Idag deltog min “gamle” hund og jeg for første gang i et heldags rallykursus. Kurset blev holdt i Hund & Trænings eget regi med Conni Hansen som instruktør. Og sikke en herlig dag! Conni var super inspirerende og havde bygget hele dagen op på en sådan måde, at vi kom rigtig mange øvelser og små baner igennem, selv lavede baner til hinanden og oven i købet sluttede af med en lille konkurrence.
Thekla og jeg har tidligere trænet meget lydighed, men Thekla har desværre (næsten helt) mistet sin hørelse, så lydigheden har vi opgivet. Vi har også trænet en hel del agility, men uheldigvis fik hun en permanent skade i ryggen, så det blev der også sat en stopper for. Nu træner vi rally, hvilket Thekla er rigtig glad for, mens jeg egentlig gør det mest for hendes skyld…
Men jeg skal love for, at jeg nu har fået blod på tanden. De fleste af øvelserne i de første rally klasser, er der altså ikke meget udfordring i for en gamel elitelydighedschampion, men i championklassen der bliver det sjovt. Øvelserne bliver sværere, og derudover skal ALLE øvelser også kunne laves med højrehandling. Det giver virkelig nogle udfordringer. Ikke mindst for føreren da skiltene ikke findes til højrehandling!!! Så man skal selv “tænke” sig frem til, hvordan øvelsen præcis skal udføres. De fleste, der har gået rally, vil nok give mig ret i, at flere af skiltene faktisk er ret ulogiske og når man så ikke engang skal gøre det der står, men måske skal gøre det spejlvendt, eller hunden skal gå højre om, når der står venstre om og måske omvendt men ikke hver gang… hmm… så kan det blive en smule indviklet.
Men under kyndig vejledning af vores helt fantastiske og super søde, glade og engagerede underviser, blev vi rigtig meget klogere. Alle udrustet med super godt humør, en masse hundeguffer og seks meget forskellige hunderacer blev dagen på alle måder en succes. Tak til alle deltagere og tusind tak til Conni – sjældent har jeg fået så meget med hjem fra et hundekursus. 🙂
Jeg sidder og arbejder på et oplæg, som jeg skal bruge til noget undervisning midt i april og vender igen tilbage til de basiskompetencer, som vi kalder KLIK konceptet. Basiskompetencerne er del af et større system, der beskriver de kompetencer, der skal til hos hund og handler for at uddanne en konkurrencehund. KLIK konceptet består af fire helt basale kompetencer, som danner grundlag for succesfuld træning.
KLIK står for:
Kontakt
Leg
Initiativ
Kontrol
Kontakt er fikspunktet i enhver hundetræning. Uden kontakt, ingen træning. Helt essentielt er det, at hunden selv vælger kontakten til, fordi den er motiveret for samarbejdet og de belønninger, det fører med sig – og ikke fordi den er bange for at blive straffet. Kontakten mellem hund og handler kan styrkes ved, at handleren konsekvent belønner, når hunden selv tjekker ind og dermed vælger kontakten til og omgivelserne fra.
Leg mellem handler og hund er relationsopbyggende. Legen giver mulighed for at styrke forholdet mellem hund og menneske generelt, samtidig med at leg er en meget værdifuld belønning i træningen. Selv hunde, der ikke har lært at lege som hvalpe, kan lære at værdsætte en god trækkeleg. Omdrejningspunktet er trækkelegen, da legen skal være interaktiv. Målet er, at hunden søger handleren med legetøjet, ikke at den leger med det selv. Vi kan få styr på legen gennem trækkeleg, dead-alive og return to sender.
Lupus har som voksen lært, at en trækkeleg er en super belønning
Initiativ er en helt central kompetence hos hunden i klikkertræningen. Vi ønsker en hund, der er en aktiv deltager i sin egen indlæringsproces og som ved, at den kan få adgang til belønning ved at forsøge at løse den træningsopgave, den er i gang med sammen med handleren. Vi lærer hunden at tage initiativ i træningen ved at belønne den for at være både spontan og kreativ, dvs. at den lærer selv at byde ind med adfærd og den lærer at variere sin adfærd. En god “bivirkning” af denne træning er, at hunden bliver mindre følsom overfor en mistet mulighed for belønning, hvis den f.eks. laver en fejl.
Kontrol er en central del af klikkertræning på flere områder. Der er en tendens blandt “ikke-klikkertrænere” til at tro, at alt er tilladt i klikkertræning og at man får uhæmmede hunde af at anvende teknikken. Den amerikanske klikkertræner Susan Garrett bruger udtrykket: “positive is not permissive”, hvilket fint pointerer, at det at træne positivt ikke betyder, at alt er tilladt. Vi arbejder med tre typer af kontrol: belønningskontrol, selvkontrol og muskelkontrol. Belønningskontrol handler om at lære hunden, at den ikke selv kan tage belønningerne, men at den kan få adgang til dem igennem sin egen adfærd. Træning af fristeøvelser, hvor hunden får belønningen for at vælge den fra, giver fantastiske resultater på denne front. Selvkontrol er nært beslægtet med belønningskontrol og relaterer især til de sanseindtryk i omgivelserne, som er attraktive for hunden som at løbe, lege, hilse, svømme, snuse osv. Vi lærer hunden, at den kan få adgang til alle disse goder ved at udvise rolig og kontrolleret adfærd. Muskelkontrol handler om at træne hunden til at have nogle motoriske færdigheder, der gør, at den lettere kan udføre de øvelser, vi træner med den. Samtidig får hunden en øget bevidsthed om sin egen krop. Bagpartskontrol er især vigtigt i denne sammenhæng i mange øvelser.
Fristeøvelser giver belønningskontrol. Senna har lært, at hun får legetøjet, hvis hun ikke prøver at tage det men i stedet holder positionen
I mange sammenhænge er jeg – i min egen træning og i undervisning af andre – nået til den konklusion, at grunden til, at en det ikke fungerer med træning af et givent kriterium i en øvelse, er, at en eller flere af disse fire basiskompetencer ikke er på plads. Rigtig mange træningsproblemer bunder f.eks. i, at hunden er mere interesseret i omgivelserne end i handleren, at den er passiv og giver op, når den får stillet en opgave, at den mangler kompetencer som at kunne tilbyde adfærd for at få en belønning (i stedet for at bare at være fikseret på belønningen) eller den mangler den motoriske kontrol og bevidsthed om egen adfærd til at kunne udføre en øvelse. Jeg er overbevist om, at vi kan forebygge og løse mange træningsproblemer ved at have fokus på de fire basiskompetencer og sikre os, at de fungerer godt, før vi begynder at træne mere målrettet med hunden. Hundetræning er på nogle punkter som at bygge et hus. Hvis der ikke er et solidt fundament, vil det hele falde sammen, når vi forsøger at stable tingene ovenpå hinanden.
Mon ikke foråret trods alt er på vej. Temperaturen havde sneget sig lige op over frysepunktet i går og dag for dag forsvinder lidt mere af sneen på de isede stier i skoven.
Jeg havde en skøn omgang træning med mine hunde i går eftermiddags. Parkeringspladsen ved skoven, hvor jeg plejer at træne er stadig dækket af et solidt lag is og egner sig derfor bedre som skøjtebane end som træningsplads, men sneen i min baghave er endelig ved at være væk og selvom pladsen ikke er optimal, er det bedre end de få kvadratmeter gulvplads i min dagligstue. Så det var bare at finde apporter, kegler, target, trækkelegetøj og frikadellerne frem. Hundene var ellevilde – de udførte på skift en lille dans (måske en forårsdans), når de blev lukket ud i haven til deres omgang træning. Vinteren er gået med indendørs træning af en masse små delmomenter i rally og LP3, hvilket har været fint og også givtigt, men de LP øvelser, der kræver plads og udførelse af serier af rallyøvelser kan bare ikke lade sig gøre indendøre.
Jeg arbejder på LP3 programmet med Lupus og vi fik frisket op på indkald med stop, fremsending, fjernkontrol, dirigeret apport og lidt fri ved fod. Min lille hund var topmotiveret og arbejdede med høj intensitet i hele sessionen. På et tidspunkt kom hun flyvende tilbage efter at have spist sin godbid – klar til næste repetition – og fik i sin begejstring sat forpoterne på mine knæ i fuld fart, så de var lige ved at bukke bagover. Godt at hun ikke er større. Lupus er mit eksperiment med at lære en voksen hund at kunne arbejde for en trækkeleg som belønning og det virker efterhånden super godt. De nye wubbaer med plys udenpå og en pivert indeni er rigtig gode til formålet. Lupus går selvfølgelig heller ikke af vejen for en godbid og en halv nettofrikadelle kastet bagover i fjernkontrol eller indkald med stop er også en belønning af høj kvalitet.
Lupus var flyvende til træning i går
Mine to rallyhunde, Socks og Ginger, var også på dupperne. Med begge hunde fik jeg trænet slalom og spiraler, tyskervendinger, bakke ved siden af fører og en del forskellige vendinger. Ginger træner i viderekomneklasse og Socks i ekspert. Jeg har brugt vinteren på at lære Socks øvelserne til championklassen med sideskift på fire forskellige måder og spejlvending af alle øvelser, så de også kan udføres fra højre side. Det går rigtig godt og det bliver fantastisk spændende at få prøvet det hele af, når vi på et tidspunkt er klar til at stille op i championklassen. Pt. er målet med de to at få sidste pind i hus til hver i de respektive klasser.
Når vi taler om træning af vores hunde, har vi altid fokus på, at vi skal forstærke den ønskede adfærd hos hunden i det rette øjeblik. Vi tænker måske ikke så ofte på, at processen fungerer begge veje. Vi forstærker hundens adfærd og hundens adfærd forstærker vores adfærd. Jeg giver hunden en belønning for veludført opgave og hunden giver mig en belønning, nemlig at det lykkes og at vi begge er glade. Er der noget mere fedt end at arbejde med en glad og veloplagt hund, hvor tingene lykkes!
Det er stadig for tidligt for anemoner, men mon ikke de ligger og venter under sneen
Nyd foråret (når det kommer), nyd jeres hunde og jeres træning :o)
Jeg har i de forgange to weekender tilbragt tiden sammen med en række dejlige hundefolk. Forrige weekend afholdt jeg kursus for en gruppe DKK instruktører, der er i gang med en overbygning i klikkertræning og i den netop forgangne weekend havde jeg kursus med et af vores hold af instruktørkursister. Fælles for disse og mine andre kurser med hundefolk i forskellige regi er, at det altid er en fornøjelse at mødes med og undervise aktive og engagerede mennesker, der virkelig brænder for det, de er i gang med. Ganske uhildet at vejret har været på tværs i de seneste måneder – vi havde f.eks. 10 graders frost på kurset forrige weekend – så møder deltagerne med godt humør og stor interesse for dagens emner, hvilket altid gør det til en fornøjelse at undervise. I mit tidligere liv var jeg bl.a. underviser i gymnasieskolen og jeg må indrømme, at der er undervisning og så er der undervisning. Der er mange spændende emner og jeg har også været meget optaget af de fagområder jeg har undervist i tidligere, men deltagernes engagement er alfa og omega for, hvordan “læreren” på den anden siden af disken oplever situationen. Jeg må sige, at jeg har fundet en ønskeposition som underviser – et fagområde jeg brænder for, som giver mig mulighed for personlig udvikling og ny læring kombineret med kursister der også brænder for sagen og som altid møder op med interesse, engagement og godt humør. Et virkeligt privilegium :o)
Kalenderen skriver marts måned nu og vi er vist mange, der spejder efter tegn på forår. De første vintergækker og erantis er dukket frem af den kolde jord og nogle dage med tøvejr fik sneen til at smelte, så vi igen kunne se grønt græs og brune marker. I dag væltede sneen så ned igen og verden skiftede atter farve til hvid. Smukt og dejligt på gåtur med hundene i skoven og på stranden, men jeg synes nu alligevel godt, at det snart må blive forår, så vi kan få gang i den udendørs træning. Jeg glæder mig rigtig meget til forårets prøver i LP og rally og ser frem til at kunne komme i gang med de mere pladskrævende øvelser, som ikke lige kan trænes i dagligstuen i de mørke vinteraftener.
Beaglerne på strandengen i eftermiddags i nyfalden sne og sol.
I lørdags var jeg så til prøve med begge mine hunde. Og det var ikke bare sjovt det gik også rigtigt godt. Begge hunde kom hjem med en 1. præmie!
Jeg var oppe med Freja først i Rally begynder. Hun var lidt ukoncentreret, og hun forsøgte på et tidspunkt at bakke rundt om mig i stedet for at sætte sig ned ved siden af mig. Bortset fra det synes jeg at det gik godt og når jeg ser videoen ser jeg en hund der er glad og det er det allervigtigste. Hun er pensioneret og synes hun ikke det er sjovt, så er der ingen grund til at gå op med hende. Hun kan heldigvis godt lide det! Det endte med at hun fik 93 p. hvilket giver en bestået i Rally og da det var 3. gang hun bestod blev hun Rally begynder mester. Hun endte også med at blive 3. vinder på dagen, så jeg var meget stolt af min gamle hund!
Det var 3. gang jeg var i klasse 2 med Lilli og jeg var lidt spændt på hvordan det ville gå. Første gang jeg var oppe var hun slet ikke klar og jeg burde nok have haft aflyst (hvis jeg skulle have fulgt mit eget råd om ikke at gå til prøve med mindre man ER klar). Anden gang var hun i løbetid og jeg lavde en alvorlig fejl som endte med at koste 30 p. Hvis der er nogen af jer der har set hende i nærheden af et felt, kan I sikkert tænke jer til at hun løb i feltet før tid og det er sjovt nok ikke tilladt. Vi har arbejdet en del med stimuluskontrol i den mellemliggende tid! Næseprøve hænger desværre stadig lidt – hun er helt vild med at tygge i den, så jeg har trænet søgedelen og det at holde pinden for sig selv og jeg er ikke nået til at sætte det sammen endnu. Men bortset fra den øvelse mente jeg at hun var klar denne gang – og det var hun også!
Jeg var alligevel lidt nervøs og jeg havde været klar med Freja da jeg skulle i fællesdæk med Lilli. Det gik ok bortset fra at hun rejste sig idet jeg nåede hen til hende. Det gjore mig dog lidt mere nervøs. Jeg kunne mærke at jo tættere vi kom på at jeg skulle op jo mere nervøs blev jeg. Heldigvis har jeg været på mentaltræningskursus hos Christina og jeg kom heldigvis i tanke om nogle af de ting hun havde fortalt, så efter lige at have haft en lille pep-talk med mig selv var jeg mere rolig. Jeg gik ud for at varme Lilli op og da jeg kom ind var de lige blevet klar til mig – det passede perfekt, så skulle jeg ikke stå og blive nervøs i ventetiden. De havde holdt 10 minutters pause som så kun blev til 7 minutter. Lilli var super! Hun var på og de fejl hun havde var småting. Det er selvfølgelig noget vi skal rette op på, men alt i alt var jeg meget tilfreds med hende.
Når jeg ser videoen er det jeg er mest glad for det at hun faktisk logre hele programmet igennem. Lillis fri ved fod, 13.02.10 Til den allerførste prøve jeg var til fik jeg det råd at det var ligegyldigt hvordan det går til prøven, bare min hund havde det sjovt. Hvis man som mig har planer om at ens hund skal til en masse konkurrencer, så er det vigtigere at hunden har en god oplevelse af det at være til konkurrencer end at det går godt den dag. Det råd har jeg taget til mig. Normalt træner jeg med tørre godbidder – det er jo labrador jeg har ;o) – men til konkurrencer har jeg altid kød med. Jeg har dog fundet ud af at kogt kylling ikke er et hit. Det var det der gik galt sidst jeg var til prøve. Lilli troede at jeg havde tabt noget kylling (det fnuldre lidt rigeligt) og da hun skulle til at springe giver jeg et lidt for stort tegn til dommeren, så Lilli tror hun har fået fri og løber tilbage til der hvor hun mente at der skulle ligge noget kylling. Jeg er så ikke hurtig nok til at få kaldt hende hjem og hun ender med at løbe i feltet. Hvad kan man lære af det? Medbring ikke kogt kylling til konkurencer og giv altid klartegn med højre hånd!
I sidste uge var vi så heldige at prøve en hundesport, som ikke er så omfattende eller så nem at dyrke i Danmark – nemlig slædekørsel. Oven i købet i rigtigt vintervejr i den smukkeste sneklædte skov. En af vores faste Klikkercampkursister, Birgitte Lauritzen, dyrker slædekørsel og de af jer der var med på sidste års Klikkercamp havde mulighed for at se hende demonstrere, hvordan man træner en hund til at trække en slæde eller en vogn (det er jo sjældent, at der i tilstrækkeligt med sne i Danmark til, at man kan køre på slæde). Vi havde længe talt om, at vi skulle en tur til Als for at besøge Birgitte og få en tur på slæden/vognen med hundene. For en månedstid siden kom en mail med invitation til besøg og slædekørsel. Jo tak! Sådan et tilbud var vi med på. Det lykkedes os at finde et par dage, hvor de fleste af os kunne og i mandags satte vi så kursen mod Als, hvor Birgitte og hendes skønne hold af slædehunde, som består af tre alaskan huskies, en siberian husky og en alaskan malamute, holder til.
Vi ankom sidst på eftermiddagen og fik os en kop varm the og lidt kage. Planen var, at den første tur skulle foregå i mørke mandag aften. Da det var blevet mørkt og alle biler var væk fra den skov vi skulle køre i, begyndte vi at gøre os klar. Birgitte fik udstyret de fem hunde med deres seler og halsbånd med lys i og vi andre trak i det varme vintertøj. Alle hunde og slæde blev transporteret ud til skoven i Birgittes lille bil. Slæden fastspændt på taget af bilen, to hunde i et transportbur bag i bilen og de tre andre fastspændte i seler på bagsædet og passagersædet foran. Vi var alle ivrige og spændte og en af tæverne muntrede sig med at hugge hundenes seler og løbe rundt med dem, mens Birgitte fik de andre i “tøjet”. Så var alle klar og vi satte kurs mod skoven – Birgitte forrest i den lille bil med slæde og hunde og vi fire gæster bagved i følgebil.
Turen hen til den del af skoven vi skulle køre i er et kapitel for sig selv. Det havde nået at tø en smule, før det frøs til igen, så vi kørte på ren is. På de glatte skovveje skulle det senere vise sig at være en lidt større udfordring for vores bil end for en slæde. Ved udkanten af skoven blev slæde og hunde læsset af bilen og hundene blev spændt for. De løber i en 2-2-1 formation med én hund forrest og så de andre parvist bagved. Slæden er let, vejer vist bare 12 kg, og har plads til en passager ud over Birgitte, som skulle styre hunde og slæde i fuld fart igennem skoven. Planen var så, at vi på skift skulle køre på slæden, mens resten af holdet fulgte efter i følgebilen.
Karen F er vild med rutsjebaner, så første tur, som er den vildeste med meget ivrige og energiske hunde, var hurtigt afsat. Karen blev pakket ind i tæpper og så fløj de af sted med Birgitte stående på bremsen og sneen fygende om ørerne. Vi andre trillede efter i følgebilen, hvilket gik fint, indtil vi nåede den første stejle stigning på de isglatte veje. Halvvejs oppe kunne dækkene ikke få fat og vi gled simpelthen baglæns og sidelæns ned ad bakken. Først i tredje forsøg med mere gas på og lidt forskudt af hjulsporene lykkedes det at få bilen op ad bakken. Puha. Hundeslædeholdet var i mellemtiden blevet bekymrede for os og kom tilbage for at checke, at vi ikke var røget i grøften!!
På skift fik en vi fantastisk tur på slæden igennem den mørke skov. Helt vildt og forrygende at suse af sted på slæden lige bag de løbende hunde. Det går stærkt, når man sidder så tæt på jorden og de flyvende hundepoter og vi fik hurtigt lært at arbejde med slæden og læne os til siden, når slæden kom lidt for langt ud til den ene side. Især ned ad bakke i fuld fart gik det virkelig tjept. Efter to skønne timer i skoven med hundene var det tid at vende næsen hjem mod varme i kakkelovenen og en pragtfuld middag med rådyrkølle og bagte kartofler. Hundene gassede sig også inde i stuen og gnaskede griseører og slumrede ellers efter veludførst arbejde. Vi andre hyggede til langt ud på de små timer, inden vi fandt dyner til et kort nats søvn før næste dags slædetur.
Tirsdag formiddag fik vi endnu en tur i skoven med hundene. Igen en af gangen på slæden og resten af os til fods igennem skoven, hvor vi spadserede igennem et smukt sneklædt landskab, mens store luftige snefnug dalede ned fra himmelen i fuldstændig vindstille vejr. Hvis man skulle have digtet en historie om sådan en tur, kunne det ikke have været mere perfekt. Igen fik vi en fantastisk tur på slæden. Et par af os fik tillige en tur i sneen, da slæden væltede i et sving. Karen U fik et styrt efter et skarpt sving, hvor hundene havde lidt svært ved at få slæden rettet op. Heldigvis var farten ikke så høj og jeg nåede at tænke, “nu vælter vi” og fik taget fra med armen, inden vi kurede sidelæns af sted. Hundene er så veltrænede, at de reagerer både på retningsangivelser – højre og venstre – og på stå som stopsignal, når det er nødvendig, så vi fik stoppet slæden og var hurtigt klar til at suse videre igennem skoven.
Efter to skønne ture i skoven med hunde og slæde var det tid at vende næsen hjemad igen. Vi var alle enige om, at det var en fantastisk oplevelse og noget, som absolut skal prøves igen. En kæmpe tak til Birgitte og de skønne bæster. Vi vender frygteligt tilbage :o) Tak til Niels Krogsgaard Handest for de dejlige billeder.
