunde, og det mindste vi kan gøre for dem er at give det samme tilbage. Jeg plejer at sige, at vi skal kunne mærke det i hjertet (eller hvor følelsen nu sidder), når vi belønner vores hunde. Hvis vi er oprigtigt glade og kan føle det selv, når vi belønner hunden, vil belønningen automatisk få en højere værdi for hunden.
Det følelsesmæssige engagement har for mig en stor værdi i træningen, og jeg elsker den følelse af glæde, der følger med, når jeg markerer for korrekt adfærd og efterfølgende belønner min hund, uanset om det er en stille ros sammen med en godbid eller to, eller om det er en vild og intens trækkeleg eller godbidsjagt sammen med hujen og jubel. Vi plejer at sige, at træningen ikke er mere effektiv end den planlægning og systematik, vi lægger i processen. Det samme gælder i høj grad for den måde, vi anvender belønninger på.
Jeg har længe arbejdet med forskellige former for diskriminationstræning og har også været nysgerrig i forhold til den nye hundesport Nose Work, der er på vej ind i Danmark og resten af Skandinavien. Derfor slog jeg til, da jeg fik mulighed for at deltage i et seks dage langt kursus med Ron Gaunt fra USA, som er en af grundlæggerne af sporten. Ron har en mangeårig erfaring med træning af hunde til ”detection work”, dvs. narkohunde, bombehunde osv., og det er med afsæt i disse erfaringer, at han og to andre har opfundet Nose Work som en sport, der er målrettet mod almindelige familiehunde, uden at der er krav om specielle forkundskaber i forhold til træning hos hund eller ejer.
Før kurset havde jeg snuset ganske lidt til Nose Work på nettet, men var ellers helt grøn i forhold til sporten. Jeg havde nogle tanker om indlæring og systematik baseret på min egen træning af færtdiskrimination i et kontrolleret setup med en række af glas i en ramme. Det skulle vise sig, at Ron Gaunts tilgang til indlæring af Nose Work er en anden, og at min tanke om indlæring af markeringsadfærd hos hunden slet ikke var det primære i grundtræningen, når man arbejder med Nose Work.
Grundideen i Nose Work er at lære hunden at søge efter en eller flere forskellige dufte (der anvendes enten æteriske olier eller hydrolater, der er fortyndede versioner af olierne), der er gemt i små beholdere i forskellige miljøer. I konkurrencesammenhænge skal hunden søge i fire forskellige miljøer: beholdersøg (f.eks. kufferter, tasker, kasser o.lign.), indendørssøg, udendørssøg og køretøjssøg. Der anvendes forskellige dufte i forskellige lande. På kurset blev vi introduceret til eukalyptus, som vist er den duft, de fleste begynder med i Nose Work træning i Danmark. I USA anvendes anis, birk og nelliker i konkurrencesammenhænge.
Kurset begyndte med en teoriaften, hvor Ron fortalte om historien bag Nose Work, om systematikken i indlæringen og om sporten, som den udøves i USA. Det var super spændende at høre om tankerne bag denne måde at bruge hundens lugtesans med det fokus, at aktiviteten skulle være tilgængelig for helt almindelige hundeejere og deres familiehunde. Sporten er henvendt til alle – unge såvel som gamle hundeejere med hunde i alle aldre, typer og størrelser.
Første praktiske træning på seminaret handlede om at introducere vores hunde til selve søgeopgaven. Ron anvender søg på godbidder i hele den grundlæggende del af træningen, fordi han ønsker at tage udgangspunkt i hundens instinktive søgeadfærd. I første omgang søgte hundene efter godbidder gemt i kasser, derefter blev søget flyttet ud i det omgivende miljø (inkl. på køretøjer), og til sidst fik vi mulighed for at prøve at introducere hundene til duften af eukalyptus parret med godbidsfært. Enkelte af de deltagende hunde var allerede godt i gang med Nose Work træningen før kurset og arbejdede derfor på duft alene. Rons tilgang til indlæringen handler om at få en solid grundtræning i selve søgeadfærden, så hunden lærer at søge selvstændigt og vedholdende og at være kreativ, når det gælder om at finde frem til færten, selvom miljøet indeholder nogle udfordringer, hvor hunden skal anstrenge sig for at nå frem til færtkilden. Derfra introduceres dufte i træningen, og sværhedsgraden kan øges gradvist på alle parametre.
Det var super spændende at deltage i kurset, hvor vi fik rig lejlighed til at arbejde med vores egne hunde i praksis ud fra Rons anvisninger og med feedback fra ham undervejs i processen. Når helt nye strategier blev introduceret, foregik det i samlet forum, så alle fik lejlighed til at se hundene arbejde og til at få Rons anvisninger og kommentarer undervejs. Efterfølgende blev vi delt op i grupper, hvor vi arbejdede sammen og havde en hund på ad gangen. Dette samarbejde fungerede fantastisk godt, og vi lærte en masse af den praktiske træning, både med vores egne hunde, men også i høj grad når vi var hjælpere for hinandens hunde og kunne være observatører og have en dialog om træningen og om hundenes adfærd i træningen. Det var skønt at opleve, hvor hurtigt hundene fangede ideen med søgeopgaverne, og hvordan de gik på med krum hals og god koncentration. Kurset, der var arrangeret af Sanne Andersen, Lorup Hundecenter, blev afholdt i nogle super rammer på et område ejet af en jagtforening, hvor der var rigtig gode muligheder for træningen i en række forskellige miljøer både inde og ude (vi fik sågar en bil og en stor trailer stillet til rådighed for køretøjssøget), og god plads til parkering og udendørs luftearealer for alle de deltagende hunde. De gode rammer og super planlægning fik hele arrangementet til at glide, så vi deltagere kunne suge til os og fordybe os i det spændende næsearbejde med hundene.
Efter kurset er jeg gået i gang med grundtræning af mine egne tre hunde ud fra den systematik, som Ron Gaunt anbefaler. Hundene elsker det, og det er fantastisk at opleve, hvordan de arbejder med fokus, intensitet og målrettethed. Lyden af en hundenæse, der virkelig arbejder, er fantastisk – og jeg kommer helt sikkert til at arbejde videre med denne skønne nye hundesport.
I mit sidste blogindlæg skrev jeg om betydningen af grundtræning. Det er et område, jeg aldrig bliver træt af at beskæftige mig med. Ved at give hunden en god og sammenhængende grundtræning, klæder vi den godt på til at kunne indgå i samarbejdsrelationen med os og til efterfølgende at kunne lære de øvelser, vi vælger at arbejde med. Parallelt med at have fokus på grundtræning, synes jeg, at det er vigtigt, at vi altid har for øje, hvordan hundens følelsesmæssige tilstand er, når vi arbejder med den. Her tænker jeg på flere forhold. Både usikkerhed og frygt, frustration, stress og indtryk der distraherer hunden kan være årsag til, at hunden er i en følelsesmæssig tilstand, hvor det er svært at få træningen til at fungere. Hunden har svært ved at koncentrere sig, hvilket giver afbrydelser og dermed et dårligt flow i træningen. Det fører til begrænset indlæring og som regel også frustration og evt. irritation hos træneren.
Utryghed og frygt kan være forårsaget af en lang række forhold, både her og nu og i hundens baggrund. Det kan f.eks. handle om genetik, manglende socialisering, ubehagelige oplevelser som f.eks. medfører frygt for andre hunde, sygdom, smerter, og hundens hormonelle tilstand. Hundens genetik kan vi ikke ændre på, men der er gode muligheder for at ændre på hundens frygt for f.eks. andre hunde, nye steder eller fremmede mennesker, så den kan blive mere veltilpas f.eks. ved træning sammen med andre.
Frustration hos hunden kan også have en række årsager. Det kan f.eks. handle om, at hunden gerne vil hilse på de andre hunde eller mennesker på holdet, eller at den ikke kan finde ud af at løse træningsopgaven og dermed ikke får ret mange belønninger, selvom den prøver og byder ind med adfærd. Begge dele kan vi gøre noget ved. Vi kan både sikre, at hunden får opfyldt sine basale sociale behov og lære den selvkontrol i mødet med andre, så den ikke bliver stresset og frustreret i mødet med hunde og mennesker. I forhold til selve træningen kan vi blive gode til at planlægge træningen og sætte kriterier, så vi hele tiden sikrer en høj succesrate for hunden.
Hundens generelle stressniveau i træningen kan f.eks. hænge sammen med forhold, som at hunden er understimuleret i hverdagen, at den er fysisk utilpas pga. smerter, at den er blevet belønnet for at plage for opmærksomhed, eller at det grundlæggende stressniveau i træningen er for højt, fordi hunden bliver kørt op i træningen, enten med brug af korrektioner, eller hvis belønningerne bliver brugt til at køre hunden op i et meget højt gear, uden at træningen generelt er balanceret. Alle disse forhold kan vi ændre på, så hunden generelt bliver mere afbalanceret og dermed langt bedre modtagelig for ny læring.
Hunden kan f.eks. have svært ved at koncentrere sig i træningen pga. manglende grundtræning, så den ikke reelt har forstået, hvad træningslegen går ud på, eller den kan blive usikker/utryg, frustreret eller stresset over indtryk fra omgivelserne. Igen er der tale om forhold, vi kan ændre på, så vi kan hjælpe hunden til at være i bedre følelsesmæssig balance og dermed have bedre koncentration i træningen.
Vi taler i mange sammenhænge om, hvilke træningsfilosofier, -strategier og metoder der er de bedste. Det kan f.eks. være forskellen på lokketræning og klikkertræning, brug af markørsignaler, shapingstrategier og kriteriesætning, og metoder til indlæring af plads, apport og fremsending osv. Men hvis hunden ikke er træningsparat rent følelsesmæssigt, har vi ikke meget gavn af selv de bedste filosofier, strategier og metoder. Det første forhold vi altid skal kunne tjekke af på vores mentale tjekliste må derfor være, at hunden følelsesmæssigt er i god balance – på samme måde som den selvfølgelig skal være i god fysisk stand. Fælles for alle de omtalte områder er, at vi kan være proaktive og gøre noget for at hjælpe hunden til at være følelsesmæssigt afbalanceret og veltilpas i træningssituationen og dermed give os selv og hunden bedre forudsætninger for at få det optimale ud af træningen. I nogle tilfælde kræver det en ændring af nogle underliggende forhold eller en træningsmæssig indsats for at ændre på hundens følelsesmæssige tilstand i bestemte typer af situationer. I andre er det tilstrækkeligt at ændre lidt på selve træningssituationen, f.eks. ved at vi holder større afstand til de andre hunde eller selv er fuldt engagerede og nærværende i træningen. God træning derude – nu hvor det skønne forår er lige på trapperne J.
I mit arbejde med undervisning i mange forskellige regi, med adfærdsbehandling og i min egen træning og udveksling med andre om træning, bliver jeg konstant mindet om, hvor vigtigt det er at arbejde med grundtræning af vores hunde, før vi går i gang med at arbejde med de mere avancerede øvelser. Ideen om grundtræning er en af mine kæpheste, og for mig er det af afgørende betydning, at vi klæder vores hunde godt på til at kunne indgå i en samarbejdsrelation med os – uanset hvilken retning hundens videre uddannelse skal tage.
Ved at arbejde med grundtræning, lærer vi vores hunde den systematik, eller de regler om man vil, som vores træning er baseret på. Hvis hunden ikke kender træningslegens systematik eller mangler nogle grundlæggende kompetencer, kan vi ikke forvente, at den er i stand til at løse de opgaver, vi stiller den. Som jeg ser det, er grundtræningen det fundament, som vores videre træning bygger på. Den indeholder de redskaber, som hunden har brug for, når vi skal uddanne den inden for et givent område. Når vi skal lære at læse, lærer vi først alfabetet og derefter at læse korte ord. Derfra kan vi lære at læse sætninger og efterhånden mere sammenhængende tekst. Hunden har også brug for at lære sit alfabet at kende, dvs. den skal tilegne sig nogle grundlæggende kompetencer, som gør den i stand til at indgå i samarbejdet med os i træningen, når vi ønsker at lære den de øvelser, der indgår i den form for træning, vi har valgt at arbejde med.
Jeg har i mange år haft den tanke, at meget hundetræning begynder det forkerte sted. Fokus er på de færdige øvelser i hundens tidlige træning i stedet for på at lære hunden nogle underliggende kompetencer, der gør det let for den at indgå i samarbejdet og på sigt lære de mere avancerede øvelser. Hundetræning består et langt stykke hen ad vejen af koncepter, og i grundtræningen kan vi lære hunden nogle brugbare koncepter, der vil gøre den videre træning lettere for både hund og træner.
Tjek-ind konceptet lærer hunden selv at vælge træningen og træneren til og dermed at fravælge forstyrrelser i omgivelserne. Det er en forudsætning for, at vi har en hund, der har lyst til træningen og ikke lader sig distrahere af omgivelserne.
Konceptet at lege med træner med legetøj lærer hunden, at samvær med træneren har høj værdi. Det styrker de sociale bånd mellem menneske og hund, og det giver os samtidig en fantastisk mulighed for at benytte leg og legetøj som belønning i træningen.
Konceptet at byde ind med adfærd og variere adfærd er helt centralt, hvis vi ønsker en hund, der tænker selv og er en aktiv deltager i indlæringsprocessen. Det klæder hunden på til at arbejde med shaping, hvor vi netop har brug for, at hunden prøver sig frem, når vi tilbageholder markør og belønning, når vi hæver kriterier. Uden denne kompetence ender vi ofte med en hjælpeafhængig hund, der bliver stresset og enten melder sig ud af træningen eller kører op i en spids, når den ikke kan finde ud af, hvad den skal gøre for at få sin belønning. Initiativtræningen balanceres med rotræning, så vi har styr på både aktivitet og ro i træningen.
Vedholdenhed som koncept hænger tæt sammen med det at tilbyde og variere adfærd, men det kan også betragtes som en separat kompetence, som vi kan lære hunden tidligt i dens uddannelse. Når hunden lærer at være vedholdende, vil den være godt rustet til at klare nye udfordringer, hvor den skal prøve sig frem og ikke får belønning for alle sine forsøg. Uden vedholdenhed er der stor sandsynlighed for, at hunden giver op, når den ikke lige kan knække koden til en ny type opgave i træningen.
Targeting er for mig et af de absolut vigtigste redskaber og koncepter i træningen. I grundtræningen lærer hunden de basale targetøvelser, snudetarget og potetarget, og det at fastholde targetadfærd. Targettræning tjener i min optik flere formål. Det styrker hundens forståelse af at byde ind med adfærd, og det er et fantastisk godt redskab til at igangsætte indlæring af nye øvelser. Når hunden har forstået det grundlæggende koncept med targeting, ”rør ved genstanden og fasthold kontakten indtil markørsignalet bliver præsenteret”, kan vi udvide med en lang række andre targetøvelser, som kan bruges i hundens videre uddannelse.
Frivillig selvkontrol er et koncept, der er en forudsætning for, at hunden kan koncentrere sig om træningen og ikke have ”tunnelsyn” på belønningerne. Samtidig øger det hundens evne til at holde fokus på træneren og kunne ignorere forstyrrelser og fristelser i omgivelserne. Uden denne kompetence oplever mange trænere, at hunden er meget fokuseret på belønningerne eller på spændende indtryk i omgivelserne og ikke kan koncentrere sig om selve opgaven i træningen.
Kropskontrol og kropsbevidsthed er forudsætningen for træning af rigtig mange øvelser. Uden grundlæggende træning af en række motoriske færdigheder og en bevidsthed hos hunden om, hvad den gør med sin krop, er det ofte svært at indlære nye øvelser i hundens videre træning.
Der er mange flere koncepter i hundetræning, som vi indlærer, når hunden har lært træningens helt grundlæggende systematik at kende. Det gælder f.eks. at blive på stedet, at samle en genstand op og holde fast på den eller at følge en dirigering.
Hvis vi tager de analytiske briller på, når vi arbejder med træning, oplever jeg, at træningsproblemer i mange tilfælde snarere handler om manglende grundtræning end om metode mht. indlæring af en given øvelse. Hvis hunden mangler nogle af de grundlæggende kompetencer, vil det være svært at lære den en mere avanceret øvelse, selvom den metode, der bliver anvendt, er rigtig god. I den slags tilfælde er den mest effektive strategi at gå tilbage i træningen og styrke de områder, hvor hunden mangler de grundlæggende kompetencer og derfra at arbejde videre med indlæringen af den ønskede øvelse.
Da jeg fik ny hund i slutningen af 2014, var mit træningsmæssige mål i første omgang konkurrencelydighed. Men før jeg ville gå i gang med det, skulle grundtræningen være på plads. Den første del af min træning med Joey handlede derfor om de forskellige koncepter i grundtræningen. Som jeg tidligere har fortalt om her på bloggen, kom der nogle gevaldige bump i vejen for mine planer om at arbejde med konkurrencelydighed, da Joey blev opereret for ledmus i begge albuer 11 måneder gammel og skulle igennem en lang periode med genoptræning. Det, der er interessant i denne sammenhæng, er, at det har vist sig, at Joeys grundtræning har dannet et fantastisk udgangspunkt for al den træning, som jeg har arbejdet med i de fem måneder, der er gået siden hans operation. Jeg har gjort fysioterapien til samarbejdstræning, vi har arbejdet med en masse kropskontrol og en lang række samarbejdsøvelser, der både har fungeret som mental stimulation og som relevante redskaber for fysioterapien, og vi har arbejdet med små momenter af lydighedstræningen. Alt sammen med afsæt i den grundtræning, jeg havde givet Joey i de første måneder, hvor mit fokus fremadrettet var på konkurrencelydighed. Uden den grundtræning ville det ikke have været så ukompliceret at skifte spor og have fokus på en lang række øvelser, der er helt anderledes, end dem jeg normalt har arbejdet med i min træning.
