Indenfor de seneste ca. 15 år, er tamhunden blev genstand for videnskabelig forskning i et omfang, vi ikke har set før. Tidligere var der blandt etologer, biologer og psykologer mere status i enten at studere vilde arter i deres naturlige omgivelser eller i at studere adfærd, primært via indlæring, i laboratoriemiljøer. I de senere år har dette ændret sig, og flere steder i verden forskes der nu i hundes adfærd og kognitive evner på universiteter.
I løbet af året har vi ved foredrag og seminarer her i Danmark haft fornøjelsen af at møde tre forskere, Per Jensen (Sverige), Clive Wynne (USA/England) og Ádám Miklósi (Ungarn), der selv har interesse for og arbejder med denne nye forskning. Ved disse foredrag og seminarer og i bøger af en række forfattere er det muligt at få indblik i mange af de forsøg, der foretages rundt omkring i verden, der forsøger at afdække en række aspekter af vores tamhundes adfærd. Det handler bl.a. om emner som hundes følelser (f.eks. har hunde sekundære følelser som evnen til at føle skam eller jalousi), og hundes evne til at afkode menneskers signaler og følelser (f.eks. er hunde opmærksomme på, om vi ved, hvad de foretager sig, kan de afkode menneskers følelsesmæssige udtryk, og er de i stand til, at forstå intentionen bag visuelle signaler fra mennesker som f.eks. pegebevægelser). Har hunde ”theory of mind”, dvs. har de en forståelse af, at andre levende væsener også har en bevidsthed, og at andre oplever verden på en anden måde, end de selv gør. Når man begynder at dykke ned i den nye forskning, er det overvældende at opdage, hvor mange forsøg, der findes, og den store variation der er i tilgangen til disse undersøgelser, så de emner vi nævner her er kun nogle ganske få eksempler på den forskning, der foregår på området.
Forskningsområdet ser ud til at være noget, der vil blomstre yderligere i de kommende år. Resultaterne er i mange tilfælde spændende og giver stof til eftertanke, og det er sandsynligt, at nogle af resultaterne vil blive en inkorporeret del af vores måde at opfatte vores hunde på i fremtiden. Men kan vi altid tage konklusionerne af de forskellige undersøgelser for gode varer? Er resultatet af en undersøgelse en endegyldig sandhed, der med sikkerhed kan sige noget om, hvordan vores hunde føler eller tænker? Især Clive Wynne lægger i sine præsentationer vægt på, at det er vigtigt at bevare sin kritiske sans, når vi forholder os til resultaterne af de mange forskellige forsøg, der foretages. Er de enkelte forsøg udført ifølge videnskabelig standard, og er de konklusioner, der drages et udtryk for faktiske sammenhænge eller for fortolkninger af sammenhænge, som vi ønsker at se? Vi lever i en tid, hvor vi dagligt bombarderes med enorme mængder af information, meget af det præsenteret i kortfattet og overfladisk form via nettet. Hvis vi ikke bevarer vores kritiske sans, kan vi let komme til at ”købe” fortolkninger af undersøgelser, som reelt ikke har noget videnskabeligt fundament. Det at et forsøg bliver udgivet i et videnskabeligt tidsskrift er, ifølge Wynne, ikke i sig selv garanti for, at forsøget er sobert videnskabeligt set. Mange forsøg er dårligt udført og foretages f.eks. som enkeltstående forsøg med et begrænset antal deltagende hunde og evt. under forhold, der kan rejse tvivl om de reelle årsagssammenhænge i de opnåede resultater.
Ud over eventuelle problemer med mangelfulde forsøgsprocedurer, hurtige konklusioner og subjektive fortolkninger af forsøgsresultaterne, mener vi også, at det er relevant at forholde sig til de involverede forskeres indgangsvinkel til studiet af hundes adfærd og kognitive evner. Studier af adfærd kan tage afsæt i forskellige fagområder. Vi mener selv, at det er relevant at forholde sig til både biologi/etologi, læringsteori, psykologi og neuropsykologi, hvis man vil hele vejen rundt om hundens adfærd, dens evne til at lære og dens kognitive evner. For os er det derfor slående, at fremtrædende forskere indenfor den kognitive etologi, som fagområdet normalt betegnes, næsten udelukkende tager afsæt i etologien. Vi har oplevet, at der blandt disse forskere er en generel afstandtagen til den læringsteoretiske side af sagen og i nogle tilfælde endda i så høj grad, at de enten laver sjov med, at de ikke ved noget om indlæring, eller ved at de latterliggør hundetræning og de principper, som den moderne træning er baseret på. Forskeren Brian Hare, der er ophavsmand til pegeforsøgene, fortæller i sin bog The Genius of Dogs om sin oplevelse af mødet med hundefolk på en stor konference i USA i 2009, hvor vi i øvrigt selv deltog. Han siger følgende: ”….I was invited to give a keynote lecture at a dog training conference… It was all fun and games until one of the key speakers began extolling the virtues of behaviorism… It was like a spaceship had landed and a whole bunch of aliens had jumped out and announced they were taking us all back to the fifties…”. Hare opponerer imod brugen af den operante betingnings principper for læring, som blandt dyretrænere over hele verden er anerkendt og anvendt i den praktiske træning af dyr i mange forskellige sammenhænge. Med sin kommentar (han bruger et helt kapitel i sin bog på emnet!), gør Hare grin med den moderne dyretrænings grundlæggende principper, som han mener er helt forældede, men samtidig udstiller han sin egen uvidenhed og sine egne begrænsninger i sin tilgang til studiet af hundes adfærd. Selvom de forskellige forskere indenfor den kognitive etologi bestemt ikke er enige om, hvordan videnskaben skal bedrives, og hvordan resultaterne skal fortolkes, ser det ud til, at de et langt stykke hen ad vejen er enige om, at ”disse” et helt fagområde, nemlig læringsteorien som irrelevant og forældet. For os virker det helt paradoksalt at forske i de mere vanskeligt tilgængelige karaktertræk/evner hos en art uden at kende specielt meget til artens adfærd og til de basale læringsprincipper, som arten (og i øvrigt alle andre pattedyr) lærer ud fra. Mange af de forsøg, der foretages, rummer elementer af læring, men i stedet for at tage dette aspekt med i betragtning, bliver det af forskerne i mange tilfælde afvist som irrelevant. De forsøg, hvor der rent faktisk er fokus på læring, er ofte uhensigtsmæssigt opstillet, f.eks. ved at forholdene er meget stressende for de deltagende hunde, eller ved de forudsætter noget, der er helt bagvendt i forhold til principperne for kommunikation mellem to individer i en læringssituation.
Forskerne indenfor kognitiv etologi forkaster læringsteorien som mekanistisk med henvisning til B. F. Skinners fokus på selve adfærden frem for individets sind (mind) i sin egen forskning og i sin tilgang til anvendelsen af de operante principper i arbejdet med mennesker i 1940’erne og 50’erne. Denne unuancerede afvisning af de læringsteoretiske principper fremstår for os som et udtryk for, at dens fortalere er helt ude af trit med, hvordan moderne træning foregår. Det er et kendt faktum, at fagområder udvikler og forandrer sig over tid. Det gælder såvel de mange facetter af det hundefaglige område, som andre fagområder som f.eks. medicin, mikrobiologi eller computerteknologi. At hævde, at den læringsmæssige tilgang til arbejdet med dyr ikke har forandret sig, siden Skinners arbejde i 1940’erne og 50’erne, svarer nærmest til, at vi som trænere gik ud fra, at etologerne ikke har ændret deres viden om dyrs adfærd siden Konrad Lorenz’ forklaringer af dyrs og menneskers adfærd i 1940’erne, 50’erne og 60’erne! Denne tanke er helt absurd – og det gælder naturligvis også, når vi ser på den lærings- og træningsmæssige side af sagen. Der er sket og sker fortsat en enorm udvikling på det træningstekniske område, ligesom der gør på alle andre fagområder. At hævde at moderne hundetrænere (og dyretrænere) ikke har flyttet sig i de sidste 70 år, er for os mest af alt udtryk for, at man simpelthen udtaler sig om noget, man ikke ved noget om og er helt ude at trit med sin samtid på det her område. De forskere, der kritiserer træning som mekanistisk, mangler ganske enkelt indsigt i, at moderne træning baserer sig på en træningsrelation, der går begge veje, dvs. at der netop er fokus på interaktionen mellem hund og menneske. Moderne træning er ikke en rent instruktiv envejskommunikation fra træner til hund, den er et skoleeksempel på, at det er muligt at etablere en dyb kommunikation mellem individer af forskellige arter, hvor der i høj grad lægges vægt på sociale relationer, følelser og empati.
Det vi opponerer imod er, at man, i det øjeblik man nævner klassisk og operant betingning, bliver sat i bås med Skinners radikale behaviorisme. Vi er ikke i tvivl om, at moderne trænere i dag er nået langt videre end den mekanistiske tilgang til læring. Den nye forsknings afvisning af den læringsmæssige tilgang til det at beskæftige sig med hunde og deres kognitive evner er for os grundlæggende udtryk for en manglende indsigt i og villighed til at forstå, at moderne hundetrænere kombinerer den læringsteoretiske tilgang med en kognitiv og etologisk tilgang. Repræsentanter for den moderne tilgang til læring er f.eks. Karen Pryor, James O’Heare og Susan Friedmann. Det at kombinere fagområder sker i en hel verden af praktisk dyretræning (og i øvrigt på forskellige områder i den anvendte psykiatri) med alle mulige forskellige dyr. Tænk f.eks. på hvilke fremskridt der er sket i arbejdet med træning af Zoo-dyr. Det er derfor helt bagvendt pr. automatik at have det udgangspunkt, at man ikke kan have fokus på det kognitive og det læringsteoretiske på samme tid. Moderne klikkertrænere har for længst lagt tanken om hundens indre som en utilgængelig ”black box” bag sig. Vi har i vores træning netop et stort fokus på hundens indre tilstand. Vi kan træne vores hunde med baggrund i læringsteorien og samtidig forholde os til hunden som et unikt individ med sin egen personlighed og læringshistorie. Det indbefatter blandt andet, at vi har fokus på hundens følelsesmæssige tilstand, dens evne til at have indsigt i samarbejdets principper, til at forstå koncepter i træningen, og til at indgå i en gensidig samarbejdsrelation med mennesker, hvor kommunikationen i høj grad går begge veje. Vi lægger netop vægt på den sociale og følelsesmæssige relation mellem menneske og hund og på den gensidige kommunikation på såvel det praktiske som det mentale, sociale og følelsesmæssige plan.
Denne kritik af den nye forskning indenfor hundens kognitive evner betyder ikke, at vi skal afskrive alle resultater som irrelevante. Men det er en reminder til os alle sammen om, at vi ikke skal sluge alle forskningsresultater råt som en ny og endegyldig sandhed. Vores hunde er komplekse væsener, både kognitivt, socialt og følelsesmæssigt, og vores relation med dem er tilsvarende kompleks, både når vi træner med dem, og når vi deler vores hverdag med dem. Dette skulle den nye forskning gerne hjælpe til at afdække – med afsæt i en bred og nuanceret tilgang til studierne af vores bedste firbenede venner.
For knapt fire år siden blev min beagle Lupus opereret for en diskusprolaps i nakken. Det var en stor operation, og jeg fik anbefalet kiropraktorbehandling og genoptræning efterfølgende. Jeg udarbejdede en træningsplan til Lupus i samarbejde med hendes kiropraktor, Thomas Ingvorsen, så jeg kunne gøre genoptræningen til samarbejdstræning i stedet for at skulle mase med hende og risikere at presse hende for meget. Det fungerede godt, og i dag har Lupus det rigtig godt og er en glad og aktiv hund.
Da jeg fik ny hund sidste år, var det ikke min forventning, at jeg indenfor det første år skulle ende med endnu en hund, der skulle igennem en stor operation og efterfølgende langvarig genoptræning. Men det viste sig desværre at være tilfældet, da Joeys ”vokseværk” og halthed i forbenene viste sig at være noget langt mere alvorligt, nemlig ledmus (OCD) i begge albuer. Efter operation på Faxe Dyrehospital midt i september, har min hverdag i et stort omfang været centreret omkring Joeys genoptræning, som er foregået med anbefalinger fra dyrlæge Ken Lindeblad og i samarbejde med fysioterapeut Carine Vander Borght.
I min genoptræning af Joey har jeg forsøgt at arbejde ud fra de samme principper, som jeg gjorde med Lupus, dvs. at jeg har forsøgt at gøre så meget af fysioterapien som muligt til samarbejdstræning, hvor Joey har kunnet være en aktiv deltager. Der har været mange begrænsninger for Joeys fysiske udfoldelse i ugerne efter operationen, så det har også været nødvendigt at træne andre øvelser som mental stimulation for Joey, når han ikke har kunnet få lov til at ræse af sted på de daglige gåture, hvilket ellers er en af hans foretrukne aktiviteter. Han elsker heldigvis også at træne, så jeg har forsøgt at brænde noget af den indestængte energi af med træning af en række små øvelser fordelt over flere små daglige træningssessioner.
I fysioterapien har der været fokus på at øge bøjeligheden i albueleddene, styrke coremuskulatur, proprioception (kroppens evne til at opfatte kroppens placering i rummet) og kropsbevidsthed. Til det formål har vi trænet en række øvelser, hvor Joey i de fleste har kunnet være en aktiv deltager. Jeg har f.eks. lært ham at give pote med begge forpoter, så jeg har kunnet bøje hans albueled ved at løfte poten højt op og holde den nogle sekunder i positionen. Han har lavet foldedæk med forpoterne på en omvendt børneskammel, så han har ligget med bøjede albuer i dæk og har holdt positionen et stykke tid ad gangen. En anden type øvelser har vi trænet ved, at Joey har stået med et fastholdt hagetarget på et stolesæde, mens jeg har lavet diagonale pres fra hofte mod modsat skulder/albue. Vores seneste tiltag er træning med cavalettis, hvor vi arbejder på bevidstheden om, hvor Joey sætter sine ben, når han bevæger sig, og bøjelighed i albuerne. Her har jeg først brugt helt lave bomme og siden højere bomme, så Joey laver højere benløft.
I de første uger efter operationen var det vigtigt ikke at belaste Joeys albuer for meget eller forkert. De daglige gåture bestod af flere korte ture i skridtgang og enkelte små ture i flexline, hvor han kunne bevæge sig i både skridt og trav. I forhold til træning af andre øvelser, var jeg i de første uger begrænset til at træne øvelser, hvor Joey enten kunne sidde eller ligge ned, så jeg undgik, at han fik lavet nogle forkerte bevægelser eller fik belastet albuerne for meget. I denne sammenhæng har vi leget med en masse variationer af targetøvelser, han kan lave med hovedet. Vi er pt. på syv forskellige targetøvelser med hovedet/snuden, han kan lave på mine hænder: snudetarget, hagetarget, næserygtarget, begge sider af snuden ud til siden og begge kinder. Jeg har også udviklet en lille diskriminationsleg med de to snudetarget med siderne af snuden, hvor Joey skal dutte til højre eller venstre på signal. Joey har også lært at lægge hovedet fladt ned på underlaget, hvilket jeg blandt andet har brugt i øvelsen, hvor han folder bagud med forpoterne på den omvendte børneskammel. Når han ligger med forpoterne højt og med bøjede albuer og samtidig lægger hovedet på forpoterne/skamlen, får han bøjet lidt ekstra i albuerne.
Ud over de mange targetøvelser, har vi også leget med en ny diskriminationsøvelse, match to sample, hvor Joey har lært at udpege en genstand, der matcher den, jeg viser ham, blandt flere valgmuligheder. Efterhånden har jeg også kunnet lave nogle træningsøvelser, hvor han har skullet bevæge sig lidt mere. Her har vi bl.a. arbejdet med bakke til platform, stå med bagpoter på platform og forpoter på et mindre target, positioner til stillingsskift, næseprøve, at indtage stå fra gang, når jeg går bagud og at sidde i pladsposition med apport i munden. Jeg har også lært Joey at indtage plads ved at gå bagom, hvilket føles som et skridt mange år tilbage i tiden, men det belaster albuerne mindre end det gør, når han drejer venstre ind på plads, og det er min første prioritet.
Seks uger efter operationen var Joey til kontrol hos Ken Lindeblad, der var glad for, at Joey var rengående og virkede symmetrisk i sine bevægelser. Efterfølgende fik jeg lov til at lade Joey løbe lidt løs på de daglige gåture, hvilket han selvfølgelig har været meget glad for. I nogle uger gik det rigtig godt fremad, men for to uger siden var der desværre et tilbagefald, hvor Joey pludselig havde smerter i højre forben/albue og ikke ville støtte på benet. Det betød, at vi var tilbage ved rutinen med korte lufteture i kort snor og ingen træning kombineret med ro og smertebehandling. I løbet af de sidste to uger, har jeg gradvist kunnet øge omfanget af gåturene og er begyndt på en lille smule træning igen, men jeg holder stadig igen, indtil fysioterapeuten har vurderet hans tilstand og evt. giver grønt lys for mere fysioterapi og træning.
Det er nu 12 uger siden, Joey blev opereret. Det har været og er stadig benhårdt og opslidende. Det går op og ned, og nedturene slår virkelig hårdt, når optimismen lige er begyndt at melde sig igen. Jeg har ramt bunden nogle gange og synes, at det slår hårdere for hver gang. Men jeg har ikke givet op endnu, selvom det ind imellem virker som den mest oplagte løsning på situationen – at få Joey aflivet og få en ny træningshund i stedet. Men det kan jeg ikke. Joey er en skøn hund. Han er kravlet helt ind under huden på mig, og for mig er han ikke ”bare en hund”. Han er min ven. Jeg kæmper stadig for og håber på en fremtid, hvor han kan have en god livskvalitet, og hvor der vil være plads til nogle af de mere aktive træningsaktiviteter, som vi begge to elsker.
Der er mange måder at indlære forskellige øvelser på i vores træning. Det gælder også næseprøven i DKKs lydighedsprogrammer, som er en færtdiskrimination, hvor hunden skal finde og apportere en træpind med ejers fært mellem en række andre identiske træpinde, som ikke har ejers fært. Jeg har tidligere brugt den såkaldte ”bunkemetode” til at lære mine hunde øvelsen. Der er ingen tvivl om, at det er en god metode, men for hunde der er mere fokuserede på apportering end på at søge, kan det give nogle problemer med uønskede optag af de pinde, som hunden skal fravælge. Mange hunde kan godt lide at tygge på de små træpinde eller at samle flere op på en gang, hvilket giver problemer i indlæringen af næseprøven.
På mine diskriminationskurser har jeg brugt et system med en række glas, som det udvalgte færtemne og en række afledningsfærtemner er blevet lagt i. Fordelen ved den metode er, at hunden kan undersøge færten uden at have mulighed for at tage fat i færtemnerne. Det forebygger uønskede optag i indlæringsprocessen og hjælper hunden til at holde fokus på søgedelen i øvelsen.
I min træning af næseprøven i dag har jeg valgt at arbejde med glasmetoden, så alle pinde, både den med min fært og de rene pinde uden min fært, ligger i glas. Hunden kan dermed snuse til pindene, men den har ikke mulighed for at tage fat i pindene og enten ”smage” på dem eller samle dem op. På den måde er det let at skille øvelsen helt i to dele – en søgedel og senere en apporteringsdel. Her vil jeg beskrive brug af glasmetoden til at indlære søgedelen af næseprøven. Jeg har brugt en træramme med plads til seks glas i det meste af min træning, da det sikrer, at glassene ikke vælter, hvilket giver et mere kontrolleret og roligt setup. Jeg har fulgt følgende trin i min træning:
Første trin i indlæringen er at skabe en association mellem pinden med min fært og adgang til belønning. Jeg lader hunden dutte på pinden for klik og belønning. Først holder jeg pinden i hånden. Senere holder jeg pinden ned mod underlaget, og til sidst lægger jeg pinden på underlaget og lader hunden dutte på den.
I næste trin lægger jeg pinden med min fært i et glas, der er så højt, at hunden ikke kan få fat i pinden. Hunden får nu klik og belønning for at snuse ned i glasset med pinden. Jeg holder først glasset lidt på skrå for at gøre det let for hunden at snuse ned i glasset. Gradvist sænker jeg glasset ned mod underlaget og sætter det på gulvet, hvor hunden fortsat får klik og belønning for at snuse ned i glasset.
Nu skal hunden til at lære at diskriminere mellem flere glas. Først sætter jeg glasset med pinden med min fært op foran to-tre tomme glas, så den har stor chance for først at møde glasset med pinden. Hvis hunden søger hen over de tomme glas, venter jeg til den af sig selv vender tilbage til glasset med pinden med min fært og giver klik og belønning for det.
De tomme glas og glasset med pinden med min fært bliver nu flyttet rundt, så hunden lærer at tjekke alle glas for at finde pinden med min fært. Antallet af glas kan udvides til fem eller seks, når hunden sikkert finder glasset med pinden med min fært og fravælger de to eller tre andre. Ved hver ny repetition af øvelsen flytter jeg rundt på glassene. Jeg rører ved ydersiden af alle glas hver gang, så min fært er ligeligt fordelt på ydersiden af glassene. På dette stadie begynder det at blive tydeligt, at hunden snuser længere tid eller dybere ned i glasset med pinden med min fært. Nogle hunde slikker også ned i glasset i denne fase, hvilket plejer at forsvinde igen, når hunden har lært en fastholdt markeringsadfærd. Jeg lærer på dette tidspunkt også hunden en fastholdt snudemarkering på en næseprøvepind med min fært, der ligger på jorden, så hunden lærer, at det kan betale sig at fastholde markeringen, når den finder pinden med min fært.
Når hunden kan finde og markere glasset med pinden med min fært blandt fire-fem tomme glas, begynder jeg at lægge rene pinde uden min fært i de andre glas. Først en enkelt og gradvist flere, indtil der er pinde i alle glas: det ene med pinden med min fært og resten med rene pinde. Jeg flytter fortsat rundt på glassene ved hver nye repetition, så hunden skal tjekke glassene for at finde glasset med pinden med min fært. Hvis hunden har lært en fastholdt markeringsadfærd på en næseprøvepind, der ligger på jorden, vil den på dette stadie begynde at fastholde markeringsadfærden ved at blive stående og holde snuden over/ned i hullet på glasset, når den finder pinden med min fært.
Nu lægger jeg et par rene pinde ovenpå rammen og har stadig glas med pinde i hullerne i rammen. Hunden lærer nu, at pindene kan ligge tilgængeligt, uden at den behøver at samle dem op. Pinden med min fært er stadig i et glas i denne fase.
Jeg lægger gradvist flere pinde ovenpå rammen og til sidst også pinden med min fært. Hvis hunden har lært en fastholdt markeringsadfærd, vil den nu markere på pinden med min fært, der ligger oven på rammen. I denne fase kan de tomme glas enten stadig stå i rammen, eller de kan fjernes. Det gør ikke den store forskel for hunden, da den nu forholder sig til pindene, der ligger ovenpå rammen.
Alle pinde kan nu lægges på jorden/gulvet som i den færdige øvelse. Der er her stadig fokus på søgedelen af øvelsen, så hunden markerer stadig med den fastholdte markeringsadfærd på pinden med min fært. Når hunden søger sikkert på en række af pinde, kan pindene lægges i forskellige mønstre.
Når hunden søger og markerer sikkert ved pinde lagt ud i forskellige mønstre, kan søgedelen af øvelsen sættes sammen med apporteringsdelen, der selvfølgelig er trænet som en separat færdighed.
Her følger nogle klip af forskellige stadier af min træning af næseprøven med Joey.
Tiden går og hundehvalpen vokser – vildt hurtigt. Joey er nu godt 4½ måned gammel og er blevet en stor hundehvalp med lange ben. Det går rigtig godt med ham i hverdagen, og han elsker stadig vores mange små træningssessioner. Vores træning rummer stadig nogle dagligdagskompetencer, men mange af de daglige rutiner er netop blevet rutiner, som ikke kræver så meget opmærksomhed mere. Derudover arbejder vi selvfølgelig også videre på den træning, der er målrettet mod konkurrencelydigheden.
Hverdagens færdigheder rummer blandt andet:
Håndteringsøvelser, hvor jeg især har fokus på håndtering af hoved, mund og poter. Joey er ved at skifte tænder, hvilket ser ud til at gå helt efter bogen. Han laver nu hagetarget og en slags kindtarget, hvor jeg holder hænderne på hver siden af hans hoved, og accepterer fint, at jeg ser på tænderne. Han er ikke vild med at få klippet negle, så vi håndterer poter dagligt og rører poter/negle med negleklipperen, uden at jeg klipper.
Indkald kan man aldrig træne for meget, og det øver vi fortsat på alle gåture, hvor Joey kommer susende, når jeg kalder.
Selvkontrol – at vente på at få lov, f.eks. vente på trappen sammen med beaglerne, når vi skal ud til bilen, når vi skal til stranden og vente på at komme ud af bilen.
Det går også rigtig godt med grundtræningen af øvelserne i de fire kategorier kontakt, leg, initiativ og kontrol. Joey har rigtig godt styr på de forskellige øvelser, og jeg kan gradvist øge sværhedsgraden i de forskellige øvelser og er også begyndt at arbejde med flere nye kernekompetencer, som kommer til at udgøre de brikker, som lydighedsøvelserne en dag skal sættes sammen af. Foråret er heldigvis så småt på vej (på de gode dage), og det betyder, at vi er begyndt at træne ude. Det har givet mulighed for at arbejde med de øvelser, hvor der er brug for afstand, f.eks. udløb til target og løbe rundt om en genstand og de øvelser, hvor Joey skal forholde sig i ro, hvor det glatte gulv i min stue har gjort det svært for ham at holde f.eks. en sitposition, fordi han gled på gulvet.
Vores træning rummer blandt andet:
Snudetarget var en af Joeys første øvelser, men det fastholdte snudetarget har været et svært koncept for ham at forstå. For et par uger siden knækkede han endelig koden, og vi kan nu bruge den fastholdte targetadfærd med både snude og hage i andre sammenhænge.
Elefantøvelsen fungerer rigtig godt til den ene side nu, og jeg har sat signal på, som fungerer fint. Jeg er netop begyndt at bede om en ”twofer” her, dvs. to gentagelser af adfærden for én belønning.
Indtage stående pladsposition på platform, hvor Joey søger og fastholder positionen.
Indtage stående pladsposition og kvarte vendinger på et lavt target ved siden af mig. Her øver vi både det at indtage positionen og det at træne bagpartskontrol, når jeg drejer en kvart omgang, hvor Joey skal dreje med for at indtage positionen ved siden af mig igen.
Løbe rundt om en genstand er hurtigt blevet en favorit, da Joey er vild med løbeøvelserne. Jeg sætter min træningstaske et stykke ud på græsset, og Joey suser ud og rundt om genstanden og tilbage til mig til en gang trækkeleg som belønning. Jeg arbejder i første omgang fra den ene side. På sigt er planen, at adfærden skal kunne udføres fra både min højre og venstre side.
Udløb til target går også fint. Joey løber hurtigt og lige ud til target og står stille og venter på, at jeg enten kommer ud og belønner med godbidder, eller at jeg giver release-signal til, at han må bryde positionen og løbe tilbage til legetøjet for at få en omgang trækkeleg.
Fastholdelse af apport, hvor jeg er begyndt at lægge hænderne på endestøtterne på apporten går rigtig fint, og Joey har et fint og roligt greb om apporten.
Vi er gået i gang med indlæring af bakke med en ny teknik, hvor Joey som udgangspunkt får belønning for at stå på en platform. Jeg trækker ham derefter af platformen med forpoterne ved at lægge en godbid foran mine fødder og venter, til han bakker tilbage på platformen. Vi er i startindlæringen af denne færdighed, men det ser fint ud.
Foldedæk har voldt os nogle kvaler, fordi Joey har en tendens til at skubbe forbenene frem, når han lægger sig ned. Vi har været omkring nogle øvelser med fastholdt snudetarget, hvor jeg har bøjet hans næse ind mod brystbenet, så han begyndte at læne sig lidt bagud uden at lægge sig. Derfra har jeg brugt en fristeøvelse med en godbid i en åben hånd til at få ham til at læne sig langsomt bagud i foldebevægelsen. Dette er helt klart lettere at træne på græs frem for på det glatte gulv inde i stuen.
Joey er rigtig god til at holde en position, når jeg frister ham med et stykke legetøj. Jeg har udvidet denne træning til, at vi nu træner bliv i sitposition, hvor jeg belønner skiftevis med godbidder og legetøj, hvilket går fint – især når vi arbejder på græs, hvor de lange ben ikke skrider på underlaget.
Joey elsker trækkeleg og lærte også meget hurtigt konceptet i dead or alive, hvor han skal slippe det legetøj, han har fat i, når jeg holder det stille og i stedet tage det andet, som jeg gør aktivt. Vi er nu så små i gang med return to sender, hvor jeg kaster et stykke legetøj ud, og Joey skal komme tilbage og lege trækkeleg med mig med det kastede legetøj.
Til hvalpetræning får vi nogle træningsopgaver, som er mere i den tricksprægede kategori, f.eks. løbe i ottetaller mellem mine ben, twiste, løbe rundt om mig i cirkler, løbe ud til en hulahopring og stille sig i midten og blive stående. Joey synes, at disse øvelser er en fest og lærer hurtigt ideen, når en ny øvelse bliver introduceret.
Jeg er også begyndt at arbejde på at lære Joey at lægge sig på et tæppe, så han på sigt kan slappe af og være i ro, når der er en pause i træningen. Min plan er, at denne færdighed i første omgang skal sættes ind i en meget genkendelig kontekst, ved at jeg bruger et tæppe, som Joey skal lægge sig på. På sigt kan adfærden sættes på signal og udføres uden hjælpen fra tæppet.
Her er en video med klip af nogle af de øvelser, vi arbejder på lige nu J.
Hunde kan lære utroligt mange ting. Jeg har altid syntes, at det var sjovt at lære mine hunde mange forskellige ting og har leget med mange typer af opgaver og øvelser, som lå udenfor de sportsgrene, hvor jeg har deltaget i konkurrencer. Både hundene og jeg hygger os med nye udfordringer og den variation, det giver i træningen.
En type opgave, som jeg synes er rigtig sjov, er diskriminationstræning. Her lærer hunden at skelne mellem sanseindtryk indenfor en bestemt kategori og at udvælge og udpege et bestemt sanseindtryk. Det kan være, at hunden skal bruge sin lugtesans til at finde og udpege en bestemt fært blandt flere andre. I en anden type opgave skal hunden ved hjælp af synet udpege en genstand blandt en række andre. I de senere år har jeg brugt diskriminationstræning som en hyggelig aktivitet med mine hunde og som en god variation til vores øvrige træning. Begge opgaver kan trænes inde og er derfor rigtig gode som vintertræning, hvor forholdene ofte ikke er til udendørs træning.
De to typer diskrimination indlæres på lidt forskellig vis, men der er også nogle fælles træk i indlæringsmetoderne. Ved færtdiskrimination arbejder jeg med en række glas, hvor de forskellige færtemner ligger i bunden, så hunden kan snuse ned i glasset uden at kunne tage færtemnerne i munden. Det giver en god måde at styre træningen på og hjælpe hunden til hurtigt at forstå ideen med opgaven. Hunden bliver først introduceret for glasset med det færtemne, som den på sigt skal udpege. Senere bliver der introduceret en række tomme glas og til sidst gradvist andre færtemner, som hunden skal lære at vælge fra. I takt med at hunden bliver dygtigere til at diskriminere og finde den rigtige fært, kan man udfordre den med flere og sværere typer af afledningsfært. Man vælger selv, hvilken fært hunden skal lære at udvælge. Hvis man vil bruge opgaven til noget bestemt, kan man vælge færtemne efter det. Jeg bruger kun opgaven som hyggetræning og mental stimulation og har derfor valgt en bestemt te som den fært, mine hunde skal udpege.
Det at bruge lugtesansen ligger lige til højrebenet for vores hunde. Det at bruge synet er en helt anden type opgave, hvor hunden skal forstå, at den skal se på de genstande, vi arbejder med og udvælge en bestemt ud fra dens udseende. Jeg bruger en targetadfærd som udgangspunkt for hundens markeringsadfærd ved synsdiskrimination. Det kan være enten snudetarget eller potetarget afhængigt af, hvad jeg synes er mest praktisk i situationen. Hunden lærer først at markere på den genstand, som den på sigt skal udvælge. Den kalder vi ”hot target”. Efterfølgende introduceres den for først en og senere flere andre genstande, som den skal fravælge, når der bliver præsenteret flere genstande på en gang. Træningen foregår trinvist, så det i første omgang er let for hunden at udpege hot target, når den får en valgmulighed. Gradvist øges sværhedsgraden, både mht. de enkelte genstandes placering i forhold til hinanden og antallet af genstande, hunden skal vælge imellem.
Begge typer af diskriminationstræning kan varieres og gøres sværere i takt med, at hunden bliver dygtigere. Her kan man selv bruge sin fantasi og finde på forskellige variationer. Det er rigtig sjove øvelser, der udfordrer hunden i forhold til at bruge forskellige sanser og at arbejde selvstændigt, når den skal udpege den korrekte fært/genstand. For træneren er det kriteriesætning og det at arbejde trinvist og med en meget høj succesrate, der er de væsentlige udfordringer i træningen. Det er min oplevelse, at både hunde og mennesker har stor fornøjelse af diskriminationstræningen.
Har du selv lyst til at prøve at arbejde med denne type træning, afholder Hund & Træning et diskriminationskursus i Gørlev i weekenden d. 11.-12. april, 2015.
Det er en skønt at få en ny hundehvalp, men det er også et kæmpe arbejde. Hvalpen skal falde til i sit nye hjem, lære det omgivende miljø og hunde og mennesker at kende, og der skal både arbejdes med indlæringen af alle dagligdagens færdigheder og med grundtræningen til den videre lydighedstræning. Det hele skal gøres i et passende tempo, så hvalpen ikke bliver overvældet, men det må heller ikke gå for langsomt, da de første 12-16 uger af hvalpens liv som bekendt er de vigtigste rent læringsmæssigt.
Min nye hvalp Joey er nu 13 uger gammel, og vi er godt i gang med træningen af en masse ting. Jeg betragter alt, hvad jeg laver med Joey som træning, da han jo er i gang med at lære noget hele tiden. Han lærer en masse om livet hos mig i hverdagen, om det miljø vi færdes i til daglig og om, hvordan vi arbejder sammen i selve lydighedstræningen, som er min første prioritet for vores (på sigt) konkurrenceorienterede træning.
I dagligdagen har jeg fokus på en række områder:
Tilvænning til at være sammen med mine tre andre hunde; tre søde beagler på hhv. 16, 11 og 10 år, som heldigvis har taget godt imod Joey. De leger nu med hinanden og ligger i arm i sofaen.
Tilvænning til rutiner for hhv. ro og aktivitet i hjemmet og begrænsning af muligheden for at være i hele huset i nogle situationer. Jeg startede med en lille kravlegård til Joey i stuen og børnegitter mellem entre og stue. Kravlegården blev hurtigt overflødig, og jeg anvender nu børnegitteret, når jeg kun vil have Joey i entre og køkken, og når hundene er alene hjemme, hvor de ikke har adgang til stuen. Disse begrænsninger er allerede blevet en selvfølge for Joey, og han er helt ok med at være bag det lukkede gitter, både når jeg er hjemme, når hundene er alene hjemme, og når jeg træner dem en ad gangen i stuen, mens de andre venter i gangen bag gitteret på, at det bliver deres tur.
Sove i bur om natten. Jeg har haft Joey i bur om natten helt fra begyndelsen. Han er lige ved siden af min seng, så jeg kan høre ham. De første nætter gav han et lille pip, når han skulle ud for at tisse og gik fint i seng igen bagefter. Nu går han selv i seng i buret om aftenen og sover igennem uden at skulle ud de fleste nætter. Denne træning har givet den ekstra bonus, at Joey helt automatisk er blevet ok med at være i bur. Jeg arbejder også på, at Joey kan være i bur, når jeg har ham med ude. Det er en vigtig færdighed, da jeg ofte har mine hunde med, både når jeg underviser, og når jeg besøger venner og familie.
Alene-hjemme-træning hænger tæt sammen med træningen af de to ovenstående punkter, der har at gøre med at lære hvalpen, at der er begrænsninger for dens bevægelsesfrihed. I starten sørgede jeg for ofte at gå ud af huset ganske kortvarigt, f.eks. lige ud til postkassen, ud med skraldeposen eller ud i mit fyrrum, hvor jeg lukker døren og dermed forsvinder – uden at gøre noget stort nummer ud af det. Joey har heldigvis taget denne træning med stor ro, og han er helt ok med, at jeg forsvinder ind imellem. På nuværende tidspunkt kan jeg være væk i op til ca. fire timer.
Håndtering er for mig en meget vigtig grundtræning for hundehvalpe, og jeg prøver at integrere denne træning i hverdagen, så jeg gør en lille smule hver dag. Nogle gange holder jeg lidt rundt om Joeys hoved eller på en pote, når jeg nusser ham, andre gange får jeg lov til at løfte læberne og se lidt tænder. Det foregår alle mulige steder; i sofaen, på gulvet, på trimmebordet osv. Han har også fået sit første bad efter en tur i en mudderpøl, hvilket gik super fint.
Bilkørsel var i første omgang et stort problem, da Joey var meget ked af at være med i bilen. Hans historie er beskrevet i min foregående blog, så jeg vil nøjes med at nævne, at kiropraktorbehandling løste problemet, og at det forsat går rigtig godt med at have ham med i bilen, både sammen med beaglerne og alene.
Gåture er en vigtig del af mit samvær med mine hunde. Joey har været med på små gåture helt fra begyndelsen. I første omgang var det ganske korte ture i snor lokalt sammen med søde gamle Socks på 16 år. Her er fokus på at se på omgivelserne, stoppe op og tage kontakt til mig og få belønning for det, og kunne abstrahere fra de biler, der kører forbi, så fokus er på mig og ikke på at hyrde biler. Nu kan Joey gå lidt længere, og vi går både korte ture i snor og ture i skoven og på stranden, hvor han løber løs.
Indkald er en af de helt centrale færdigheder. Det arbejder jeg både med i min grundtræning til lydigheden inde og ude herhjemme og på gåturene, hvor han får masser af belønning for både selv at tjekke ind, når han er løs og for at komme, når jeg kalder. Jeg arbejder også med at vænne Joey til, at han får belønning, når jeg rækker ud og tager fat i hans halsbånd eller sele, så han forbinder det med noget rart. Det gør jeg både i træningen hjemme, på hvalpehold og på gåture, hvor Joey er løs.
I de første uger har jeg lavet en række aftaler med venner, der har søde hunde, så Joey har haft mulighed for at møde hunde af forskellige racer, typer og alderskategorier. Jeg har haft Joey med på arbejder, hvor kursisterne har deres hunde med. Vi er også begyndt til hvalpetræning to steder, hvor han har mødt nogle søde hvalpe. Det går rigtig fint, og vi fortsætter med disse møder, så Joeys oplevelse af at møde andre hunde er så positivt som muligt.
Joey er vild med at møde mennesker og ser langt efter folk på gaden, der går forbi uden at ænse ham. Min største opgave i denne forbindelse er pt. at lære Joey, at han ikke kan hilse på alle, og at han skal have fire poter i underlaget, når han får lov til at hilse.
Renlighedstræning har jeg selvfølgelig arbejdet på fra første dag. Selvom vejret bestemt ikke er det bedste til renlighedstræning af en lille hvalp, går det godt med at få Joey til at besørge i haven, og han er også dygtig til at gøre det på gåturene. Han er begyndt at gå til døren, og med lidt hjælp fra mig til at minde ham om, at han ind imellem trænger til at komme ud, går det rigtig godt med renligheden.
Ud over at arbejde videre med alle de ovenstående færdigheder, har jeg pt. tænkt at inkludere endnu et par emner i min dagligdagstræning: byt til bedre, så Joey lærer at slippe ting, han har fundet, som jeg ikke ønsker, at han skal tygge på eller spise og for at forebygge evt. ressourceforsvar; være i ro i træningen, som bliver burtræning i stil med Susan Garretts crate games.
Den anden halvdel af Joeys træning handler om at komme godt i gang med den grundtræning, som skal udgøre basis for den senere træning af lydighed og de andre hundesportsgrene, som vi på sigt skal arbejde med. Her arbejder jeg ud fra klikkertræningens principper og den grundtræning, vi kalder KLIK-konceptet, som er beskrevet i KLIK dig til succes, som Christina Ingerslev og jeg har skrevet sammen. Klikkeren betingede jeg, da Joey var ca. 6 uger gammel ved et par af mine mange besøg hos opdrætteren, hvor jeg havde ham lidt for mig selv i ca. ti minutter og præsenterede ham for, at kliklyden blev efterfulgt at lækre godbidder. Joey er vild med godbidder og lærte hurtigt, hvad klikket betød, så vi var klar til den videre træning, da jeg fik ham hjem.
Jeg har arbejdet med øvelser i de fire kategorier i KLIK-konceptet. Jeg arbejder typisk med øvelserne i korte serier af 4-8 gentagelser og øger gradvist sværhedsgraden i takt med, at Joey bliver mere sikker i øvelserne.
Kontakt
Tjek ind er den grundlæggende kontaktøvelse, som jeg bruger både i træningen hjemme og nu også på gåture og til hvalpetræning. Joey tilbyder fint spontan kontakt i forskellige miljøer.
Slip belønningen lærer hunden at ”give slip” på synlige belønninger og i stedet tilbyde øjenkontakt. Vi laver øvelsen, både hvor jeg holder hænderne ud til siden i min egen skulderhøjde med en godbid i hver hånd, og hvor jeg holder hænderne bag ryggene eller ned langs siden. Træningen går fint, og Joey tilbyder sikkert kontakt, når jeg holder hænderne i de forskellige positioner.
Godbids return to sender har vi arbejdet lidt med inden døre, hvor jeg kaster en kedelig godbid lidt væk og belønner med noget super lækkert, når Joey vender tilbage til mig efter at have spist den kastede godbid. Øvelsen skal på sigt udvides til at kunne foregå på steder med en masse forstyrrelser.
Leg
Joey er vild med legetøj, og trækkeleg har været en ren foræring med ham. Jeg har trukket lidt med ham med hans eget legetøj helt fra begyndelsen. Det har jeg nu udvidet til, at vi leger trækkeleg med det legetøj, jeg tilbyder ham i træningen, som han ikke har adgang til på andre tider. Han giver den fuld gas, når han trækker, og jeg kan allerede belønne med en omgang trækkeleg i stedet for godbidder i træningen.
Dead or alive har vi trænet lidt med to stykker ens legetøj. Joey fangede hurtigt ideen med at slippe det ”døde” stykke legetøj og i stedet tage det aktive. Han har også lynhurtigt forstået, at når jeg bliver passiv, så skal han slippe legetøjet.
Return to sender har vi ikke arbejdet med endnu, men den kommer med i vores repertoire inden længe, så jeg kan kaste et stykke legetøj og belønne med trækkeleg, når Joey kommer tilbage med legetøjet.
Initiativ
Snudetarget på min håndflade, på et lille plastiklåg jeg har i hånden og på enden af en targetstick er nogle af mine foretrukne tidlige træningsøvelser, som vi arbejder en del på. Joey dutter fint, men vil gerne bruge åben mund ind imellem, så fokus er pt. på lukket mund og derefter på fastholdelse af adfærden.
Potetarget hvor Joey står med forpoterne på et fladt target (ca. 4-5 cm højt) går også fint. Han kradsede på det første target, jeg brugte (bordskåner af kork), men står nu fint og roligt på et kvadratisk target af metal. Vi arbejder både på at fastholde ståadfærden på target og på, at Joey opsøger det på lidt afstand, når jeg har kastet en godbid væk fra target.
Hide er en ny targetøvelse, vi har lært til hvalpetræning hos Johanna Allanach. Her skal Joey stikke hele hovedet ind i en kegle og på sigt fastholde positionen.
Papkasseøvelsen er den klassiske initiativøvelse. Jeg bruger en anden genstand, men ellers følger jeg principperne for øvelsen, hvor jeg belønner for de tilbud, Joey giver, hvor han skubber til og træder på genstanden med snude eller poter. Vi arbejder også på lidt vedholdenhed her, hvor jeg ikke belønner for alle forsøg. Joey har fint fanget ideen, og jeg er begyndt at se, at ideen med at prøve igen, prøve mere og prøve noget andet kommer til udtryk i træningen af de andre øvelser, når jeg tilbageholder klikket.
Kontrol
I belønningskontrol har jeg indtil nu arbejdet med tre øvelser: 1) Tag pænt, hvor jeg lukker hånden om en godbid og afventer, at Joey trækker næsen lidt tilbage, indtil jeg åbner hånden og lader ham tage godbidden. 2) Hold positionen, hvor jeg frister med et stykke legetøj, som jeg bevæger lidt frem og tilbage, mens Joey venter på sit release-signal ”tag den” og får en god omgang trækkeleg som belønning. Vi træner øvelsen både i sit og stå, og når Joey står med forpoterne på det flade target. Han fangede ideen meget hurtigt, og jeg kan gradvist friste lidt mere aktivt og tættere på ham. 3) Ignorer udlagte fristelser er vi så småt gået i gang med. Her stiller jeg en skål med tørre godbidder på gulvet og belønner Joey, der er i snor og på afstand af skålen, for at tilbyde mig kontakt i stedet for at se på skålen. Joey er meget glad for mad og meget grådig, så denne øvelse lærer ham, at han kan få noget bedre ved at vælge fristelsen fra og i stedet tilbyde mig kontakt.
Selvkontrol arbejder vi lidt med i det daglige i forhold til at vente på ok til at komme ud af buret i bilen, og når Joey skal have sin mad i skål, hvor han pænt venter på release-signal til at gå i gang med at spise.
Kropskontrol er vi begyndt på i det små. Vi har leget lidt med balance på en legeplads og er så småt gået i gang med elefantøvelsen, hvor Joey skal stå med forpoterne på en omvendt balje og dreje rundt om sin egen akse ved at flytte bagbenene til siden. Jeg har et fitness vippebræt, som vi også skal i gang med at træne på.
Kernekompetencer
Ud over øvelserne i KLIK-konceptet, er jeg også så små gået i gang med at introducere nogle af kernekompetencerne, som er de elementer, som selve lydighedsøvelserne består af. Vi har indtil videre arbejdet med følgende:
Løbeleg til indkald
Her har jeg kastet en godbid i græsset og er så løbet væk fra Joey. Når han indhenter mig, får han en god omgang trækkeleg som belønning for at spurte hen til mig. Jeg løber også ind imellem lidt væk fra ham på stranden, hvor han kan se mig og belønner med godbidder, når han kommer susende.
Gribe om apport
Snudetarget på og greb om midterstykket af en apport er vi også godt i gang med. Jeg holder pt. apporten helt nede ved gulvet, så Joey sænker hovedet for at lave grebet om apporten. Vi har også arbejdet lidt med tease, hvor jeg holder en håndfuld godbidder i den ene hånd og apporten i den anden. Joey bliver så belønnet for at fravælge godbidderne og i stedet tilbyde grebet om apporten. I vores seneste træningssession tilbød Joey et spontant optag af apporten fra gulvet flere gange, så vi er godt på vej videre i øvelsen.
Stå på target i pladsposition
For at give Joey en oplevelse af at positionen ved min venstre side er et godt sted at være, har jeg belønnet ham for at stå på det kvadratiske target, mens jeg står ved siden af det, så han står i pladspositionen. Han får belønning for at indtage positionen og for at blive stående i positionen.
Når jeg læser det ovenstående igennem, virker det omfattende, men det føles ikke sådan, når jeg ser på, hvordan min hverdag er med Joey. Meget af træningen er inkorporeret som en del af de daglige rutiner, og grundtræningen af øvelserne i KLIK-konceptet arbejder vi med i små træningssessioner på ca. ti minutter dagligt eller næsten dagligt og når vi er til træning. Det går super godt med det hele, og Joey synes, at træningen er en fest – præcis som jeg synes, at det skal være.
