I min familie er det primært (læs udelukkende) mig, der tager mig af vores tre hunde. Min mand kan godt lide hunde og nusser også gerne med dem, men alt andet er normalt mit domæne. Det billede har ændret sig en lille smule i løbet af de sidste par år.
Det hele begynder med, at min mand får lov til at låne vores mellemste hund Lilli, når han tager på jagt uden mig – jeg underviser en del i weekenderne, så det er ikke altid, jeg selv kan komme med. Lilli er generelt super lydig og løber ikke efter hverken harer eller rådyr, så selv med min mands begrænsede evner ud i hundetræning, var jeg nogenlunde rolig, første gang jeg lod ham tage Lilli med uden mig. Og med nogenlunde rolig mener jeg, at han ”kun” fik proppet lommen fuld af godbidder og legetøj samt besked om, hvordan han skulle huske at belønne hende, før han kom ud ad døren. Det går godt, så det bliver en fast aftale. Hvis ikke jeg skal bruge Lilli som demohund, kan han tage hende med, når han er på jagt.
På en af de sidste jagter i 2013 kommer min mand hjem fra en jagt, hvor han har haft Lilli med, helt høj. Han fortæller glædestrålende, at Lilli har gået spor efter et anskudt rådyr (et dyr er i teorien anskudt indtil det er fundet). Den jæger som har skudt dyret er ikke i tvivl om, at dyret er dødeligt såret, men det er løbet og han kan ikke lige se hvor det er. Min mand kom forbi, idet jægeren er på vej ud for at lede efter dyret og spørger, om han ikke skal sætte Lilli på sporet. Det her er første gang i den historie, at jeg mærker min hage ramme brystet i chok. Lilli har måske gået spor 6-7 gange i sit liv, og de første tre gange var hun under 8 uger gammel. Min mand fortsætter med at fortælle, at Lilli går sporet – ikke fuldstædigt lige (virkelig!!!) – men hun finder dyret, som faktisk stadig er i live, men så svagt, at det ikke rejser sig. Min mand fortæller, at han dækker Lilli af, så jægeren kan aflive dyret. Det er så her, jeg er ved at ramme loftet: ”Du lader en jæger skyde hen over hovedet på min hund??!!!”. ”Nej, da! Jeg dirigerede hende da ud til siden og dækkede hende af – og hun vippede ikke engang med ørerne, da skuddet lød” lyder det meget fornærmede svar fra min mand. Er der nogen schweiss folk, der læser det her og korser sig – så er jeg helt enig! Men min mand var pavestolt af ”sin” hund.
I det her efterår har vi så været på jagt igen, og min mand begynder igen at snakke om det der med sporarbejde. Jeg har kun en meget rudimentær viden om sporarbejde, og det er desuden ikke det smarteste at skulle undervise sin egen mand. Heldigvis har jeg en trænerkollega, Camilla Dindorp, som gør sig i det der med spor, og under en snak med hende tilbyder hun, at min mand kan komme på et lille sporhold, hun har oprettet. Jeg kommer hjem efter selv at have undervist den første gang min mand har været til sportræning. Han er vildt begejstret. Han har sågar lagt et lille spor, lige da han kom hjem fra træningen og har nu ventet 6 timer, så han kan gå det nu, hvor jeg er kommet hjem. Og nej, min mand har ingen forståelse for det med at sætte kriterier, men Lilli går sporet fuldstændigt uden problemer. Nogle uger efter er der træning igen, og også denne gang går det også super med Lilli – min mand er hooked. Camilla er så sød at videofilme to af de spor, min mand går med Lilli, og du kan se dem her – vær opmærksom på, at det er filmet med et kamera på maven, så søsyge er ikke helt udelukket.
Vi har haft travlt – mig med at undervise og min mand med at underholde vores børn, så det er ikke blevet til så meget her i løbet af vinteren, men mon ikke han skal ud og gå et par spor, når vejret bliver bedre, og det kan lade sig gøre at gå, uden at det er bælgmørkt.
Jeg har lige haft teoriaften for mit nye hvalpehold, og for et par uger siden begyndte vores 13. hold af klikkerinstruktøruddannelsen. I begge tilfælde har jeg ladet mine kursister lege en bestemt klikkerleg, som vi hos Hund & Træning næsten altid har med, når vi introducerer principperne i det at klikkertræne. Der er flere pointer med den her øvelse, men lad mig lige forklare øvelsen i tilfælde af, at der er nogle læsere derude, som ikke kender den.
Kursisterne bliver delt op, så de er to og to. Én skal være træner, og én skal være ”hund”. De får udleveret fire forskellige duploklodser og en klikker. Den kursist, der skal være træner, skal finde på en opgave, den kursist, der er ”hund”, skal lære med klodserne. Reglerne er enkle. Træneren skal klikke ”hunden” (som kun skal bruge én hånd, ellers bliver det lidt for kompliceret) til at udføre den ønskede opgave. Opgaven kunne f.eks. være at sætte en blå klods oven på en rød, som igen skal oven på en gul. Træneren må ikke sige noget (hverken ”nej”, ”ups”, eller lign.), og ”hunden” skal, med kun klikkeren som feedback, løse opgaven.
I de fleste tilfælde går den her del af opgaven nogenlunde smertefrit. ”Hunden” får i de fleste tilfælde løst opgaven, mere eller mindre hurtigt afhængigt af trænerens evner til at time klikket korrekt. Når begge kursister har været både ”hund” og træner, twister jeg opgaven en smule og giver en af kursisterne en sværere variant, de skal lære deres ”hund”. Den opgave er typisk noget med, at ”hunden” skal gøre noget anderledes med én bestemt klods. F.eks. tage den blå klods og sætte den på hovedet, på gulvet, sit lår eller på et bord. Denne type opgave gør lige pludselig legen meget anderledes, og jeg ser ofte væsentlig mere frustration, når kursisterne træner den her type opgave. Jeg har en helt bestemt pointe med at give kursisterne denne type opgave. Det handler om det at få den rigtige ide – dvs. evnen til at kunne tænke ud af boksen. Hvorfor er denne variation ofte så svær? Det skyldes vores forventning til, hvad man skal gøre, når man har med klodser at gøre. Vores første tilskyndelse, når vi har fire klodser til rådighed er, at vi skal bygge noget, for klodser er da til for at blive bygget med. Med mindre vi som ”hund” tænker ud af boksen, kan det være meget svært for træneren at få ”hunden” på andre tanker. De personer der skal gætte opgaven, forsøger ofte et utal af kombinationer, og kan være meget vedholdende i deres forsøg, også selvom de stort set ikke får nogen klik. Med det følger ofte en del frustration. Det kræver evnen til tænke kreativt, enten som træner eller som ”hund”, hvis man skal have opgave løst uden alt for meget frustration. Som træner kan man, hvis man enten har viden eller evne til at tænke kreativt, gøre opgaven lettere ved at ændre det setup, vi begynder med. I min snak med kursisterne efter jeg har stoppet legen, gør jeg ofte et nummer ud af at fortælle, at jeg aldrig har sagt, at alle klodser skulle være tilgængelige. Ved at ændre på setuppet og i det her tilfælde f.eks. kun at have én klods tilgængelig, er det væsentligt lettere for ”hunden” at få den tanke, at klodsen kan bruges til noget andet end at blive sat sammen med andre klodser.
Den samme problematik kan opstå, når vi træner vores rigtige hunde. Vi kan uden at ville det komme til at sætte hunden i situation, hvor hunden vil ”bygge med klodser”, og vi vil ”have klodsen på gulvet”. Vi kan selvfølgelig forsøge at gøre det lettere for hunden, ved at ændre på setuppet på en sådan måde, at hunden får lettere ved at udvise adfærd i den ønskede retning, men det er ikke altid nok. Nogle variationer er sværere, fordi hunden simpelthen ikke kan få den rigtige ide. Skal du f.eks. lære en utrænet hund at stikke hovedet ind i noget (f.eks. en spand), så kan du formodentligt hurtigt få hunden til at forstå, at hovedet skal ind i spanden. Men hvad hvis du gerne vil have, at den fastholder hovedet inde i spanden? Når du tilbageholder klikket, skal hunden få den ide, at det er fastholdelse, du ønsker og ikke alt muligt andet. Det er ikke sikkert, at hunden overhovedet overvejer, at fastholdelse er en mulighed – ideen opstår simpelthen ikke. Til gengæld risikerer du at få al mulig anden adfærd, når du hæver dit kriterie, og fordi forsøgene ikke bliver belønnet, medfører det ofte en del frustration hos hunden. I andre tilfælde kan andre øvelser være en forudsætning for at få det til at lykkes. I det her tilfælde, kan det f.eks. være en ide at have lært hunden konceptet ”fastholdelse” i en øvelse, hvor det er lettere at forstå, så hunden kan komme på den ide, når du hæver kriteriet i andre sværere øvelser.
Kun ved at træne med vores hunde og have fokus på både at få lavet det rette setup og på at få lært hunden den basiskompetence, at variation kan svare sig, kan vi gøre træningen lettere for både hund og træner. Vi skal med andre ord have fokus på at få hunden til at forstå begrebet variation i en meget bred forstand. Så snart den evne er på plads, glider træningen ofte meget lettere. Når en kursist har prøvet klikkerlegen og har lært, at han/hun kan gøre andet end at bygge med klodser, er der næsten ingen ende på, hvor let det er at få al muligt adfærd frem, f.eks. tag klodsen, rejs dig og gå over og sæt den på en lampe. En adfærd der er næste umulig at få frem, hvis den, der leger ”hund”, ikke først har lært at tænke mere varieret.
Prøv evt. selv at træne denne klikkerleg med andre du kender – gerne forsvarsløse familiemedlemmer og venner, der ikke er klikkerkloge.
Det er en skønt at få en ny hundehvalp, men det er også et kæmpe arbejde. Hvalpen skal falde til i sit nye hjem, lære det omgivende miljø og hunde og mennesker at kende, og der skal både arbejdes med indlæringen af alle dagligdagens færdigheder og med grundtræningen til den videre lydighedstræning. Det hele skal gøres i et passende tempo, så hvalpen ikke bliver overvældet, men det må heller ikke gå for langsomt, da de første 12-16 uger af hvalpens liv som bekendt er de vigtigste rent læringsmæssigt.
Min nye hvalp Joey er nu 13 uger gammel, og vi er godt i gang med træningen af en masse ting. Jeg betragter alt, hvad jeg laver med Joey som træning, da han jo er i gang med at lære noget hele tiden. Han lærer en masse om livet hos mig i hverdagen, om det miljø vi færdes i til daglig og om, hvordan vi arbejder sammen i selve lydighedstræningen, som er min første prioritet for vores (på sigt) konkurrenceorienterede træning.
I dagligdagen har jeg fokus på en række områder:
Tilvænning til at være sammen med mine tre andre hunde; tre søde beagler på hhv. 16, 11 og 10 år, som heldigvis har taget godt imod Joey. De leger nu med hinanden og ligger i arm i sofaen.
Tilvænning til rutiner for hhv. ro og aktivitet i hjemmet og begrænsning af muligheden for at være i hele huset i nogle situationer. Jeg startede med en lille kravlegård til Joey i stuen og børnegitter mellem entre og stue. Kravlegården blev hurtigt overflødig, og jeg anvender nu børnegitteret, når jeg kun vil have Joey i entre og køkken, og når hundene er alene hjemme, hvor de ikke har adgang til stuen. Disse begrænsninger er allerede blevet en selvfølge for Joey, og han er helt ok med at være bag det lukkede gitter, både når jeg er hjemme, når hundene er alene hjemme, og når jeg træner dem en ad gangen i stuen, mens de andre venter i gangen bag gitteret på, at det bliver deres tur.
Sove i bur om natten. Jeg har haft Joey i bur om natten helt fra begyndelsen. Han er lige ved siden af min seng, så jeg kan høre ham. De første nætter gav han et lille pip, når han skulle ud for at tisse og gik fint i seng igen bagefter. Nu går han selv i seng i buret om aftenen og sover igennem uden at skulle ud de fleste nætter. Denne træning har givet den ekstra bonus, at Joey helt automatisk er blevet ok med at være i bur. Jeg arbejder også på, at Joey kan være i bur, når jeg har ham med ude. Det er en vigtig færdighed, da jeg ofte har mine hunde med, både når jeg underviser, og når jeg besøger venner og familie.
Alene-hjemme-træning hænger tæt sammen med træningen af de to ovenstående punkter, der har at gøre med at lære hvalpen, at der er begrænsninger for dens bevægelsesfrihed. I starten sørgede jeg for ofte at gå ud af huset ganske kortvarigt, f.eks. lige ud til postkassen, ud med skraldeposen eller ud i mit fyrrum, hvor jeg lukker døren og dermed forsvinder – uden at gøre noget stort nummer ud af det. Joey har heldigvis taget denne træning med stor ro, og han er helt ok med, at jeg forsvinder ind imellem. På nuværende tidspunkt kan jeg være væk i op til ca. fire timer.
Håndtering er for mig en meget vigtig grundtræning for hundehvalpe, og jeg prøver at integrere denne træning i hverdagen, så jeg gør en lille smule hver dag. Nogle gange holder jeg lidt rundt om Joeys hoved eller på en pote, når jeg nusser ham, andre gange får jeg lov til at løfte læberne og se lidt tænder. Det foregår alle mulige steder; i sofaen, på gulvet, på trimmebordet osv. Han har også fået sit første bad efter en tur i en mudderpøl, hvilket gik super fint.
Bilkørsel var i første omgang et stort problem, da Joey var meget ked af at være med i bilen. Hans historie er beskrevet i min foregående blog, så jeg vil nøjes med at nævne, at kiropraktorbehandling løste problemet, og at det forsat går rigtig godt med at have ham med i bilen, både sammen med beaglerne og alene.
Gåture er en vigtig del af mit samvær med mine hunde. Joey har været med på små gåture helt fra begyndelsen. I første omgang var det ganske korte ture i snor lokalt sammen med søde gamle Socks på 16 år. Her er fokus på at se på omgivelserne, stoppe op og tage kontakt til mig og få belønning for det, og kunne abstrahere fra de biler, der kører forbi, så fokus er på mig og ikke på at hyrde biler. Nu kan Joey gå lidt længere, og vi går både korte ture i snor og ture i skoven og på stranden, hvor han løber løs.
Indkald er en af de helt centrale færdigheder. Det arbejder jeg både med i min grundtræning til lydigheden inde og ude herhjemme og på gåturene, hvor han får masser af belønning for både selv at tjekke ind, når han er løs og for at komme, når jeg kalder. Jeg arbejder også med at vænne Joey til, at han får belønning, når jeg rækker ud og tager fat i hans halsbånd eller sele, så han forbinder det med noget rart. Det gør jeg både i træningen hjemme, på hvalpehold og på gåture, hvor Joey er løs.
I de første uger har jeg lavet en række aftaler med venner, der har søde hunde, så Joey har haft mulighed for at møde hunde af forskellige racer, typer og alderskategorier. Jeg har haft Joey med på arbejder, hvor kursisterne har deres hunde med. Vi er også begyndt til hvalpetræning to steder, hvor han har mødt nogle søde hvalpe. Det går rigtig fint, og vi fortsætter med disse møder, så Joeys oplevelse af at møde andre hunde er så positivt som muligt.
Joey er vild med at møde mennesker og ser langt efter folk på gaden, der går forbi uden at ænse ham. Min største opgave i denne forbindelse er pt. at lære Joey, at han ikke kan hilse på alle, og at han skal have fire poter i underlaget, når han får lov til at hilse.
Renlighedstræning har jeg selvfølgelig arbejdet på fra første dag. Selvom vejret bestemt ikke er det bedste til renlighedstræning af en lille hvalp, går det godt med at få Joey til at besørge i haven, og han er også dygtig til at gøre det på gåturene. Han er begyndt at gå til døren, og med lidt hjælp fra mig til at minde ham om, at han ind imellem trænger til at komme ud, går det rigtig godt med renligheden.
Ud over at arbejde videre med alle de ovenstående færdigheder, har jeg pt. tænkt at inkludere endnu et par emner i min dagligdagstræning: byt til bedre, så Joey lærer at slippe ting, han har fundet, som jeg ikke ønsker, at han skal tygge på eller spise og for at forebygge evt. ressourceforsvar; være i ro i træningen, som bliver burtræning i stil med Susan Garretts crate games.
Den anden halvdel af Joeys træning handler om at komme godt i gang med den grundtræning, som skal udgøre basis for den senere træning af lydighed og de andre hundesportsgrene, som vi på sigt skal arbejde med. Her arbejder jeg ud fra klikkertræningens principper og den grundtræning, vi kalder KLIK-konceptet, som er beskrevet i KLIK dig til succes, som Christina Ingerslev og jeg har skrevet sammen. Klikkeren betingede jeg, da Joey var ca. 6 uger gammel ved et par af mine mange besøg hos opdrætteren, hvor jeg havde ham lidt for mig selv i ca. ti minutter og præsenterede ham for, at kliklyden blev efterfulgt at lækre godbidder. Joey er vild med godbidder og lærte hurtigt, hvad klikket betød, så vi var klar til den videre træning, da jeg fik ham hjem.
Jeg har arbejdet med øvelser i de fire kategorier i KLIK-konceptet. Jeg arbejder typisk med øvelserne i korte serier af 4-8 gentagelser og øger gradvist sværhedsgraden i takt med, at Joey bliver mere sikker i øvelserne.
Kontakt
Tjek ind er den grundlæggende kontaktøvelse, som jeg bruger både i træningen hjemme og nu også på gåture og til hvalpetræning. Joey tilbyder fint spontan kontakt i forskellige miljøer.
Slip belønningen lærer hunden at ”give slip” på synlige belønninger og i stedet tilbyde øjenkontakt. Vi laver øvelsen, både hvor jeg holder hænderne ud til siden i min egen skulderhøjde med en godbid i hver hånd, og hvor jeg holder hænderne bag ryggene eller ned langs siden. Træningen går fint, og Joey tilbyder sikkert kontakt, når jeg holder hænderne i de forskellige positioner.
Godbids return to sender har vi arbejdet lidt med inden døre, hvor jeg kaster en kedelig godbid lidt væk og belønner med noget super lækkert, når Joey vender tilbage til mig efter at have spist den kastede godbid. Øvelsen skal på sigt udvides til at kunne foregå på steder med en masse forstyrrelser.
Leg
Joey er vild med legetøj, og trækkeleg har været en ren foræring med ham. Jeg har trukket lidt med ham med hans eget legetøj helt fra begyndelsen. Det har jeg nu udvidet til, at vi leger trækkeleg med det legetøj, jeg tilbyder ham i træningen, som han ikke har adgang til på andre tider. Han giver den fuld gas, når han trækker, og jeg kan allerede belønne med en omgang trækkeleg i stedet for godbidder i træningen.
Dead or alive har vi trænet lidt med to stykker ens legetøj. Joey fangede hurtigt ideen med at slippe det ”døde” stykke legetøj og i stedet tage det aktive. Han har også lynhurtigt forstået, at når jeg bliver passiv, så skal han slippe legetøjet.
Return to sender har vi ikke arbejdet med endnu, men den kommer med i vores repertoire inden længe, så jeg kan kaste et stykke legetøj og belønne med trækkeleg, når Joey kommer tilbage med legetøjet.
Initiativ
Snudetarget på min håndflade, på et lille plastiklåg jeg har i hånden og på enden af en targetstick er nogle af mine foretrukne tidlige træningsøvelser, som vi arbejder en del på. Joey dutter fint, men vil gerne bruge åben mund ind imellem, så fokus er pt. på lukket mund og derefter på fastholdelse af adfærden.
Potetarget hvor Joey står med forpoterne på et fladt target (ca. 4-5 cm højt) går også fint. Han kradsede på det første target, jeg brugte (bordskåner af kork), men står nu fint og roligt på et kvadratisk target af metal. Vi arbejder både på at fastholde ståadfærden på target og på, at Joey opsøger det på lidt afstand, når jeg har kastet en godbid væk fra target.
Hide er en ny targetøvelse, vi har lært til hvalpetræning hos Johanna Allanach. Her skal Joey stikke hele hovedet ind i en kegle og på sigt fastholde positionen.
Papkasseøvelsen er den klassiske initiativøvelse. Jeg bruger en anden genstand, men ellers følger jeg principperne for øvelsen, hvor jeg belønner for de tilbud, Joey giver, hvor han skubber til og træder på genstanden med snude eller poter. Vi arbejder også på lidt vedholdenhed her, hvor jeg ikke belønner for alle forsøg. Joey har fint fanget ideen, og jeg er begyndt at se, at ideen med at prøve igen, prøve mere og prøve noget andet kommer til udtryk i træningen af de andre øvelser, når jeg tilbageholder klikket.
Kontrol
I belønningskontrol har jeg indtil nu arbejdet med tre øvelser: 1) Tag pænt, hvor jeg lukker hånden om en godbid og afventer, at Joey trækker næsen lidt tilbage, indtil jeg åbner hånden og lader ham tage godbidden. 2) Hold positionen, hvor jeg frister med et stykke legetøj, som jeg bevæger lidt frem og tilbage, mens Joey venter på sit release-signal ”tag den” og får en god omgang trækkeleg som belønning. Vi træner øvelsen både i sit og stå, og når Joey står med forpoterne på det flade target. Han fangede ideen meget hurtigt, og jeg kan gradvist friste lidt mere aktivt og tættere på ham. 3) Ignorer udlagte fristelser er vi så småt gået i gang med. Her stiller jeg en skål med tørre godbidder på gulvet og belønner Joey, der er i snor og på afstand af skålen, for at tilbyde mig kontakt i stedet for at se på skålen. Joey er meget glad for mad og meget grådig, så denne øvelse lærer ham, at han kan få noget bedre ved at vælge fristelsen fra og i stedet tilbyde mig kontakt.
Selvkontrol arbejder vi lidt med i det daglige i forhold til at vente på ok til at komme ud af buret i bilen, og når Joey skal have sin mad i skål, hvor han pænt venter på release-signal til at gå i gang med at spise.
Kropskontrol er vi begyndt på i det små. Vi har leget lidt med balance på en legeplads og er så småt gået i gang med elefantøvelsen, hvor Joey skal stå med forpoterne på en omvendt balje og dreje rundt om sin egen akse ved at flytte bagbenene til siden. Jeg har et fitness vippebræt, som vi også skal i gang med at træne på.
Kernekompetencer
Ud over øvelserne i KLIK-konceptet, er jeg også så små gået i gang med at introducere nogle af kernekompetencerne, som er de elementer, som selve lydighedsøvelserne består af. Vi har indtil videre arbejdet med følgende:
Løbeleg til indkald
Her har jeg kastet en godbid i græsset og er så løbet væk fra Joey. Når han indhenter mig, får han en god omgang trækkeleg som belønning for at spurte hen til mig. Jeg løber også ind imellem lidt væk fra ham på stranden, hvor han kan se mig og belønner med godbidder, når han kommer susende.
Gribe om apport
Snudetarget på og greb om midterstykket af en apport er vi også godt i gang med. Jeg holder pt. apporten helt nede ved gulvet, så Joey sænker hovedet for at lave grebet om apporten. Vi har også arbejdet lidt med tease, hvor jeg holder en håndfuld godbidder i den ene hånd og apporten i den anden. Joey bliver så belønnet for at fravælge godbidderne og i stedet tilbyde grebet om apporten. I vores seneste træningssession tilbød Joey et spontant optag af apporten fra gulvet flere gange, så vi er godt på vej videre i øvelsen.
Stå på target i pladsposition
For at give Joey en oplevelse af at positionen ved min venstre side er et godt sted at være, har jeg belønnet ham for at stå på det kvadratiske target, mens jeg står ved siden af det, så han står i pladspositionen. Han får belønning for at indtage positionen og for at blive stående i positionen.
Når jeg læser det ovenstående igennem, virker det omfattende, men det føles ikke sådan, når jeg ser på, hvordan min hverdag er med Joey. Meget af træningen er inkorporeret som en del af de daglige rutiner, og grundtræningen af øvelserne i KLIK-konceptet arbejder vi med i små træningssessioner på ca. ti minutter dagligt eller næsten dagligt og når vi er til træning. Det går super godt med det hele, og Joey synes, at træningen er en fest – præcis som jeg synes, at det skal være.
For et lille års tid siden, blev min gamle hund Thekla pludselig meget dårlig. Hun havde ikke været på toppen længe, men denne dag var værre end normalt. Thekla stod bare og kiggede ud i luften. Jeg mærkede hende igennem og fandt en kæmpe byld i hendes bug, som om et eller andet var eksploderet inde i hende. Jeg blev skrækslagen og ringede hulkende til min dyrlæge. Det var søndag eftermiddag, men jeg er så heldig at have verdens sødeste (og dygtigste) dyrlæge, der har givet mig sit privatnummer. Dyrlægen tilbød at køre ind og åbne klinikken, så hun kunne se på Thekla hurtigst mulig, hvilket jeg ikke kan udtrykke nok taknemmelighed over. Jeg kørte straks af sted, mens tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg var overbevist om, at jeg ikke fik hende med hjem igen og kunne ikke bære tanken om, at mine nærmeste = Theklas højt elskede mennesker, ikke havde sagt farvel til hende.
Dyrlægen skar et lille snit i Theklas ene bryst, og så væltede det ellers ud med pus. Jeg skal spare jer for detaljerne og bare fortælle, at det ikke umiddelbart var noget livstruende. Thekla fik en skrap penicillinkur og stor var min lykke, da jeg kunne tage hende med hjem igen.
Men Thekla fik det ikke bedre. Efter diverse blodprøver og undersøgelser, besluttede jeg at hun skulle have fred. Verdens hårdeste beslutning. Men trods alt bedre end en akut aflivning.
På Theklas sidste dag blev hun rigtig forkælet. (Selvom det nu snart er et år siden, løber tårerne ned på mit tastatur, mens jeg skriver dette…) Hun fik alle mulige lækkerier i løbet af dagen. Hendes forskellige yndlingsmennesker kom og sagde farvel. Og om eftermiddagen gik vi en lille tur i skoven, mine børn og mand, min mor, min anden hund Lukka, Thekla og jeg. Det var dejligt vejr, solen skinnede og Thekla livede helt op, begyndte at gø og logre og virkede pludselig helt frisk og begejstret over, at alle hendes kæreste var samlet med hende som centrum. Og i et kort øjeblik blev jeg virkelig i tvivl om min beslutning. Men det holdt ikke længe. Efter turen faldt Thekla helt sammen. Som om hun havde samlet og brugt sine allersidste kræfter.
Sidst på dagen kom dyrlægen. Vi samledes alle sammen inde i stuen. Her sad vi i en rundkreds på gulvtæppet med Thekla liggende i midten. Lukka lå i en lænestol ved siden af og fulgte nøje med i det hele. Vi nussede og kælede og snakkede med Thekla, fortalte hende sjove historier fra hendes liv (selvom hun nu var døv!) og fik sagt farvel og på gensyn. Så gav dyrlægen Thekla noget at sove på. Og derefter den endelig sprøjte.
Den sene eftermiddagssol skinnede ind gennem vinduerne. Vi sad alle helt stille hver med en hånd på Thekla og tårerne trillende stille ned af vores kinder. Pludselig begyndte kirkeklokkerne at ringe i det fjerne. Vi smilede til hinanden ud gennem vores tårer. Det lyder måske forkert, men det var en meget smuk oplevelse. En meget fin afslutning på et rigt og dejligt hundeliv. Nu står Theklas urne på hylden over pejsen ved siden af min gamle hund Sambuca.
Vi ses min kære firbenede ven
Louisa
Tak Louise, min søde dyrlæge, for alt hvad du har gjort for mig og mine hunde.
Jeg har haft mange hvalpe i årenes løb. Som regel er tilvænningen til at køre bil gået glat, og det eneste der har været brug for til at få ro på en pibende hvalp var nogle korte køreture og selskab af en voksen hund i et bur i bilen. Med min nye hvalp, Joey, har det imidlertid været anderledes. Jeg har været så privilegeret, at jeg bor ganske tæt på Joeys opdrætter. Derfor fik jeg i den sidste uge lov til at have ham på nogle små hjemmebesøg før den endelige flytning. Det har givet en super mulighed for at vænne ham til mit hjem og mine tre beagler, hvilket alt sammen er gået helt fantastisk. Men køreturene var Joey ikke glad for. De allerførste køreture var meget korte, fra opdrætter og hjem til mig og retur igen et par timer senere. Her hylede Joey højlydt, men pga. den korte afstand var det hurtigt overstået, og jeg tænkte ikke på det tidspunkt over, at det skulle blive et problem. Opdrætteren har haft hvalpene ude at køre flere gange uden specielt meget hyleri. Kort tid efter jeg havde fået Joey hjem, skulle jeg på flere længere køreture i forbindelse med noget undervisning. Her opdagede jeg omfanget af Joeys ubehag ved at køre bil. Han hylede og skreg næsten uophørligt, selvom hver tur tog over en time. De fleste hvalpe hyler kortvarigt og falder så til ro. Sådan gik det desværre ikke med Joey. Jeg prøvede flere løsningsmodeller; i bur bag i bilen med meget begrænset udsyn og en voksen hund i buret ved siden af, i bur på forsædet ved siden af mig med buret delvist tildækket (kunne ikke dække det helt til, da det så blokerede mit udsyn til sidespejlet). Jeg fravalgte at sætte ham i bur med en voksen hund på dette tidspunkt, da mine egne hunde endnu ikke havde vænnet sig helt til ham og kunne blive stressede af at være spærret inde i et bur med en hylende hundehvalp. Buret blev sprayet med Adaptil hver gang, Joey fik Bachs Rescue Remedy, ingefær og et par gange et Lifewave Aeon (antistress) plaster på halsbåndet. Alle disse tiltag hjalp kun marginalt på selve kørslen, og Joey var fortsat meget stresset, hver gang vi kørte i bilen. Han hverken savlede eller kastede op på noget tidspunkt, men han hylede og skreg og hyperventilerede, hver gang bilen var i bevægelse. Jeg havde hurtigt vænnet ham til at sove i bur om natten´, og i disse situationer var han helt tryg og veltilpas, så det var ikke det at være i bur, der var problemet. Hjemme igen efter endt undervisning var jeg ikke i tvivl om, at der skulle gøres noget for at afhjælpe Joeys ubehag ved at køre bil. Vi kender alle til tanken om trinvis tilvænning til at køre bil for køresyge hundehvalpe, men jeg havde en følelse af, at det ikke var den løsning, der skulle til. Jeg prøvede på dette tidspunkt at køre nogle små korte ture, hvor Joey sad i bur sammen med min søde gamle Socks. Det gik lidt bedre, men det var stadig ikke godt. Jeg besluttede at få Joey tjekket af en veterinær kiropraktor, da hunde med køresyge kan have en låsning i de øverste hvirvler i halsen, som bl.a. kan opstå, hvis hvalpen er blevet trykket under fødslen. Ni uger gammel blev Joey tjekket af dyrlæge og kiropraktor Thomas Ingvorsen fra Højelse Smådyrsklinik. Behandlingen var stille og rolig, og Joey var helt veltilpas, mens det stod på. Thomas fandt en låsning i nakken på Joey og fik rettet den. Turen hjem foregik uden et eneste pip fra kassen bag i bilen, hvor Joey lå sammen med Socks. Jeg tror, at han sov hele vejen hjem. Det er knapt tre uger siden, at Joey fik kiropraktorbehandling, og han kører nu bil helt uden problemer. Han sidder fortsat i bur sammen med en voksen hund på de fleste ture, men vi har også været på nogle små udflugter, hvor jeg har haft ham med alene. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg fortsat skulle bruge Adaptil og Bachs Rescue Remedy i bilen, men det har ikke været nødvendigt. Joey er tryg og veltilpas i bilen og giver kun lyd, hvis han trænger til at komme ud for at tisse på en længere tur. Denne lille historie er en god reminder om, at det er vigtigt altid at tjekke, om der er en (medvirkende) fysisk årsag, når der er problemer med hundens adfærd.
Velkommen til bloggen
Her skriver Christina Ingerslev Karen Strandbygaard Ulrich og Karen Frost Knudsen
