Jeg har lige læst en hundebog. Det er der i sig selv ikke noget sært i. Jeg læser mange bøger om hunde – både om adfærd, træning, hund-menneske relationen, hundes/dyrs følelser, hundes kognitive evner og meget mere. Det, der har fået mig til at reagere specielt på denne bog, er, at mens jeg læste bogen (som har mindre end ti år på bagen), følte jeg mig hensat til en parallel virkelighed i forhold til det univers, jeg er vant til at navigere i. Det var lidt ligesom at høre Donald Trump blive ved og ved med at tale om, at sejren i det amerikanske præsidentvalg var blevet stjålet fra ham pga. omfattende valgsvindel i lige præcis de stater, der blev afgørende for udfaldet af valget. Trump og hans tilhængere lod til at befinde sig i noget, der for mig føltes som en parallel virkelighed. Når jeg læser bøger/artikler eller ser videoklip af hundemennesker, der fortæller om deres tilgang til at få den perfekte familiehund, sidder jeg også indimellem med en følelse af, at der blandt mennesker med stor interesse for hundeadfærd og –træning eksisterer flere parallelle virkeligheder.
Jeg har været med i hundegamet i mange år og har fulgt med i den udvikling, der er sket i forhold til den gængse måde at leve med og træne vores hunde på. Det samme gælder for den underliggende fortolkningsmodel, der ligger til grund for den måde, vi forstår, forklarer og reagerer på vores hundes adfærd. Den almene opfattelse af hund-menneske relationen og den gængse fortolkning af hundens adfærd i socialt samvær med både hunde og mennesker har flyttet sig milevidt, siden jeg trådte mine barnesko i livet med og træningen af hunde.
Jeg voksede op med en forklaringsmodel, der handlede om, at hunden havde en iboende trang til at tilkæmpe sig magt og status i flokken (menneskefamilien), og at det var helt centralt for hundens ejer at lære hunden, at dens plads var nederst i hierarkiet. Denne forståelsesmodel af hundens adfærd førte til, at der var fokus på at korrigere uønsket adfærd og sætte hunden på plads, når den gjorde noget, der blev tolket som et tegn på, at den forsøgte at tilkæmpe sig en højere status i relationen til dens menneskefamilie.
Denne forklaringsmodel siger, at hunden stadig er en ulv, fordi hunde og ulve har et meget stort genfællesskab. Derfor skal man som hundens ejer påtage sig rollen som leder/alfa og anvise hunden dens plads nederst i hierarkiet via diverse teknikker, der menes at kopiere højtrangerende ulves adfærd overfor lavererangerende ulve i en flok. Der findes en række skoler, der stadig baserer deres tilgang til træning og et liv med hunde på denne forklaringsmodel. Præcis hvad teknikkerne til træning af hunden går ud på afhænger af, hvilken skole indenfor denne tankegang, man får sin vejledning fra. Stort set enhver uønsket adfærd fra hundens side forklares med, at den tror, at den er leder, og at løsningen skal findes ved, at ejer overtager lederskabet i relationen. Dette gælder uanset, om hunden udviser frygtsom adfærd i mødet med mennesker, om den er ked af at være alene hjemme, om den udviser tvangsadfærd som at jage skygger eller snappe efter fluer, der ikke er der, trækker på gåturen eller hopper op ad gæsterne, når de kommer på besøg.
Ulv eller hund?
I dag tænker vi hund-menneske relationen på en helt anden måde. I de kredse jeg færdes i, tænkes relationen mere som en omsorgsrelation, hvor ejer drager omsorg for hunden og vejleder den, så den får hjælp til at lære at navigere og fungere indenfor de rammer, vi har skabt for dens tilværelse. Vi tænker ikke længere hunden som en socialt opadstræbende størrelse, der for enhver pris vil tage magten, men snarere som et socialt væsen med en stor evne til at tilpasse sig til livet med mennesker – en evne der er udviklet igennem de 15.000+ år igennem domesticeringsprocessen fra det vilde ulveophav til den tamhund, vi lever med i dag.
Siden jeg trådte mine barnesko i hundeverdenen i 1970’erne, har studier af vilde ulves adfærd, adfærden hos ferale hunde (forvildede tamhunde) og tamhunde, sociale relationer mellem hunde og mennesker, udbredelse af viden om læring, forståelse af hundes (og andres dyrs) følelsesmæssige liv og kognitive evner og vigtigheden af empowerment i hundens liv ført til omfattende ændringer i den måde, vi opfatter vores hundes adfærd på. Det påvirker også den måde, vi tilrettelægger vores liv i hverdagen med vores hunde. I min verden er en hund ikke en ulv, og mennesker er ikke hunde. Hunden er en domesticeret art, der er godt tilpasset til et liv med mennesker. Hunde og mennesker tilhører to arter, der igennem tusinder af år har tilpasset sig til et liv, hvor begge parter har haft gensidig glæde og gavn af hinanden. Det betyder, at vi er i stand til at indgå sociale relationer og knytte tætte bånd.
Hyggestund eller en hund, der er ved at overtage magten i hjemmet?
Når vi lever socialt sammen med andre mennesker, vil vi altid udvikle en form for social orden, hvor der er et regelsæt, der angiver, hvordan den sociale interaktion foregår. Det gør vi også med vores hunde. Den gamle forklaringsmodel havde som kernepunkt, at ejer skulle bestemme over hunden med den begrundelse, at hunden ellers ville overtage magten i relationen. En mere moderne forklaringsmodel har den tanke, at vi som hundens ejere har et ansvar for at tage vare på hunden og på venlig og konstruktiv vis igennem belønningsbaseret træning lære hunden, hvordan spillereglerne er i livet sammen med os. Jeg anfægter ikke, at vi som hundeejere bestemmer over vores hunde. Jeg plejer at sige: ”Det handler ikke om, hvorvidt vi bestemmer over vores hunde, men om hvordan vi gør det.”
Samarbejde som kernen i den sociale relation
Den forklaringsmodel, der ligger til grund for den måde, vi vælger at leve med vores hunde på, vil i sidste ende diktere, hvordan vi tolker hundens adfærd i en given situation, og de handlemuligheder vi som ejere har ift. at ændre på forhold, vi ikke bryder os om. Ser vi hunden som en modstander, der skal holdes nede, eller som en ven og kammerat, som vi vejleder til at kunne tilpasse sig til et liv indenfor de rammer, som vi har afstukket for dens tilværelse.
Dominans, omsorg eller socialt fællesskab? Jeg har ondt, og hundene kommer og ligger tæt
Vi lever i en oplyst tidsalder, og når jeg igen og igen støder på den forældede forklaringsmodel blandt både hundeejere, trænere og adfærdsbehandlere, undrer jeg mig over, at der stadig findes de parallelle virkeligheder. Den forældede forklaringsmodel og de værdier, den promoverer, kan i mange tilfælde gøre mere skade end gavn. Modellen er funderet i studier af ulve i fangenskab, som ligger langt tilbage, og som siden har vist sig ikke at have ret meget til fælles med adfærden hos vildtlevende ulve, der lever i familiegrupper, hvor forældredyrene er naturlige ledere, ligesom forældre er det for deres børn. Moderne hundetræning og adfærdsbehandling er baseret på videnskabeligt funderede principper. I dag tænker vi hunden som et tænkende og følende væsen, som vi kan samarbejde med i et socialt fællesskab – ikke en ulv i hundepels, der vil tage magten fra os.
Karen S. Ulrich
