I sidste uge var vi så heldige at prøve en hundesport, som ikke er så omfattende eller så nem at dyrke i Danmark – nemlig slædekørsel. Oven i købet i rigtigt vintervejr i den smukkeste sneklædte skov. En af vores faste Klikkercampkursister, Birgitte Lauritzen, dyrker slædekørsel og de af jer der var med på sidste års Klikkercamp havde mulighed for at se hende demonstrere, hvordan man træner en hund til at trække en slæde eller en vogn (det er jo sjældent, at der i tilstrækkeligt med sne i Danmark til, at man kan køre på slæde). Vi havde længe talt om, at vi skulle en tur til Als for at besøge Birgitte og få en tur på slæden/vognen med hundene. For en månedstid siden kom en mail med invitation til besøg og slædekørsel. Jo tak! Sådan et tilbud var vi med på. Det lykkedes os at finde et par dage, hvor de fleste af os kunne og i mandags satte vi så kursen mod Als, hvor Birgitte og hendes skønne hold af slædehunde, som består af tre alaskan huskies, en siberian husky og en alaskan malamute, holder til.
Turen hen til den del af skoven vi skulle køre i er et kapitel for sig selv. Det havde nået at tø en smule, før det frøs til igen, så vi kørte på ren is. På de glatte skovveje skulle det senere vise sig at være en lidt større udfordring for vores bil end for en slæde. Ved udkanten af skoven blev slæde og hunde læsset af bilen og hundene blev spændt for. De løber i en 2-2-1 formation med én hund forrest og så de andre parvist bagved. Slæden er let, vejer vist bare 12 kg, og har plads til en passager ud over Birgitte, som skulle styre hunde og slæde i fuld fart igennem skoven. Planen var så, at vi på skift skulle køre på slæden, mens resten af holdet fulgte efter i følgebilen.
Karen F er vild med rutsjebaner, så første tur, som er den vildeste med meget ivrige og energiske hunde, var hurtigt afsat. Karen blev pakket ind i tæpper og så fløj de af sted med Birgitte stående på bremsen og sneen fygende om ørerne. Vi andre trillede efter i følgebilen, hvilket gik fint, indtil vi nåede den første stejle stigning på de isglatte veje. Halvvejs oppe kunne dækkene ikke få fat og vi gled simpelthen baglæns og sidelæns ned ad bakken. Først i tredje forsøg med mere gas på og lidt forskudt af hjulsporene lykkedes det at få bilen op ad bakken. Puha. Hundeslædeholdet var i mellemtiden blevet bekymrede for os og kom tilbage for at checke, at vi ikke var røget i grøften!!
På skift fik en vi fantastisk tur på slæden igennem den mørke skov. Helt vildt og forrygende at suse af sted på slæden lige bag de løbende hunde. Det går stærkt, når man sidder så tæt på jorden og de flyvende hundepoter og vi fik hurtigt lært at arbejde med slæden og læne os til siden, når slæden kom lidt for langt ud til den ene side. Især ned ad bakke i fuld fart gik det virkelig tjept. Efter to skønne timer i skoven med hundene var det tid at vende næsen hjem mod varme i kakkelovenen og en pragtfuld middag med rådyrkølle og bagte kartofler. Hundene gassede sig også inde i stuen og gnaskede griseører og slumrede ellers efter veludførst arbejde. Vi andre hyggede til langt ud på de små timer, inden vi fandt dyner til et kort nats søvn før næste dags slædetur.
Tirsdag formiddag fik vi endnu en tur i skoven med hundene. Igen en af gangen på slæden og resten af os til fods igennem skoven, hvor vi spadserede igennem et smukt sneklædt landskab, mens store luftige snefnug dalede ned fra himmelen i fuldstændig vindstille vejr. Hvis man skulle have digtet en historie om sådan en tur, kunne det ikke have været mere perfekt. Igen fik vi en fantastisk tur på slæden. Et par af os fik tillige en tur i sneen, da slæden væltede i et sving. Karen U fik et styrt efter et skarpt sving, hvor hundene havde lidt svært ved at få slæden rettet op. Heldigvis var farten ikke så høj og jeg nåede at tænke, “nu vælter vi” og fik taget fra med armen, inden vi kurede sidelæns af sted. Hundene er så veltrænede, at de reagerer både på retningsangivelser – højre og venstre – og på stå som stopsignal, når det er nødvendig, så vi fik stoppet slæden og var hurtigt klar til at suse videre igennem skoven.
Efter to skønne ture i skoven med hunde og slæde var det tid at vende næsen hjemad igen. Vi var alle enige om, at det var en fantastisk oplevelse og noget, som absolut skal prøves igen. En kæmpe tak til Birgitte og de skønne bæster. Vi vender frygteligt tilbage :o) Tak til Niels Krogsgaard Handest for de dejlige billeder.
