Hunde har været en vigtig og integreret del af det meste af mit liv, både privat, som hobby og i de seneste 20 år som mit arbejde. Jeg elsker mit liv med mine hunde og mit hundeliv. Arbejdsmæssigt føler jeg virkelig, at jeg er landet på den rette hylde. Jeg brænder for mit stof, elsker at fagområdet er dynamisk med fortsat mulighed for ny læring og udvikling, og jeg elsker at formidle til engagerede mennesker, der også er ”bidt af en gal hund”.
På det private plan har mit hundehold altid haft to sider. Den ene del er det at leve med mine hunde i hverdagen. Samværet og nærværet med hundene er noget, jeg slet ikke kan forestille mig at være foruden. Gåture, hygge, sjove aktiviteter og det bare at være sammen. Det giver livskvalitet og er balsam for sjælen. Den anden del er den træningsmæssige side af sagen, som jeg har brændt for, siden jeg som barn begyndte at gå til træning med familiens beagler, lærte dem alverdens tricks derhjemme og også ret hurtigt begyndte at deltage i konkurrencer med dem. Det træningsmæssige samvær med hundene er en central del af mit liv med mine hunde og også vigtigt for mit arbejde, da det for mig er vigtigt hele tiden at have fingrene ”nede i suppen” med den praktiske træning.
Jeg har haft beagler i noget, der nærmer sig en menneskealder, og har altid elsket at arbejde med dem. De fortjener på ingen måde deres ry som dumme, stædige og utrænbare. I en årrække gik jeg dog også med en drøm om at prøve at have en hund af en samarbejdende race, som jeg kunne nørde træning med på mange fronter. Der gik mange år med tanker om en række forskellige racer, før jeg i 2014 endelig gjorde alvor af ønsketænkningen om den nye fantastiske træningshund og føjede working kelpie Joey til min lille hundefamilie, der på det tidspunkt bestod af tre beagler.
Joey var sød og skøn at arbejde med helt fra begyndelsen, og drømmen om en træningshund og konkurrencehund i flere samarbejdende hundesportsgrene så lys og lovende ud. Mange kender allerede min og Joeys historie og ved derfor, at drømmen brast i tusind stykker, da Joey blev diagnosticeret med ledmus i begge albuer som ganske ung. Operation og langvarig genoptræning førte til, at vi med forsigtig træning har kunnet deltage i klasse 1 og 2 i DKK’s lydighedsprogrammer. Vi har også trænet Nose Work, som har været en fin supplerende aktivitet til den samarbejdende træning, som altid har været mit hjertensbarn. Hyrdning og rallylydighed måtte skrottes på grund af den belastning, der er på albuerne i disse aktiviteter.
Jeg har hele tiden glædet mig specielt til at kunne begynde at arbejde på klasse 3 i lydigheden og har i lang tid tænkt, at det skulle nok gå, når det nu var gået ok med klasse 1 og 2, så længe jeg var forsigtig i min træning i forhold belastning af Joeys albuer. I oktober måned 2017 gik jeg lidt i gang med de første par momenter til klasse 3, som jeg havde skubbet foran mig i min tidligere træning for at undgå unødig belastning af Joeys albuer. Det gav desværre hurtigt bagslag med tilbagefald med smerter, og efter nogle måneder med endeløse kiropraktorbesøg og fysioterapi, blev det klart for mig, at jeg måtte opgive drømmen om en konkurrencehund i klasse 3, som hele tiden har været mit mål og toppen på kransekagen for mig i lydighedstræningen. Det føltes som om, at hele min verden gik i stykker, da jeg tog den endelige beslutning om at opgive lydighedstræningen. Jeg kan kun beskrive min reaktion som en sorgreaktion. Jeg følte mig fuldstændig bombet og forstenet og gennemlevede en periode med følelsesmæssig turbulens, hvor jeg skiftede mellem at være ked af det, frustreret og vred. Sorgen over at miste den aktivitet med Joey, som jeg elsker allermest, er måske endnu større, fordi Joey i den grad er kravlet ind under huden på mig. Han er en soulmatehund af de store, og nogle af mine gladeste øjeblikke i de senere år har netop været i min træning med ham.
I de seneste måneder har jeg prøvet gradvist at finde fred med den situation, jeg nu står i. Joey er 3½ år gammel og er træningsmæssigt en slags invalidepensionist. I hverdagen er han heldigvis stadig i stand til at have glæde af de daglige gåture. Men gåture gør det ikke alene for en ung og aktiv hund, der arbejdsmæssigt er lavet til samarbejde og løbeaktivitet. Træningsmæssigt står jeg tilbage med næsearbejde som den eneste aktivitet, hvor jeg kan arbejde målrettet mod konkurrencer, hvilket er en del af min benzin på motoren, når det gælder min træning. Joey er glad for Nose Work, og vi træner også ret flittigt, men jeg kan mærke, at NW som eneste aktivitet for både ham og mig ikke opfylder behovet for den samarbejdende og fysisk aktive træning, hvor det tætte bånd mellem os giver de magiske øjeblikke, hvor tingene går op i en højere enhed.
Igennem de seneste måneder har jeg tit tænkt på citatet fra Passengers sang ”Things That Stop You Dreaming”, som udgør overskriften til denne blog: ”If you can’t get what you love, you learn to love the things you’ve got”. Jeg har tilføjet et lille ”must” til teksten i overskriften, da det er der, jeg står nu. Jeg prøver at finde fred med min og Joeys situation, men jeg må indrømme, at hver gang facebook flyder over med glade opdateringer efter weekender med lydighedsprøver og rallyprøver, så stikker det i hjertet og gør mig ked af det – hver eneste opdatering er en lille reminder om alt det, jeg har drømt om, og som Joey og jeg aldrig kommer til at opleve sammen. Mit liv med Joey har unægtelig været en slags rollercoaster ride med store op og nedture. På nuværende tidspunkt prøver jeg at genfinde balancen og glæden ved træning med min skønne hund med de aktiviteter, han fysisk kan holde til.
