Vi er som regel rigtigt gode til at dele ting, når det går godt – og måske mindre tilbøjelige til at dele, når det går knapt så godt. Jeg er i hvert fald. Alligevel har jeg tænkt mig at dele den oplevelse, jeg havde i lørdags, da jeg tog Abby, min yngste tæve, med på vores første working test. Det er en prøve for retrievere, der består af fem poster, hvor hunden skal apportere en eller flere dummier på hver post. Jeg har trænet noget, der minder om jagttræning med Abby on and off men er først for alvor gået i gang i det sidste halve års tid. Abby bestod sin brugsprøve, som er adgangsgivende til de andre prøver, man kan stille op i, for ca. en måned siden.
I lørdags skulle vi så have vores debut i en working test. I modsætning til konkurrencelydighed, ved man ikke på forhånd, hvilke opgaver man bliver udsat for til en working test – andet end at det handler om at apportere dummier. Det var ikke kun os retrieverfolk, der var mødt op i skoven i lørdags. Der var også en del slædehunde, som skulle ud og løbe med vogn i skoven. Smukke hunde, som dog larmer en del i forventning om, at de snart skal ud at løbe. De gøede så meget, at det var svært at høre, hvad prøvelederen fortalte til parolen, men jeg fik dog fat i, hvor jeg skulle begynde min prøve – ved post 2. Abby er normalt ret cool og plejer ikke at blive specielt påvirket af det miljø, hun er i, men hun var lidt oppe at køre. Jeg var heldigvis ikke den første, der skulle op, så jeg fandt ud af, at post 2 var en slags frit søg. En mand gik i et område ca. 30 m væk, hvor der lå dummier. Han klappede med noget træ og gik væk igen. Det er så meningen, at Abby skal løbe ud i området og søge og apportere dummier. Det er ikke lige noget, vi har trænet (vidste ikke den øvelse kunne forekomme i en working test), men hun har prøvet det nogle gange før. Det går selvfølgelig ikke super godt, men hun henter faktisk to dummier. Hun søger lidt stort og kommer ikke direkte hjem, men vi ender med 6 point ud af 20. Jeg er sådan set bare glad for, at hun rent faktisk fik løst opgaven. Post 3 er en enkeltmarkering. Der står en skytte, og bag skytten står der en, der kaster dummien. Jeg står måske 30 meter væk sammen med dommeren. Skytten skyder, og Abby ser op på mig og ser overhovedet ikke, at der bliver kastet en dummy. Jeg sender hende, og hun forsøger rent faktisk at løse opgaven og er også tæt på at finde dummien, men det lykkes ikke – 0 point.
Jeg kan godt allerede nu afsløre, at vi endte med 6 point i alt – ud af 100 mulige. Skal man gøre noget, skal man gøre det ordentligt! De andre poster involverede alle, at der blev skudt og kastet noget, og alle gange så Abby på mig i stedet for at se ud, hvilket betød, at hun aldrig så en eneste dummy blive kastet og derfor ikke kunne hente den. Der kan være flere årsager til, at det gik galt. For det første, har jeg lært Abby, at når der bliver skudt, så kom til mig og få godbidder – hvilket er rigtigt godt, når det drejer sig om fyrværkeri, men knapt så godt, når det gælder en jagtprøve. Abby var også ret højt kørende. Hun sad nogle gange og rystede og havde meget svært ved at sidde stille, noget hun ellers er ret god til, og jeg overvejede flere gange, om jeg skulle trække hende. Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt hun ”bare” var oppe at køre, eller om der var noget ubehag inde over.
Jeg var forbløffende nok ikke specielt nervøs, heller ikke til sidst, selvom jeg godt viste, hvad der ville ske. På et par af posterne, var der god tid, og jeg fik lov til at lave øvelsen om, uden at der blev skudt – efter vi havde fejlet og fået 0. Så snart der ikke var et skud involveret, løste Abby opgaven helt perfekt. Det hjalp. Men jeg er konkurrencemenneske, så en del af mig havde det virkelig skidt efter prøven. Jeg var ikke vred eller irriteret på Abby, men havde det bare skidt med situationen. Skuffelsen over, at det gik så dårligt, går lige i maven og river op i alle mulige negative følelser. Jeg er ikke dygtig nok, jeg er ikke god nok, hvordan kan du kalde dig hundetræner, hvordan kan du tro, at du kan undervise andre, skulle du ikke finde dig et job i Bilka i stedet for …
Jeg ved ikke, om du har prøvet noget lignende, men måske har du. Jeg kunne godt mærke, at mine tanker var ved at grave en hul, jeg kunne kravle ned i. Og hvad gør man så? Det er så ufatteligt uproduktivt at have den slags følelser, men det kan være virkelig svært at slippe dem. Jeg kan kun fortælle, hvad der virker for mig, og måske kan du bruge noget af det – om ikke andet, så bare det at vide, at andre kan have det sådan.
Jeg ved, at jeg meget hurtigt kan vende den slags oplevelser til en slags selvhad, og det er vigtigt at få vendt mine tanker forholdsvist hurtigt. Så når jeg kan mærke, at mine følelser og tanker bliver alt for negative, forsøger jeg altid at give mig selv en slags peptalk. Min indre dialog lød nogen lunde sådan her:
Det er en konkurrence – ikke liv eller død. … Bortset fra at det at undervise i hundetræning er mit levebrød – FUCK!! (heldigvis er der ikke mange, der i de kredse ved, hvad jeg lever af).
Det var den samme fejl – Abby gjorde alt rigtigt, når der ikke var skud med (jeg gik på stranden bagefter og kastede et par dummier, og det klarede hun perfekt). Vi skal ”bare” have fikset det med skud.
Min datter har godt af at se, at det ikke er nogen katastrofe at fejle. Det gør ikke noget, at man ikke er perfekt!
Det var én prøve – det betyder ikke, at du ikke kan gøre det bedre næste gang.
Træk vejret – du er god nok.
Du behøver ikke fortælle nogen, hvordan det er gået … øhh.. altså bortset fra dem du allerede har fortalt om prøven. Men det er heldigvis ikke så mange…
Træk vejret – du er god nok.
Det at fejle er ikke en refleksion af, hvem jeg er – jeg er mere end det at gå til prøve eller træne min hund.
Jeg bliver ved med at prøve at finde noget godt i situationen, eller finde en plan b, c eller d. Hvis det ikke virker, forsøger jeg at tømme mit hoved og bare være, eller jeg forsøger at tvinge mig selv til at tænke på noget andet mere positivt. Alt andet end negative følelser og tanker. Det at kredse sine tanker omkring noget, man alligevel ikke kan ændre, er spild af tid. Jeg vil ikke bruge min tid på følelser og tanker om ting, jeg alligevel ikke kan ændre. Det kræver øvelse og mere øvelse, men det virker for mig – sådan da. Jeg kan stadig mærke et sting, når jeg tænker på i lørdags, men det fylder ikke mine tanker. Jeg kunne godt mærke, at min motivation for at træne mandag morgen ikke var så stor – men jeg gjorde det alligevel – og Abby var fantastisk.
Oplever du, at du har tendens til at slå dig selv oven i hovedet med jævne mellemrum, så er der hjælp at hente. Min chef, Christina Ingerslev, har bl.a. hjulpet mig. Hun har både uddannelse og erfaring på området, og det er klart hendes hjælp, der gør, at jeg bl.a. ikke oplevede skyggen af irritation eller vrede overfor Abby – det havde jeg gjort for 10 år siden.
