Det har vel næppe undsluppet nogens opmærksomhed, at folkeskolerne kører på meget lavt blus pga. lock-out. Uden at dette blogindlæg skal handle om den konflikt, så giver det i min husholdning lidt af en udfordring. Jeg er vandt til at træne hunde om morgenen, når jeg har afleveret mine børn. Det fungerer super godt. For tiden kan det ikke helt lade sig gøre fordi jeg har begge børn hjemme og jeg har altid afholdt mig fra rigtigt at træne hunde, når jeg også har mine børn med ude og gå tur. Jeg ved at der sikkert er en del derude, som uden problemer kan gøre det, men jeg har ikke helt stimuluskontrol nok på mine børn til, at det kan lade sig gøre 😉
Efter en uge uden anden træning end det jeg kan gøre mens jeg går (dvs. fri ved fod, positioner under gang og enkelte stillingsskift) kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg er gået i gang med at træne jagttræning med min yngste hund Lilli, og hun skal helst ud og lave noget hvor hun løber dagligt for at fungere optimalt. Hendes apport er rimelig stabil, så i går tænkte jeg, at når jeg nu har børn med, så kan de vel også bruges som forstyrrelser! Freja (min ældste og pensionerede hund) fik et søg efter nogle godbidder (eller en af ungerne satte sig og fodrede hende med godbidder) og ungerne fik så på skift lov til at kaste dummier til Lilli. Ungerne synes heldigvis at det var super sjovt (så ud over lidt konflikt om hvem der skulle kaste hvornår, gik det fint) og jeg gentog det igen her til morgen. Lilli får ikke trænet så meget på det vi ellers arbejder på, men får til gengæld trænet apport med forhindringsbane. Når en dummy er kastet, vælger mine børn enten at sætte sig ved siden af dummyen (opsamling med forstyrrelser), løbe frem mod apporten samtidigt med at Lilli enten løber ud for at hente den eller er på vej ind med den (fremløb og tilbageløb med forstyrrelser) eller også sætter de sig ved siden af mig, løber rundt om mig el.lign. (aflevering med forstyrrelser). Det er gået forbløffende godt – bortset fra i morges, da jeg prøvede at filme det. At jeg har en kamera i hånden samtidigt med, at hun skal komme ind på plads, var alligevel lidt for meget 😉
En lidt uskarp video – men det var sjovt alligevel 🙂
Ungerne har også lagt dummyen for mig, så vi kan træne dirigeringer. Hverken jeg eller hunden har helt styr på hvor, så det kræver faktisk lidt mere af Lilli end hvad hun er vandt til. God træning! Hun skal slå næsen til når jeg giver mit søgefløjt – hun kan ikke nøjes med sine øjne. Og jeg er i fuld gang med at overveje hvilke andre øvelser jeg kan lokke ungerne til at synes er sjove at hjælpe mig med. Det er på ingen måde optimal træning – men det er i det mindste træning!
MEGET tidligt søndag morgen blev Lukka og jeg hentet af Birgitte og Tiger. Eliteklassen skulle begynde allerede kl. 7.00! Turen til Malmø tog ingen tid, men straks vi var nået frem, fik jeg nerver på, og det var IKKE fordi jeg var nervøs over prøven. Ved indgangen skulle vi vise pas men til min skræk fandt jeg ud af, at jeg havde taget min gamle hunds pas med i stedet for Lukkas!!! Så var gode råd dyre. Jeg prøvede at regne ud, om jeg kunne nå hjem efter passet og tilbage til Malmø inden kl. 7, men det ville være helt umuligt, så der var ikke andet at gøre end at vise Theklas pas og håbe på de ikke tjekkede chipnummer. Hold op hvor var jeg nervøs. Men pyha… det gik fint og vi kom ind.
Alle prøver og udstillinger (og dem var der mange af) foregik i én kæmpe stor larmende hal! Der var 34 elitehunde. Det viste sig, at det var sidste udtagelse til det svenske landshold, så alle de dygtigste svenske ekvipager deltog. Eliteprogrammet var delt i to ringe. Der var trukket lod på forhånd, så man fulgte det trykte program. Lukka var nr. 6. Fællesøvelserne var med fem hunde i hver gruppe, så vi skulle være med i anden gruppe. Der var en ganske kort banegennemgang i den ene ring og så skulle vi i gang. Der var ikke meget information af nogen art, og der var slet ikke den hyggelige samling, vi kender her hjemme fra, hvor alle deltagerne samles i ringen og siger godmorgen, tjekker at alle er mødt op, hilser på dommer og prøveleder, trækker lod, hører om øvelserne og “punker” dommeren og prøvelederen lidt ;-). Alt virkede meget stift og formelt.
Jeg tænkte, at jeg hellere måtte gå til fællesøvelserne i god tid og det var heldigt, for de tre første hunde var udgået eller i løbetid, så jeg var pludselig nr. 3 og skulle med i den første gruppe! Det gjorde, at jeg ikke nåede at se nogen øvelser, inden vi skulle ind, hverken fælles eller de individuelle. Jeg vidste ikke, hvor hundene skulle sidde eller ligge i fællesøvelserne (der foregik i to forskellige ringe) og kunne dårligt høre prøvelederne. Det var en lidt træls start.
Hold op hvor er det anderledes at gå til prøve i Sverige. Aldrig er jeg blevet trukket for så mange dobbeltkommandoer. I fællesdæk blev jeg trukket både i neddæk og op på plads, for dobbelt kommando. “Dobbelt kommando? Jeg havde ingen dobbelt kommando” fløj det ud af mig, da jeg fik min karakter, hvorefter deltageren til venstre for mig straks tyssede på mig og sagde “Man får inte pråta med dommeren!”. Og det gælder både under og efter prøven. Ups!
Det viste sig, at hvert lille nik med hovedet eller kig på hunden var en dobbelt kommando. Efter dækken løb jeg ud af ringen for at belønne Lukka, hvorefter samme søde svenske deltager kommer hen til mig og siger, at jeg skulle gå helt stille ud af ringen, med min hund lige ved siden af mig, ellers kunne jeg risikere at få det gule kort! Og det var de ikke blege for at bruge. Hold da op! Det er ikke noget der hujer én som mig, hvis højeste formål med lydigheden er at have det sjovt med min hund.
I ring 1 lagde vi ud med fri ved fod. Jeg tror, jeg gik mit helt eget program! Jeg kunne ikke høre halvdelen af prøvelederens kommanderinger! Der var så meget larm, og prøvelederen talte ganske sagte. På et tidspunkt kunne jeg ikke lade være med at grine, for det føltes helt tosset bare at gå rundt og nærmest digte om jeg skulle gå omkring og holdt, eller omkring og fremad osv… stakkels dommer, der skulle forsøge at bedømme den øvelse. Nå næste øvelse var lynet, og her er der ikke så meget at tage fejl af, så det gik fint. Sidste øvelse i ring 1 var stillingsskift. Her opgav jeg helt at bruge de verbale kommandoer pga. larmen, så det var rent håndtegn, men det fungerede også okay.
I ring 2 lagde vi ud med indkald. Jeg skreg nærmest på Lukka, og det var vidst meget godt, for der var flere hunde, der skulle have dobbeltkommandoer, fordi de ikke kunne høre deres fører. Indkaldet gik fint, men jeg blev trukket for ikke på forhånd at have gjort opmærksom på, at jeg brugte armtegn i stå-positionen! Jeg var ikke blevet spurgt, så det havde jeg ikke skænket en tanke, at jeg skulle oplyse. Derefter skulle vi have springet og det gik fint. Så skulle vi lave fremsending. Der var ikke bånd om feltet, kun tape og det var helt usynligt for føreren. Lukka løb flot ud til keglen og videre ud i feltet, men jeg var ikke helt 100 på, at hun var inde i feltet så jeg sagde felt igen, hvorefter hun sprang ind i midten af feltet, og jeg kunne give hende en dæk kommando. En enkelt ekstra kommando koster ikke alverden. Hellere det end nul. Men vi fik SEKS! Jeg blev trukket for TO dobbelt kommandoer. Jeg var målløs. Jeg havde én ekstra kommando og øvelsen var udført i flot, hurtigt og ensartet tempo. Jeg kunne hverken få øje på én og da slet ikke to dobbeltkommandoer! Og jeg kunne jo ikke spørge dommeren. Så jeg begyndte spontant at grine. Jeg synes det var lidt af en joke. (Mens jeg ventede på at apporterne blev lagt ud, kunne jeg næsten ikke holde masken. Jeg kom i tanke om, at vi havde haft samme dommer til DM for et par år siden, og der havde hun trukket mig for at smile til min hund. Hun mente, det var en ekstra kommando!!!) Men Lukka lod sig ikke gå på. Hun var i hopla, og lavede den smukkeste apport og fik 10! Sidste øvelse var næseprøven. Lukka søgte smukt men blev retmæssigt trukket for uens fart.
Sikken en oplevelse. Måske ikke en af de allerbedste men super god træning frem mod VM. Jeg er helt klart frisk på at stille op i Sverige igen en anden gang, for nu er jeg da blevet noget klogere. Men jeg er samtidig lykkelig for at vi ikke har ”svenske tilstande”. At vi til gengæld har søde og rare dommere, som vi kan tale med om deres bedømmelser. Hvordan i alverden skulle vi ellers kunne forbedre os? Og at der i det hele taget er en afslappet og meget hyggelig stemning blandt deltagerne i vores lille LP-verden.Nu skal det lige tilføjes til Sveriges forsvar, at det var en int. prøve med landsholdsudtagelse, og der var flere af de svenske deltagere, der gjorde mig opmærksom på, at forholdene på de almindelige prøver ikke er helt så skrappe. En ting de svenske dommere dog var meget flinke til, var at redegøre over for publikum præcis hvad de trak for. Det er der heldigvis flere af vores danske dommere der også gør, men de må gerne blive endnu bedre til det.
Lukka og jeg endte på en 8. plads. Det kunne vi selvfølgelig have gjort bedre men under de forskellige udfordrende betingelser synes jeg det var fint. Lukka arbejdede godt og stabilt og lod sig ikke mærke synderligt af alt virvaret. Hun fik sin 1. præmie og blev svensk lydigheds champion. 🙂
We all know that Elvis has left the building (and Fraiser too). But has Pavlov also left the building?
Recently back home from Clicker Expo in San Francisco, we continue to puzzle over what seems to be an emerging trend among some of the presenters at the conference. In traditional learning theory we view learning from two perspectives; i.e. that of classical conditioning and operant conditioning. In a number of presentations at the conference we found an approach to learning that was purely operant, seemingly disregarding the aspects of learning that are classically conditioned. In fact, one presenter even argued that we might as well disregard classical conditioning altogether as all learning, from his point of view, is really operant. This presenter proceeded to show a video clip of a counter conditioning session (done by someone else) and argued that the dog’s emotional response was not being changed but that it was simply learning a new operant response. Another presenter spoke of establishing the association between a neutral stimulus and an unconditioned stimulus, in this case done in order to condition a secondary/substitute reinforcer, as an operant process, that could be viewed “as a behavior that you can reinforce”. In contrast to this purely operant approach, renowned presenters like Susan Friedman and Kathy Sdao continue to use the terminology of both operant and classical conditioning when speaking of the different aspects of learning and different ways of changing behavior. Hence, the reason why we feel inclined to ask the question; “Has Pavlov Left the Building?” After all, a conference on training and learning must be the very place to present and discuss the various aspects of learning in all its nuances, not a place to cut corners or trivialize the importance of knowing one’s tools and techniques.
When we train dogs and other animals to perform a variety of behaviors, our immediate goals are, indisputably, operant. To put it simply, we wish to teach the animal to perform certain behaviors on cue. The behaviors are brought under stimulus control so that we can get reliable performance of the desired behaviors when the learned cues are presented. However, when we work with animals, it is also important to consider the emotional state of the learner. Consequently, we cannot disregard the fact that classical conditioning is continually taking place – while we are busy at work changing the operant skills of our learner. Also, some aspects of our training and some of the tools we use are a product of classical conditioning. This goes for our conditioned marker signals and substitute reinforcers but also associations between cues and behaviors and between behaviors and reinforcers are classically conditioned. Cues and behaviors as well as training locations and training equipment all take on a value for the learner, of either pleasure or discomfort, depending on the training techniques employed. In our opinion, this is no small matter and certainly not one to be disregarded when discussing, planning, or executing training with animals.
We humans like to organize things, e.g. concepts, into nice and orderly categories. Textbooks on learning distinguish between the two types of conditioning. However, in real life things are not quite as neatly organized. Classical and operant conditioning are indeed separate ways of learning. We know this from studies of how and where these processes take place in the brain. But in real life learning situations we cannot separate the two completely or simply choose to disregard the one. Classical and operant conditioning go hand in hand and in most situations take place at the same time. What is learned differs, depending on whether you take a respondent or an operant view of a given situation but they are both part and parcel of any learning situation in which we look to change the behavior of our learner. This goes for any training in which the primary objective is to change the operant behavior of the animal.
When dealing with animals with behavior issues such as fear and aggression, it is even more important to consider classical conditioning. Classical conditioning is essential both in order to understand the conditioned emotional response (CER) that motivates the operant responses that are considered problematic and in order to know and employ counter conditioning as a central approach to change the CER and in that way change the behavioral output that is motivated by the animal’s emotional state. We do not dispute the fact that operant training can change the emotional state of an animal through the empowerment gained by acquiring a sense of operant control in a stressful situation and through the classical conditioning that takes place when a certain behavior is heavily associated with attractive reinforcers. But operant conditioning does not do the trick alone, nor does it suffice to explain all aspects of learning when we teach, train or learn…
We wonder if this tendency to view all learning from an operant perspective springs from on the one hand a purely Skinnerian approach to learning and on the other what can be conceived as a limited interest in the motivational and emotional aspects of behavior.
I løbet af den sidste månedstid har jeg været i kontakt med en del hundeejere, som har kontaktet mig, fordi deres hunde er bange for at forlade huset eller haven efter mørkets frembrud. Fælles for dem alle er, at de har været bange i tiden op til nytår.
Hunde har fra naturens side en tendens til at blive bange for høje lyde. På samme måde som vi mennesker har en naturlig frygt for højder og kryb. I den del af deres hjerne, der tager sig af følelser, heriblandt angst, sidder der hos hunden hjerneceller, der kun reagerer, når der kommer høje lyde. Aktiveres disse, udviser hunden angst.
Uden at have nogle tal til at bakke min formodning op, så er det min fornemmelse, at rigtigt mange hunde i større eller mindre grad bliver påvirket af nytåret. Alt fra hunde der bare søger ejeren mere, når der bliver fyret af til hunde der gemmer sig, eller lige frem holder op med at spise og slet ikke vil med ud i hele perioden. Angsten for høje lyde kommer ofte med alderen og har desværre en tendens til at sprede sig til alle høje lyde. Selvom man har en hund, der ikke har reageret (endnu!), så er det desværre ikke nogen garanti for, at den ikke vil begynde at reagere til næste nytår.
De hundeejere, jeg har haft kontakt med, er forståeligt nok meget bekymrede over, at deres hunde nu nægter at gå ud, når det er blevet mørkt. Specielt her i den mørke tid, kan det være svært at nå at lufte hund, før det bliver mørkt. Det går heldigvis mod lysere tider, og for de fleste af disse hunde, vil man måske se, at problemet ”løser sig selv”, fordi det bliver lysere og lysere. Det kan give ejerne en falsk formodning om, at så er problemet løst, og for enkelte hunde kan det da også være sandt. For langt de fleste hunde er problemet dog kun løst, indtil det bliver mørkt igen og/eller der begynder at være fyrværkerilyde i aftenluften igen. Så vender hundens angst tilbage for fuld styrke og forude venter et par måneder, hvor hunden måske skal leve med at være angst dagligt.
Angst for fyrværkeri kan være meget svært at gøre noget ved. Man kan forsøge at løse det ved at give hunden angstdæmpende medicin, men det virker desværre ikke lige godt på alle hunde. Hvis din hund er bange og det hjælper at give den angstdæmpende medicin, så giv det! Endelig! Min pointe er, at det her er en af de problematikker, hvor det at investere i forebyggelse virkeligt kan betale sig. Lær hunden at høje lyde er FANTASTISKE ved at afspille høje lyde samtidigt med at du laver noget sjovt med hunden, hav skåle med godbidder stående alle steder i huset det første nytår hvalpen oplever og kast godbidder til den hver gang det brager, lær den selv at lave larm for at få godbidder. Denne tilgang kan man også bruge lidt mere gradvist med hunde, der bekymrede uden at være meget bange. Med hunde der er meget bange, kan man have held med at lære dem at høje lyde er ok ved at afspille CDer med fyrværkerilyde (læs brugsvejledningen eller søg professionel hjælp først – du kan komme til at gøre problemet værre, hvis du gør det forkert), men det virker ikke på alle hunde.
En strategi, der kan hjælpe hunde, der er bange (uanset hvad de er bange for), er at lære dem, at de kan kontrollere deres omgivelser. At føle at man har kontrol gør, at man kan ”tåle” betydeligt mere intensitet af det, man reagerer på uden at blive bange. Hvordan lærer man så sin hund at have kontrol? Det gør man ved at træne øvelser, hvor hunden lærer, at dens initiativ kan føre til noget godt. Forskellige typer af initiativøvelse er et godt sted at begynde. Der er andre strategier, man kan bruge samtidigt – alle med det formål at øge hunden tolerance overfor de høje lyde. Man ”helbreder” ikke fyrværkeriangst, men med den rette blanding af træning og en eller anden form for medicin, kan de fleste hunde få et mere udholdeligt nytår.
Har du en hund, der er bange for fyrværkeri eller vil du bare gerne undgå, at det sker, så kom evt. til det foredrag jeg holder i Klampenborg d. 5. marts. Se mere her: http://shop.dogtraining.dk/foredrag-81/
Til jyderne – jeg kommer til Jylland og/eller Fyn i løbet af foråret.
