Indenfor de seneste ca. 15 år, er tamhunden blev genstand for videnskabelig forskning i et omfang, vi ikke har set før. Tidligere var der blandt etologer, biologer og psykologer mere status i enten at studere vilde arter i deres naturlige omgivelser eller i at studere adfærd, primært via indlæring, i laboratoriemiljøer. I de senere år har dette ændret sig, og flere steder i verden forskes der nu i hundes adfærd og kognitive evner på universiteter.
I løbet af året har vi ved foredrag og seminarer her i Danmark haft fornøjelsen af at møde tre forskere, Per Jensen (Sverige), Clive Wynne (USA/England) og Ádám Miklósi (Ungarn), der selv har interesse for og arbejder med denne nye forskning. Ved disse foredrag og seminarer og i bøger af en række forfattere er det muligt at få indblik i mange af de forsøg, der foretages rundt omkring i verden, der forsøger at afdække en række aspekter af vores tamhundes adfærd. Det handler bl.a. om emner som hundes følelser (f.eks. har hunde sekundære følelser som evnen til at føle skam eller jalousi), og hundes evne til at afkode menneskers signaler og følelser (f.eks. er hunde opmærksomme på, om vi ved, hvad de foretager sig, kan de afkode menneskers følelsesmæssige udtryk, og er de i stand til, at forstå intentionen bag visuelle signaler fra mennesker som f.eks. pegebevægelser). Har hunde ”theory of mind”, dvs. har de en forståelse af, at andre levende væsener også har en bevidsthed, og at andre oplever verden på en anden måde, end de selv gør. Når man begynder at dykke ned i den nye forskning, er det overvældende at opdage, hvor mange forsøg, der findes, og den store variation der er i tilgangen til disse undersøgelser, så de emner vi nævner her er kun nogle ganske få eksempler på den forskning, der foregår på området.
Forskningsområdet ser ud til at være noget, der vil blomstre yderligere i de kommende år. Resultaterne er i mange tilfælde spændende og giver stof til eftertanke, og det er sandsynligt, at nogle af resultaterne vil blive en inkorporeret del af vores måde at opfatte vores hunde på i fremtiden. Men kan vi altid tage konklusionerne af de forskellige undersøgelser for gode varer? Er resultatet af en undersøgelse en endegyldig sandhed, der med sikkerhed kan sige noget om, hvordan vores hunde føler eller tænker? Især Clive Wynne lægger i sine præsentationer vægt på, at det er vigtigt at bevare sin kritiske sans, når vi forholder os til resultaterne af de mange forskellige forsøg, der foretages. Er de enkelte forsøg udført ifølge videnskabelig standard, og er de konklusioner, der drages et udtryk for faktiske sammenhænge eller for fortolkninger af sammenhænge, som vi ønsker at se? Vi lever i en tid, hvor vi dagligt bombarderes med enorme mængder af information, meget af det præsenteret i kortfattet og overfladisk form via nettet. Hvis vi ikke bevarer vores kritiske sans, kan vi let komme til at ”købe” fortolkninger af undersøgelser, som reelt ikke har noget videnskabeligt fundament. Det at et forsøg bliver udgivet i et videnskabeligt tidsskrift er, ifølge Wynne, ikke i sig selv garanti for, at forsøget er sobert videnskabeligt set. Mange forsøg er dårligt udført og foretages f.eks. som enkeltstående forsøg med et begrænset antal deltagende hunde og evt. under forhold, der kan rejse tvivl om de reelle årsagssammenhænge i de opnåede resultater.
Ud over eventuelle problemer med mangelfulde forsøgsprocedurer, hurtige konklusioner og subjektive fortolkninger af forsøgsresultaterne, mener vi også, at det er relevant at forholde sig til de involverede forskeres indgangsvinkel til studiet af hundes adfærd og kognitive evner. Studier af adfærd kan tage afsæt i forskellige fagområder. Vi mener selv, at det er relevant at forholde sig til både biologi/etologi, læringsteori, psykologi og neuropsykologi, hvis man vil hele vejen rundt om hundens adfærd, dens evne til at lære og dens kognitive evner. For os er det derfor slående, at fremtrædende forskere indenfor den kognitive etologi, som fagområdet normalt betegnes, næsten udelukkende tager afsæt i etologien. Vi har oplevet, at der blandt disse forskere er en generel afstandtagen til den læringsteoretiske side af sagen og i nogle tilfælde endda i så høj grad, at de enten laver sjov med, at de ikke ved noget om indlæring, eller ved at de latterliggør hundetræning og de principper, som den moderne træning er baseret på. Forskeren Brian Hare, der er ophavsmand til pegeforsøgene, fortæller i sin bog The Genius of Dogs om sin oplevelse af mødet med hundefolk på en stor konference i USA i 2009, hvor vi i øvrigt selv deltog. Han siger følgende: ”….I was invited to give a keynote lecture at a dog training conference… It was all fun and games until one of the key speakers began extolling the virtues of behaviorism… It was like a spaceship had landed and a whole bunch of aliens had jumped out and announced they were taking us all back to the fifties…”. Hare opponerer imod brugen af den operante betingnings principper for læring, som blandt dyretrænere over hele verden er anerkendt og anvendt i den praktiske træning af dyr i mange forskellige sammenhænge. Med sin kommentar (han bruger et helt kapitel i sin bog på emnet!), gør Hare grin med den moderne dyretrænings grundlæggende principper, som han mener er helt forældede, men samtidig udstiller han sin egen uvidenhed og sine egne begrænsninger i sin tilgang til studiet af hundes adfærd. Selvom de forskellige forskere indenfor den kognitive etologi bestemt ikke er enige om, hvordan videnskaben skal bedrives, og hvordan resultaterne skal fortolkes, ser det ud til, at de et langt stykke hen ad vejen er enige om, at ”disse” et helt fagområde, nemlig læringsteorien som irrelevant og forældet. For os virker det helt paradoksalt at forske i de mere vanskeligt tilgængelige karaktertræk/evner hos en art uden at kende specielt meget til artens adfærd og til de basale læringsprincipper, som arten (og i øvrigt alle andre pattedyr) lærer ud fra. Mange af de forsøg, der foretages, rummer elementer af læring, men i stedet for at tage dette aspekt med i betragtning, bliver det af forskerne i mange tilfælde afvist som irrelevant. De forsøg, hvor der rent faktisk er fokus på læring, er ofte uhensigtsmæssigt opstillet, f.eks. ved at forholdene er meget stressende for de deltagende hunde, eller ved de forudsætter noget, der er helt bagvendt i forhold til principperne for kommunikation mellem to individer i en læringssituation.
Forskerne indenfor kognitiv etologi forkaster læringsteorien som mekanistisk med henvisning til B. F. Skinners fokus på selve adfærden frem for individets sind (mind) i sin egen forskning og i sin tilgang til anvendelsen af de operante principper i arbejdet med mennesker i 1940’erne og 50’erne. Denne unuancerede afvisning af de læringsteoretiske principper fremstår for os som et udtryk for, at dens fortalere er helt ude af trit med, hvordan moderne træning foregår. Det er et kendt faktum, at fagområder udvikler og forandrer sig over tid. Det gælder såvel de mange facetter af det hundefaglige område, som andre fagområder som f.eks. medicin, mikrobiologi eller computerteknologi. At hævde, at den læringsmæssige tilgang til arbejdet med dyr ikke har forandret sig, siden Skinners arbejde i 1940’erne og 50’erne, svarer nærmest til, at vi som trænere gik ud fra, at etologerne ikke har ændret deres viden om dyrs adfærd siden Konrad Lorenz’ forklaringer af dyrs og menneskers adfærd i 1940’erne, 50’erne og 60’erne! Denne tanke er helt absurd – og det gælder naturligvis også, når vi ser på den lærings- og træningsmæssige side af sagen. Der er sket og sker fortsat en enorm udvikling på det træningstekniske område, ligesom der gør på alle andre fagområder. At hævde at moderne hundetrænere (og dyretrænere) ikke har flyttet sig i de sidste 70 år, er for os mest af alt udtryk for, at man simpelthen udtaler sig om noget, man ikke ved noget om og er helt ude at trit med sin samtid på det her område. De forskere, der kritiserer træning som mekanistisk, mangler ganske enkelt indsigt i, at moderne træning baserer sig på en træningsrelation, der går begge veje, dvs. at der netop er fokus på interaktionen mellem hund og menneske. Moderne træning er ikke en rent instruktiv envejskommunikation fra træner til hund, den er et skoleeksempel på, at det er muligt at etablere en dyb kommunikation mellem individer af forskellige arter, hvor der i høj grad lægges vægt på sociale relationer, følelser og empati.
Det vi opponerer imod er, at man, i det øjeblik man nævner klassisk og operant betingning, bliver sat i bås med Skinners radikale behaviorisme. Vi er ikke i tvivl om, at moderne trænere i dag er nået langt videre end den mekanistiske tilgang til læring. Den nye forsknings afvisning af den læringsmæssige tilgang til det at beskæftige sig med hunde og deres kognitive evner er for os grundlæggende udtryk for en manglende indsigt i og villighed til at forstå, at moderne hundetrænere kombinerer den læringsteoretiske tilgang med en kognitiv og etologisk tilgang. Repræsentanter for den moderne tilgang til læring er f.eks. Karen Pryor, James O’Heare og Susan Friedmann. Det at kombinere fagområder sker i en hel verden af praktisk dyretræning (og i øvrigt på forskellige områder i den anvendte psykiatri) med alle mulige forskellige dyr. Tænk f.eks. på hvilke fremskridt der er sket i arbejdet med træning af Zoo-dyr. Det er derfor helt bagvendt pr. automatik at have det udgangspunkt, at man ikke kan have fokus på det kognitive og det læringsteoretiske på samme tid. Moderne klikkertrænere har for længst lagt tanken om hundens indre som en utilgængelig ”black box” bag sig. Vi har i vores træning netop et stort fokus på hundens indre tilstand. Vi kan træne vores hunde med baggrund i læringsteorien og samtidig forholde os til hunden som et unikt individ med sin egen personlighed og læringshistorie. Det indbefatter blandt andet, at vi har fokus på hundens følelsesmæssige tilstand, dens evne til at have indsigt i samarbejdets principper, til at forstå koncepter i træningen, og til at indgå i en gensidig samarbejdsrelation med mennesker, hvor kommunikationen i høj grad går begge veje. Vi lægger netop vægt på den sociale og følelsesmæssige relation mellem menneske og hund og på den gensidige kommunikation på såvel det praktiske som det mentale, sociale og følelsesmæssige plan.
Denne kritik af den nye forskning indenfor hundens kognitive evner betyder ikke, at vi skal afskrive alle resultater som irrelevante. Men det er en reminder til os alle sammen om, at vi ikke skal sluge alle forskningsresultater råt som en ny og endegyldig sandhed. Vores hunde er komplekse væsener, både kognitivt, socialt og følelsesmæssigt, og vores relation med dem er tilsvarende kompleks, både når vi træner med dem, og når vi deler vores hverdag med dem. Dette skulle den nye forskning gerne hjælpe til at afdække – med afsæt i en bred og nuanceret tilgang til studierne af vores bedste firbenede venner.
For knapt fire år siden blev min beagle Lupus opereret for en diskusprolaps i nakken. Det var en stor operation, og jeg fik anbefalet kiropraktorbehandling og genoptræning efterfølgende. Jeg udarbejdede en træningsplan til Lupus i samarbejde med hendes kiropraktor, Thomas Ingvorsen, så jeg kunne gøre genoptræningen til samarbejdstræning i stedet for at skulle mase med hende og risikere at presse hende for meget. Det fungerede godt, og i dag har Lupus det rigtig godt og er en glad og aktiv hund.
Da jeg fik ny hund sidste år, var det ikke min forventning, at jeg indenfor det første år skulle ende med endnu en hund, der skulle igennem en stor operation og efterfølgende langvarig genoptræning. Men det viste sig desværre at være tilfældet, da Joeys ”vokseværk” og halthed i forbenene viste sig at være noget langt mere alvorligt, nemlig ledmus (OCD) i begge albuer. Efter operation på Faxe Dyrehospital midt i september, har min hverdag i et stort omfang været centreret omkring Joeys genoptræning, som er foregået med anbefalinger fra dyrlæge Ken Lindeblad og i samarbejde med fysioterapeut Carine Vander Borght.
I min genoptræning af Joey har jeg forsøgt at arbejde ud fra de samme principper, som jeg gjorde med Lupus, dvs. at jeg har forsøgt at gøre så meget af fysioterapien som muligt til samarbejdstræning, hvor Joey har kunnet være en aktiv deltager. Der har været mange begrænsninger for Joeys fysiske udfoldelse i ugerne efter operationen, så det har også været nødvendigt at træne andre øvelser som mental stimulation for Joey, når han ikke har kunnet få lov til at ræse af sted på de daglige gåture, hvilket ellers er en af hans foretrukne aktiviteter. Han elsker heldigvis også at træne, så jeg har forsøgt at brænde noget af den indestængte energi af med træning af en række små øvelser fordelt over flere små daglige træningssessioner.
I fysioterapien har der været fokus på at øge bøjeligheden i albueleddene, styrke coremuskulatur, proprioception (kroppens evne til at opfatte kroppens placering i rummet) og kropsbevidsthed. Til det formål har vi trænet en række øvelser, hvor Joey i de fleste har kunnet være en aktiv deltager. Jeg har f.eks. lært ham at give pote med begge forpoter, så jeg har kunnet bøje hans albueled ved at løfte poten højt op og holde den nogle sekunder i positionen. Han har lavet foldedæk med forpoterne på en omvendt børneskammel, så han har ligget med bøjede albuer i dæk og har holdt positionen et stykke tid ad gangen. En anden type øvelser har vi trænet ved, at Joey har stået med et fastholdt hagetarget på et stolesæde, mens jeg har lavet diagonale pres fra hofte mod modsat skulder/albue. Vores seneste tiltag er træning med cavalettis, hvor vi arbejder på bevidstheden om, hvor Joey sætter sine ben, når han bevæger sig, og bøjelighed i albuerne. Her har jeg først brugt helt lave bomme og siden højere bomme, så Joey laver højere benløft.
I de første uger efter operationen var det vigtigt ikke at belaste Joeys albuer for meget eller forkert. De daglige gåture bestod af flere korte ture i skridtgang og enkelte små ture i flexline, hvor han kunne bevæge sig i både skridt og trav. I forhold til træning af andre øvelser, var jeg i de første uger begrænset til at træne øvelser, hvor Joey enten kunne sidde eller ligge ned, så jeg undgik, at han fik lavet nogle forkerte bevægelser eller fik belastet albuerne for meget. I denne sammenhæng har vi leget med en masse variationer af targetøvelser, han kan lave med hovedet. Vi er pt. på syv forskellige targetøvelser med hovedet/snuden, han kan lave på mine hænder: snudetarget, hagetarget, næserygtarget, begge sider af snuden ud til siden og begge kinder. Jeg har også udviklet en lille diskriminationsleg med de to snudetarget med siderne af snuden, hvor Joey skal dutte til højre eller venstre på signal. Joey har også lært at lægge hovedet fladt ned på underlaget, hvilket jeg blandt andet har brugt i øvelsen, hvor han folder bagud med forpoterne på den omvendte børneskammel. Når han ligger med forpoterne højt og med bøjede albuer og samtidig lægger hovedet på forpoterne/skamlen, får han bøjet lidt ekstra i albuerne.
Ud over de mange targetøvelser, har vi også leget med en ny diskriminationsøvelse, match to sample, hvor Joey har lært at udpege en genstand, der matcher den, jeg viser ham, blandt flere valgmuligheder. Efterhånden har jeg også kunnet lave nogle træningsøvelser, hvor han har skullet bevæge sig lidt mere. Her har vi bl.a. arbejdet med bakke til platform, stå med bagpoter på platform og forpoter på et mindre target, positioner til stillingsskift, næseprøve, at indtage stå fra gang, når jeg går bagud og at sidde i pladsposition med apport i munden. Jeg har også lært Joey at indtage plads ved at gå bagom, hvilket føles som et skridt mange år tilbage i tiden, men det belaster albuerne mindre end det gør, når han drejer venstre ind på plads, og det er min første prioritet.
Seks uger efter operationen var Joey til kontrol hos Ken Lindeblad, der var glad for, at Joey var rengående og virkede symmetrisk i sine bevægelser. Efterfølgende fik jeg lov til at lade Joey løbe lidt løs på de daglige gåture, hvilket han selvfølgelig har været meget glad for. I nogle uger gik det rigtig godt fremad, men for to uger siden var der desværre et tilbagefald, hvor Joey pludselig havde smerter i højre forben/albue og ikke ville støtte på benet. Det betød, at vi var tilbage ved rutinen med korte lufteture i kort snor og ingen træning kombineret med ro og smertebehandling. I løbet af de sidste to uger, har jeg gradvist kunnet øge omfanget af gåturene og er begyndt på en lille smule træning igen, men jeg holder stadig igen, indtil fysioterapeuten har vurderet hans tilstand og evt. giver grønt lys for mere fysioterapi og træning.
Det er nu 12 uger siden, Joey blev opereret. Det har været og er stadig benhårdt og opslidende. Det går op og ned, og nedturene slår virkelig hårdt, når optimismen lige er begyndt at melde sig igen. Jeg har ramt bunden nogle gange og synes, at det slår hårdere for hver gang. Men jeg har ikke givet op endnu, selvom det ind imellem virker som den mest oplagte løsning på situationen – at få Joey aflivet og få en ny træningshund i stedet. Men det kan jeg ikke. Joey er en skøn hund. Han er kravlet helt ind under huden på mig, og for mig er han ikke ”bare en hund”. Han er min ven. Jeg kæmper stadig for og håber på en fremtid, hvor han kan have en god livskvalitet, og hvor der vil være plads til nogle af de mere aktive træningsaktiviteter, som vi begge to elsker.
Jeg begyndte min karriere som hundetræner i Beagleklubben for mange år siden, og var i den forbindelse med på et seminar om klikkertræning med min nuværende chef, Christina Ingerslev. Noget af det jeg husker allerbedst fra det seminar var, da Christina fortalte, at klikkertræning også er en praktisk, teknisk færdighed, på linje med det at lære at cykle eller spille tennis. Min første tanke var ”Yes! – så kan jeg også lære det”. Vi mennesker er ikke født med viden om, hvordan vi bedst træner hunde. Når vi får en hund, så prøver vi os frem. Ofte uden at vide, hvad vi gør eller hvorfor. Hvis vi ikke ved særlig meget om hunde, så er det let at blive irriteret eller vred og handle derfra, hvis hunden gør noget, vi ikke kan lide. Det betyder ofte, at vi så skælder hunden ud. Det sker jo også i vores kontakt med andre mennesker, bortset fra at vi overfor andre mennesker formodentligt ville hæmme vores adfærd mere på grund af de sociale spilleregler, vi normalt overholder.
Hos Hund & Træning har vi den holdning, at det at træne hund er noget, vi skal lære. Når vi har lært alt det grundlæggende, dvs. virkelig lært det, så kan vi også meget bedre finjustere vores træning. For os handler effektiv træning i første omgang om tre punkter:
Viden om hundes adfærd, sociale relationer og kommunikation I zoo-verdenen bruger man udtrykket ”kend din art – kend dit individ”. Det at vide noget om hundes naturlige adfærd er helt grundlæggende. Det at vide, hvordan ser min egen hund ud, når den er bange, stresset, forvirret eller har smerter, er vigtigt for, hvordan vi tilrettelægger og ændrer den måde, vi træner på. Hunde bruger meget små visueller signaler til at kommunikere med, og jo bedre vi er til at observere disse små signaler, jo bedre kan vi blive til at ændre vores adfærd i forhold til det, vores hund fortæller os. En af de helt store fordele ved at klikkertræne er, at vi øver os i at se små detaljer og dermed læse de ”svar”, hunden giver på vores træning.
Viden om hvordan hunde lærer – læringsteori For mig er det helt essentielt, at mine kursister har en forståelse af, hvordan hunde lærer. Jo mere vi ved om læringsteori, jo bedre kan vi arrangere vores træningssetup, så vi har succes med vores træning. Det er vigtigt at vide, at der er fem konsekvenser en adfærd kan have (hunden kan opnå noget behageligt, miste noget behageligt, opleve noget ubehageligt, undgå noget ubehageligt eller opleve, at der ikke sker noget). Det er mindst lige så vigtigt at være bevidst om, at følelser knyttes til det, hunden lærer. På den lille skala, når vi bruger godbidder og legetøj i vores træning, så lærer hunden at associere træning med noget behageligt. På samme måde, men med modsat fortegn, kan hunden lære at forbinde træning med noget ubehageligt, hvis vi skælder ud og korrigerer den meget i vores træning. Den følelsesmæssige association sker ikke kun til træningen, men også mere bredt til os. Al interaktion med os er i princippet træning, og derfor har alle vores interaktioner med hunden betydning. Træning handler ikke kun om at få hunden til at udføre en give adfærd, men bør efter min mening også handle om, hvordan hunden har det, mens den udfører adfærden. For mig handler træning handler i høj grad om at tage en etisk beslutning: Skal min hund arbejde for at opnå noget behageligt, eller skal den arbejde, fordi jeg siger det (dermed sagt, at gør den det ikke, så …). Vi har altid et valg, når hunden udviser adfærd. Samler min hvalp en sko op og løber med den, har jeg flere valg. Jeg kan skælde den ud og evt. straffe den, men jeg kan også lære hunden at det kan betale sig at aflevere og så i øvrigt sørge for, at sko er placeret, så hvalpen ikke har mulighed for at tage dem. Uden bevidstheden om at vi har et valg, ender de fleste mennesker med at bruge den første mulighed.
Praktiske færdigheder – teknikken i at træne Uanset hvor meget teoretisk viden vi har om hunde og læringsteori, så er træning i sidste ende også en teknik, vi skal lære at udføre i praksis. Vi skal kunne overføre vores teoretiske viden til en praktisk færdighed. Det er ikke nok at vide noget om markørsignaler, vi skal også lære at time markørsignalet. På samme måde skal vi både vide noget om og praktisk kunne dele øvelser op, sætte kriterier, håndtere vores belønninger optimalt, osv. Alt dette skal i øvrigt ske i et samspil med hunden. Vi stiller hunden et spørgsmål, f.eks. ”Kan du det her?” og ændrer vores adfærd afhængigt af hundens svar. Det kræver, at vi øver os i at observere, og at vi lærer vores egen hund at kende, så det er lettere for os at se, hvad hunden svarer – hurtigt og klart. Der findes kun én måde at blive bedre til at træne hund, og det er ved at gøre det.
Jeg har efterhånden undervist helt almindelige hundeejere en time om ugen i forløb på 6-8 uger af gangen i mange år. Jeg synes dog, at det er svært at fylde den mængde viden på mine kursister, som jeg gerne vil på 8×1 times træning om ugen, og derfor oprettede jeg i foråret et kursus, der hedder glæde og præcision. Formålet med dette kursus er have fokus på deltagernes praktiske færdigheder. Dels for at blive bedre til at håndtere belønninger, så de og hunden har mest gavn af dem, dels for at bedre deres evne til at aflæse deres hund og sætte de relevante kriterier i forhold til øvelsen og hunden. Over tre gange tre timer skal deltagerne igennem mindst én øvelse fra startindlæringen til fuld signalkontrol. De øvelser de skal træne med deres hunde er nogle, jeg har bestemt, og de har alle et formål i forhold til at styrke en eller flere praktiske færdigheder. Det gælder bl.a. øvelsen ligge på siden, som er en super god øvelse i forhold at sætte kriterier.
Jeg har været så glad for dette koncept (og fået så gode tilbagemeldinger), at jeg har ændret i min almindelige træning, så jeg nu har mere teori med på alle hold, fra hvalpe til konkurrencehold. Jeg har lige afsluttet den første gang træning på den måde, og jeg synes at konceptet virker rigtig godt. Er du instruktør, så vil jeg klart anbefale dig at overveje, hvordan du kan formidle mere teoretisk og teknisk viden til dine kursister, og er du hundeejer, så overvej hvor og hvordan du selv kan få mere viden. Du vil opleve, at din forståelse for hvad der gør din træning effektiv vil forbedres.
Bor du ikke alt for langt fra Hedehusene og har lyst til at forbedre dine praktiske færdigheder, så begynder et nyt Glæde & præcision hold d. 9. november.
Til de af jer der bor i Jylland, tilbyder vi i foråret 2016 igen forløbet Power & systematik, som er et lidt længerevarende forløb, hvor du også har mulighed for at komme i dybden med både teori og de tekniske træningsfærdigheder.
Der er mange måder at indlære forskellige øvelser på i vores træning. Det gælder også næseprøven i DKKs lydighedsprogrammer, som er en færtdiskrimination, hvor hunden skal finde og apportere en træpind med ejers fært mellem en række andre identiske træpinde, som ikke har ejers fært. Jeg har tidligere brugt den såkaldte ”bunkemetode” til at lære mine hunde øvelsen. Der er ingen tvivl om, at det er en god metode, men for hunde der er mere fokuserede på apportering end på at søge, kan det give nogle problemer med uønskede optag af de pinde, som hunden skal fravælge. Mange hunde kan godt lide at tygge på de små træpinde eller at samle flere op på en gang, hvilket giver problemer i indlæringen af næseprøven.
På mine diskriminationskurser har jeg brugt et system med en række glas, som det udvalgte færtemne og en række afledningsfærtemner er blevet lagt i. Fordelen ved den metode er, at hunden kan undersøge færten uden at have mulighed for at tage fat i færtemnerne. Det forebygger uønskede optag i indlæringsprocessen og hjælper hunden til at holde fokus på søgedelen i øvelsen.
I min træning af næseprøven i dag har jeg valgt at arbejde med glasmetoden, så alle pinde, både den med min fært og de rene pinde uden min fært, ligger i glas. Hunden kan dermed snuse til pindene, men den har ikke mulighed for at tage fat i pindene og enten ”smage” på dem eller samle dem op. På den måde er det let at skille øvelsen helt i to dele – en søgedel og senere en apporteringsdel. Her vil jeg beskrive brug af glasmetoden til at indlære søgedelen af næseprøven. Jeg har brugt en træramme med plads til seks glas i det meste af min træning, da det sikrer, at glassene ikke vælter, hvilket giver et mere kontrolleret og roligt setup. Jeg har fulgt følgende trin i min træning:
Første trin i indlæringen er at skabe en association mellem pinden med min fært og adgang til belønning. Jeg lader hunden dutte på pinden for klik og belønning. Først holder jeg pinden i hånden. Senere holder jeg pinden ned mod underlaget, og til sidst lægger jeg pinden på underlaget og lader hunden dutte på den.
I næste trin lægger jeg pinden med min fært i et glas, der er så højt, at hunden ikke kan få fat i pinden. Hunden får nu klik og belønning for at snuse ned i glasset med pinden. Jeg holder først glasset lidt på skrå for at gøre det let for hunden at snuse ned i glasset. Gradvist sænker jeg glasset ned mod underlaget og sætter det på gulvet, hvor hunden fortsat får klik og belønning for at snuse ned i glasset.
Nu skal hunden til at lære at diskriminere mellem flere glas. Først sætter jeg glasset med pinden med min fært op foran to-tre tomme glas, så den har stor chance for først at møde glasset med pinden. Hvis hunden søger hen over de tomme glas, venter jeg til den af sig selv vender tilbage til glasset med pinden med min fært og giver klik og belønning for det.
De tomme glas og glasset med pinden med min fært bliver nu flyttet rundt, så hunden lærer at tjekke alle glas for at finde pinden med min fært. Antallet af glas kan udvides til fem eller seks, når hunden sikkert finder glasset med pinden med min fært og fravælger de to eller tre andre. Ved hver ny repetition af øvelsen flytter jeg rundt på glassene. Jeg rører ved ydersiden af alle glas hver gang, så min fært er ligeligt fordelt på ydersiden af glassene. På dette stadie begynder det at blive tydeligt, at hunden snuser længere tid eller dybere ned i glasset med pinden med min fært. Nogle hunde slikker også ned i glasset i denne fase, hvilket plejer at forsvinde igen, når hunden har lært en fastholdt markeringsadfærd. Jeg lærer på dette tidspunkt også hunden en fastholdt snudemarkering på en næseprøvepind med min fært, der ligger på jorden, så hunden lærer, at det kan betale sig at fastholde markeringen, når den finder pinden med min fært.
Når hunden kan finde og markere glasset med pinden med min fært blandt fire-fem tomme glas, begynder jeg at lægge rene pinde uden min fært i de andre glas. Først en enkelt og gradvist flere, indtil der er pinde i alle glas: det ene med pinden med min fært og resten med rene pinde. Jeg flytter fortsat rundt på glassene ved hver nye repetition, så hunden skal tjekke glassene for at finde glasset med pinden med min fært. Hvis hunden har lært en fastholdt markeringsadfærd på en næseprøvepind, der ligger på jorden, vil den på dette stadie begynde at fastholde markeringsadfærden ved at blive stående og holde snuden over/ned i hullet på glasset, når den finder pinden med min fært.
Nu lægger jeg et par rene pinde ovenpå rammen og har stadig glas med pinde i hullerne i rammen. Hunden lærer nu, at pindene kan ligge tilgængeligt, uden at den behøver at samle dem op. Pinden med min fært er stadig i et glas i denne fase.
Jeg lægger gradvist flere pinde ovenpå rammen og til sidst også pinden med min fært. Hvis hunden har lært en fastholdt markeringsadfærd, vil den nu markere på pinden med min fært, der ligger oven på rammen. I denne fase kan de tomme glas enten stadig stå i rammen, eller de kan fjernes. Det gør ikke den store forskel for hunden, da den nu forholder sig til pindene, der ligger ovenpå rammen.
Alle pinde kan nu lægges på jorden/gulvet som i den færdige øvelse. Der er her stadig fokus på søgedelen af øvelsen, så hunden markerer stadig med den fastholdte markeringsadfærd på pinden med min fært. Når hunden søger sikkert på en række af pinde, kan pindene lægges i forskellige mønstre.
Når hunden søger og markerer sikkert ved pinde lagt ud i forskellige mønstre, kan søgedelen af øvelsen sættes sammen med apporteringsdelen, der selvfølgelig er trænet som en separat færdighed.
Her følger nogle klip af forskellige stadier af min træning af næseprøven med Joey.
Jeg har i skrivende stund haft Zoe i godt et halvt år, og jeg bliver stadig gladere og gladere for hende for hver dag, der går. Jeg følger hendes udvikling nøje og er super begejstret for alt, hvad jeg ser. Jeg kendte egentlig ikke hendes forældre specielt godt og har ikke valgt Zoe, fordi jeg var dybt forelsket i enten hendes mor eller far, så jeg har ikke et eller andet idealbillede eller en drøm om, præcis hvordan hun skal være eller blive, og det er faktisk rigtig rart. Både med Lukka og med min forrige hund Thekla, forelskede jeg mig hovedkulds i deres mødre, og jeg ønskede mig brændende en hvalp, der skulle blive nøjagtig som dem. Heldigvis blev jeg ikke skuffet for både Lukka og Thekla minder (mindede) utrolig meget om deres mødre. Men jeg kender andre, der har fået hvalpe, som på ingen måde ligner deres forældre, hverken af udseende eller temperament. Og jeg tror måske, det kan være svært, hvis man har et indre drømmebillede, og virkeligheden ser meget anderledes ud. I Zoes tilfælde tror jeg nu ikke, at æblet er faldet langt fra stammen.
Zoe er nu otte måneder gammel, og jeg er så småt begyndt at strukturere min træning lidt mere. Zoe skal gå lydighed, og jeg træner målrettet mod eliteklassen. Uhhha!!! Allerede??? Er der måske nogen, der tænker… men rolig nu! Jeg er for det første ikke typen, der træner dagligt og for det andet, når jeg træner, er det i bittesmå delmomenter. Det er lige før, jeg slet ikke vil kalde det træning men nærmere leg. Alting bliver leget ind i mine hunde.
Jeg træner udelukkende positivt, dvs. jeg korrigerer aldrig min hund. Det kræver selvfølgelig, at jeg tænker meget over at hæve kriterierne ganske langsomt, så hunden hele tiden kan følge med og gøre det rigtige. Hvis den så alligevel gør noget andet, end det jeg havde tænkt den skulle, tænker jeg: Hmm… hvad gjorde jeg forkert? Hvordan kan jeg forklare mit budskab tydeligere? Og så gør jeg det lidt nemmere for hunden. Jeg fortæller den ALDRIG, at den har fejlet. Jeg mærker efter, om der er noget, jeg gør forkert, om kriterierne er for høje, om der er noget i omgivelserne, der generer, om mit humør fejler noget (!), eller om det handler om hunden (hvilket det sjældent gør). Dog kunne jeg ikke forstå, hvorfor Zoe pludselig gik lidt ned i intensitet her på det seneste. Hun var ikke helt så hurtig og skarp, som hun plejer at være. Forklaringen kom i mandags, da jeg fandt små bloddryp på gulvet. Hun var kommet i løbetid. Hvilken lettelse! Det var hormonerne, der spillede hende et puds, og det skal der selvfølgelig tages højde for.
Jeg har lavet en lille video fra vores træning. Jeg er så privilegeret at have haft to hunde i eliteklassen, så jeg ved, hvad jeg træner frem i mod. Jeg har lidt i sjov bygget videoen op efter eliteklasseprogrammet, selvfølgelig kun på det stadie som Zoe nu er nået til i de forskellige øvelser.
Alle øvelser står udførligt beskrevet i min – og mange andres – ”bibel”, KLIK dig til succes af Christina Ingerslev og Karen S. Ulrich.
Sommeren er gået med en masse rejseaktiviteter. I skrivende stund har jeg lige været i Tyskland for at holde kursus i lydighed lidt nord for Berlin. Jeg havde Renate Gregersen med som tolk, da flere af deltagerne ikke taler engelsk. Det har jeg prøvet en gang før, og jo længere weekenden skrider frem jo mere tysk synes jeg, at jeg kan jeg tale, men uden Renate gik det slet ikke.
I begyndelsen af august var Louisa og jeg med hundene i Sverige på lydighedscamp sammen med bl.a. flere dygtige svenske landsholdsdeltagere. Det var super hyggeligt og som altid givtigt at udveksle træningsideer med andre. Vi lavede også en del prøvetræning, med fuldt prøve-setup. Det er noget, som jeg synes er utroligt gavnligt for min og Sennas træning.
Det sidste år har for mig personligt stået i forandringens tegn. Jeg er blevet skilt, min datter er flyttet hjemmefra, og det samme gør min søn inden længe. Så alt i alt er det en ny verden, jeg skal finde mine ben i. Bl.a. derfor har jeg ikke været til særlig mange konkurrencer med Senna i det sidste års tid. Jeg har faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig ikke haft motivationen til konkurrencetræning. Samtidig kunne jeg ikke deltage i udtagelseskonkurrencerne til VM i Torino. Så turbo Senna har måtte affinde sig med at være demo-, gåtur- og kælehund med meget lidt træning.
Søde Vince, der nu er lidt over et år gammel, har selvfølgelig fået masser af socialisering og oplevelser. Han er nok den hund jeg har, som har rejst mest på kortest tid. Vi har trænet mange små delmomenter, der nu er klar til at blive bygget sammen. Det er en proces jeg virkelig nyder. Jeg elsker at lære en ny hund at kende og bygge den op i træningen. Vince er en skøn hund og meget anderledes rent temperamentsmæssigt end Senna. Han er mere afbalanceret og virkelig klog og sød. Han har med rette fået tilnavnet Houdini. Han bruger ind imellem sin betragtelige intelligens til at komme ud af indespærringer, som fx biler og bure. Ikke for at komme væk, han vil bare gerne være der, hvor jeg er. For nogle uger siden var jeg ude at træne sammen med nogle venner. Jeg går på toilettet mens Vince er i et lånt bur. Inden jeg er tilbage, er han gået ud af buret! Ikke ved lynlåsen! Nej, han spadserede lige ud igennem nettet på siden af buret. Hmmmm… Vi arbejder videre på sagen.
Nå men tilbage til lydighedscampen i Sverige. Det gode var at jeg fik spiret et frø til at få min konkurrencemotivation tilbage. Den har sovet tornerosesøvn længe, så det var en virkelig dejlig oplevelse. Senna gik strålende til vores træningsprøver, hun har aldrig været en let hund at træne, men hun har nogle fuldstændigt fantastiske løbeøvelser, som stadig sidder lige i skabet, uanset hvor længe hun holder pause. Til gengæld har hendes fri ved fod virkelig lidt under vores pause. Vi har deltaget i et par konkurrencer for nylig, og jeg er slet ikke tilfreds med den del. Derfor er jeg begyndt forfra med vores fri ved fod træning, og det går rigtig fint fremad i træningen. Ved de par konkurrencer jeg har været til, er jeg ikke endnu nået til det punkt, hvor træningen kommer med på banen. Det er svært for en ikke helt ung hund, at ændre et gammelt mønster og få det med ind i ringen. Jeg har altid synes, at vedligeholdelsesfasen er den sværeste fase af alle hundens træningsfaser, særligt hvis indlæringen ikke har været helt optimal, eller der er et område, der af en eller anden grund falder hunden svært. Vi skal til en konkurrence mere her i weekenden, og vi når selvfølgelig ikke at få rettet vores fri ved fod inden da, men jeg er klar til at tage den karakter, der nu kommer, vel vidende at vi arbejder videre på at forbedre øvelsen.
I øvrigt sjovt som man selv kan få en helt forskellig følelse alt efter hvilken hund, man arbejder med. På et kursus for mange år siden hørte jeg den svenske træner Andreas Rundquist sige: Fri ved fod er en følelse. Senna giver mig følelsen af noget vildt, en urkraft der er sluppet løs ved min side og som næsten ikke kan være i det begrænsende format, som en fri ved fod er. Hendes sjæl er fri og er skabt til at løbe. Vince derimod giver en skøn let og næsten dansende følelse af, at han vil kunne følge mig til verden ende, let på fod og med glæde. Kender du det? Hvilken følelse får du selv, når du arbejder med dine egne hunde?
