En mørk november aften indbyder til refleksion. Vi lever i en fortravlet tid og jeg spekulerer ind imellem på, om vi glemmer at være til stedet i nuet og glæde os over det, vi oplever her og nu – eller bare oplever det med en vis grad af bevidsthed. Jeg var til et foredrag for nylig om mindfulness og det handler netop om bevidst nærvær – om at styrke sin evne til at være fuldt opmærksom og nærværende lige nu – i dette øjeblik.
Når jeg betragter mine hunde – i alle deres aktiviteter i løbet af en dag – så slår det mig, at de netop er til stede i nuet. De reagerer på de sanseindtryk, de får fra deres omgivelser – om det er den spændende duft fra en ræveveksel i skoven, maden der bliver tilberedt i køkkenet om aftenen, lyden af nabohunden der gør eller at jeg kommer hjem, når de har været alene hjemme. Deres sanser er åbne og opmærksomme på det, der sker lige i øjeblikket. De tager det ind, oplever det og reagerer på det.
Det præfrontale cortex (den bevidst tænkende del af hjernen) er langt større hos mennesker, end det er hos hunde. Derfor er vores hunde slet ikke i stand til den samme form for abstrakt tænkning, som vi mennesker er. De bekymrer sig ikke om fortid og fremtid, om hvad der kunne have været og hvad der måske kommer. De kan have en forventningsglæde – men kun om noget, der er umiddelbart forestående. De glæder sig ikke til juleaften. Så langt rækker deres tidshorisont slet ikke.
Den engelske digter T.S. Eliot skriver i sit pragtfulde digt Four Quartets om, hvordan tiden er cyklisk og alting er forbundet i ét punkt, som er nuet. ”Time past and time future/ What might have been and what has been/Point to one end, which is always present”.
Når vi lader os opsluge af tanker om fortiden og fremtiden, om alt det vi har gjort eller burde have gjort og alt det vi skal eller bør gøre, så skulle vi måske i virkeligheden stoppe op et øjeblik, sætte tempoet ned, se på vores dejlige firbenede venner og gøre, som de gør; være nærværende i nuet. Lad os sætte vores avancerede præfrontale cortex på standby et øjeblik, trække vejret, åbne sanserne og vende fokus mod det, der sker lige her og nu.
Klap din hund og nyd det, mærk vinden i håret eller regnen mod huden, når du går tur med den, eller nærheden mellem hund og menneske, når træningen fungerer eller frustrationen, når det ikke går som forventet. Mærk nuet. Det kommer aldrig tilbage J.
For halvanden måned siden nåede jeg det første af mine tre store mål i mit hundeliv. Jeg blev udtaget til landsholdet i lydighed. Og allerede her i weekenden nåede jeg det andet mål. Jeg fik medalje ved Nordisk Mesterskab. Her kommer en lille beretning derfra.
Jeg er ikke nogen træningsnarkoman. Jeg træner ikke min hund hver eneste dag, og jeg træner sjældent alle øvelserne i ét træningspas. Så straks efter udtagelsen lavede jeg et skema over, hvilke øvelser der var vores svageste, og hvad jeg skulle koncentrere mig mest om, i min træning. Min plan var, at træne detaljer og præcision de første uger og derefter kun fart, glæde og succes i ugerne op til NM. Lukka er ultra sensitiv og perfektionistisk (hvis man kan sige det om en hund!). Jeg kan ikke komme med det mindste lille bitte suk eller bare overveje at blive irriteret på hende, så pakker hun sammen. Jeg kan heller ikke gentage en øvelse mere end to-tre gange, for så tror hun, det er fordi hun ikke gør det godt nok, og så bliver hun ”ked af det”. Så træningen skulle (som altid) være en stor fest.
Nybagt mor med “hvalp”!
En uge inden NM var jeg i hopla. Træning gik forrygende og jeg havde en rigtig god mavefornemmelse. Lige indtil tirsdag morgen, hvor jeg vågnede ved at Lukka gik rundt og småpeb med en blå plastikapport i munden, som hun var overbevist om var hendes ”hvalp”. Rigtig dårlig timing ”at føde” fire dage inden NM! Christina og jeg holdt krisemøde og “hundehvalpen”blev på fleres opfordringer smidt ud!Heldigvis var det kun indendørs at hun var helt hys. Straks vi gik ud for at gå tur eller træne var Lukka sig selv igen. Men mine høje forventninger til mesterskabet blev der lagt en voldsom dæmper på.
Så blev det fredag og Christina og jeg kørte til Herning Messecenter, hvor vi alle skulle mødes. Hvert land fik tildelt en halv time til at træne i ringen, så hundene kunne få en fornemmelse af gulvtæppet. Og hvilket tæppe! Det var spejlglat! Hundene skøjtede rundt og kunne slet ikke stå fast. Så de forventninger jeg havde tilbage forsvandt helt efter den oplevelse. Nå, men tæppet kunne jeg ikke gøre noget ved og det var jo ens for alle. Derefter var der lodtrækning om startrækkefølgen. Jeg fik nr. 14, hvilket var lige midt i feltet. Helt perfekt.
Lørdag morgen var der indmarch og derefter gik konkurrencen i gang. Først skulle alle hundene lave fællesdæk i mindre grupper. Lukkas dækøvelse gik helt perfekt, vi fik 10 af alle dommerne. Til NM er der fire dommere – én fra hvert nordisk land. Højeste og laveste point falder bort, og så tager man et gennemsnit af de to karakterer, der er tilbage. Meget fair måde at uddele point på. Resten af øvelserne for lørdagens program var lynet, fremsending, springapport og stillingsskift. Efterhånden som hundene kom i ringen så vi, at de var helt utrolig dygtige til at afpasse farten i forhold til det meget glatte tæppe. Selvfølgelig var der nogle der gled lidt, men generelt så det meget fornuftigt ud.
Så blev det vores tur. Jeg var ikke voldsomt nervøs. Jeg havde en rigtig god spændt fornemmelse i maven. Lynet er måske Lukkas allerbedste øvelse, så den var perfekt at begynde med og det gik også rigtig godt. Vi fik 9. (Der dømmes altid lidt hårdere end normalt ved sådanne mesterskaber. Ud over i fællesøvelserne kom der kun to 10-taller op i hele konkurrencen. Lidt underligt at Nordens bedste hunde ikke kan lave en eneste øvelse til toppoint!)
Næste øvelse var fremsendingen. Den gik også super godt og vi fik 8,5. Så kom springapporten som jeg har trænet rigtig rigtig meget siden i sommer, hvor Lukka slog sig på et spring og efterfølgende har været meget ked af den øvelse. Men hun sprang perfekt og havde et helt rent optag. Endnu et nital. Jeg var ved at boble over af glæde. Jeg synes min lille hund var så dygtig og koncentreret og glad. Den sidste øvelse var stillingsskift. Også det gjorde hun rigtig pænt, vi fik 8,75 point. Så var det slut og det var bare gået over al forventning. Lukka og jeg styrtede ud af hallen og ud på græsset og holdt vores egen lille fest. Hold op hvor var jeg jublende glad. Det var en helt fantastisk debut. Jeg var så ubeskrivelig stolt af min lille stjerne hund.
Da alle havde været i ringen fortalte vores holdleder, at jeg lå nr. 4, kun et halvt point efter de to der delte 2. pladsen og tre point efter hende der førte. Wau… hvor var det vildt! Senere blev der trukket lod om startrækkefølgen til om søndagen. Der fik jeg nr. 27, dvs. jeg skulle op som den næstsidste hund. Ikke just hvad jeg havde håbet på!
Super opmærksom og glad Lukka i fri ved fod.
Søndagens øvelser var: Fri ved fod, indkald, apport og næsesøg. Og allersidst skulle alle hundene slutte af med fællessit i mindre grupper. Søndag formiddag sneglede sig af sted. Jeg sad og så alle de andres programmer men havde svært ved rigtig at slappe af. Nervøsiteten kom og gik som i bølger. Endelig blev det vores tur. I minutterne før jeg skulle ind i ringen, var jeg meget koncentreret og fokuseret og følte adrenalinen suse igennem kroppen. Men i samme sekund jeg trådte ind på det røde tæppe i ringen, begyndte mine ben at ryste helt ukontrolleret. Jeg regnede med, at det nok ville gå over i løbet af den første øvelse, men der regnede jeg virkelig forkert! Til trods for mine skælvende ben og en del forkerte fodstillinger fra min side, gik Lukka en rigtig fin fri ved fod og fik 8. Hun var 100% opmærksom, glad og på hele øvelsen igennem. Da så prøvelederen sagde ”Ja tak!” lød der et mega brøl fra tilskuerne. Hvor var det fantastisk. Tænk at så få mennesker kan lave så meget ”larm”. Det gav både mig selv, men helt sikkert også Lukka, et kæmpe kick. Næste øvelse var indkald og derefter kom apporten. Det er to øvelser, jeg har haft meget fokus på i træningen, da de ikke just er Lukkas stærkeste. Og min træning havde båret frugt. Lukka lavede dem – i mine øjne – helt perfekt og fik hhv. 8,25 og 8,5 point. Igen var publikums begejstring helt overvældende, og det betød ubeskriveligt meget for mig. Jeg stod der inde på banen med min lille hund og mine rystende ben og følte, hvordan alle var med mig (det var ”alle” nok ikke ligefrem, men sådan føltes det altså). Den sidste øvelse var næsesøg. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at Lukka nok skulle finde den rigtige pind, men som jeg stod der med ryggen til og ventede på pindene blev lagt ud, spekulerede jeg på, hvilken effekt det mon havde på Lukka, at mine ben stadig rystede voldsomt. Men min lille seje hund lod sig ikke slå ud. Hun løb ud og fandt straks den rigtige. Dog havde hun lige skubbet lidt til den første pind og så kastede hun den rigtige på plads i munden et par gange, så det blev der trukket hårdt for. Vi fik 7,5.
Hvor var det vildt! Vores første Nordiske Mesterskab og Lukka havde gået hele programmet SÅ fint og stabilt. Vi fløj ud af hallen og festede og legede og var begge helt oppe i skyerne. Hvor var jeg bare stolt af min hund. Lidt efter fik jeg af vide, at vi stadig lå nr. 4 men kun med et kvart point op til den fælles 2. plads (Helena og Jubii fra DK og Jessica og Mac fra Finland). Og vi manglede stadig fællessit. Uhh… der var spænding til det sidste. Der var flere point op til det førende finske par. De klarede også deres fællessit helt perfekt, så de var meget værdige guldvindere.
Jubel umiddelbart efter fællessit!
I den næstsidste gruppe sad Jubii. Hun sad desværre lidt uroligt med hovedet og det trak dommerne hårdt for. Lukka skulle sidde i den allersidste gruppe sammen med Mac. Hvis de begge sad helt stille, ville vi blive hhv. nr. 3 og 2. Jeg var faktisk ikke synderlig nervøs. Jeg følte allerede, at jeg havde vundet min helt egen sejr. Vi satte hundene af, og gik ud bag tæppet. Jeg stod helt stille og talte sekunderne. Så blev vi kaldt ind igen og jeg så, at Lukka sad lige så fint, som da jeg havde forladt hende. Jubiii!!! Nu blev det spændende at se pointene. Mac fik 2×9 og 2×9,5. Spændingen var pludselig ulidelig. Lukka fik 3×10 og 1×9,5 og publikum jublede vildt! I det øjeblik vidste jeg, at vi havde vundet sølv! Det var fantastisk! Det var helt uvirkeligt! Min lille sensitive hund, der lige var blevet tre år og kun havde været i eliteklassen et halvt år. At hun kunne gøre sig gældende blandt Nordens allerbedste hunde overgik fuldstændig min forstand. Vi løb endnu engang ud af hallen, ud på græsset og hoppede og dansede, sang og jublede, og havde den største fest.
Det er uden sammenligning, den største oplevelse jeg har haft i mit hundeliv. Jeg er så stolt af Lukka og så taknemmelig over, at jeg har fået lov til at vise, hvor langt man kan nå med 100% positiv træning og en rigtig god grundtræning. Ved altid at være glad uanset hvad hunden gør. Jeg har ALDRIG sagt nej til Lukka. Jeg har aldrig fysisk korrigeret hende eller lagt noget pres på hende. Og jeg har altid været meget opmærksom på, hvornår hun var klar til hvad. Har aldrig forceret noget eller taget den korteste vej men stille og roligt trænet frem mod målet i hendes tempo. Resultatet er at Lukka stoler 100% på mig, og i en top stresset situation (med en lettere uligevægtig fører) er hun stadig tryg, og arbejder det bedste hun har lært :-).
Til sidst vil jeg gerne sige tak til mine søde søde holdkammerater og vores holdleder Mads for en super hyggelig weekend. Tak til Erling & alle hjælperne – uden al deres frivillige hjælp var der intet NM. Tak til Palle som var en forrygende prøveleder og til Wagn (og de andre dommere) for gode og fair bedømmelser. Tak til publikum, som betyder mere end de selv aner. Og en helt speciel stor tak til Christina, som har en kæmpe andel i vores sølvmedalje…
I fredags havde jeg fornøjelsen af at være sammen med vores første hold adfærdsrådgivere. Et af emnerne for dagen, var hunde og børn og i den forbindelse læste jeg op på de gavnlige effekter, der er ved at have hund. Der er fordele for både børn og voksne – og der er forskning der bekræfter det! Uden at have noget som helst videnskabeligt belæg for det, synes jeg det er fantastisk at have hund. For bare at nævne nogle få årsager:
De er altid glade for at se mig, uanset om klokken er tidligt om morgenen eller sent om natten
Jeg er vild med den følelse jeg får, når træningen har været god (og det er den heldigvis det meste af tiden)
Det er fedt at gå i skoven med mine hunde – at se dem løbe rundt og nyde livet gør turen meget sjovere
Og jeg er vild med, at de gerne vil sove på mine fødder, når jeg sidder hjemme og arbejder – det er da hyggeligt!
Men udover mine helt personlige og følelsesmæssige grunde til, at jeg synes det er fedt at have hund, så er der også en lang række helbredsmæssige fordele. Helt generelt så får vi ,der har hund væsentligt mere motion end dem, der ikke har hund. Det gælder for mennesker i alle aldre og er specielt gavnligt for børn og ældre. For ældre betyder det bl.a. at dem med hund sjældnere har behov for at gå til lægen end deres hundeløse medmennesker. De lever også længere. En af årsager er, at det at have hund, betyder at man får mere motion. Motion er gavnligt af mange årsager og er i sig selv stressnedsættende. Men bare det at have hund, er også i sig selv stressnedsættende. Der er teorier om, at det at se på dyr, der er rolige, virker stressnedsættende, fordi det hos fortidsmennesket viste, at der ikke var rovdyr i nærheden. Effekten kan man få, bare ved at have akvariefisk, men der er flere fordele ved at have hund. Der findes f.eks. studier, der viser at bl.a. terapihunde kan nedsætte stress hos børn, der skal undersøges hos lægen, nedsætter stress hos hjertepatienter og mindsker dødeligheden for patienter der er opereret for hjerteproblemer. Mennesker med hunde har også lavere blodtryk og mindre fedt i blodet end dem, der ikke har hund. Der er altså rigtigt mange helbredsmæssige fordele ved at have hund.
Har man børn, giver det også børnene yderlige psykiske fordele. I flg. www.hej-hund.dk, som er en hjemmeside, hvor den danske dyrlægeforening giver gode råd til hvordan man bedst har hund sammen med børn, får børn respekt for andre levende væsner ved at have hund. De udvikler også større empatiske evner, bliver bedre til at afkode kropssprog og får et bedre immunforsvar.
De fleste af de mennesker jeg kender, der har hund opfatter også deres hund som en del af familien. I flg. visse forskere kan grunden være at hunde går ind og stimulerer de samme ”adfærdsmønstre” og følelser, som børn gør. Det er en slags forprogrammering, der skal sikre at vi knytter os til vores afkom – og i min egen erfaring er det en meget god ting, ellers tror jeg at den menneskelige race var uddød. Ekstrem mangel på søvn bliver ikke uden grund brugt som torturredskab og det er de færreste spædbørn, der sover igennem fra begyndelsen. Vi har altså nogle ”knapper” som børn trykke på og så hunde altså også kan trykke på og som bevirker at vi knytter os til dem, som var de en del af familien.
Så til alle jer der i forvejen synes det er fantastisk at have hund, så er jeg glad for at kunne have givet jer grund til et endnu bredere smil, når I går med jeres hund og møder en af de stakkel mennesker uden hund.
Rigtig mange mennesker i Danmark har hund. De fleste holder hund som familiehund og har ikke større forventninger til hunden, end at den er en hyggelig og funktionel del af familien. Nogen af os har ikke bare hund, vi har hund som hobby og vi har konkurrencesport med hund som en stor interesse, der fylder meget i vores liv. Vi synes, at det er spændende at træne hund og at deltage i konkurrencer i forskellige discipliner.
Konkurrencer handler jo grundlæggende om at dyste med andre om at være bedst i en given disciplin. Nok er mottoet for de olympiske lege, at det ikke handler om at vinde, men om at yde sit bedste og være med, men de fleste, der deltager i konkurrencer, vil nok indrømme, at de godt kan lide at vinde. Mennesker dyster på mange områder og i de fleste involverer konkurrencen kun en indsats fra personen selv. Til forskel for dette, er der en anden part involveret i hundesport – en som ikke selv har valgt at være med, nemlig hunden. Det betyder ikke, at vores hunde ikke i langt de fleste tilfælde kan have/har stor glæde af træning – også konkurrenceorienteret træning. Men, selvom vi på mange fronter har bevæget os op til flere kvantespring fremad i de seneste årtier, også i forhold til viden om effektive belønningsbaserede træningsformer, så må man ind imellem alligevel spørge sig selv, hvad det er, der driver værket for nogle mennesker, der dyrker konkurrencesport med deres hunde.
Når man deltager i konkurrencer og træner frem mod et mål, vælger man nogle strategier for at forsøge at nå sine mål. De strategier påvirker både en selv og ikke mindst ens træningspartner, hunden. For ikke så længe siden verserede der nogle videoklip på facebook af hundetræning, der viste nogle ualmindeligt brutale træningsmetoder. Den slags udløser heldigvis generelt en storm af afsky og kritiske røster. Men selvom en valgt træningsstrategi sjældent er så ekstrem som det nævnte eksempel, kan man godt ind imellem få den tanke, at målet for nogle konkurrenceudøvere faktisk helliger midlet. Sagt med andre ord – at man mener, at det er i orden at bruge strafbaserede træningsmetoder for at realisere sine egne ambitioner om succes ved konkurrencer. Måske skulle vi ind imellem stoppe op og overveje, om vi yder vores firbenede træningskammerater retfærdighed, når vi vælger træningsmetoder. Vi træner til konkurrencer for vores egen skyld og skylder vores hunde, at både træning og konkurrencer også er en god oplevelse for dem.
Både træning og deltagelse i konkurrencer skulle gerne være en fælles glæde for både hund og menneske. Er det smukkeste mål egentlig ikke efter en trænings- eller konkurrencedag at kunne sige, at man har haft en god dag og det har hunden også?
Denne her blog kunne også have haft overskriften slip bekymringerne! Jeg støder jævnligt på hundeejere, der er bekymrede for at gøre det ene eller det andet i træningen, for hvad nu hvis der er noget der går galt? Jeg er ikke så bekymret for at prøve forskellige ting af i min træning, så længe det stemmer overens med min overordnede træningsfilosofi. Det gælder f.eks. i forhold til signaler og fri shaping. Jeg hører ofte om nogen der er bange for, at deres hund skal komme til at tilbyde alt muligt på konkurrencebanen, hvis de f.eks. bruger fri shaping og at hunden derfor helt fra begyndelsen skal have indlært, at den kun må gøre tingene på signal. Det er ikke en frygt, jeg på nogen måde deler. Jeg er slet ikke bange for at få en hund, der selv tager initiativ. Jeg synes det er helt fantastisk, at hunden tager initiativ. Det er for mig billedet på en glad og selvstændig hund. Jeg vil langt hellere have en kreativ og initiativrig hund, der tilbyder adfærd end det modsatte, nemlig en hund der venter for meget og mister fart og glæde. Jeg har tre arbejdsglade hunde, som alle er frishapet til masser af øvelser og alle er glade for at tage initiativ. Vi har ikke mistet mange point på konkurrencebanen, fordi de er tyvstartet eller gået i gang med noget de ikke skulle.
Træning af signalforståelse – vælg næseprøven
Jeg indlærer altid alle de forskellige lydighedsøvelser uden signaler, da jeg ligesom mange andre klikkertrænere mener, at signalarbejdet først hører til på det tidspunkt, hvor øvelsen er tæt på at være færdig. På det tidspunkt er det utrolig let at sætte signalerne på. Der er nemlig flere ulemper ved at knytte signalet til øvelsen på et tidligt stadium i hundens indlæring. For det første ønsker jeg ikke at knytte det færdige signal til en halvfærdig øvelse, der slet ikke ser ud som jeg vil have den. Hunden skal kun associere signalet til den færdige øvelse. På den måde er hunden heller ikke i tvivl om, hvad jeg beder den om. For det andet ønsker jeg ikke at arbejde med at lære hunden at vente på signaler på et tidligt stadium i dens uddannelse. Det hæmmer fart og initiativ, giver et forkert fokus i øvelsen og betyder at man kommer til at træne på flere kriterier på en gang. Gem signalindlæringen til senere og fokuser på fart og præcision i stedet for. Det er jo så utrolig let at få hunden til at vente på signal. Det er bare at afbalancere træningen med belønninger for at vente på signalet. Hunde er i øvrigt mestre i at skelne en træningssituation fra en anden, det er jo derfor vi skal bruge så meget tid på generaliseringstræning. Derfor har hundene ingen problemer med at skelne mellem prøver og træningssessioner.
Sennas absolutte yndlingsøvelse er apportøvelsen og hun har utrolig meget drive ud mod apporten. Derfor vidste jeg, at jeg skulle bruge lidt længere tid for at lære hende at vente på apportsignalet på det tidspunkt, hvor hun havde lært øvelsen og jeg skulle sætte signal på. Jeg lavede en lidt mere trinvis opdeling af signalfasen end ellers og belønnede hende for at vente på signalet i forskellige opsætninger af øvelsen. Hun venter fint, selv om hun er meget tændt i øvelsen. Det samme gjorde sig gældende, da vi arbejde med den dirigerede apport. Her skulle træningen opdeles lidt mere end med en mindre ivrig hund, men resultatet er blevet rigtig godt og det tog ikke lang tid at lære hende det. Faktisk mener jeg ikke den enkelt hunds signalfølsomhed afhænger af, hvordan signalerne er indlært, men langt mere af den enkelte hunds temperament og intensitet i udførelse af øvelserne. Selv med en turbohund som Senna synes jeg, at det er en kæmpe fordel at arbejde med fri shaping og at belønne hundens eget initiativ i indlæringen af øvelserne. Uanset træningsmetode skulle jeg alligevel bruge lidt mere tid på at arbejde med signalforståelse med denne type hund. Min gamle superhund Amanda, der er død for mange år siden, var trænet med mere traditionelle metoder, hvor signalerne blev sat på i begyndelsen af øvelserne. Hun mindede om Senna i temperament og jeg skulle arbejde akkurat lige så meget med signalforståelse hos hende, som jeg i dag gør med Senna.
Hvalpe er super søde de første uger, men det er lidt ligesom babyer: de skider, sover og spiser. Nu hvor Lillis hvalpe har fået øjne, ører og kan løbe rundt er nuttethedsfaktoren steget dramatisk. De er også begyndt at vise deres personlighed og det er bl.a. de to mindste i kuldet er meget fremme i skoene. Det er også nu jeg synes det begynder at være rigtigt sjovt. Hvalpene er lige blevet 6 uger og jeg skal love for at der er fart på. Det er utrolig at se hvor hurtigt de lærer og hvor meget de er i stand til at lære. Jeg har hele tiden haft en løs plan over hvad de skulle lære. Jeg har vidst et stykke tid at jeg ville have hvalpe på et tidspunkt, så jeg har skrevet mig mange gode råd bag ørerne og nu har jeg så endelig mulighed for at bruge dem. Jeg ligger et stort arbejde i hvalpene og det betyder derfor selvfølgeligt utroligt meget for mig, at jeg finder de helt rigtige familier til hvalpene. Jeg søger stadig et par gode hjem hos nogle, der har lyst til at få en super trænbar labradorhan, så er du den person eller kender du nogle som er, så kontakt mig gerne. Hvis du får lyst til at se flere billeder af hvalpene, kan du også se mere på min nyoprettede hjemmeside: www.karenslabradors.mono.net
Socialisering til mennesker er et must. Jeg har to små børn (3 og snart 5 år) som synes at hvalpene er super søde og som meget gerne vil ind til dem og klappe dem eller bare sidde med dem. Vi har også en del børn i forskellige aldre i vennekredsen, så det med at være vant til børn, den er klaret. Vi har også inviteret gæster med et formål at de skulle socialisere hvalpene og i weekenden har både min mand og min søn fødselsdag og vi får huset fuldt af gæster, så får hvalpene også prøvet at være sammen med mange mennesker. De har selvfølgelig deres hvalpegård, så det skal nok få lov til at sove det de har brug for.
Socialisering til andre hunde har jeg også tænk over. Jeg har selvfølgelig Freja, min gamle hund på snart 10 år. Hun var meget hurtigt med inde over pasningen af hvalpene og Lilli var heldigvis helt ok med det. Når hvalpene lå hos Lilli var det typisk at Freja kom ind og hjalp med at holde den rene. Nu hvor de selv går rundt synes hun de er lidt mindre fantastiske. Men hun er god til at lære dem hundesprog. Hvis de kommer for tæt på knurrer hun. Sætter de sig eller ligger sig ned stopper hun. Fortsætter de skruer hun op for volumen indtil hun til sidst siger et meget højt vov ned i hoved op dem. Det er skægt at se hvordan de har udviklet evnen til at læse hende, lige bortset fra de gange hvor de kommer til at tro at hun er Lilli. Freja har altid selv mulighed for at bestemme om hun vil være sammen med hvalpene eller ej. Jeg har også haft besøg at et par hanhunde, som begge synes at de der hvalpe var nogle underlige størrelser. Jeg regner med at der kommer andre hunde på besøg også, så må vi se hvordan de synes det er. Der er ingen, hverken hunde eller hvalpe der skal presses til noget.
Motorisk udvikling er selvfølgelig også noget der er godt at stimulere, så jeg har ting og sager i min udendørs hvalpegård, som hvalpene kan kravle op på og under. Jeg har hørt fra bl.a. Runar Næss at det at lave en forhindringsbane til hvalpene skulle være en god ide, så det har jeg gjort i det små. Jeg flytter også jævnligt om på hvordan tingene står i hvalpegården, så det ser lidt nyt ud. Jeg har også tænkt at hvalpene skulle lære at bevæge sig på forskelligt underlag, så indtil videre har jeg haft dem på en palle der vipper, oppe i en indkøbsvogn og i går var de både ude og gå på småsten og på en trampolin. Stenene var ok, men trampolinen var lidt underlig, specielt fordi de kan se igennem den. Min mand sad i trampolinen, så de havde lidt støtte. De fik dog gået lidt rundt alle sammen, men jeg kan tydeligt se forskel på hvem af dem der er mest fremme i skoene.
Forskellig former for legetøj som de kan have i munden og bære på er også en vigtig del af min plan for hvalpene. Indtil videre har de har bløde ting som fleecetove, plysdyr og lege med. Men også reb, bolde, en tennisapport og gummilegetøj har de adgang til. Da jeg jo ikke ved om nogle af dem kommer til at blive konkurrencehunde (det håber jeg :o)) har jeg også sørget for at de har metal at bære på. De har dels en metalapportlignede genstand, men mine børns trillebør er også blevet inddraget. Den tygger de dels i, men de kravler også op på den og under den og så har den en dejlig metallisk lyd når de skubber til den. Planen er at de selvfølgelig også skal have et kaninskind, et par fuglevinger og et rådyrben, så de også har prøvet at have det i munden.
Tilvænning til forskellige lyde sker helt automatiske når man har børn i den aldersgruppe jeg har. Bølgerne mellem mine to børn kan nogle gange godt gå rimeligt højt og min søn elsker at larme. Den anden dag sad han og ”spillede” musik ved at slå metalapporten ind i metalbur og hvalpeindhegning. Jeg tror ikke at de her hvalpe kommer til at være lydfølsomme – de kan i hvert fald sove gennem det meste.
For at fremme deres mentale udvikling har jeg også gjort mig nogle tanker. Jeg læste for et par år siden om et ”trænings”program for hvalpe, som det amerikanske militær havde udviklet. Det hedder the Bio Sensor Program eller the Super Dog Program. Kort fortalt handler det om at man ved at lave fem øvelser med hvalpene når de er helt små kan kickstarte deres neurale udvikling. Allerede dengang besluttede jeg mig for at det skulle mine hvalpe udsættes for. Effekten af programmet skulle bl.a. være at de får et bedre stressrespons, dvs. de har sværere ved at blive stresset, de skulle få et bedre immunforsvar og de skulle få en bedre hjertefunktion. De fem øvelser er at stimulere hvalpens tæer med en vatpind, holde den oprejst, holde den med hovedet nedad, ligge den på ryggen og ligge den på et koldt underlag. Hver øvelse må kun gentages én gang i ca. 3 – 5 sek. fra hvalpen 3 dage til den er 16 dage. Det kunne have været videnskabeligt interessant kun at have gjort det på halvdelen af hvalpene, men det havde jeg alligevel ikke lyst til.
Jeg her selvfølgelig tænkt mig at hvalpene skal klikkertrænes. Jeg begyndte selv at træne med Lilli da hun var 6 uger og det har jeg tænkt mig også at gøre med hvalpene. Jeg glæder mig helt vildt og jeg kan se dag for dag hvor meget de er i stand til at lære. Jeg er begyndt at lege lidt trækkeleg med dem og vi træner selvkontrol hver morgen. De vækker mig gerne omkring kl. 05 (!) med en hylekoncert, men for at komme ud af deres hvalpegård er de nødt til at tie stille. Jeg står stille indtil de tier stille og så bliver de en efter en løftet ud. Det har de lært, forstået på den måde at når jeg har front mod dem og skal til at løfte en af dem op, så er de stille. I det sekund jeg har taget en op og vendt mig om er der hylekoncert, men når jeg så vender mig om igen klapper de i. Nogle morgner går det selvfølgelig bedre end andre, men jeg er garanteret et godt grin fra morgenstunden!
De skal selvfølgelig også opleve at være alene, prøve at køre bil, være fremmede steder både med og uden resten af flokken. I går var de hos min veninde og det tog de med ophøjet ro. Men jeg glæder mig til alle de ting jeg skal nå med dem i denne uge. Jeg begynder bl.a. at klikkertræne dem og jeg skal have dem ud enkeltvis et fremmed sted (det grønne område lige foran huset).
Fantastisk at have hvalpe – jeg kan kun anbefale det!
